En historie til påmindelse

En historie til påmindelse

Fortælleren af denne historie siger:



Vi var 3 venner. Det der forbandt os, var at hænge ud og lave sjov og ballade, nej dog ikke, vi var faktisk 4, for satan var den fjerde iblandt os.



Vi plejede at tage ud for at fiske piger, med vores (sukkersøde) sprog for derefter at tage dem med til skove, som ligger langt væk.



Og i skovene blev vi overrasket af vores pludselig forvandling til vilddyr som ikke kunne modtage barmhjertighed fra nogen, efter at vores hjerter var døde og vi ingen følelser havde tilbage. Sådan tilbragte vi vores dage og nætter i skovene! I lejre og biler og på strande! Indtil den dag kom, som jeg ALDRIG vil glemme.



Hvor er du stædig, når du stadig insisterer på at læse…



Vi tog som sædvanligt til skoven. Alt var klar. Et offer til hver af os. Og det forbandede øl.



Men der manglede dog en ting, maden! og efter et stykke tid, var der en af os der tog af sted i sin bil for at købe noget aftensmad.



Klokken var ca. seks, da han tog af sted. Flere timer gik uden at han kom tilbage. Og da klokken ca. blev ti blev jeg bekymret. Så tog jeg af sted i min bil for at lede efter ham…



På vejen så jeg ildflammer kommende ud fra en sidevej. Da jeg ankom til stedet opdagede jeg til min store overraskelse, at det var min vens bil. Bilen var vendt på hovedet og ilden steg ud af alle sider…



Jeg forsøgte desperat at få ham ud af den brændende bil, og det næste chok var opdagelsen af at halvdelen af hans krop var brændt fuldstændigt, men han var stadig i live! Jeg bragte ham på jorden. Efter et minut begyndte han at mumle, “ilden… ilden”.



Jeg besluttede mig for at tage ham med i min bil og køre ham hurtigt til hospitalet, men han sagde med en grædende stemme: DET NYTTER IKKE, jeg når det ikke! Jeg blev kvalt af mine tårer, ved synet af min ven mens han langsomt døde foran mig.



Han chokerede mig med hans råben: HVAD SKAL JEG SIGE TIL HAM…HVAD SKAL JEG SIGE TIL HAM?



Jeg kiggede forskrækket på ham og spurgte: “Hvem snakker du om?” Med en stemme, som fra en dyb brønd, svarede han: “ALLAH”.



Der fornemmede jeg angsten overtage min krop og følelser og pludselig kom der et skrig… og han tog sin sidste vejrtrækning… HAN DØDE.



Dagene gik, men billedet af min døende ven som skreg, mens han brændte, “Hvad skal jeg sige til Ham …. Hvad skal jeg sige?” Var printet i min hukommelse. Og spørgsmålet om hvad jeg skulle sige til Ham dukkede da op i mig. hvad skal jeg sige til Ham … hvad skal jeg sige? Jeg fornemmede en underlig følelse. På samme tid hørte jeg Almuazin (ham der kalder til bøn) kalde til morgen bønnen ALLAHU AKBAR (Allah er Mægtigst). Jeg følte det som et personligt kald til mig… En invitation til at lægge den mørke periode bag mig, en invitation til at følge lysets vej og vejledningen…



Jeg vaskede mig og lavede Wudu (muslims afvaskning til bøn) og rengjorde min krop fra alle de synder jeg var faldet i, i årevis og udførte bønnen og fra den dag af har jeg ikke mistet en eneste bøn. Vogt jer for at falde i synder og ugerninger, for jeg sværger det er en lærestreg… Lad os derfor være denne unge mand som har taget ved lære af denne historie, og lad os hele tiden gentage. Hvad skal jeg sige til Allah når vi foretager os en handling der ikke tilfredsstiller Allah? Hvad skal jeg sige til Ham?, måske finder du det rette svar…