En tilbagevenden til Tawhîd

En tilbagevenden til TawhîdUmm Muhammad




Troens Realiteter



© 1994 Abul-Qasim Publishing House. Oprindeligt på engelsk, taget fra http://islaam.com/Article.aspx?if=23



Ordet (kalimah) som bevidner Tawhîd og danner sætningen la ilâha illa Allâh kom og vil komme til korrekt tro. Dette gælder ikke kun de gamle polyteisters kalimah, men alle mænds (kalimah) indtil Dommedagen. Den bevidner at der ingen andre gud er end Allâh; ingen andre end Ham og ingen i fællesskab med Ham. Ingen er lig Ham, ingen skaber og opretholder på nær Ham og ingen har ret til at regere over skabelsen, på nær Ham.



Tawhîds koncept gennemtrænger alle aspekter af tro og tilbedelse i alle aspekter af livet. Om man erkender det eller ej, er mennesket i total gæld til sin Skaber for sin fortsatte eksistens time efter time; for ikke at nævne hans mange velsignelser såsom hans ejendele og dygtigheder.



Det at vide at Allâh er Skaberen, Opretholderen, Forsyneren, Kontrolløren, Kilden til al gavn og skade i Hvis hænder ligger Dommedagen og menneskets endegyldige destination, kræver igennem sund fornuft og ræsonnement, at Han alene bliver tilbedt.



På trods af konceptet af ’Ibâdah (tilbedelse) gradvis er blevet reduceret til en lille smule mere end udførelsen af visse religiøse skikke og ritualer, er den originale og sande definition af ‘Ibâdah meget mere omfattende. Den omfatter alle handlinger og intentioner, motiveret af en anerkendelse af Storhed. Denne kombination af kærlighed og frygt producerer en indsats for at tilfredsstille den tilbedte (Allâh) og undgå Hans utilfredshed.



Et tilbedelsesobjekt optager kontinuerligt tilbederens sind og som følge heraf, dominerer dette hans opførsel både bevidst og ubevidst. Når man anvender den korrekte definition, bliver det tydeligt at, på trods af læbe-servicen til “La illâha illa Allâh”, kunne ens tilbedelsesobjekt meget vel være noget andet end Allâh, subhânahu wa ta’âla.



“Har du ikke set den, der tager sit begær til gud, og som Allâh efter (Sin) viden (‘la ‘ilm) dømmer som vildfarende?” [Al-Jâthiya, 45:23]



Lærde har sagt at denne vending ” ‘ala ‘ilm ” (på grund af viden) henviser til Allâhs viden om den pågældende slave og hans forkærlighed for sine egne begær, eller Hans viden om slavens viden om sandheden, på trods af at han afviser den.



Forfølgere af falskhed- i form af politiske ideologier og nationale ledere, fremmede skikke, formue, mode eller forskellige verdslige nydelser- antager måske at de tilbeder Allâh alene, ved at bøje sig i bøn til Ham. Men profeten Muhammad (salAllâhu ‘alayhi was-sallam) afklarede denne misforståelse:



“De tager deres præster og deres munke til herrer ved siden af Allâh. Og (på samme måde har de taget) Messias, Marias søn (til herre). Og de fik ikke befaling om andet end at tilbede Én Gud.” [At-Tawbah, 9:31]



‘Adiyy (som havde været tidligere kristen) sagde: ” O Allâhs Budbringer, de tilbad dem ikke,” Profeten (salAllâhu ‘alayhi was-sallam) svarede: “Fortalte de dem ikke det forbudte var lovligt og det tilladte var forbudt og de fulgte dem (præsterne og munkene) i det?” Da ‘Adiyy indrømmede dette og sagde “ja” udtalte Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam): “Dette var deres tilbedelse af dem”. [Ahmad og



Tirmidhi]



Således blev tilbedelse defineret som lydighed- et faktum som er evident fra selv en overfladisk studering af Qur’ânen, hvor Allâh subhânahu wa ta’â’la gentagne gange beordre:



“Adlyd Allâh og Hans Budbringer” [3:32, 3:132, 4:59, 8:1, 8:64, 24:54, 47:33, 58:13 og 64:12. Der er mange andre vers, dog formuleret anderledes, bærer den samme betydning]



“Retten til at lovgive tilhører kun Allâh. Han har beordret, at I ikke tilbeder andre end Ham. Dette er den sande religion, men de fleste folk ved det ikke.” [12:40]



To former for Shirk var sædvanlige både før og efter Profeten (salAllâhu ‘alayhi was-sallam). Den første af disse to er tilbedelseshandlinger (især i bøn) som er rettet imod andre end Allâh, imedens man stadig hævder at tro på Ham. Qur’ânen befaler:



“Og påkald ingen anden gud ved siden af Allâh. Der er ingen anden gud end Ham.” [Yûsuf, 12:40]



Den anden form for shirk er den villige tilslutning af andre love end Hans:



Har du ikke set dem, som foregiver, at de tror på det, som er åbenbaret til dig, og det, som er åbenbaret før dig? De ønsker at tage sig de oprørske til dommere, skønt det dog blev pålagt dem at forkaste dem. “ [An-Nisâ, 4:60]



Tabet af Tawhîd er desværre tydeligt i dag i form af accept af fremmede filosofier og livsstile, politisk undertrykkelse, innovationer i religion og utallige former for ulydighed. Allâh subhânahu ta’â’la advarer:



“Følg det, som er åbenbaret jer fra jeres Herre, og følg ikke andres beskyttere end Ham.” [Al-'A'râf, 7:3]



“Hvis du adlyder de fleste af dem, som er på jorden, så vil de vildlede dig bort fra Allâhs vej.” [Al-An'âm, 6:116]



“Men sandelig, mange fører visselig (andre) vild med deres lyster og mangel på viden.” [Al-An'âm, 6:119]



“Og adlyd ikke den, hvis hjerte Vi har gjort ligegyldigt over for Vor ihukommelse og som følger sit begær og hvis sag overskrider alle grænser [eller hvis sag er lutter forsømmelighed].” [Al-Kahf, 18:28]



En reform vil kun opnås når majoriteten af muslimer vender tilbage til den sande tilbedelse af Allâh og ikke vil tolerere Shirk. Den større Jihâd imod tyranni og undertrykkelse overalt på jorden vil hverken blive accepteret af Allâh eller støttet af Ham, indtil de deltagende (i Jihâd) er oprigtigt helliget til Hans sag, fri for alle andre motivationer. Jihâd imod selvet og rensning af sjælen er de første skridt imod Jihâd for Islâm.



“Allâh ændrer visselig ikke et folks skæbne, førend de (selv) ændre det, som er i deres hjerter.” [Ar-Ra'd, 13:11]



Løsningen begynder med individet… I Sjælen…