Skaberens eksistens- afgørende bevsier

Skaberens Eksistens


Skrevet af Na’îm al-Gharîb



Revideret af L. Akaltun







At komme frem til at der eksisterer en Skaber, der har skabt alt, er i virkeligheden meget simpelt og ikke noget der kræver specielle egenskaber. Skaberen kan, som alle ved, ikke sanses direkte, men dette er ikke ensbetydende med at Han (bemærk ikke køn blot benævnelse) ikke eksisterer, ligesom det, at man ikke kan se eller høre om ens nabo er hjemme, ikke er ensbetydende med, at han eller hun ikke er der. Når man har forstået menneskets måde at tænke på, er det nødvendigt at foretage en analyse. En analyse af universet og dets indhold, for derved at komme frem til, om der eksisterer en fuldkommen Skaber, der har skabt alt.







Analysen



Når vi betragter universet er det tydeligt, at alt i universet er begrænset i størrelse og mængde og at alle universets bestanddele har behov. Når vi finder noget i universet, der har behov, så betyder det, at den enkelte ting ikke er evig (eksisterende), men derimod skabt. Når “noget” (en organisme el. genstand) har behov for noget “andet”, for selv at eksistere, betyder det, at dét, som det har behov for (“det andet”), skal eksistere før det selv (organsimen el. genstanden). Derfor er der intet af det der eksisterer, som er evigt, da alt i hele universet har behov. Behov for et sted at være, et bestemt tryk, en bestemt temperatur osv. Solen er en brændende stjerne, der består af forskellige molekyler, der alle har behov. Andre planeter består af gasarter, der igen består af forskellige molekyler, der også alle har behov. Fælles for alt er, at det har brug for et sted at være. Er der ikke plads til solen, så kan solen ikke eksistere. Alt i hele universet har behov og er således ikke evigt men skabt. Universet er heller ikke uendeligt som nogen påstår. Igen fordi universet består af galakser, planeter, stjerner osv. Alle disse himmellegemer er begrænsede i mængde og størrelse, hvorfor universet ikke er uendeligt. Hvis universet – som er en fælles betegnelse for alt vi sanser i rummet – skal være uendeligt, så betyder det, at det som universet består af også skal være uendeligt. Hvis der skal være uendeligt mange stjerner, så er der ikke plads til noget andet. Mellem himmellegemerne kan vi se tomme pladser, hvorfor der mangler himmellegemer på disse steder, hvilket betyder at ingen himmellegemer er uendelige. Skal der være uendelige mange stjerner, så er der ikke plads til noget andet, hverken mennesker, jorden, planeter eller andet. Er der alligevel en enkelt plads der er udfyldt af en enkelt planet i stedet for en stjerne, så mangler der en stjerne på det pågældende sted, hvilket betyder der ikke er uendeligt mange stjerner.



At noget er evigt betyder, at det altid har eksisteret og altid vil eksistere. At noget er uendeligt betyder at der er ubegrænsede mængder af det, eller at det er uendeligt stort og dermed fylder alt.



Universet og alle dets bestanddele inklusiv jorden, alle mennesker og dyr, har alle behov, og er dermed ikke evige. Ligeledes er alle disse ting begrænsede og derfor ikke uendelige.



Ud over at man i dag kan se, at universet udvider sig, hvilket betyder at det ikke er uendeligt, så kan man også forstå, at de enkelte bestanddele ikke er uendelige. Man kan ikke sige at hele universet i dets helhed er uendeligt, dvs. uendelige stjerner, planeter, partikler osv. Dette er en modsigelse i sig selv. Hvis hele universet i dets helhed skal være uendeligt skal dets bestanddele også være uendelige ellers vil man komme til et sted, hvor der ikke længere er stjerner, ikke længere er partikler; men så betyder det også, at universet ikke er uendeligt. For at noget kan betragtes som uendeligt skal dets bestanddele også være uendelige da hele genstanden ellers ophører et eller andet sted. At tomrummet skulle være uendeligt er ligeledes forkert og modsiger virkeligheden vi sanser, fordi uendeligt tomrum betyder tomrum alle steder.



Enhver der fordyber sig i dette et øjeblik vil vende tilbage til konklusionen, at intet sanseligt er uendeligt og det er lige meget, om man betragter det med det blotte øje eller tager hjælpemidler til brug. Alt er derfor skabt. Sagt med andre ord: Alt har en begyndelse. Det næste spørgsmål er så: Hvordan er det kommet til eksistens?







Skaberen



Ved hjælp af udelukkelsesmetoden, kan det konkluderes, at der kun eksisterer enkelte muligheder. Enten har universet med alt dets indhold 1) skabt sig selv, 2) opstået tilfældigt ud af intet, eller 3) skabt af et eller andet Væsen, der ikke selv er skabt.





At universet har skabt sig selv modsiger forstanden, da det ville betyde, at universet skulle være til stede, inden det kunne bringes til eksistens (af sig selv), for at kunne skabe sig selv, hvilket naturligvis er umuligt. At universet er kommet til ud af intetheden ved en tilfældighed, kan heller ikke lade sig gøre, da det er en fastlagt naturlov, at når som helst en begivenhed indtræffer i universet eller på jorden, sker det altid ved, at to eller flere ting påvirker hinanden. Ingen hændelse eller begivenhed i universet forekommer uden at det kan sanses, at det minimum er to, eller flere ting, der påvirker hinanden, hvorfor det er umuligt at universet skal være kommet til ud af intet. Når der ingenting eksisterer, kan der ikke forekomme nogen som helst form for hændelse eller begivenhed, hvorfor der ikke kan komme noget tilstede ud af intet. Den eneste mulighed, der er tilbage er, at der skal eksistere en Skaber, som har skabt alt ud af intet, uafhængigt af alt og alle. Han skal have skabt det hele ud af intet, da Han ellers vil have behov for materialet til skabelsen, og dermed være underlagt et behov Han ikke selv har fastlagt. Derfor er Skaberen evig og uafhængig uden behov for andet. Endvidere skal Han være fuldkommen, da han ellers vil have behov for fuldkommenhed. Fuldkommenhed er det modsatte af mangelfuldhed, og hele universet med alt dets indhold er mangelfuldt.



Altså eksisterer der en fuldkommen Skaber, der har skabt alt ud af intet. Han er evig og uafhængig. Samtidig er Han Almægtig, da Han ellers ville mangle mægtighed og dermed have behov for det. Han er den eneste Skaber, og der eksisterer ikke andre ud over Ham med samme evner, da de ellers ville være mangelfulde alle sammen. Mangelfulde idet de ville have behov for at kommunikere med hinanden angående hver af deres skabelser, og endvidere ville de mangle fuldkommenhed, da en anden ville eksistere med samme evner og kunnenner. Dette ville betyde, at ingen af dem ville være evige men skabte. Derfor eksisterer der kun én Skaber, som er fuldkommen, uafhængig, almægtig og evig og ikke flere (skabere). Nogle påstår, at det er rigtigt, at materialet har behov for andet materiale, men at materialet har behov for sig selv og dermed er selveksisterende og udadtil ikke har behov for andet, hvorfor materialet i sin helhed er evigt. Dette er forkert, da alt materiale er underlagt forskellige naturlove og egenskaber. Vand har for eksempel den egenskab, at det koger ved 100 grader og ændrer konsistens. Vandet har altså brug for en bestemt temperatur under 100 grader, da det ellers vil koge op og ikke længere eksistere i sin oprindelige form. Vandet i den flydende form er dermed mangelfuldt. Mangelfuld i den sammenhæng, at det mangler evnen til at undgå, at koge ved 100 grader for at eksistere. Vandet er altså underkastet en naturlov, som det ikke selv har nogen indflydelse på. Vandet har derfor et behov, hvilket betyder, at vandet ikke er evigt. For at vandet skal kunne eksistere i flydende form skal der forefindes et sted med en temperatur under 100 grader. Og dette sted skal eksistere før selve vandet.



Bevæger man sig ned på molekyleplan ændre dette ikke på ovenstående, for selvom ordet “vand” er en betegnelse for nogle molekylers sammensætning, så er alle molekyler bygget af atomer, der igen består af partikler, og alle partikler er underlagt forskellige naturlove. At protonen er positivt ladet er en naturlov for alle protoner. At neutronen er elektrisk neutral er en naturlov for alle neutroner. Og sådan fortsætter det, selv hvis man bevæger sig endnu længere ned til kvantepartiklerne.



Alle partikler er underlagt naturlove, som er relateret til blandt andet deres elektriske ladning og energi, hvilket betyder at partiklerne er afhængige af visse omstændigheder og vilkår. Når disse omstændigheder og vilkår ophører, vil partiklernes mulighed for eksistens også ophøre. Således er det muligt, at et stof bestående af partikler (hvilket alle stoffer består af), forsvinder fuldstændigt ved frigørelse af energi. Når frigørelsen er fuldendt er stoffet permanent forsvundet og intet eksisterer bagefter. Det betyder at omstændighederne – uanset typen – var nødvendige for eksistensen af stoffet, og dermed også nødvendige for eksistensen af stoffets bestanddele. Og uanset hvor langt ned man dykker i et stofs bestanddele, er ovenstående altid gældende.



Alt i hele universet er underkastet forskellige naturlove og egenskaber og har dermed behov. Intet sanseligt er fuldkomment, hvorfor det alt er skabt og ikke selveksisterende. På basis af disse kriterier og tydelige beviser, som alle stemmer overens med virkeligheden, skal der, rent rationelt, eksistere en Fuldkommen Skaber. Herefter kan vi ikke komme længere alene. Vi har her et behov for, at Skaberen kontakter os og fortæller os, hvad meningen med vores liv er, hvorfor Han har skabt os og hvordan vi skal opfylde de behov, Han har indgydet i os, da det ellers blot ville være gisning og formodning. Vi skal vide, om der virkelig eksisterer et liv efter døden, om vi vil blive stillet til regnskab hos Ham for vores liv, eller om vi blot er overladt til os selv. Alt dette kan vi ikke finde ud af uden Skaberen selv kontakter os, da vi ikke kan komme i kontakt med Ham. Endvidere er det nødvendigt, at vores Skaber giver os et bevis, sådan at vi med 100 % sikkerhed ved, at det er Ham, der har kontaktet os, og ikke en fantasi, bedrageri eller lignende. Dette bevis skal ikke være et bevis, som noget skabt væsen kan frembringe, da vi så ikke kan stole på det. Ligeledes er blind tro ikke nok, da det kan være, at denne blinde tro er forkert og kan føre til konsekvenser, vi ikke engang kan forestille os. Alle religioner påstår at have patent på sandheden, men alligevel modsiger de alle hinanden. Derfor skal Skaberen om end ved nødvendighed vise os den rigtige vej, på basis af klare tydelige beviser.



Kun Islam har et bevis, der ikke kan betvivles. Et bevis der er en ophævelse af en naturlov, og ophævelse af en naturlov kan kun ske af Den, der har fastlagt den fra starten af. Således kan kun Skaberen, som har fastlagt alle tings naturlove, Selv ophæve dem.



De ting, som de tidligere profeter, blev nedsendt med som beviser, som eksempelvis Moses, der kunne opdele havet med sin stok, og gøre stokken til en slange osv., kan vi ikke bruge til noget, eftersom vi ikke kan sanse disse ellers udmærkede beviser. Hvis vi så dem direkte, ville vi kunne bruge dem som beviser. Vi skal altså have noget håndgribeligt og sanseligt, som direkte og uden tvivl, kan sammenkædes med Skaberen af universet. Qur’ânen er det eneste budskab, som i sin egen tekst siger, at den er (nedsendt) fra Skaberen af hele universet, og samtidig indeholder et absolut bevis (som gennemgået foroven).