Al-Fiqh al-Akbar

Al-Fiqh al-AkbarAl-Fiqh al-Akbar (Tilskrevet Abu Hanîfa, år 767)




Oprindeligt oversat til engelsk af Hamid Algar, professor i persisk og islamiske studier i University of California i Berkeley (udgivet i journalen Al-Bayan i ca. 1980), og herefter oversat til dansk med en lettere redigering.



Fra Den Islamiske Litteraturs Arv



Et af de mest beklagelige træk i den nuværende muslimske situation, er et anarki og frustration i feltet omkring religion, som måske kan få en til at tro, at de islamiske fundamenter er blevet så fordunklet, at feltet er åben for enhver til at redefinere religionen. Vi begynder med al-Fiqh al-Akbar, skrevet af Imâm al-’A'zam Abu Hanifa (må Allâh være tilfreds med ham)- en kort, men omfattende udtalelse af de ureducerlige islamiske dogmer (på arabiske: aqâ’id, sing. af ‘aqîdah).



I Allâh’s navn, Den Nådige, Den Barmhjertige



Fundamentet for erklæringen af Guds enhed og det som er den korrekte overbevisning består af følgende udtalelser:



1. Jeg tror på Gud, Hans engle, Hans bøger, Hans budbringere, genopstandelse efter død og at godt og ondt i form af skæbne, kommer fra Allâh. Jeg tror også på regnskabet og skalaerne; Paradis og Helved. Alt det foregående er en realitet.



2. Gud er Én, ikke i en numerisk forstand, men i den forstand at Han ingen partner har.



“Sig Han er Én. Den Evige Eksisterende og Den som er Bønfaldt; Han avler ikke og er ej avlet og der er ingen lig Ham.” (Qur’ânen, kap. 112).



Han ligner intet af Sin skabelse og intet af Hans skabelse ligner Ham. Han har været Uophørlig og er Uophørlig (sammen) med Sine navne og egenskaber, som begge vedrører Hans essens og Hans handlinger. Hvad angår dem, som vedrører Hans essens er disse: liv, magt, viden, tale, hørelse, syn og vilje. Så vidt dem som vedrører Hans handlinger angår, er disse: skabelse, opretholdelse, skabelse og formning ex nihilo [1]og andre aktive attributter.



Han har været uophørlig og Han er uophørlig med Sine navne og egenskaber; hverken navn eller egenskab blev skabt. Han har altid og uophørlig været en alvidende i kraft af Hans viden og Hans viden er en før-evig egenskab. Han har altid og uophørlig været magtfuld i kraft af Hans magt og hans magt er en før-evig egenskab. Han har altid og uophørlig talt i kraft af Hans tale og Hans tale er en før-evig egenskab. Han har altid og uophørlig været en skaber i kraft af hans evne til at skabe. Han har altid og uophørlig været en agent i kraft af Hans aktivitet og hans aktivitet er en før-evig egenskab. Formålet med Hans aktivitet er skabelse og Hans aktivitet er ikke skabt.



Hans egenskaber eksisterede i en før-evighed, uden at blive skabt eller kaldt til eksistens på et givet tidspunkt. Enhver som siger at de er skabt eller blev kaldt til eksistens på et givent tidspunkt, eller er usikker på egenskaberne eller tvivler dem, er vantro.



3. Qur’ânen er Allâh Den Almægtiges ord, skrevet på samlinger af blade (masâhif), bevaret i mænds hjerter, reciteret på mænds tunger og nedsendt til Profeter (fred og velsignelser være med dem). Vores ytring af Qur’ânen er skabt og vores recitation er skabt, men selve Qur’ânen er ikke skabt.



Det som Gud Den Almægtige nævner i Qur’ânen, som en beretning fra Moses og andre profeter (fred og velsignelser være med dem) samt beretninger fra Farao og Iblîs, er alt sammen Guds ord og udgør en rapport om dem. Guds ord er uændret. Det er Qur’ânen, som Guds (Den Ophøjede) ord, der ikke er skabt- ikke deres ord. Moses (fred være med ham) hørte Gud Den Almægtiges ord. Som Gud siger i Qur’ânen: “Gud henvendte sig til Moses i tale”. Således var Gud Den Almægtige Taleren og Moses (fred være med ham) talte ikke.



Gud, Den Ophøjede, var en skaber i før-evighed, selv uden at have sat skabelsen i eksistens: “Der er intet lig Ham. Han er den Althørende, Alseende”. Da Gud henvendte sig til Moses, gjorde Han dette med Sit ord, som var, ligesom alle Hans attributter, en egenskab fra før-evighed, i modsætning til de skabte væsener.



4. Gud ved, men ikke som vi ved. Han har magt, men ikke som vi har magt. Han ser, men ikke som vi ser. Han hører, men ikke som vi hører. Han taler, men ikke som vi taler.



Vi taler ved hjælp af tale og- lydorganer, hvorimod Allâh, Den Ophøjede, hverken taler med organer eller lyde. Lyde er skabte og Gud Den Ophøjedes ord er ikke skabte. Han er en ting, men ikke som andre ting; og når vi siger “ting”, har vi blot til hensigt at bekræfte Hans realitet. Han har hverken krop eller substans. Han har hverken tilfældig ejendom eller grænse, hverken modsætning eller lighed.



Han har en hånd, et ansigt og et selv (nafs). Det at Gud, Den Ophøjede, har omtalt disse ting i Qur’ânen har den mening, at disse er iblandt Hans egenskaber og intet spørgsmål kan blive rejst vedrørende deres modalitet (bila kayf). Det kan ikke siges at Hans hånd repræsenterer magten af Hans skænkning af velsignelser, fordi sådan en fortolkning ville kræve en negation af en egenskab.



Denne vej blev valgt af Qadaritterne og Mu’tazilitterne (to tidlige sekter i tidlig Islâm, som afviger fra Ahl as-Sunnah). Rettere er hans hånd en attribut af ukendt modalitet, på samme måde som Hans vrede og velbehag er to attributter hvis modalitet er ukendte. Gud, Den Ophøjede, skabte ting ud af ingenting og Han havde viden om dem i før-evighed, før deres skabelse.



5. Det er Ham som har bestemt og forudbestemt alt. Intet eksisterer i denne verden eller det hinsides uden Hans vilje, Hans bestemmelse og forudbestemmelse og uden at det bliver skrevet i Den Bevarede Tavle (Al-Lawh al-Mahfûz). Han indskrev alt i denne i form af beskrivelse, ikke i form af forudbestemmelse.



At bestemme, forudbestemme og Hans vilje er førevige egenskaber af ukendt modalitet. Gud, Den Ophøjede, kender det ikke-eksisterende og han ved også hvordan det vil være når Han bringer det til eksistens. Gud, Den Ophøjede, kender det eksisterende imedens det er i en tilstand af eksistens og Han ved også hvordan dets forsvinden vil være. Gud kender den som er stående og når det sidder ved Han det er siddende, uden dermed forandring i Guds viden, eller at noget som helst ny viden tilfalder Ham. Fordi ændring og forandring sker kun i skabte væsener.



6. Gud, Den Ophøjede, skabte skabelsen fri for både tro og vantro og derefter henvendte Han sig til Sin skabelse med befalinger og forbud. Nogle begik Kufr (vantro) igennem deres aktive nægtelse og afvisning af sandheden, i kraft af at blive forladt af Gud, Den Ophøjede. Andre troede igennem aktivt samtykke og bekræftelse, i kraft af Gud, Den Ophøjedes undsætning. Han frembragte Âdams afkom, fred være med ham, af hans lænd, i form af partikler og tilegnede dem intelligens. Derefter beordrede Han dem til tro og forbød dem vantro. De bifalder Hans herredømme, derved en form for tro passende for dem, og således bliver de født i en oprindelig tilstand, som er tilbøjelig til tro.



Enhver som afviger fra at tro derefter, ændre og forandre derfor den oprindelige tilstand (tilbøjelig til tro). Og enhver som tror og bifalder, bekræfter og forstærker den (oprindelig natur tilbøjelig til tro). Intet af Hans kreation er blevet tvunget til at tro eller ikke-tro. Gud skabte ikke folk som troende eller ikke-troende, men rettere som personer. Tro og vantro er handlinger af Allâh’s tilbedende. Gud, Den Ophøjede, kender den vantro i hans tilstand af vantro, som en vantro. Hvis han derefter bliver troende, kender Allâh ham som en troende i en tilstand af tro, uden at der derved, er sket en ændring i Hans viden eller attributter.



Alle handlinger af Allâh’s tjenere, både overgivelse og forsømmelse, er i virkeligheden hvervet af dem selv, og Gud, Den Ophøjede er deres Skaber. Alle af dem finder sted med Hans vilje, viden, bestemmelse og forudbestemmelse.



Obligatoriske handlinger af lydighed finder sted igennem Gud, Den Ophøjedes befaling, kærlighed, tilfredsstillelse, viden, vilje, bestemmelse og forudbestemmelse. Ligeledes finder syndige oprør sted igennem Gud, Den Ophøjedes viden, bestemmelse, forudbestemmelse og vilje, men ikke igennem Hans kærlighed, tilfredshed og befaling.



7. Profeterne, fred og velsignelser være med dem, er frie for alle synder, store og små, for vantro og alt som er modbydeligt og afskyeligt. Det kan dog ske, at de forser sig og begår ubetydelige fejl. Muhammad, fred og velsignelser være med ham, er Guds Profet, træl, budbringer og Hans udvalgte.



Han tilbad aldrig idoler og han tilskrev aldrig Gud partnere, ikke engang i et øjeblik og han begik aldrig synder, hverken store eller små.



8. De mest kyske af alle mænd, efter Profeten (fred og velsignelser være med ham) er Abu Bakr as-Siddîq, må Allâh være tilfreds med ham. Dernæst ‘Umar ibn al-Khattâb, ‘Uthmân Ibn ‘Affân og ‘Ali ibn Abi Tâlib, må de alle nyde Gud, Den Ophøjedes velbehag. De var alle stedfaste i sandheden og med sandheden og vi erklærer vores troskab til dem alle. Vi taler kun godt om alle Profetens (fred og velsignelser være med ham) ledsagere.



9. Vi erklærer ingen muslim vntro på baggrund af nogen synd, hvor stor den end er, medmindre han betragter sin synd tilladelig. Han mister heller ikke retten til at tilskrive sig tro. Vi fortsætter med at kalde ham troende i essens. Det er muligt at være en syndig troende uden at være vantro.



At tørre fødderne når de er tildækkede ved hjælp af wudhû er en sunnah handling (på de betingelser fuqahâ har udspecificeret). Tarawîh bønnen i Ramadhân måneden er ligeledes en sunnah. Det er tilladt at bede bag enhver troende, gudfrygtig eller syndig. Vi siger hverken at synder ikke skader den troende, eller at de (synderne) får ham til at blive indefinitivt i Helvede, selv hvis han forlader verden i en tilstand af synd.



10. Vi siger ikke, som Murji’itterne (en tidlig teologisk skole i Islâm), at vores gode gerninger er accepteret af Allâh og vores onde gerninger er tilgivet af Ham. I stedet siger vi, at sagen bør opklares og fremstilles som følgende: enhver som udfører en god gerning i overensstemmelse med fornødne betingelser, fri for alle korrumperende mangelheder og ophævende foretagender og ikke annullerer sin gerning med vantro eller frafald på noget som helst tidspunkt før sin død, vil Allâh Den Almægtige ikke lade hans gerning gå til spild. Han vil rettere acceptere det og anbringe belønning for det. Så vidt onde gerninger angår, andre end at tilskrive Gud partnere og begå vantro (Kufr), hvorfor den troende ikke tilbyder anger før sin død, kan Gud Den Almægtiges vilje enten tugte deres (syndernes) forfatter, eller tilgive ham- uden at tugte ham i Helvede. Hykleri og arrogance i en gerning annullerer dens belønning.



11. Mirakuløse tegn (mu’jizât) som blev overdraget til Profeten (fred og velsignelser være med ham) er etableret som værende sande og det samme gælder de adle mirakler (karamât), som blev manifesteret igennem helgenerne (awliyâ). Så vidt mirakuløse og forunderlige gerninger udført af Guds fjender såsom Iblîs (satan), Farao og Dajjâl angår, er det som er blevet nævnt i tradition om deres udførelse i fremtiden, hverken mirakuløs eller forunderligt. Det er snarere et spørgsmål om deres behov bliver opfyldt af Allâh, Den Ophøjede. Han kan gøre dette for at lede dem imod destruktion og for at tugte dem, men de er forblindet (og indser ikke dette). De tiltager i oprørskhed og vantro. Alt det forudgående er muligt afhængig af Guds vilje.



12. Gud, Den Ophøjede, var en skaber før Han skabte og en forsyner inden at Han anbragte forsyning. Gud, Den Ophøjede, vil blive set af de troende i det hinsides. Han vil være synlig for de troende i Paradis igennem deres legemlige syn. Dette siger vi uden implikation af antropomorfisme, uden nogen som helst forestilling om kvalitet eller kvantitet, for der er ikke en fast afstand imellem Ham og Hans skabelse (for at tillade nogen som helst sammenligning).



13. Tro betyder samtykke og bekræftelse. Der er ingen tiltag eller aftag med hensyn til indholdet af tro, men kun med hensyn til grader af vished og bekræftelse. De troende er jævnbyrdige i hvad de tror på og deres erklæring om den guddomlige enhed, men nyder forskellige grader af fortræffelighed i henhold til deres gerninger.



Islâm er at overgive og underkaste sig Gud, Den Ophøjedes ordre. Der er en leksikalsk forskel på tro (Imân) og Islâm, men der er ingen tro uden Islâm og Islâm kan ikke forestilles uden tro. De er som en ydre og indre aspekt af en ting (som er uadskillelige). Religion (Dîn) er et navn der anvendes til tro og Islâm- og sandelig til alle guddommelige lovbøger.



Vi kender Gud, som det er passende for os at kende Ham igennem Hans beskrivelse af Sig selv i Sin bog, med alle Sine attributter, men ingen er i stand til at tilbede Allâh, Den Ophøjede, som Han fortjener at blive tilbedt og som er passende for Ham. Rettere tilbeder mennesket Allâh, Den Ophøjede, i overensstemmelse med Hans befaling, som promulgeret i Hans bog og Hans Budbringers Sunnah. Selv om de troende er jævnbyrdige for så vidt som de tror, er de forskellige med hensyn til viden, vished, tillid, kærlighed, tilfredsstillelse, frygt og håb.



14. Gud, Den Ophøjede, er både gavmild og retfærdig mod Sine trælle. Han skænker dem en belønning som er langt udover hvad de fortjener. Han gengælder dem for deres synder på grund af Sin retfærdighed og tilgiver dem på grund af Sin gavmildhed. Profeternes forbøn (fred og velsignelser være med dem) er en realitet og i særdeleshed vores Profets forbøn (fred og velsignelser være med ham) for de syndige troende og for de som har begået store synder og er fortjenstfulde af gengældelse- dette er en fast etableret realitet. Afvejningen af gerninger på vægten, på Genopstandelsesdagen, er ligeledes en realitet. Profetens (fred og velsignelser være med ham) springvand er en realitet. Gengældelse iblandt fjender på Dommedagen, gennem genuddelingen af gode gerninger, er en realitet. Hvis de ingen gode gerninger har, er byrden af de onde gerninger genuddelt; dette er også en realitet.



Paradis og Helvede eksisterer i dag og vil aldrig forsvinde. Hûri’erne (Jomfruerne i Paradis) vil aldrig forsvinde. Gengældelsen, som er krævet af Gud, og belønningen, som er skænket af Ham, vil begge aldrig forsvinde.



Gud, Den Ophøjede, retleder den Han vil ud af Sin gavmildhed og forleder enhver Han vil ud af Sin retfærdighed. Det at Gud fører mennesket på vildspor, består i at Han forlader ham. Meningen med at Gud forlader mennesket er ikke at tilskynde ham til at gøre det som tilfredsstiller Ham. Alt dette bestemmes af Allâh’s retfærdighed.



Det er ikke tilladt for os at sige: ” Satan stjal troen fra mennesket med vold og tvang”. I stedet siger vi: “Mennesket forlod troen selv og når han forlader den, stjæler Satan den fra ham”.



Afhøringen af Munkir og Nâkir er en realitet. Tilbagevenden af sjælen til kroppen i graven er en realitet. Indtrængningen på mennesket i graven er en realitet. Guds straf af alle vantro og nogle muslimer er en realitet.



Alle Guds egenskaber- må Hans navn lovprises og Hans egenskaber ophøjes- må nævnes af ‘ulamâ på sprog andre end arabisk med undtagelse for Hånd (Yadd). Således kan vi sige “Guds ansigt”, må Han ophøjes og lovprises, uden nogen implikation af antropomorfisme eller en bestemt modalitet.



Nærhed til Allâh, Den Ophøjede, og fjernhed fra Ham, er ikke henvisende til nogen rumlig afstand, om end stor eller lille, og det refererer heller ikke til en mands ædelhed eller ydmyghed i Hans åsyn. Rettere er den som er lydig mod Ham tæt på ham, på en udefinerlig måde.



Nærhed og fjernhed er faktisk henvisende til Guds handling imod mennesket (med andre ord, er det ikke mennesket som, i den strikte sans, definerer forholdet til Gud). Det er rettere Gud som afgør det forhold ). Nærhed til Allâh i Paradis er ligeledes realiteter af udefinerlig modalitet.



Qur’ânen blev nedsendt til Hans budbringer, fred og velsignelser være med ham, og det er det som i dag er indskrevet på samlinger af blade. De qur’âniske vers er så vidt som alle Guds ord, jævnbyrdige i fortræffelighed og pragt, dog er der nogle, som nyder en speciel fortræffelighed, i kraft af hvad de nævner, eller måden hvorpå de nævner det. Trone verset (âyât al-kursi) for eksempel nyder fortræffelighed i begge tilfælde: 1) i form af hvad det nævner, som er pragt og herlighed samt andre af Guds attributter og 2) måden hvorpå det bliver nævnt. Andre vers har ingen fortræffelighed på baggrund af hvad de nævner, såsom de vers der indeholder beretninger om de vantro, men på grund af måden hvorpå det bliver nævnt. Ligeledes er alle navnene og egenskaberne ens i pragt og fortræffelighed; der er ingen forskel på dem.



Hvis nogen oplever vanskelighed i finhederne i videnskaben af guddommelig enhed, påhviler det ham at tro (uden videre undersøgelse) på hvad der er korrekt i Gud Den Ophøjedes åsyn, indtil han finder en lærd han kan konsultere. Han bør ikke vente med at søge en sådan lærd, da tøven og en afbrydelse af dømmekraft kan resultere i vantro.



Beretningen om al-Mi’râj (af profeten, fred og velsignelser være med ham) er sand og den som nægter den er misledt og fornyer.



Fremkomsten af Dajjâl (Antikrist) og Hajjûj og Majûj (Gog og Magog) er en realitet. Opstigningen af solen i vest er en realitet. Nedstigningen af Jesus (fred være med ham) fra himlene er en realitet samt alle de andre Genopstandelsestegn, som er til at finde i de autentiske traditioner, er også en etableret realitet.



Og Gud retleder til Sin vej, den som Han vil.





--------------------------------------------------------------------------------

[1] Ex nihilo er et latinsk term, som betyder “ud af ingenting”. Det bruges ofte i forbindelse med termen skabelsen, som f. eks. creato ex nihilo, som betyder “skabelse ud af ingen ting”. Som følge af denne terms natur, bruges den ofte i filosofiske eller kreationistiske argumenter, eftersom et tal af mennesker tror på at Gud (Allâh) skabte universet ud af ingen ting.