Den smukke historie om Salim

Den smukke historie om Salim


Salamun alaikum. Dette er en virkelig historie, så tag inshaAllah ved lære af den. Det er blevet oversat fra engelsk, så alt hvad der er godt er fra Allah swt og alt hvad der er forkert er fra mig og shaytan.



Historien omhandler en mand ved navn Rashid.



Han sagde: ” Jeg var ikke en praktiserende muslim; jeg havde dårlige venner, som jeg nød at hænge ud sammen med. Jeg var næsten aldrig hjemme, for jeg var som sagt altid sammen med mine venner, hvor tiden for det meste gik med bagtalelse og med at gøre grin af folk. Jeg var især kendt for at være den der laver jokes og folk var imponeret fordi jeg var så god til det”.



En aften (da jeg var 30 år og var gift og min kone var gravid med vores første barn), var jeg som altid samlet med vennerne og snakkede om unyttige ting. Jeg fortalte dem, om hvordan jeg var på torvet en dag og jeg så en blind mand og spændte ben for ham, så han snublede og faldt på sit ansigt. Mine venner grinte.



Da jeg kom hjem den aften, spurgte min kone mig: “Hvor har du været?”. ” Jeg er træt og syg og tror jeg har fødselsveer”, sagde konen, mens en tåre løb ned af kinden på hende.



Jeg følte mig skyldig, for jeg havde ikke taget mig godt af min kone.



Jeg tog hende med det samme på hospitalet.



I lang tid var hun i smerte og kunne ikke føde. Jeg ventede tålmodigt, men til sidst forlod jeg hospitalet og bad sygeplejersken om at ringe til mig, når min kone havde født.



En time efter ringede de og sagde at min kone havde født en dreng som blev døbt Salim.



Jeg skyndte mig på hospitalet og spurgte i hvilket værelse min kone befandt sig i. De fortalte mig at jeg først måtte se lægen. Jeg blev sur på dem og sagde “Hvilken læge? Jeg vil gerne se min søn!”. Men de insisterede på at jeg først skulle tale med lægen.



Så jeg tog til lægen og hun startede med at fortælle mig om ulykkeligheder og om hvordan man måtte acceptere Allahs qadr (vilje) og så fortalte hun mig “Din søn er blind”.



Jeg sænkede mit hoved og huskede denne blinde mand jeg havde spændt ben for og gjort grin af.



Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg takkede lægen for hendes venlighed og tog over for at se min kone. Min kone var ikke ked af det, for hun havde accepteret Allah swt vilje.



Hun havde altid rådet mig til ikke at gøre grin med folk og ikke at bagtale dem.



Vi forlod hospitalet. Jeg var ligeglad med Salim, jeg kunne ikke lide ham, jeg lod som om han ikke engang eksisteret i huset. Men min kone elskede Salim meget højt og tog sig godt af ham.



Salim voksede og han begyndte at kravle, og senere da han begyndte at gå, opdagede vi at han var handicappet. Dette var alt for meget for mig.



Senere fødte min kone to drenge til, omar og Khalid.



Årene gik og Salim og hans brødre voksede. Jeg forsatte med at hænge ud med mine dårlig venner og kunne ikke lide at være hjemme. Min kone forsat med at være tålmodig med mig og hun lavede altid dua om at Allah swt måtte retlede mig.



En fredag stod jeg op kl. 11 (hvilket var tidligt for mig) og var klar til at tage til en Walimah (jeg plejede ikke at tage til fredags bøn). Jeg tog tøj på, og tog parfume på. På vej ud af døren så jeg Salim (som nu var 10 år) græde meget højt i stuen.



Så for første gang i 10 år bekymrede jeg mig lidt om ham og tog over til ham og spurgte hvorfor han græd. Da Salim kunne fornemme at jeg nærmede mig ham, holdte han op med at græde og skubbede mig væk, som at sige ” Nu bekymre du sig om mig, hvor har du været i 10 år?”



Salim kaldte efter hans mor og brødre, men ingen svarede ham, så han vendte tilbage til sit værelse. Jeg fulgte efter ham. Til at starte med vil han ikke fortælle mig hvorfor han græd, men senere fortalte han at han græd fordi hans bror Omar, som normal fulgte ham i masjid, var forsinket. Salim var bange for at han vil komme for sent til fredagsbønnen og dermed ikke få en plads i forreste række i Moskéen.



Jeg sagde “Er det grunden til du græder Salim?” Salim svarede ja.



Jeg troede ikke på hvad jeg havde hørt og i panik glemte jeg alt om mine venner og Walimahen. Jeg fortalte Salim at jeg vil følge ham i Moskéen i dag.



Salim kunne ikke tro på hvad han lige havde hørt. Han troede at hans far narrede ham, derfor begyndte han at græde igen.



Jeg fjernede Salims tårer og tog ham i hånden for at køre ham i bilen til Moskéen. Overraskende nok nægtede han at sidde i bilen, for han sagde at Moskéen er nær, og han vil gå derhen for at få belønning.



Jeg kan ikke huske sidste gang jeg var i Moskéen. Moskéen var fyldt, men til trods for dette, var det mig muligt at finde en plads i forreste række.



Da bønnen var slut, bad Salim mig om at hente en Quran til ham. Jeg tænkte “Hvad skal han bruge en Quran til når han er blind!”. Men jeg gav ham en alligevel, så hans følelser ikke blev såret.



Salim bad mig åbne på Surat al- kahf. Så da jeg åbnede Quranen, begyndte han at recitere. Han kunne hele kapitlet udenad.



Jeg følte mig flov og skammede over mig selv. Jeg tog selv en Quran og begyndte at læse. Jeg bad Allah swt om tilgivelse og retledning, og derefter begyndte jeg at hulke ligesom et barn. Jeg prøvede at holde tårerne tilbage for der var stadig folk i moskéen.



Jeg kunne ikke. Jeg begyndte at hulke højt.



Jeg kunne mærke en lille hånd som tørrede mine tårer væk. Det var Salim. Han krammede mig og jeg tænkte “Du er ikke blind, det er mig der er blind, for jeg løb efter de onde mennesker som vil føre mig i helvede”.



Fra denne dag af mistede jeg ikke en eneste bøn mere i Moskéen, hvilket gjorde min kone ubeskriveligt glad.



Jeg forlod alle mine dårlig venner og smagte sødmen af Iman. Jeg begyndte at tage til halaqas (islamisk undervisning). Jeg kom tættere på Allah og på min familie. Jeg takkede Allah for denne store velsignelse.



En dag besluttede en gudfrygtig ven at tage til et langt sted for at give dawah. Jeg tvivlede på om jeg skulle tage af sted, så jeg lavede istikharah og spurgte min kone om jeg skulle tage med eller ej.



Til min overraskelse opmuntret hun mig til at gå. Hun var så glad, for før i tiden plejede jeg at rejse uden at spørge hende.



Jeg fortalte Salim at jeg vil rejse. Han krammede mig med hans tynde hænder, for at sige farvel.



Jeg var væk i tre måneder. Imens plejede jeg altid at ringe hjem til min familie, fordi jeg savnede dem meget, specielt Salim. Hver gang jeg ringede, ville jeg spørge efter Salim, men han var altid i skole eller i Moskéen. Hver gang jeg fortalte min kone hvor meget jeg savnet ham, vil hun grine glad, undtagen sidste gang jeg ringede. Der grinte hun ikke og hendes stemme havde forandret sig. Jeg bad hende om at sige salam til Salim, og hun sagde ” InshaAllah” og var stille.



Idet jeg kommer hjem håbede jeg at Salim vil åbne døren for mig, men Khaled gjorde det. Jeg kiggede på min kone og hendes ansigt havde ændret sig.



Jeg spurgte hende “Hvad er der galt” og hun svarede “Ingenting”.



Så huskede jeg Salim, og spurgte “Hvor er Salim”. Min kone sænkede sit ansigt og svarede ikke. En tåre løb ned ad kinden.



Jeg skreg af hende, ” Hvor er Salim, hvor er han”?



Min søn Khaled (som nu var 4 år) svarede ” Far, Salim er i jannah, han er sammen med Allah”.



Min kone kunne ikke takle dette og brød ud i gråd og forlod værelset.



Jeg fandt ud af at Salim havde været syg med en feber og endte på hospitalet to uger inden jeg kom hjem. Feberen blev værre og hans mor stod ved hans side indtil hans sjæl forlod hans krop.