Rigelig velgørenhed

Rigelig velgørenhedHos dyderne og manererne af Salaf, finder vi, at de praktiserede rigelig velgørenhed, udover hvad de behøvede, både dag og nat, i smug og i åbent. Enhver, som ikke havde mad eller rigdom at give ud, ville være godgørende, ved at spare folk for deres fortræd (de ville afholde sig fra at skade folk verbalt eller fysisk) og ved at bære fortrædet (som blev begået af andre) af andre (imod dem).




Allâh, Den Mest Ophøjede, siger (meningen af): “De som giver ud af deres rigdom ved nat og dag, i hemmelighed og offentlighed: De vil få deres belønning hos deres Herre, og over dem skal der ikke komme frygt og de skal (heller) ikke sørge.” {Sûratul Baqarah (2):274} Han sagde også (meningen af): “I vil ikke opnå retskaffenhed (Birr), førend I giver bort af det I elsker. Og hvad I end giver ud, så er Allâh visselig vidende derom.”



‘Abdul ‘Azîz Ibn ‘Umayr (rahimahullâh) sagde: “Salâh vil nå dig halvdelen af vejen, fasten lader dig nå til porten af Kongen og velgørenhed lader dig indtræde Kongens selskab.” Han plejede også at sige: “Rigdom for os, er indskud for velgørenhed.”



Deres manerer bestod i at smile glædeligt ad ansigtet af tiggeren og ikke at mistænke ham. De ville altid tro, at de tiggede ud af alvorlig nød.



Sufyân ath-Thawrî (rahimahullâh) plejede at blive henrykt over at se en tigger ved sin dør og ville sige: “Velkommen til den, som er kommet for at vaske mine synder væk.”



Fudayl ibn ‘Iyâd (rahimahullâh) sagde: “Tiggere er sådanne gode mennesker! De bærer på vores forsyning til Efterlivet uden betaling, indtil de placerer det på vægten foran Allâh, Den Mest Ophøjede.”