Salafs aforismer angående etik
Kompileret af Shaykh Ahmad Farîd
Udvalgt fra “Fra karaktertrækkene af As-Salaf (de gudfrygtige forgængere)”
© 1996 Jami’at Ihyaa’ Minhaaj Al-Sunna
Oversat til dansk af L. Akaltun.
--------------------------------------------------------------------------------
Ibrâhîm at-Taymi (rahimahullâh) plejede at sige: “Den oprigtigt hengivende (slave), er den, som skjuler sine gode gerninger, som han skjuler sine dårlige gerninger.”
Engang blev ‘Umar ibn ‘Abdul ‘Azîz (rahimahullâh) tilrådet: “O ‘Umar, tag dig i agt for at være Allâhs forbundsfælle i åben, imens du er Hans fjende i skjul. Hvis ens natur i åben og skjul ikke er i overensstemmelse med hinanden, er man en hykler og hyklerne optager det laveste niveau i Helvede.”
En af dem sagde: “Vogt jer for hyklerisk frygt!” Da det blev spurgt: “Hvad er hyklerisk frygt?”, svarede han: “Når din krop ses (som værende) frygtende, hvorimod dit hjerte ikke er.”
En (anden) af dem sagde: “At ledsage retskafne mennesker giver anledning til retskaffenhed i hjertet.”
Ahmad ibn Harb (rahimahullâh) sagde: “Der intet mere gavnligt for en muslims hjerte end at omgås de retskafne og at se (på) deres handlinger, hvorimod intet er mere skadeligt for hjertet end at omgås syndere og at se (på) deres handlinger.”
En af As-Salaf sagde: “Hvis du kan sørge for ingen kan komme dig i forkøbet til Allâh, så gør det.”
Abû Turâb an-Nakhshabî (rahimahullâh) plejede at sige: “Hvis en person bestemte sig for at opgive at synde, ville Allâh sende ham forstærkninger fra alle sider. Det som indikerer hjertets formørkelse er tre (ting): Ikke at kunne finde en flugt fra at synde, eller et sted hvor lydighed (mod Allâh) kan finde sted, eller et tilflugtssted for prædiken, som advarer.”
En af dem sagde: “Hvis den eneste egenskab af lydighed (mod Allâh) var fremtrædende lys på ansigtet og dets udstråling, kærlighed i hjertet, styrke i legemerne, sikkerhed af sjælen (An-Nafs), ville alle disse være nok til at opgive synder. Og hvis synder kun producerede hæslighed i ansigtet, formørkelse i hjertet og frygt for sjælen, ville alt dette være nok til at forlade synder. For både den lydige og ulydige, har Allâh efterladt indikationer og tegn for at tilfredsstille den ene og gør den anden ulykkelig.
Qatâdah blev spurgt: “Hvilken person har den højeste status?” Han svarede: “Den mest rige på tilgivelse (af andre mennesker).”
En af As-Salaf sagde: “Jeg er ulydig mod Allâh, for at finde dets virkninger i måden hvorpå mit dyr og min kone opfører sig.”[1]
‘Alî ibn Abî Tâlib (radhi Allâhu ‘anhu) sagde: “Det som tilfredsstiller en person er fem ting: At hans kone er føjelig, at hans børn er loyale, at hans brødre er Gudfrygtige, at hans naboer er retskafne og hans forsyninger fra hans Herre.”
Ahmad ibn Harb (rahimahullâh) plejede at sige: “Hvis seks manerer er samlet i en kvinde er hendes godhed fuldkommet (og disse er): At vogte de fem bønner, at give efter for sin mand, at tilfredsstille sin Herre, at vogte sin tunge mod bagtalelse og sladder, at forlade verdslige besiddelser og at være tålmodig efterfulgt af en tragedie. “
Sufyân ath-Thawrî (rahimahullâh) sagde, “Søg ikke førerskab, førend du har kæmpet mod sjælen (dvs. kæmpet mod dine lyster og dit ego) i 70 år.”
Bakr ibn ‘Abdullâh al-Muzanî (rahimahullâh) sagde: “Hvis du ser en, som er ældre end dig, så respekter ham ved at sige: “Han har gået mig i forkøbet til Islâm og retskafne handlinger. Hvis du ser en, som er yngre end dig, så respekter ham ved at sige til dig selv: “Jeg har gået ham i forkøbet til synder.” Hvis folk ærer dig, så sig: “Det er fra Allâhs nåde, skønt jeg ikke fortjener det.” Hvis de nedværdiger dig, så sig: “Dette skete, som følge af en tidligere synd.” Hvis du smider en sten efter din nabos hund, har du skadet ham (din nabo).”
Mutarrif ibn ‘Abdullâh (rahimahullâh) plejede at sige: “Jeg er ikke overrasket over den, som er tilintetgjort, eller hvordan han er tilintetgjort, men er forbløffet over den, som er reddet, hvordan han blev reddet og Allâh har aldrig skænket en større velsignelse end Islâm.”
Yahyâ ibn Mu‘âdh (rahimahullâh) samlede karaktertrækkene af de troende i en af sine afhandlinger, som følger:
“Det er at være fuld af beskedenhed og at være harmløs. (Det er) at være fuld af godhed og ikke at være korrupt. (Det er) for tungen at være sanddru, for ordene at være få og at være rigelig på gode handlinger. (Det er) at have få fejl og ikke at være umådeholden. (Det er) at være god mod sine slægtninge (og) at stifte nærhed til dem. At være hæderlig og taknemlig. At være fuld af tilfredshed, hvis Allâh begrænsede nogle forsyninger. At være tålmodig og venlig mod sine brødre. At være barmhjertig og kysk. Ikke at bande, fornærme, bagtale, eller at sladre. Ikke at være hastig (til værks), misundelig, hadefuld, arrogant eller forfængelig. Ikke at læne mod verdslighed, eller at udvide store håb og ønsker. Ikke at sove for meget, eller at være sindsmæssigt fraværende, eller at vise sig frem, eller at være hyklerisk. (Det er) ikke at være selvisk, men (i stedet) at være mild og munter, men dog heller ikke servil. At elske kun for Allâhs skyld, at være glad for Hans skyld og at være vred for Hans skyld. Hans (den hengivende troendes) forsyning er Gudsfrygt. Hans bekymringer er hvad der vil ske med ham i Efterlivet. Hans venner formaner ham. Hans elskede er hans Beskytter og Herre. Hans kamp er for Efterlivet.”
Fudayl ibn ‘Iyâd (rahimahullâh) sagde: “En troende planter et palmetræ og frygter torn vil gro. Hyklerne planter torne og forventer, at modne dadler vil gro!”
Mâlik ibn Dînâr (rahimahullâh) sagde: “Hvem end der friede til verdenen, så ville verdenen ikke være tilfreds, førend han opgav sin Dîn som medgift.”
Fudayl ibn ‘Iyâd (rahimahullâh) sagde: “Hvis du ihukommer skabelsen (sladder om den og den), så ihukom Allâh, Den Ophøjede. At ihukomme Ham er medicinen mod ihukommelse af skabelsen.”
Yahyâ ibn Mu‘âdh (rahimahullâh) sagde: “Forny jeres hjerter med ihukommelsen af Allâh, for det farer mod glemsomhed.”
Ka‘b al-Ahbâr (rahimahullâh) sagde: “Jeg foretrækker at græde af frygt for Allâh med (selv) en tåre faldende ned fra mine øjne, end at spendere et bjerg af guld (i almisse) med et vrangvilligt hjerte.”
‘Alî (radhi Allâhu ‘anhu) plejede at sige: “Tegnene på de retskafne (troende) er en bleg hudfarve, rindende øjne, læber som rynker af sult, at græde og vågenhed i bøn om natten.”
Mâlik ibn Dînâr (rahimahullâh) sagde: “Pas på troldmanden (dvs. verdenen), som fortryller de lærdes hjerter (og) afleder dem fra Allâh, Den Mest Ophøjede. Dens natur er hæsligere end magien som Hârût og Mârût kom med, eftersom at deres magi separerede en mand fra hans kone, hvorimod verdenen separerer slaven fra sin Herre.
‘Abdullâh ibn Mubârak (rahimahullâh)plejede at sige: “Verdenen er den troendes fængsel. Den bedste (form for) handling i et fængsel er tålmodighed og kontrol af ens vrede. Den troende har ikke noget land i denne verden, hans land vil være der i morgen i Efterlivet.”
[Formålet (og Allâh ved bedst) er, at den troende ikke higer efter verdenen, som bevidnet i udtalelsen af Den Mest Ophøjede: "Det kommende (livs) hjem giver Vi til dem, som ikke ønsker at ophøje sig på jorden og som ikke ønsker at stifte ufred og den (gode) afslutning tilkommer de retskafne." {Sûratul-Qassas: (28):83} Men Allâh vil ophøje ham i denne verden og i Det Hinsides og give ham ære i denne verden og i Det Hinsides.
En af As-Salaf plejede at sige: "Hvis du vil være tæt på Allâh, så stil en jernvæg op imellem dig og dine lyster."
Abû Muslim al-Khawlânî (rahimahullâh) sagde: "Mange mennesker lever iblandt mennesker med bare deres viden, som ødelægger deres sjæle (dvs. med forfængelighed og egoisme).
Abû Hâzim (rahimahullâh) sagde: "De lærde af vores tid har været tilfreds med tale (prædike) og ingen praksis! As-Salaf plejede at praktisere, men ikke tale. Efter dem praktiserede og talte folk, efterfulgt af et folk, som talte men ikke praktiserede. Der vil komme en tid, hvor folk hverken vil tale eller praktisere."
Sufyân ath-Thawrî (rahimahullâh) sagde: "Enhver, hvis viden får ham til at græde, er en (sand) lærd (‘âlim). Allâh Den Mest Ophøjede siger (meningen af): "Sandelig, de, der fik viden før den, falder tilbedende ned på deres ansigter, når den forlæses dem." {Sûrah Banî Isrâ'îl (17):107} Han sagde også (meningen af): "Når Den Nådiges vers (âyât) blev forlæst dem, faldt de ned på deres ansigter (foran Allâh) grædende." {Sûrah Maryam (19):58}
"En af As-Salaf sagde: "Hvis en af jer ikke ønsker at opfylde sin brors behov ved at dele hans bekymring eller ved at gøre du'â (bede) for ham, så spørg ikke "Hvordan går det?", fordi det betragtes som hykleri. "
Abû Bakr as-Siddîq (radhi Allâhu ‘anhu) blev spurgt: "Hvordan har du det denne morgen?" Han svarede: "Denne morgen, træder jeg ind som en ringe slave til en pragtfuld og herlig Herre. Jeg indtræder denne morgen, befalet af Hans befaling."
Imâm ash-Shâfi'î (rahimahullâh) blev spurgt: "Hvordan har du det denne morgen?" Han svarede: "Denne morgen har jeg indtrådt, ved at spise (af) min Herres forsyning, men har ikke opfyldt (forpligtelsen af) sand taknemlighed overfor Ham."
Mâlik ibn Dînâr (rahimahullâh) blev spurgt: "Hvordan har du det denne morgen?" Han svarede: "Jeg indtræder morgenen med min resterende alder formindskende og med mine synder tiltagende."
Fudayl ibn ‘Iyâd (rahimahullâh) sagde: "Hvis Iblîs besejrer Âdams søn med en af disse tre (ting), siger han: "Jeg vil ikke søge andet fra ham." [Disse tre ting er] 1) at han er glad for sig selv, 2) han anser sine gerninger som værende rigelige og 3) glemsomhed af hans synder.”
Al-Hassan (rahimahullâh) sagde: “Hvis Shaytân ser at du adlyder Allâh konsekvent, vil han opsøge dig gang på gang igen. Hvis han observerer din konsekventhed (og det går op for ham, at det ikke ændrer sig), bliver han træt af dig, afviser (opgiver) dig. Hvis du derimod ændrer dig hver eneste gang, begynder han at nære håb til dig (og bliver forventningsfuld).
Sahl at-Tustarî (rahimahullâh) sagde: “Taknemlighed overfor Allâh er ikke at være Ham ulydig med Hans begunstigelser (til dig). Hele kroppen er fra Allâhs begunstigelser og skænkelser, så vær Ham ikke ulydig med noget af det.”
Mujâhid and Makhûl (rahimahumullâh) plejede at sige vedrørende Allâhs udtalelse (meningen af): “Så vil I (da på denne dag) blive kaldt til regnskab for det, som I plejede at nyde (af Allâhs nådegaver).” {Sûratul-Takâthur (102):8}, ” Sandelig, dette er den kolde drink, husly, tilfredsstillelsen af ens vom, fuldkommenheden af ens træk og nydelsen af søvn.”
‘Umar ibn ‘Abdul ‘Azîz (rahimahullâh) plejede at sige: “Ingen kan opnå statussen af Taqwâ (fromhed) førend, han besidder hverken handling eller ord, som kan blottes til hans forlegenhed i enten denne verden eller Det Hinsides.” Han blev engang spurgt: “Hvornår når den tilbedende højden af Taqwâ’?” Han svarede: “Hvis han anbringer alle sine tanker og lyster (som eksisterer) i sit hjerte på en tallerken og så vandrer rundt i marked, bør han ikke skamme sig over noget som helst der.” Han plejede tit at sige: “Tegnene på Al-Muttaqi (en, som frygter Gud) er at tøjle sig selv fra at tale, ligesom en i Ihrâm tøjler sig selv fra at tale. Al-Muttaqi (den Gudfrygtige) skal være en lærd af Sharî’âh, det hele, eller også forlader han Taqwâ’ uden at indse det.”
Abû Dardâ (radhi Allâhu ‘anhu) sagde: “Fra fuldstændiggørelse af Taqwâ’ er, at slaven frygter sin Herre (selv) med hensyn til ting, der har vægten af et atom.”
Abû Hurayrah (radhi Allâhu ‘anhu) blev spurgt om Taqwâ’: Han sagde: “Det er en vej fuld af torn. Den som går på den, skal have ekstrem tålmodighed.”
Sufyân ath-Thawrî (rahimahullâh) sagde: “Vi mødte et folk, der elskede det, da det blev sagt til dem “Frygt Allâh, Den Mest Ophøjede”. I dag oplever man, at folk bliver irriteret over dette.”
Fra udtalelserne af Amîrul-Mu’minîn ‘Alî (radhiAllâhu ‘anhu): “Højden af slaven ender ved 22 års alderen. Hans intelligent når sit højde ved 28 års alderen. Det som kommer derefter, indtil slutningen af hans liv, er prøvelser, sorg og lidelse.
Qatâdah (rahimahullâh) plejede at sige: Mænd er af tre typer: En mand, en halv mand og ingen mand. Manden er den, fra hvis mening og intelligens, der er nytte. Den halve mand er den, som spørger de intelligente og praktiserer i henhold til deres meninger. Ingen-manden er den, som hverken har intelligens eller mening og han spørger heller ikke andre.”
Sufyân ibn ‘Uyaynah (rahimahullâh) sagde: “De mest adrætte af skabninger har stadig brug for en stemme. Den klogeste kvinde har stadig brug for en mand og de klogeste af mænd har stadig brug for at rådføre sig med vise mænd.”
Wahb ibn Munabbih (rahimahullâh) sagde: “Enhver, som hævder at være intelligent, men hvis opmærksomhed ikke er rettet mod Efterlivet, er en løgner.”
En af As-Salaf sagde: “Visdom fænges ved fire ting: Sorg efter synder, beredskab for døden, tomhed af maven og at ledsage “forladerne” af denne verden.”
Ash-Shâfi‘î (rahimahullâh) sagde: “Enhver som udbreder sladder til dig, udbreder sladder om dig. Enhver som fortæller historier til dig, fortæller historier om dig. Enhver som siger, det som ikke eksisterer i dig (af egenskaber), når du gør ham glad, vil sige det, som ikke eksisterer i dig (af egenskaber), når du gør ham vred”
Fudayl ibn ‘Iyâd (rahimahullâh) sagde: “Enhver hvis formaninger er mange vil have få venner.”
Ibrâhîm an-Nakhâ‘î (rahimahullâh) sagde: “Enhver som reflekterer over det, vil opleve, at den mest ædle og hæderlige person i hver forsamling, er den, som er mest tavs, fordi tavsheden forskønner den lærde og skjuler den uvidendes fejl.
Ma‘rûf al-Kirakhî (rahimahullâh) sagde: “En person, som taler om unødvendige ting, (er et tegn) fra Allâh om at Han forlader ham.”
Shignî ibn Mâtî’ al-Asbahî (rahimahullâh) sagde: “Enhver hvis tale tiltager, vil hans fejl (også) tiltage.”
Sufyân ath-Thawrî (rahimahullâh) sagde: “Når din bror er ude af dit syn, så omtal ham, sådan som du ønsker, at han ville omtale dig, når du er ude af hans syn.”
En af As-Salaf sagde: “En af jer kan se sine egne fejl og stadig elske sig selv. (Men) han hader sin bror på baggrund af mistænksomhed. Hvor er så logikken (i det)?”
Ash-Sha‘bî (rahimahullâh) plejede at sige: “Enhver som leder efter fejl hos sine brødre, vil blive efterladt uden venner.”
Sufyân ath-Thawrî (rahimahullâh) plejede at blive henrykt over at se en tigger ved sin dør og ville sige: “Velkommen til den, som er kommet for at vaske mine synder (væk).”
Fudayl ibn ‘Iyâd (rahimahullâh) sagde: “Tiggere er sådanne gode mennesker! De bærer på vores forsyning til Efterlivet uden betaling, indtil de placerer det på vægten foran Allâh, Den Mest Ophøjede.”
Rabî‘ ibn Khuthaym (rahimahullâh) sagde: “Ingen bør isolere sig selv, undtagen efter at have studeret religionen grundigt, fordi Imâm Mâlik plejede at sige: “Studér grundigt og isoler dig selv derefter.”
Det blev sagt: “At isolere sig selv fra offentligheden er fuldkommelsen af moral.”
--------------------------------------------------------------------------------
[1] Det der menes her er når en troende ikke adlyder sin Herre, oplever han konsekvenserne deraf i form af at hans omgivelser modarbejder ham: I dette tilfælde hans dyr og kone.
