Ghîrah- at beskytte vores ære

Ghîrah- at beskytte vores ære


Vi bor i et samfund, hvor de fleste mænd og kvinder har mistet deres fornemmelse af beskedenhed. Kvinder er besatte af deres udseende og går med tøj, for at blive set af andre og for at tiltrække opmærksomheden af andre mænd, selv hvis de er gifte! De har mistet deres fornemmelse af skam. Ægteskab bliver ofte betragtet som gammeldags og kortvarige affærer; og betydningsløse forhold er normen. Alle venter på at tiltrække en bedre partner og føler sig totalt berettiget til at dumpe den ene partner for en anden, på den mindste foranledning. Også feminisme har nået sin højde; og mænd og kvinder bliver fortalt, at de skal undertrykke deres naturlige følelser. Mænd er ikke engang forlegne, når deres koner er tilpyntet og tiltrækker opmærksomheden af andre mænd. De har ikke noget imod, at en anden mand ser, chatter, griner og endda danser med deres kvindfolk. Og hvis de har noget imod det, bliver de fortalt, at de ikke skal være så besiddende.

I Islâm har vi konceptet, Ghîrah. Ghîrah er et arabisk ord, som betyder beskyttelse eller jalousi. Det er en god form for jalousi, såsom når en mand føler sig jaloux eller beskyttende over for hans kone eller søstre og andre kvindfolk; og ikke kan lide at andre mænd kigger på dem. Det er en naturlig indbygget følelse Allâh har givet mænd og kvinder. Profeten (Allâhs fred og velsignelser være med ham) havde mest Ghîrah for sine koner og alle Ledsagerne var kendte for deres Ghîrah. Alle muslimske mænd bør have en kollektiv fornemmelse af beskyttelse over for muslimske kvinder, som Allâh siger i Qur’ânen (meningen af):

“Mændene er beskytterne og varetagerne af kvinder…” (4:34)



Mænd som er ligeglade med hvordan deres kvinder opfører sig og fremstår foran andre mænd og ikke påtvinger deres kvindfolk Hijâb, bliver kaldt Dayyûthîn (pluralis af dayyûth). At være dayyûth er en stor synd og en detaljeret beskrivelse af denne slette karakteristik forefindes i Adh-Dhahabis bog om Store Synder (Kitâbul Kabâ’ir).



En historie om Ghîrah



For ydermere at forstå egenskaben af Ghîrah, kan vi kigge på en hændelse, som Asmâ (må Allâh være tilfreds med hende), datter af Abû Bakr as-Siddîq (må Allâh være tilfreds med ham) og søster til ‘Â’isha (må Allâh være tilfreds med hende), beretter om sig selv. Abû Bakr var en velhavende handelsmand og han bortægtede sin datter til den store ledsager Az-Zubayr ibn al-’Awwâm (må Allâh være tilfreds med ham), som var en meget fattig mand, men en mand af stor fromhed og en af de ledsagere, som blev lovet Paradis. Asmâ’ beretter:



“Da Az-Zubayr giftede ægtede mig, havde han hverken rigdom eller slave.” Således var Asmâ’ nødt til at arbejde meget hårdt. Hun skulle ælte dej og gå langt væk for at hente vand. “Og på mit hoved plejede jeg at bære…” Hun fortsætter: “Daddelpalmerne fra Az-Zubayrs land, hvilket Allâhs Budbringer (Allâhs fred og velsignelser være med ham) havde skænket ham- og det var en afstand på to mil fra Madînah. En dag, som jeg bar daddelpalmerne på mit hoved, mødte jeg tilfældigvis Allâhs Budbringer (Allâhs fred og velsignelser være med ham) sammen med en gruppe af hans Ledsagere. Han kaldte på mig og bad kamelen om at sætte sig ned, så jeg kunne ride bag ham. Jeg var (for) genert til at følges ad med mænd og jeg huskede Az-Zubayr og hans Ghîrah og han var en mand, der havde mest Ghîrah. Allâhs Budbringer (Allâhs fred og velsignelser være med ham) forstod min forlegenhed og gik. Jeg kom til Az-Zubayr og sagde: “Allâhs Budbringer (Allâhs fred og velsignelser være med ham) mødte mig imedens jeg bar daddelpalmer på mit hoved, og med ham var en gruppe af hans Ledsagere. Han bad kamelen om at knæle, så jeg kunne stige op ad den, men jeg følte mig forlegen og huskede din Ghîrah.” (Bukhâri)



Således afslog Asmâ det tilbud, som Profeten (Allâhs fred og velsignelser være med ham) fremsatte.



Da han hørte dette, sagde Az-Zubayr: “Ved Allâh, tanken om, at du bærer de daddelpalmer på dit hoved er heftigere en byrde at bære, end at du rider med ham.” (Bukhâri)

Se på den værdighed og beskedenhed Asmâ’ havde! Se hvordan hun følte sig forlegen foran mænd? Se hvor omhyggelig hun var med sin mands følelser? Hun vidste, at hendes mand havde meget Ghîrah, så hun ville ikke gøre ham ked af det, ved at acceptere Profetens (Allâhs fred og velsignelser være med ham) hjælp, selvom Profeten (Allâhs fred og velsignelser være med ham) var den pureste mand og selvom det betød, at hun anbragte sig selv i besværligheder. Og se på Az-Zubayr (må Allâh være tilfreds med ham). Selvom han havde meget Ghîrah, ville han ikke ubelejlige sin kone. Sikket et smukt forhold de havde!



At nære vores fornemmelse af Ghîrah

Nogle gange forstår muslimske kvinder ikke, hvis deres mænd vil have dem til at tildække deres ansigter, eller hvis de beder dem om at ændre noget ved måden de klæder sig eller taler på i offentligheden. De tror, at deres mænd er overbeskyttende. Men mine kære søstre! Hvis din mand beder dig om, ikke at gå med en bestemt khimâr-farve, fordi det frembringer skønheden af dine øjne, eller hvis han vil have, at du skal tildække dit ansigt, ved Allâh, vær taknemlig! Vær stolt af, at din mand har en fornemmelse af Ghîrah for dig og at han værdsætter dig og bryder sig om dit Hinsides. Han ved mere end dig, om hvordan mænd kan være, så forsøg aldrig, at undertrykke hans Ghîrah i disse anliggender. Og hans bekymring for dig, bør anspore din egen fornemmelse for ære! Hvorfor skal en hvilken som helst mand kunne se din skønhed og tænke uanstændige tanker om dig? Vi må nære vores egen og vores mandfolks fornemmelse af Ghîrah, ved at opføre os og klæde os anstændigt og vi bør hæfte os ved vores mandfolks gyldige meninger. Vi forventer en bestemt opførsel fra dem og de forventer det fra os. Desuden, hvis vores mænd beder os om, at gøre noget, som ikke er harâm[1], skal vi gøre det.



Og brødre! Hvordan kan I tillade jeres kvinder og søstre gå rundt og tiltrække opmærksomheden og uanstændige tanker fra andre mænd? Hvordan kan du ikke have noget imod, at hun smiler eller taler til andre mænd? Ingen har ret til at nyde hendes skønhed og selskab på nær dig og hendes Mahârim mænd (mandlige familiemedlemmer, som det ikke er tilladt at gifte sig med). Du er ikke påtrængende, hvis du først opfordrer og derefter påbyder Hijâb dine kvindfolk, fordi DU vil blive spurgt om det på Dommedagen og det er også en stor synd for DIG (ikke at gøre det)! Det påhviler mændene at påbyde disse ting i deres hjem og du kan ikke bruge undskyldningen, at “mine kone ikke ville”. Kvinder har brug for en standhaftig, balanceret og vejledende hånd fra deres mænd. Således må du, med visdom, påbyde Hijâb i dit hjem. Du er en hyrde og er ansvarlig for din flok!



Allâh minder os alle i Qur’ânen (meningen af):

“O I som tror, frels jer selv og jeres familier fra ilden, hvis brændsel er mennesker og sten.” (66:7)



Der er en stor forskel på hvordan Islâm værdsætter og beskytter kvinder og hvor billigt kvinder bliver behandlet uden for Islâm! Som muslimer, må vi være påpasselige med, at vores Hayâ (fornemmelse af beskedenhed og skam) og Ghîrah ikke slider op i et samfund, hvor folk har mistet det.





--------------------------------------------------------------------------------

[1]General note: Fordi noget ikke er harâm behøver det ikke nødvendigvis at være halâl, da halâl er det tilladelige, som samtidig indbefatter det “gode”. I mellem harâm og halâl findes så mellemkategorier såsom ghayr-mustahhab (ikke tilrådeligt), mashbûh (tvivlsomt) og makrûh (“hadefuldt”, stærkt uønsket), som på trods af deres fratilrådelige/ grænsende mod det forbudte natur, i princippet ikke kan betegnes forbudt, på samme måde som måde dét at fortie sandheden ikke direkte er at lyve (men snarer en form for bedrageri). Dette indskrænker sig til ens personlige moral og manden bør frygte Allâh mht. dette og ikke misbruge sin ret og overbebyrde sin kone. Der kan med rette henvises til hadîthen “Ingen af jer vil tro (opnå rigtig Imân) førend han ønsker for sin bror(i islâm) hvad han ønsker for sig selv.” Hvis dette gælder for en “fremmed” (i den forstand at der ikke er tale om en blodslægtning), må det gælde endnu mere for ens ægtefælle, som man tilbringer sit liv og får børn med. I forhold til teksten, lader det dog til at denne vending er brugt for at understrege mandens rettighed over kvinden (som uden tvivl er stor), især i anliggender, der omhandler ære.