Sammendrag af forklaringen på ‘Aqîdatul-Wâsitiyah

Sammendrag af forklaringen på ‘Aqîdatul-Wâsitiyah i noteformIntroduktion:




Følgende er et sammendrag i noteform af den klassiske tekst “Aqîdatul Wâsitiyah” af Ibn Taymiyah, hvori han resumerer Ahlus-Sunnâh wal-Jamâ’ahs trosoverbevisninger.



1. del: Al-Basmallah



Bismillâhir-Rahmânir-Rahîm



1. Bismillâhir-Rahmânir-Rahîm: En separation imellem suwar (kapitler). Det er en del af alle suwar, på nær Sûratul Tawbah og Sûratul Anfâl. Fortræffeligheden og udmærkelsen af at have Bismillâh som separationsartikel, består i at søge hjælp (fra Allâh).



2. Ism: Det ord som tilkendegiver meningen og får det til at skille sig ud. Det stammer fra simatun, som betyder symbol eller sumûh, som betyder højde. Mussama er den betydning, som den tilkendegiver.



3. Allâh: Stammer fra ulûhiyât. De tre sidste bogstaver i Allâh, lâh, betyder at noget bliver tilbedt.



4. Ar-Rahmân: En af Allâhs egenskaber, som sammeneksisterer med Allâhs Selv.



5. Ar-Rahîm: En af Allâhs egenskaber som vedrører det Selv, der har Rahm.



6. Ibn ‘Abbâs’ udtalelse om at begge disse navne omfatter mildhed og blidhed.



Al pris tilkommer Allâh, som sendte Sin Budbringer med retledning og den sande religion, for at sejre over alle (falske) religioner og Allâhs bevis er tilstrækkeligt.



1. Hamd: Verbal lovprisning for nåde uanset om man (føler) man får nytte af det. Til forskel for Shukr (at lovprise på grund af at have nydt godt af en tjeneste, enten verbalt, følelsesmæssigt, eller med en del af kroppen) og Madh (blot en konstatering af kvaliteter uden implikation af kærlighed og respekt).



2. Al-Hamd: Præfikset “al” indebærer omfattenhed og inkluderer alle former for Hamd. Perfekt hamd er kun blevet bevist for (at tilhøre) Allâh; derfor har Allâh alle egenskaberne af perfektion og skønhed.



3. Rasûl: En person som er sendt med kommunikation (leksikalsk definition). Teknik set betyder det den person, Allâhs åbenbaringer er nedsendt og som er påkrævet at formidle disse åbenbaringer. Hvis ingen formidling er involveret er han en nabi (profet). Hver budbringer er en nabi, men ikke hver nabi er en budbringer.



4. Hidâyah: At beskrive, at retlede. Qur’ânen og Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) er begge kendt som Al-Hâdi (retledningen). Det betyder også assistance og åbenbaring. Hidâyah inkluderer også al sand information, den rette tro, nyttefuld viden og gode gerninger, som blev bragt af Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam).



5. Dîn: Alle befalinger og love, om de vedrører tro, udtalelser eller handlinger. Det betyder også regnskab (Yawm ad-Dîn).



6. Haqq: Virkeligt, sandt og bevist. Bâtil er noget, som ingen realitet har og som ikke kan bevises.



Meningen af dette afsnit: At alle egenskaber som betegner perfektion er bevist, for (at tilhøre) Allâh i den højeste grad. Allâh er lovprist på grund Hans begunstigelser over mennesket, og de er langt udover vores forståelse. Hans største begunstigelse er nedsendelsen af Muhammad (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) med den rigtige og sande religion, for at den skal dominere over alle andre religioner.







2. Del: Trosbekendelsen



Jeg bærer vidne at der ingen gud værdig til tilbedelse undtagen Allâh i Hans enhed, uden at tillægge Ham partnere, og jeg bekræfter det med Tawhîd. Endvidere bærer jeg vidne, at Muhammad er Hans slave og sendebud, fred og velsignelser være med ham, hans familie og ledsagere.



1. Ash-haddu: At bære vidne, er at forklare en ting igennem ens viden herom, og at være overbevist om, at det er korrekt og evident. Et vidne er kun troværdigt, når han har overbevisning og bekræftelse og når hjertet bekræfter tungen. (Munâfiqûn bar kun vidne med deres tunge, derfor erklærede Allâh dem løgnere)



2. Lâ illâha illa Allâh: Der er ingen gud værdig til tilbedelse undtagen Allâh. Sætningen som bevidner Tawhîd og som alle budbringere er enige om. Det er essensen af deres budskab. Alle deres missioner begyndte med denne sætning.



3. Wah-dahu lâ sharîka lahu: I sin enhed uden partnere. Dette forstærker den første del af sætningen.



4. Det er også nødvendigt at bære vidne for budbringerne. Det ene vidnesbyrd forbliver nyttesløs uden det andet, eftersom at det første vidnesbyrd (om Allâhs Enhed) ikke kan træde i kraft og etableres uden det andet. Derfor nævner man dem begge i adhân og salâh.



5. Anerkendelsen af egenskaberne af budbringerskab for Profeten og slaven af Allâh, Muhammad (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) og disse er de vigtigste egenskaber af Muhammad (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam).



6. Budbringerens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) egenskaber modsiger ekstreministerne og fornyerne, som ophøjer ham (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) udover hans rang.



7. Formålet med skabelsen er tilbedelse. Skabelsens perfektion består i at realisere dette mål i praksis. En slave af Allâh er kun ophøjet på grund af en tiltagenhed i trælbundethed (‘Ubudiyyah).



8. Vidnesbyrdet for Budbringeren (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) er kun komplet, når slaven erkender de bud som er transmitterede af Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) og han derefter adlyder dem og afholder sig fra det Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) har forbudt.



9. Salât. Den leksikalske definition på dette er bøn. Det har dog flere betydninger. Et sådant eksempel er Abû ‘Âliyas udtalelse, som blev berettet af Bukhâri i hans Sahîh (autentiske beretninger) om at Allâh sender Sine Salât (velsignelser) på Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) foran englene. Englenes salât består i, at de beder om forbud og bønfalder (Allâh).



10. Âli-Rasûl: Profetens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) slægtninge, som ikke må acceptere zakâh. Endvidere folkefærdene Banu Hashîm og Banu Tâlib. “Âl” kan også være henvisende til Profetens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) tilhængere.



11. As-hâb: Alle dem, som så Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) i en tilstand af Islâm, med andre ord imedens de var troende, og døde i denne tilstand.



12. Salâm betyder at bede om sikkerhed fra alt ondt. As-salâm er også et af Allâhs navne. Han er fri for alle former for defekter, er usårbar og Han skænker tryghed til Sine troende slaver i det Hinsides.



3. Del: Trossætningerne



For at fortsætte: Denne afhandling vil bekendtgøre trosoverbevisningerne af Den Frelste Sekt, som vil blive støttet indtil etableringen af (Doms)timen. Denne gruppe er Ahlus Sunnah wal-Jamâ’ah og deres trosoverbevisninger er følgende: Troen på Allâh, Hans engle, Hans bøger, Hans budbringere, genopstandelse efter død og guddommelig forordning, både det gode og onde.



1. ‘Aqîdah: At acceptere hvad som helst med hjertet og bevidstheden, samtidig med at man adlyder Allâh imedens man gør det. Ordet (‘Aqîdah) formidler beslutsomhed og standhaftighed, så vel som modenhed i at tænke.



2. Firqa: En gruppe af mennesker. Dens beskrivelse er i ahadîth: “En gruppe af min ummah (nation) vil altid holde fast ved sandheden” og “Denne ummah vil dele sig i 73 Furûq (pluralis er Firqa) og bortset fra en, vil alle komme i Helvede”. Den frelste sekt er den, som følger Profetens sunnah (tradition, sædvane, vej) og hans ledsageres (as-hâb) vej.



3. Sunnah: Sætningen “Ahlus-Sunnah wal-Jamâ’ah” betyder vejen og praksisen valgt af Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) og hans sahâba (ledsagere). Innovation og kætterske trosoverbevisnger eksisterede ikke i denne periode.



4. Jamâ’ah betyder dem, som forsamler sig. I denne sammenhæng er det henvisende til ledsagerne og deres efterfølgere (at-tâbi’în), der alle accepterede sandheden, som blev bevist ud fra Qur’ânen og Sunnah og de (al-jamâ’ah) forenedes med dette som deres grundlæg.



5. Det er obligatorisk at have tro på de seks ting (Allâh, Hans engle, Hans bøger, Hans budbringere, genopstandelse efter død, guddomlig forordning både det gode og onde). Perfektion kan ikke opnås, medmindre man tror på disse seks trossætninger i overensstemmelse med Qur’ân og Sunnah. Hvis man blot afviser en af disse trossætninger eller nægter at tro på dem i overensstemmelse med Qur’ân og Sunnah er man kâffir (vantro). Alt dette er blevet nævnt i Jibrâ’ils hadîth (beretning).



6. Malâ’ika er flertal for “Malak”, som stammer fra al-ulûka, som er budbringerskab. De er Allâhs skabninger og beboer Himlene. De er blevet udpeget til Hans skabningers affærer. De beretter Allâhs hellighed utrætteligt, dag og nat.



7. Kuttub: De helligskrifter som blev sendt ned til Allâhs budbringere fra himlene. De helligskrifter vi har viden om, er Ibrahîms (Abraham) bøger, Mûsas Tawrât (Moses’ Tora), ‘Îsâs Injîl (Jesus’ Helligskrifter) Dawûds Zabûr (Davids Salmer) og Qur’ânen. Qur’ânen er den sidste helligskrift og er beskytteren og vidnesbyrdet for alt sandt og korrekt og er kriteriummet for sandhed og falskhed. Ud over disse bøger, er det nødvendigt at have en general tro på alle helligskrifterne fra de andre budbringere af Allâh.



8. Russul: er flertal for “Rasûl”. Ordet rasûl betyder en person, som har modtaget åbenbaringer fra Allâh. Det er nødvendigt at have specifik tro på de 25 budbringere nævnt i Qur’ânen. Foruden disse budbringere og profeter, er det nødvendigt at have en general tro på de andre profeter, uden at kævles om deres navne og tal. Allâh siger (meningen af): “Og der er sendebud, som Vi har berettet dig om før, og (andre) sendebud, som Vi ikke har berettet dig om…” [4:164] Det er nødvendigt for religionen at disse budbringere leverede budskabet til folket, som Allâh befalede dem og at de forklarede det på en måde, så ingen forblev i tvivl. Alle budbringerne og profeterne var frie for fejl i karakter såsom falskhed, udslyngning af viden og uvidenhed, uærlighed og lignende. De bedste af profeterne var Muhammad (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam), Ibrahîm, Mûsa, Nûh og ‘Îsa.



9. Ba’ath: betyder at (op)løfte og give bevægelse. Allâh vil opløfte og give de døde deres bevægelse i deres grave, så de kan blive stillet til regnskab. Man skal tro på Ba’ath i henhold til den måde, det er blevet nævnt og beskrevet på. Måden det vil foregå på, er at Allâh vil samle alle de organer, som er blevet til støv eller opløst og vil genopfriske dem og genoplive dem. Filosofferne og kristne, som benægter den kropslige Ba’ath er vantro. De som fastholder, at Allâh vil inspirere hver sjæl til en krop forskellig fra kroppen (de havde) i denne verden, er kætterske fornyere og korrupte.



10. Qadr: Taqdîr (udsagnsform af Qadr) betyder at foretage en vurdering. Det betyder at Allâh har videnen om kvantiteten og midlertidigheden af alt af skabelsens begyndelse. Han skabte dem ved Sin vilje og magt i overensstemmelse med Sin viden. Han har nedskrevet dette i Den Sikre Tavle, før Han skabte dem. Allâh siger (meningen af): “Der indtræffer ingen katastrofe på jorden eller blandt jer selv, som ikke er i en bog, før Vi fremkalder den…” [57:23]















4. Del: Måden at tro på Allâhs egenskaber



Det er en del af Îmân (tro) på Allâh, at tro på hvad Han har nævnt om Sig Selv og hvad Budbringeren (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) har beskrevet Ham med, uden at lave Tahrîf, Ta’tîl, Takîf, Tamthîl og Tafwîdh. I stedet bør det være som Allâh har nævnt i Sûratul Ikhlâs: “Og intet er lig Ham”.



1. Tahrîf: At introducere en ændring i en udtalelse på en sådan måde, at man efterlader en (anden) mening. Dette er forstået og man accepterer den mening, de ord på flertydig vis, indikerer.



2. Ta’tîl: At efterlade og ophæve. En ophævelse af Allâhs egenskaber og benægtelse af Hans Selv og Væsen. Benægtelse af den sande mening, som er blevet bevist ud fra Qur’ân og Sunnah. Tahrîf inkluderer Ta’tîl, men Ta’tîl inkluderer ikke Tahrîf.



3. Takîf: At tro på Allâhs egenskaber er “sådan og sådan”. Med andre ord, at de er på en bestemt måde, eller at stille spørgsmål ved tilstanden af Hans egenskaber. Vendingen “Bi ghayr Ta’kîf” betyder at Ahlus Sunnah wal-Jamâ’ah nægter at have viden om Allâhs tilstand, eftersom at Allâh alene kender tilstanden af Sig Selv og Sine egenskaber.



4. Tamthîl: At tro på at Allâhs egenskaber er ligesom Hans skabningers egenskaber.



5. Tafwîdh: Når man benægter en egenskab bevist fra Qur’ân og Sunnah og fastholder, at det ikke er den åbenbare mening, men en mening som man ikke selv kan afgøre.



6. Det er ikke sandt at Tafwîdh var Salafs (De Fromme Forgængere) trosoverbevisning. Ash’ariyyîn af senere tid, tilskrev Salaf dette.



7. As-Salaf forstod passagerne i Qur’ân og Sunnah og de beviste denne forståelse med Allâhs tilfredshed. Dog overgav de deres viden af realiteten og tilstanden af disse betydninger til Allâh. Imâm Mâlik (rahimahullâh) blev spurgt om tilstanden af Istiwâ’ (etableringen) af Allâh på tronen og sagde at Istiwâ’ er kendt, men dens forhold er ikke kendt.



8. Ahlus Sunnah wal-Jamâ’ahs tilgang til dette, er som beskrevet i Qur’ân: “Intet er lig Ham.”.



9. Den korrekte tro er derfor ikke at benægte Allâhs egenskaber fuldstændigt, som Al-Mu’tazila gør og det er heller ikke at forsøge at bevise dem (Allâhs egenskaber) fuldstændigt, som Al-Mumathilîn gør. Snarer, er den korrekte tro, at bekræfte Allâhs egenskaber uden at sammenligne dem med noget.



5. Del: Måden at tro på Allâhs egenskaber (fortsat)







Egenskaberne som Allâh har kvalificeret Sig Selv med, benægtes ikke af dem (Ahlus Sunnah wal-Jamâ’ah); de begår ikke Tahrîf på grundlag af fornuftslutninger, som drages af udtalelser. De beskæftiger sig ikke med forkert Ta’wîl (fortolkning) af Allâhs egenskaber og vers, og de betragter ikke Hans egenskaber som værende lig egenskaberne af Hans skabninger, og de prøver heller ikke at beskrive deres (Allâhs egenskabers) tilstande. Dette er fordi intet er som Hans Essens, der er intet sammenligneligt med Ham og Han har ikke partnere. Man kan heller ikke danne sig et skøn af Allâh, eller fortage en analogi mellem Ham og Hans skabelser, for at demonstrere lighed og sammenlignelighed med Ham.



1. Afvisningen om en benægtelse af Allâhs egenskaber er baseret på troen, som er forklaret foroven.



2. Mawâdi’ er flertal for mawdâ’. Det indebærer kun de meninger, hvorom det er nødvendigt at basere udtalelser. Dette er fordi, når man bruger disse, bærer udtalelserne den samme mening som Allâh eller Profetens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) ord. Derfor forbliver udtalelsen tilknyttet meningen.



3. Ibn Qayyims udtalelse om ikke at begå Ilhâd på Allâhs navne og egenskaber:



“At begå Ilhâd på Hans navne betyder, at vende sig fra de sande meninger fra Hans navne, som er bevist ud fra dem selv (navnene). Ordet Lahd stammer fra Ilhâd, som betyder den spaltning man falder i, når man afviger fra al-Firqa. Vendingen “Mulhid fi Dîn” stammer også fra det (Ilhâd)), som betyder den, som afviger fra sandheden og introducerer ting i Ad-Dîn (religionen), der ikke har noget hold på sig. Ilhâd i forhold til Allâhs navne og egenskaber, sker enten ved en total benægtelse, eller ved at nægte meningerne og afvise dem i det hele taget. Det kan også ske, ved at begå Tahrîf på sandheden, eller ved falsk Ta’wîl, ved at afvige fra sandheden, eller det kan også ske, ved at man opdigter nye ord til de navne, såsom “Ilhâd”, der kommer fra Ahlul Ittihâd.”



4. Resultatet af dette var at As-Salaf havde tro på alle de ting, Allâh har udtalt om Sig Selv i Qur’ânen, og på alle de ting Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) beskrev. Denne tro er absolut fri for Tahrîf, Ta’tîl, Takîf og Tamthîl.



5. Deres udtalelser om Allâhs Selv er en og den samme. Udtalelsen om egenskaberne er en sidegren til udtalelsen om Selvet, hvori udtalelsen vedrørende Selvet overholdes perfekt. Derfor, når formålet med at bevise Selvet, er at bevise eksistensen, er det samme sandt, når det gælder egenskaberne. De (As-Salaf) fortolkede dette i en af deres bemærkninger: “Vi vil videregive dem, præcis som vi har modtaget dem, uden Ta’wîl.”. De, som ikke følger denne bemærkning, lider af en illusion, hvis de mener at kun ordet bør blive læst og ingen strid bør rejses om meningen, skønt dette er en forket forståelse. Benægtelse af Ta’wîl her er rettet mod realiteten af betydningen, dens detaljer og tilstand.



6. Imâm Ahmads udtalelse:



“Allâh skal kun kvalificeres med de egenskaber, som Han Har kvalificeret Sig med, eller Hans Budbringer (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) har kvalificeret Ham med. Intet bør siges udover Qur’ân og Ahâdîth.”



7. Nu’aym ibn Hammâds udtalelse:



“Enhver, som beskriver Allâh i lighed med Hans skabninger, har begået Kufr. Hvis nogen benægter en af de egenskaber, som Allâh har kvalificeret Sig Selv med, har han også begået Kufr. De egenskaber Allâh har kvalificeret Sig Selv med, eller de som blev berettet om Ham af Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) vil ikke blive kaldt Tashbeeh (sammenligning/metafor) eller Tamthîl.”



8. Grunden til Ahlus Sunnah wal-Jamâ’ah ikke begår Takîf eller Tamthîl, er fordi der ingen parallel er med Allâhs Selv. Ingen parallel fortjener Hans navn og der findes ingen af den slags storhed, som kan måle sig med Ham i mægtighed. “Kender du til Hans lige?” [Sûrah Maryam].



9. Det at Han ikke har nogen lighed betyder ikke, at ingen kan navngives Hans navn, eftersom der er mange af disse navne, som er almindelige for Allâh og Hans skabninger. Når Allâh bruger disse navne for Sig Selv, er deres betydning specifikke for Ham. Ingen andre end Allâh vil være partner i den betydning. Partnerskab kan kun finde sted i den totale forstand (dvs. meningen) og dette kan kun eksistere i sindet. I de udvendige (uden for sind) tilfælde er betydningen kun delvis og specifik. Dens position er relativ for betydningen. Hvis associationen er med Allâh, er betydningen specifik for Ham og Allâhs slave vil ikke være partner i dette. Hvis associationen er med Allâhs slave, er denne betydning specifik for ham og Allâh vil ikke partner med ham i dette.



10. Kofu betyder ligeværdig og at have medstatus. Allâhs udtalelse er vidne for dens negation. “Og der er ingen sammenlignelig med ham”.



11. Nid betyder at være ligeværdig og af medstatus. “Og opstil ikke bevidst rivaler med Allâh.” [Allâhs udtalelse]



12. Ikke at følge en analogi vil sige, at ingen brug af den slags sammenligning er tilladt. Den slags sammenligning kan indebære en analogi imellem Allâh (Den Analogiseret) og det som er målet af analogien. Derved viser man ligeværdighed og sammenlignelighed. Denne analogi er som Tamthîl, som blev vist af Fiqh-lærde. Dette er en kombination af det udledte med det originale i forskrift. Eksempel på dette: Nabidh og Alkohol. Optagelsen af Nabidh i det forbudte på grund af de fælles kendetegn, der får det til at indtræde i det forbudte, som er beruselse. Analogien er baseret på ligheden. Dette er ikke tilladt i tilfældet med Allâh, i forhold til Hans skabninger. I lighed med Shamûl [Indbefatning: at diskutere fra en heles standpunkt i forhold til en del, som er en komponent af det hele, sammen med nogle andre dele] af logikerne.



13. Der eksisterer ingen sammenlignelighed mellem Allâh, Den Ærværdige, Den Ophøjede, og Hans skabninger, på nogen som helst område. Det højeste niveau af analogi er brugt for Allâh. Dette betyder, at i hver kvalitet som er bevist for (at tilhøre) skabningen, hvor der er mulighed for at Allâh også er kvalificeret med den (kvaliteten), er Allâh langt mere overlegen i den kvalitet end skabningen og opnår perfektion i den. Det samme kan siges om en defekt. Hvis en skabning er fri for en defekt, er Allâh fri for den i første grad.



14. Samme princip for perfektion. Det som er tilsigtet, når to personer bliver sammenlignet og en af dem har kvaliteten af perfektion og den anden ikke har dette, er at den første vil blive betragtet som mere perfekt. Derfor er det også nødvendigt at acceptere denne egenskab for Allâh, på betingelsen af at eksistensen af denne kvalitet er en perfektion og dens fravær er en defekt.











6. Del: Grundlaget for at tro på de kvaliteter nævnt i Qur’ân og Ahâdîth







For Han kender Sit eget Selv bedst, såvel som andres selv. Det Han siger, er den mest sande og mest smukke tale, bedre end Hans kreations (tale). Hans budbringere er de sandfærdige, som er bevidnet for, i modsætning til de, som siger om Allâh, det de ingen viden om har. Af denne årsag sagde Allâh (meningen af): “Må din Herre Lovprises, Herren af majestæt, fra hvad de tilskriver (Ham) og fred være med dem, som er blevet sendt (for at erklære) og al pris tilkommer Herren af alle verdener”. Han har lovprist Sig Selv fra det, de som var i opposition til Budbringere, har tilskrevet Ham, og Han har sendt fred med Sine Budbringere og bevaret dem fra modgang og defekter i deres udtalelser. Han har omtalt negation og bekræftelse af navnene og egenskaber, som Han har kvalificeret Sig Selv med.



1. Grundlaget for af at have tro på det Allâh har omtalt i Qur’ânen og Ahâdîth, er det faktum, at Han er den, som kender Sig Selv bedst og Den, som kender alle andre ting bedst.



2. Alt hvad Hans Budbringere siger om Ham er altid sandt. De er frie for at sige løgne om Allâh og de siger heller ikke noget, som modstrider realiteten. Dette er grunden til at have tro på hvad som helst, Allâh og hans Budbringere har sagt om egenskaberne, i bekræftende eller negativ form.



3. Ting som er blevet omtalt af Allâh og Hans Budbringer, kan ikke forlades til fordel for tro på udtalelserne af de mennesker, som forfalsker imod Allâh og siger ting om Ham, hvorom de selv ingen viden har!



4. Nederlag i formidlingen af udtalelser med deres tilsigtede mening, skyldes en eller flere af de følgende tre faktorer: 1) Vedkommende er selv uviden om det han taler om, 2) Han behersker ikke magten af veltalenhed, 3) Han tyer til løgne, fordrejelser og forfalskning.



5. Qur’ânen og Ahâdîth er i enhver forstand fri for disse tre ting. Allâh og Hans Budbringers udtalelser er yderst klare, uden flertydighed.



6. De tre modsatte elementer i fortælling og forståelse, findes i Profetens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) udtalelser. Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) har mest viden om det, han vil underrette folk om. Han adopterede den bedste måde at berette dem (oplysningerne) på. Han var mest villig til at advare og retlede skabningerne. Således er det ikke muligt, at hans udtalelser lider af svaghed eller defekter, hvorimod andre menneskers udtalelser ikke er frie for mangelheder og fejl. Det er derfor ikke rigtigt at betragte andre menneskers udtalelser som værende jævnbyrdige med Profetens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) udtalelser, for slet ikke at tale om at have overbevisning på andre menneskers udtalelser frem for med Profetens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam).



7. Af denne grund beskriver Allâh Sin Egen Hellighed og sender fred med Sine Budbringere.



8. Subhân er infinitiv for Tasbîh og betyder at holde sig rent og fjerntliggende fra dårligdom. Rodordet er Sabh, som betyder hastighed, strøm og fjernhed.



9. Allâh holder Sig ren fra alle de ting som Al-Mushrikûn (polyteisterne) tilknytter Ham, såsom at have en kone, et barn og andre defekter og nederlag.



10. Han sender fred med Sine Budbringere. Dette er en indikation på, at lige såvel som det er nødvendigt at have tro på at Allâh, Mægtig og Stor, er fri for alle defekter og nederlag, er det også nødvendigt, at have tro på renheden af profeternes ord og gerninger. For profeterne og budbringerne siger aldrig løgne om Allâh og de associerer aldrig partnere med Ham, eller anbringer deres tilhængere i en fantasiposition. De siger aldrig andet end sandheden om Allâh.



11. Allâhs befaling er følgende: “Al pris tilkommer Allâh, Ejer af alle verdener.” På grund af at være i besiddelse af perfektion i egenskaber, mest storslået kvaliteter og mest retskafne gerninger, priser Hellige Allâh Sig Selv.



12. Benægtelse og bekræftelse er inkluderet i både generelle og specifikke termer i Hans navne og egenskaber.



13. Generaliteten i benægtelser består i, at alle defekter og nederlag i Allâhs Selv er afviste. Disse går imod Hans perfektion. For eksempel “Intet er som Hans lighed” og “Kender du Hans lige?” og “Lovprist være Allâh, over alt hvad de påstår”.



14. Specifikhed i benægtelser betyder, at afvise at Allâh i Sine egenskaber, er associeret med defekter og nederlag, såsom at have en far, søn, partner, ligemand, modstander, uvidenhed, magtesløshed, vildfarenhed, glemsomhed, døsighed, søvn, ubrugelighed og falskhed.



15. Benægtelse står ikke som en selvstændig artikel i Qur’ânen eller Ahâdîth. Blot og bar benægtelse betegner ikke nogen egenskab. Der er rettere bekræftelse på perfektionen og storheden af Allâh, samt unikheden i Hans egenskaber, i modsætning til begge benægtelser (defekter og nederlag). Benægtelsen af uvidenhed er på grund af Hans brede og ubegrænset viden; benægtelsen af uretfærdighed er afledt af bekræftelsen på perfektionen af Hans retfærdighed; og benægtelsen af ubrugelighed er afledt af bekræftelsen på Hans evige liv og stabilitet.



16. Således er det grunden til at benægtelse i Qur’ânen og Ahâdîth forekommer i en general forstand, rettere end en specifik forstand. I kontrast til bekræftelsen, hvori der er større specifikheder end generaliteter, fordi disse er tilsigtet Hans Selv.



17. Generaliteten i bekræftelsen betyder, at absolut perfektion, absolut lovprisning, absolut pragt osv., er bevist for udelukkende at tilhøre Allâh. Allâh siger (meningen af): “Al pris tilkommer Allâh, Herre af alle verdener” og Han siger (meningen af): “Og Hans er den sublime sammenligning”.



18. Specifikheden i bekræftelsen inkluderer alle substantiver og adjektiver nævnt i Qur’ân og Ahâdîth. Ofte kan de ikke tælles alle sammen. Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) plejede at sige:



“Jeg spørger Dig om ethvert navn, som Du har givet Dig Selv, eller som Du har åbenbaret, eller nogen iblandt Dine skabninger som Du har lært, eller som Du har holdt for Dig Selv i videnen af det uset.”











7. Del: Den Rette Vej og fortolkningen af Sûratul Ikhlâs







Ahlus Sunnah wal-Jamâ’ah afviger ikke fra de ting, som blev bragt af Budbringerne. For dette er Den Rette Vej; vejen af de som Allâh har anbragt Sin gunst på. Iblandt disse er Profeterne, De Sandfærdige, Martyrerne og De Retskafne. Det er i denne samling, af hvad der er blevet beskrevet om Allâh, af Ham Selv, i Sûratul Ikhlâs, som svarer til en tredje del af Qur’ânen:



“Sig Han er Allâh, Den Ene. Den Evige Bønfaldt af alle. Han avler ikke og er ej avlet. Og der er intet lig Ham”



1. Hvad end Budbringeren (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) bragte med sig, er det alene sandt. Det er obligatorisk at følge det og forbudt at afvige fra dette, eftersom dette alene er Den Rette Vej og den har ingen krumninger.



2. Den Rette Vej er den eneste vej og enhver som afviger fra den, vil forvilde sig på den forkerte vej i innovation og uretfærdighed. Allâh befaler:



“Og dette er Min Vej, så følg den og følg ikke andre veje, så de ikke afleder dig fra Hans Vej”



3. Den Rette Vej er Ummahens vej og den ligger midt imellem to ekstremer. Derfor den ydmyge anmodning i hver rak’ah i bønnen: “Vis os Den Rette Vej”. Dette er en bønfaldning om Allâhs hjælp, assistance og støtte. Endvidere er det en bønfaldning om at Han fører os til at gøre de ting, som vil hjælpe os med at adlyde Ham og at forblive stedfaste på Hans Vej. Dette var vejen af de, som var favoriseret af Allâh. Disse var Profeterne (fred og velsignelser være med dem), De Sandfærdige, Martyrerne og De Retskafne- og disse er det bedste selskab.



4. Konceptet om Tawhîd er blevet forklaret i Sûratul Ikhlâs, ved at være blevet separeret og renset fra Shirk.



5. Imâm Ahmads beretning om at ‘Ubay bin Qa’ab berettede, at Al-Mushrikûn sagde: “O Muhammad! Fortæl os om din Herres genialitet!” Derpå åbenbarede Allâh Sûratul Ikhlâs.



6. Fra de autentiske beretninger er det bevist, at denne Sûrah svarer til en tredje del af Qur’ânen. Indholdet af Ibn ‘Abbâs’ udtalelse er følgende:



Qur’ânen består af tre fundamentale objektiver



1) De forbudte og tilladte handlinger, som rummer befalingerne og religionspraktiseringen. Disse former indholdet for videnskaben af Fiqh (Jurisprudens) og etik.



2) Fortællinger og beretninger som inkluderer Profeternes historie samt historien om deres samfund.



3) Viden om Tawhîd (Enhed af Allâh) og beskrivelser af de ting, som vedrører Allâh og Hans Egenskaber og dette er obligatorisk for Allâhs slave, at have tro på. Dette tager prioritet over de to fornævnte punkter.



7. Sûratul Ikhlâs indeholder det tredje objektiv og en general beskrivelse deraf. På den måde er det korrekt at sige, at Sûratul Ikhlâs svarer til en tredje del af Qur’ânen.



8. Svaret på hvordan denne Sûrah indeholder en omfattende viden om Tawhîd og dets principper, som udgør essensen af troen på Allâh, er som følgende:



Allâhs befaling “Han er Allâh, Den Ene” ophæver partnerskab med Ham i enhver forstand, om det så vedrører Hans Selv, egenskaber eller gerninger. Det demonstrerer også Hans unikhed, pragt og majestæt. Ordet “Ahad” bruges ikke til bekræftelse for nogen anden end Allâh. Ahad er mere emfatisk end “Wâhid”.



9. Ibn ‘Abbâs’ Tafsîr om verset “Den Evige Bønfaldt”:



“Anføreren, som er bedst i Sin ædelhed. Den Mægtige, som er bedst i Sin mægtighed. Den Tolerante, som er bedst i Sin tolerance. Den Almægtige, som er bedst i Sin almægtighed. Den Alvidende, som er bedst i Sin viden. Selvet, som er perfekt i alle former for ædelhed og mægtighed og dette Selv er kun Allâh, Den Mest Ærefulde, Den Mest Magtfulde. Det er Ham alene, som har disse kvaliteter, for de henvender sig til ingen andre end Ham.”



Ingen er Hans lige og ingen er sammenlignelig med Ham.



10. Tafsîren er også som følgende: “Selvet som ingen frygt har, og som alle skabninger vender til og søger efter, for alle deres behov og gerninger.”



11. Bekræftelse i Enhed ophæver alle former for polyteisme, lighed og sammenligning. Bekræftelse af alle meningerne af Samad inkluderer alle de ædle navne og de mest fornemme egenskaber. Dette er Tawhîds aspekt af bekræftelse.



12. At-Tawhîds aspekt af renhed ligger i udtalelsen “Han avler ikke og er ej avlet og der er ingen sammenlignelig med Ham”. Denne udtalelse kan også forstås ud fra den generelle udtalelse “Sig Han er Allâh, Den Ene!”. Intet kom ud af Ham og Han kom ikke ud af noget. Han har ingen lige, der er intet sammenlignelighed med Ham og ingen ligedannethed med Ham.



13. Herredømmet af Tawhîd ligger i denne Sûrah. Bekræftelse af Enhed for Herren i total og absolut modstrid til alle former for polyteisme. Hans karakter som “Den Evige Bønfaldt af alle”, beviser alle Hans egenskaber. Han lider ikke af nogen som helst defekt. Hertil kommer benægtelsen af (påstanden om) en far og søn. Han har ikke brug for noget, men alle har brug for Ham. Alt bliver karakteriseret i udtalelsen “Han er Den Evige Bønfaldt” og udtalelsen om Hans Enhed. Benægtelse af en lige, inkluderer benægtelse af lighed og sammenlignelighed. Denne Sûrah inkluderer alle disse anliggender og fortjener derfor retsmæssigt, at blive sammenlignet med en tredje del af Qur’ânen.