Myten om den bibelske ret

Myten om den bibelske retStaten Israels oprettelse i 1948 ses af mange jøder som ikke blot en historiskbegivenhed, men også en bibelhistorisk begivenhed, et Gudstegn om de sidste dages komme. At betvivle Israels eksistensberettigelse svarer til at modsætte sig Guds vilje og dermed benægte Hans magt. At det bibelske argument har været meget anvendt i zionistiske kampagner, vidner om at argumentet er vigtigt,men er det også vægtigt og værdigt?Gud (Allah) giver i Det gamle Testamente (Toraen) udtryk for følgende løfte angående Palæstina:




“Men Herren åbenbarede sig til Abram (=Abraham): Dit afkom giver Jeg dette land.” (Dette anføres i 1. Mosebog 12:7 og gentages i 13:15,15:18 og 17:8)Bemærk at løftet gives til Abraham, hvis afkom loves landet mellem Nilen og Eufrat. Jøderne påstår at være Abrahams afkom gennem sønnen Isak. Dette er til trods for at størstedelen af verdens jøder er konvertitter fra bl.a. Khazarernes rige i det sydlige Rusland og Ukraine, hvor der i 700-tallet fandt masse omvendelser sted. Disse ashkenazi jøder har ikke det fjerneste slægtskab med oldtidens israelitter. Efterkommerne af israelitterne konverterede nemlig senere til nyere semitiske religioner, kristendom og islam.



Godtager vi imidlertid alle jøder som Abrahams afkom, er de da det eneste afkom? Bibelen siger:



“Abram kaldte sønnen, Hager fødte ham, Ismael.” (1.mosebog 16:15)



“Da tog Abraham sin søn Ismael.” (1.mosebog 17:23)



“Abraham og hans søn Ismael.” (1.mosebog 17:26)



Abraham havde således to sønner, Isak og hans ældre bror Ismael, og dermed sit andet afkom. Ifølge jøder såvel som kristne og muslimer er det netop araberne, der er Abrahams afkom gennem sønnen Ismael. Men, siger jøderne, løftet gælder kun os, fordi Isak var søn af Abraham og Sarah, mens Ismael var søn af Abraham og Hager, en trælkvinde. Jøderne glemmer i denne racediskriminerende fejlslutning, at Sarah rent faktisk var Abrahams halvsøster og derfor mindst lige så uacceptabel. Således må dette tages som udtryk for svag argumentation. Desuden er det velkendt at løftet i 1.mosebog 17:8 gives ved Abrahams pagt med Gud, omskærelsen, hvor det var Ismael, der tillige var del af pagten, ikke Isak, da han endnu ikke var født. Bibelen går sågar videre og påpeger, at den førstefødte (her Ismael og hans afkom: palæstinenserne) har arveretten efter faderen, om han så er hadet og moderen tilsidesat:



“Men han skal anerkende den førstefødte, den tilsidesattes søn, som førstefødt, og give ham dobbelt del af det, han ejer, thi han er hans manddoms første frugt, så hans er førstefødselsretten.” (5.mosebog 21:17)



Ifølge bibelske kriterier falder den jødiske argumentation fuldstændigt fra hinanden. Og den bibelske ret, for slet ikke at nævne den menneskelige og moralske, er og bliver palæstinensernes ret.