Ahlus-Sunnahs principper i at udlede ‘Aqîdah
Kilder for Al-’Aqîdah
Al-’Aqîdah har to fundamentale kilder og de er:
1. Allâh Den Ophøjedes bog (Den Ædle Qur’ân)
2. Det som er autentisk fra Allâhs Budbringer (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam), eftersom at han ikke taler fra sin egen lyst, hans ord er rettere nedsendte åbenbaringer.
Hertil kommer Ijma’ (konsensus) fra As-Salaf us-Sâlih (De Gudfrygtige Forgængere): En kilde baseret på Bogen og Sunnah. [1]
Hvad angår den ukorrumperet fitrah (naturlige tilstand) og det fornuftige og korrekte ‘Aql (intellekt) vil de være enige og i overensstemmelse med Bogen og Sunnah og de vil være i stand til at komme frem til de generelle ‘Aqîdah-principper, men ikke dets detaljer. Således bekræfter det fornuftige og korrekte ‘Aql og fitrah, Allâhs eksistens (og det er) at Han er Den Mest Mægtige og at det er essentielt at adlyde og tilbede Ham; og at Han har egenskaberne af mægtighed og majestæt. Ligeledes indser det fornuftige og korrekte ‘Aql og ukorrumperet fitrah, nødvendigheden af at der skal være Profeter og nedsendelsen af Budbringere og at der skal være genopstandelse og belønning/gengæld for gerninger osv. Dette indser det fornuftige og korrekte ‘Aql og ukorrumperet fitrah i generalitet, men uden specifikkerne og detaljerne.
Men så vidt andre anliggender angår og resten af de anliggender der har med Al-Ghayb (det usete) at gøre, er der ingen anden vej at komme frem til i detaljer, bortset fra igennem Bogen og Sunnah (åbenbaringen), ellers ville det ikke være fra det usete.
En modsigelse imellem den klare tekst i Bogen og Sunnah kan ikke forestilles af det fornuftige og korrekte ‘Aql- det er faktisk en umulighed. Så hvis det ser ud som om, at der er en modsigelse imellem de to, gives Åbenbaringen forrang og er det afgørende [3], eftersom at det kommer fra den som er ufejlbarlig, hvorimod en persons ‘Aql (intellekt) ikke er ufejlbarlig. Al-’Aql (intellektet) er visselig den mangelfulde opfattelse af mennesker og er åben for misforståelse, fejl, glemsomhed, begær, uvidenhed og inkompetence; således er det visselig mangelfuldt.
Dets Principper og Metodologi
1. Kilden for ‘Aqîdah er Allâhs Bog, Hans Budbringers (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) Sunnah og as-Salafs (De Gudfrygtige Forgængere) Ijma’ (konsensus).
2. Alt det vi har, som er blevet autentisk berettet fra Allâhs Budbringer (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) skal vi acceptere, om det er i Mutawattir eller Âhâd form. [5]
3. Det som vi refererer tilbage til, for at kunne forstå Bogen (Qur’ân) og Sunnah, er de tekster som forklarer andre og forståelsen af as-Salaf us-Sâlih (De Gudfrygtige Forgængere)[6], de lærde som fulgte deres Minhâj (Metodologi) og derefter det som er korrekt i forhold til sprogaspektet. Vi afviser dog ikke noget som er etableret på grund af (en forskel i) meningen i sproget.
4. Alle de fundamentale principper i religionen blev forklaret af Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam). Det som ikke blev betragtet som en del af religionen på det tidspunkt, kan ikke betragtes som en del af religionen nu.
5. Lydighed mod Allâh og Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) både indvendigt og udvendigt. På denne måde modsætter vi os ikke noget fra Bogen eller det autentiske Sunnah med Qiyâs (analogi), personlige holdninger, Kashf (intuition), eller med en udtalelse fra nogen som helst Shaykh eller Imâm, osv.
6. Korrekt og fornuftig ‘Aql (fornuftslutninger eller intellekt) stemmer i overens med autentisk Naql (tekst). Disse to stemmer i overens med hinanden og det som er Qat’î (definitivt) fra dem begge, kan ikke modsige hinanden. Hvis der en tilsyneladende modsigelse, gives teksten forrang.
7. Det er nødvendigt og obligatorisk at holde fast ved de tekstuelle ‘Aqîdah-anliggender og Sharî’âh udtalelser, samt at undgå innovative termer og udtalelser. Hvad angår udtalelser som indeholder mere end en mening og kan være korrekt eller ukorrekt, bør meningen konstateres. Så hvis meningen er korrekt, så bekræftes dem med en Shar’î udtalelse. Men hvis meningen er ukorrekt, afvises den (meningen).
8. Ufejlbarlighed (at være Ma’sûm) er etableret for Allâhs Budbringer (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam). Ummahen (nationen) som en hele er også Ma’sûm og beskyttet imod at forenes på fejl og misledning. Men så hvidt Ummahens individer angår, er de ikke Ma’sûm (dvs. de fejler). Derfor, når der er uenighed iblandt de lærde, referer vi tilbage til Bogen og Sunnah. Vi finder på en undskyldning for den som begik fejlen, eftersom at han er iblandt al-Mujtahidûn (lærde som er kvalificeret til at udlede kendelser fra Bogen og Sunnah) af denne Ummah.
9. I denne Ummah er der nogle som er Muhhadath (henvendt) med Ilhâm (inspiration, dvs. inspiration uden at modtage åbenbaring, eftersom at det sluttede med Budbringeren, salla Allâhu ‘alayhi was-sallam). Gode drømme er sande og er en del af profetskab. Ligeledes er sanddru intuition et sandt faktum og er betragtet som værende en del af Karamât (mirakuløse hændelser), på den betingelse at det stemmer i overens med Åbenbaringen. Imidlertid er den slags drømme og intuitioner hverken en kilde for at udlede ‘Aqîdah eller Sharî’ah.
10. Argumentation om religionen er kritik, imedens det at debattere på en god måde er foreskrevet. Der er dog visse ting man ikke må diskuterer om. Det er obligatorisk at afholde sig fra at tale om de ting, man ikke har viden om og referer viden derom tilbage til Allâh.
11. Det er essentielt og obligatorisk at holde fast ved den samme åbenbaringsmetodologi, når påstande gendrives. En innovation er derfor ikke gendrevet med andre innovationer. Forsømmelighed og ufuldkommenheder gendrives ikke med ekstremitet og ligeledes gendrives ekstremitet heller ikke med forsømmelighed.
12. Enhver nyopfundet ting i religionen er en bid’ah og hver bid’ah er misledelse og hver misledelse fører til Helvede.
———————————————————————————————————————
Fodnoter:
[1] Fra Mubâhith fi ‘Aqîdah Ahlus Sunnah wal Jamâ’ah (s.28)
[2] Referer til al-Itisâm (2/252) af ash-Shâtibî
[3] Referer til Sharh al-’Aqîdatul Wâsitiyah (s. 140-141) af Ibn Abil ‘Izz al-Hanafî. Referer også til Dâr Târud al-Aqlmân Naql af Ibn Taymiyyah og sandelig også til hele bogen, eftersom den er meget gavnlig i dette henseende.
[4] Mujmâl Usûl Ahlus Sunnah wal-Jamâ’ah fil-’Aqîdah (s. 7-9)
[5] Shaykh Mahmûd sagde om Mutawattir i Taysîr Mustalah al-Hadîth (s. 20-21):
Teknisk definition: “Det som er blevet berettet af så stort et antal mennesker, at det er umuligt at de har opfundet en løgn. Dets betingelser er: 1) At det berettes af et stort antal mennesker. Lærde er uenige om det egentlige påkrævede tal. 2) At dette tal findes på hvert kædeplan. 3) At det er umuligt at de kunne forenes på en løgn.”
Referer til Nuzhatun-Nadhr fi Tawdîhi Nukhbatil-Fikr (s. 57) af al-Hâfidh ibn al-Hajjar og Tadrîb ar-Râwi (2/177) af as-Suyûti.
Al-Hâfidh Ibn Hajjar siger om definitionen af Ahâd Ahâdîth i Nuzhatun-Nadhir (s. 71): “Det er det som ikke opfylder kravene for Mutawattir.”
Ahâd Ahâdîth udgør størstedelen af beretningerne, om de så er i Bukhâri samlingerne eller Muslim, eller i samlinger udover dem.
[6] Det klareste bevis og den største erklæring for en person som følger Salaf us-Sâlih er, at holde fast ved deres udtalelser, deres kendelser med hensyn til ‘Aqîdah, som er blevet præserveret i de tidligste bøger om ‘Aqîdah og Manhaj og fra disse er tolv principper blevet udledt. De tidligste af disse bøger er:
1) Kitâb al-Îmân af Imâm og Mujtahid, Abû ‘Ubayd al-Qâsim ibn Salâm (år 244 Hijri)
2) Kitâb al-Îmân af Ib Abî Shaybah (år 235 Hijri)
3) Usûl as-Sunnah og Ar-Radd ‘alal Jahmiyyah wa Zanâdaqa af Imâmen af Ahlus Sunnah wal-Jamâ’ah, Ahmad Ibn Hanbal (år 241 Hijri)
4) Khalq Afâl al-’Ibâd, Kitâb al-Îmân og Kitâb at-Tawhîd (de sidste to er en del af Jamî’ as-Sahîh) af Imâm al-Bukhâri
5) As-Sunnah, af Imâm Ahmads elev, Abu Bakr al-Athram (år 273 Hijri)
6) Kitâb as-Sunnah (som er en del af Sunnan) af Fâqih og Imâm Ibn Abû Dâwûd as-Sijjistâni (år 275 Hijri)
7) Al-Ikhtilâf fi Ladhf wa Radd ‘alal Jahmiyyah af Imâm ibn Qutaybah (år 276 Hijri)
Ar-Radd ‘alal Jahmiyyah af Imâm ad-Dârimî (år 280 Hijri)
9) As-Sunnah af Qâdhi og Hâfidh Ibn Abî ‘Âsim (år 287 Hijri)
10) As-Sunnah af Hâfidh ‘Abdullâh Ibn Imâm Ahmad (år 290 Hijri)
11) As-Sunnah af Qâdhi g Muhaddith, Abû Bakr al-Marûzi
12) As-Sunnah af Imâm Ahmad al-Marwâzi’s elev (år 292 Hijri)
13) Sarîh as-Sunnah af Mujtahid, Mufassir og Imâm Ibn Jarîr at-Tabarri
14) Kitâb at-Tawhîd wa Ithbât Sifâttur-Rabb af Fâqih og Imâm, Ibn Khuzaymah (år 311 Hijri)
15) ‘Aqîdqatu Tahawiyyah af Imâm Abû Ja’far at-Tahawî (år 321 Hijri)
16) Al-Maqâlatul Islâmiyyîn, Ar-Risâla ila Ahl adh-Dhaghr og Al-Ibânah ‘an Usûl ad-Dinîyyah af Imâm ‘Abdul Hassan al-’Ash’arî (år 324 Hijri)
17) Asl as-Sunnah af Hâfidh og Imâm Abû Hâtim ar-Râzi (år 372 Hijri)
18) Sharh as-Sunnah af Imâmen af Ahlus Sunnah wal-Jamâ’ah I sin tid, Imâm al-Barbâhârî (år 392 Hijri)
19) Kitâb as-Sunnah af Qâdhî Abû Ahmad al-Asâl (år 349 Hijri)
20) Ash-Sharî’ah af Fâqi og Imâm, Abû Bakr Awjuri (år 360 Hijri)
21) ‘Itiqâd a-immatul Hadîth af Fâqih og Imâm, Abû Bakr al-Isma’ili (år 371 Hijri)
22) Kitâb as-Siffât og Kitâb an-Nuzûl af Hâfidh og Imâm ad-Daraqutnî (år 385 Hijri)
23) Al-Ibânah ‘an Sharî’atil Firqatin-Najiyyah og Shar al-Ibânah ‘an Usûl as-Sunnah wad-Diyânah af Hâfidh, Fâqih og Imâm Battah al-Akbarri (år 387 Hijri)
24) Kitâb at-Tawhîd og Ar-Radd ‘alal Jahmiyyah, begge af Hâfidh og Imâm Ibn Mandah (år 395 Hijri)
25) Al-Usûl ‘Ittiqâd Ahlus-Sunnah wal-Jamâ’ah af Hâfidh og Fâqih, Imâm al-Lâlikâ’i (år 395 Hijri)
26) Al-Wusûl ila Mâ’rifâtil Istiwâ af Imâm Abû ‘Amr at-Talamankî al-Andalûsi (år 429 Hijri)
27) Al-’Ittiqâd af Abû Nu’aym al-Ashbâni (år 430 Hijri)
28) Risâla fi Ithbât al-Istiwâ af Imâm Abû Muhammad al-Juwayni (år 438 Hijri)
29) ‘Aqîdatus-Salaf As-hâb ul-Hadîth af Hâfidh og Imâm, Abû ‘Uthmân as-Sabûni (år 449 Hijri)
30) Al-’Ittiqâd ‘ala al-Madhâhib as-Salaf Ahlus-Sunnah wal-Jamâ’ah af Imâm al-Bayhâqi (år 457 Hijri)
31) Dham al-Kalâm af Hâfidh og Fâqih, Shaykh al-Islâm, Abû Ismâ’îl al-Harawî (år 481 Hijri)
