Sygdommen af Kibr (Stolthed)

Sygdommen af Kibr (Stolthed)Jamal ad-Dîn Az-Zarabozo




En redigeret dansk oversættelse af en transkription af et bånd







“…Det andet kendetegn alle skal tage sig i agt for og i særdeleshed de, som studere al-’ilm (henvisende til islamisk viden)- som er blevet begavet med dette af Allâh subhânahu wa ta’âla, som er blevet velsignet af Allâh subhânahu wa ta’âla med denne viden og med at give da’wah- disse mennesker skal være meget påpasselige med en sygdom, som mange gange befæster folk af denne natur – desværre- og denne sygdom er Kibr- arrogance og stolthed. Og nogle gange afspejles denne sygdom hos en person, når han afviser og ikke vil have at folk retter ham, eller i det mindste ikke accepterer rettelse af visse mennesker. Altså, han kan måske godt acceptere rettelse eller at blive fortalt, at han har uret, af folk fra hans gruppe (omgangskreds), eller en nær ven- men en hvilken som helst anden vil han kigge ned på og ikke acceptere nogen som helst form for kritik fra, og dette er Kibr.



Dette er stolthed og arrogance, som beskrevet i en hadîth fra Profeten (fred og velsignelser være med ham). Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde, at ingen som har en sennepskorn vægt af Kibr i sit hjerte, ingen som har dette i sit hjerte, vil komme i Jannah.



Nogen spurgte Profeten (fred og velsignelser være med ham), hvis en mand godt kunne lide at have pænt tøj på, pæne sko på…om dette var (eller skulle forstås som) Kibr? Derrtil svarede Profeten (fred og velsignelser være med ham): “Allâh er smuk og elsker skønhed.”

Dette er ikke Kibr. Kibr er at afvise sandheden og at kigge ned på folk. For eksempel at afvise sandheden, når det kommer fra en kilde du ikke bryder dig om, når det kommer til dig fra en person du ikke bryder dig om, når det kommer til dig fra nogle, som ikke er lige så meget på den rette vej, som du tror de er, og at kigge ned på andre mennesker og at bringe dem i unåde, dette er Kibr.



Du må forstå, at jeg er ligeglad med om du er den største ‘Âlim i hele verdenen. Du kan sagtens fejle nogle gange, således at et barn kunne komme op til dig og fortælle dig, at det var en fejl. Al-Bukhâri var elleve eller tolv år, første gang han rettede sin shaykh.



Dette er noget som vi skal passe meget på med, og som jeg sagde, især når man er involveret i da’wah og at udbrede viden. Fordi det er først når man får viden, at man begynder at tænke: “Hvem er du, siden du snakker til mig? Tal ikke til mig, du har et problem med mig. Gå over og tal med ‘ulamâ og få dem, til at tale med mig.”



Dette er et problem, og det er meget farligt, desværre.”