Aqîdah at-Tahawiyyah

Den Islâmiske TroImâm Abû Ja’far at-Tahawi, må Allâhs nåde regne over ham




Forord



I Allâhs navn, Den Barmhjertige, Den Nådefulde



Imâm at-Tahawis “al-’Aqîdah”, som er et repræsentativt synspunkt for Ahlus-Sunnah wal-Jamâ’ah, har længe været den mest bredt anerkendte, bifaldede og sandelig uundværlige, håndbog om muslimske doktriner. Dette er en oversættelse af en engelsk redigeret oversættelse.



Imâm Abû Ja’far Ahmad bin Muhammad bin Salamah bin Salamah bin ‘Abdil Mâlik bin Salamah bin Sulaym bin Sulaym bin Jawab Azdi, kendt populært som Imâm Tahawi (opkaldt efter hans fødeby i Egypten), er iblandt de mest fremtrædende autoriteter af den islâmiske verden af Hadîth og Fiqh (jurisprudens). Han levede i år 239- 321 efter Hijri, en epoke, hvor både direkte og indirekte disciple af de fire Imâmer Imâm Abû Hanîfa, Imâm Mâlik, Imâm Shâfi’î og Imâm Ahmad bin Hanbal, underviste og praktiserede. Denne periode var højdepunktet for Hadîth og Fiqh-studier og Imâm Tahawi studerede med alle de dalevende autoriteter.



Al-’Aqîdah er, til trods for at den er lille i størrelsen, en grundlæggende tekst for alle tider, som lister hvad en muslim skal vide og tro, og indvendigt begribe.



Der er en konsensus iblandt Ledsagerne, De Efterfølgende og alle de førende islâmiske autoriteter såsom Imâm Abû Hanîfah, Imâm Abû Yûsuf, Imâm Muhammad, Imâm Mâlik, Imâm Shâfi’i og Imâm Ahmad bin Hanbal om de doktriner, som er optalt i dette værk. Disse doktriner som er fælles for Ahlus-Sunnah wal-Jamâ’ah, skylder deres oprindelse, den Hellige Qur’ân og de konstante og bekræftede Ahâdîth- de primære og ubestridelige kilder for Dîn al-Islâm.



Eftersom at dette er en tekst om islâmiske doktriner, vil dette værk kraftigt benytte argumenterne der er fremsat i Qur’ânen og Sunnah. Ligeledes er de avancerede argumenter i at gendrive holdningerne fra sekter, der har afveget fra Sunnah, også taget fra Qur’ânen og Sunnah.



Hvad angår de nævnte sekter i dette værk, ville et studie om islâmisk historie, til og med Imâm Tahawis tid, være meget hjælpsomt. Henvisninger til sekter såsom Mu’tazilah, Jahmiyyah, Qadriyyah og Jabriyyah vil være til at finde i dette værk. Ydermere indeholder det hentydninger til de uortodokse og afvigende holdninger af Shî’a, Khawârij og lignende mystikere, som har afveget fra Den Rette Vej. Der er en klar henvisning i dette værk, til den tåbelige polemik om Khalq al-Qur’ân på Ma’mûn og andre ‘Abbasid Kalifaters tid.



Skønt den permanente relevans af udtalelserne om de islamiske doktriner i “Al-’Aqîdah” er åbenlyse, kan den historiske vægt og pointe af disse udtalelser kun blive værdsat fuldstændigt, hvis værket bruges som en tekst i et studie under vejledning af en lærd person, som er i stand til at forklare sine argumenter ordentligt, med reference til den intellektuelle og historiske baggrund af de tilbageviste sekter i værket. Sådanne studier hjælper en til bedre at forstå de islâmiske doktriner og at undgå fortidens eller de nuværende sekters afvigelser.



Iqbâl Ahmad ‘Azâmi



I Allâhs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige



Al pris tilkommer Allâh, Herren af alle verdener



Den store lærd Hujjat al-Islâm, Abû Ja’far al-Warraq at-Tahawi al-Misri, må Allâhs nåde regne over ham, sagde: “Dette er en præsentation af trossætningerne af Ahlus-Sunnah wal-Jamâ’ah i henhold til juristskolerne af denne religion, Abû Hanîfah an-Nu’mân ibn Thâbit al-Kûfi, Abû Yûsuf Ya’qûb ibn Ibrahîm al-Ansari og Abû ‘Abdullâh Muhammad ibn al-Hassan ash-Shaybâni (må Allâh være tilfreds med dem alle) og hvad de tror på, angående denne religions grundprincipper og deres tro på Herren af alle verdener.”



1. Om Allâhs enhed, hvilket vi tror på ved Hans hjælp, at Allâh er én uden partnere.

2. Der er intet som Ham.

3. Der er intet der kan overvælde Ham.

4. Der er ingen gud andre end Ham.

5. Han er Den Evige uden en begyndelse og Den Varige uden en slutning.

6. Han vil aldrig gå til grunde eller ophøre.

7. Intet sker bortset fra det Han ønsker.

8. Ingen forestilling kan opfatte Ham og ingen forståelse kan begribe Ham.

9. Han er anderledes end noget som helst skabt væsen.

10. Han er levende, dør aldrig, er altid aktiv og sover aldrig.

11. Han skaber uden at Han har behov for dette og sørger for Sin skabelse uden besvær.

12. Han forårsager død uden frygt og giver liv tilbage uden besvær.

13. Han har altid eksisteret sammen med Sine egenskaber, siden før skabelsen. At bringe skabelsen i eksistens har ikke tilføjet noget, som ikke allerede var der, til de egenskaber. Som Han var, med Sine egenskaber, i førevighed, vil Han forblive igennem uendelighed.

14. Det var ikke kun efter skabelseshandlingen, Han kunne beskrives som “Skaberen”, og det var heller ikke ved grundlæggelsen, Han kunne beskrives som “Grundlæggeren”.

15. Han har altid været Herren, selv da der ingenting var at være Herre af og har altid været Skaberen selv da, der ingen skabelse var.

16. På samme måde som Han er “Bringeren af liv til de døde”, inden at have bragt dem til liv, fortjener Han også navnet “Skaberen” inden Han skabte dem.

17. Dette er fordi Han har magten til at gøre alt. Alt er afhængigt af Ham, alt er let for Ham og Han har ikke brug for noget som helst. “Der er intet som Ham. Han er Høreren, Han er Seeren.” [Ash-Shûra (42):11]

18. Han skabte skabelsen med Sin viden.

19. Han udnævnte skæbner for dem Han skabte.

20. Han har tildelt dem en fast tid (på jorden).

21. Intet om dem var skjult fra Ham og Han vidste alt det de ville gøre, inden at Han skabte dem.

22. Han befalede dem at adlyde Ham og forbød dem at være ulydige mod Ham.

23. Alt sker i henhold til Hans grad og vilje og Hans vilje er fuldendt. Den eneste vilje folk har, er det som Han ønsker for dem. Det som Han ønsker for dem sker og det som Han ikke ønsker, sker ikke.

24. Han vejleder og beskytter den som Han vil ud af Sin gavmildhed, og Han misleder, ydmyger og bedrøver den Han vil, ud af Sin retfærdighed.

25. Alle af dem, er underlagt Hans vilje, imellem enten Hans gavmildhed eller Hans retfærdighed.

26. Han er ophøjet uden at have modsætninger eller ligeværdige.

27. Ingen kan afværge Hans forordning, befaling eller overvælde Hans affærer.

28. Vi tror på alt dette og er sikker på at alt kommer fra Ham.

29. Og vi er sikre på at Muhammad (fred og velsignelser være med ham) er Hans udvalgte Tjener, Profet og Budbringer, som Han er vel tilfreds med.

30. Og at Han er beseglingen på Profeter og at han er de Gudfrygtiges imâm. Han er den mest beæret af alle Profeter og er Herrens elskede.

31. Enhver påstand om profetskab efter Ham er falskhed og bedrag.

32. Det er ham som blev sendt til Jinn og hele menneskeheden med sandheden, vejledning, lys og illumination.

33. Qur’ânen er Allâhs ord. Det kom fra Ham som tale, uden at det er muligt at sige hvordan. Han sendte det ned til Sin Budbringer som åbenbaring. De troende accepterer det som absolut sandhed. De er sikre på at det i sandhed er Allâhs ord. Det er ikke skabt som mennesketale og enhver som hører det og hævder det er mennesketale er blevet til vantro. Allâh advarer ham, kritiserer og truer ham med Ilden når Han, Må Han være Ophøjet, siger: “Jeg vil brænde ham i Ilden.” [al-Muddathir (74): 26] til de som hævder “Dette er blot mennesketale.” [al-Muddathir (74): 25]. Vi ved med sikkerhed, at dette er talen af menneskehedens Skaber og er total ulig mennesketale.

34. Enhver, som på nogen som helst måde, beskriver Allâh, som værende det samme som et menneske, er blevet til en vantro. Alle de som forstår dette, vil vogte sig og afholde sig fra at sige ting, som de vantro siger. De troende ved at Allâh med Sine egenskaber, ikke er som mennesker.

35. At Paradis’ folk vil se Allâh, er en sandhed uden at deres syn er altomfattende og uden at man kender til deres synsevne. Således som vor Herres bog har udtrykt det: “Ansigter på den Dag vil stråle, imedens de kigger på deres Herre.” [al-Qiyâmah (75): 22-23]. Forklaringen på dette vers er som Allâh ved og ønsker. Alt som er kommet ned til os om dette, fra Budbringeren (fred og velsignelser være med ham) i de autentiske traditioner, er som han har sagt og betyder det han har tilsigtet. Vi fordyber os ikke i det, prøver på at fortolke det i henhold til vores egne meninger, eller lader vores forestillinger få frit spil. Ingen er sikker i sin religion medmindre han overgiver sig fuldstændigt til Allâh, Den Ophøjede og Lovpriste, til Hans Budbringer (fred og velsignelser være med ham) og lader viden om ting der er flertydige, til den som kender dem.

36. Et menneskes Islâm er ikke sikker, medmindre den er baseret på underkastelse og overgivelse. Enhver som ønsker at vide ting som er udover hans forståelse og hvis intellekt ikke er tilfreds med underkastelse, vil opleve at hans ønsker tilslører ham fra en ren forståelse af Allâhs sande enhed, klar viden og korrekt tro. Han vil også opleve, at han svinger imellem vantro og tro, bekræftelse og benægtelse, accept og afvisning. Han vil være underlagt hvisken og vil opleve at han er forvirret, fuld af tvivl og er hverken en accepterende troende eller benægtende afviser.

37. Et menneskes tro på at Paradis’ folk vil se Allâh, er ikke korrekt, hvis han forestiller hvordan det (synet af Allâh) vil være, eller fortolker det i henhold til sin egen forståelse, eftersom at fortolkningen af dette syn eller meningen af nogen som helst af de subtile fænomener, som er indenfor Herreskabets rige, er ved at undgå dets fortolkning og holde stærkt fast ved underkastelsen (til Allâh). Dette er muslimernes religion. Enhver som ikke beskytter sig imod benægtelsen af Allâhs egenskaber, eller at sammenligne Allâh med noget, er kommet på afveje. Han har heller ikke kunne formå at forstå Allâhs pragt, fordi vores Herre, Den Lovpriste og Ophøjede, kan kun beskrives i form af Enhed og Absolut Singularitet og ingen skabelse er på nogen som helst måde som Ham.

38. Han er udover alle grænser, restriktioner og at have dele eller legemer. Han er heller ikke begrænset af de seks retninger som alle skabte væsener er.

39. Al-Mi’râj (opstigningen igennem himlene) er sand. Profeten (fred og velsignelser være med ham) steg op igennem himlene, om natten, i sin kropslige form, imedens han var vågen, til højder som Allâh ønskede for ham. Allâh forædlede ham på en måde, at Han åbenbarede følgende vers til ham: “Hans hjerte tog ikke fejl af hvad han så.” [An-Najm (53): 11]. Allâh velsignede ham og skænkede ham fred i denne verden og i den næste.

40. Al-Hawd (springvandet Allâh vil skænke Profeten som en ære, for at slukke tørsten af hans Ummah på Dommedagen) er sand.

41. Ash-Shafâ’ah (forbønnen som er opbevaret for muslimer) er sand, som er berettet i (de konstante og bekræftede) Ahâdîth.

42. Pagten som Allâh indgik med Âdam og hans afkom, er sand.

43. Allâh kendte, inden tidens eksistens, det nøjagtige tal af de som ville komme i Haven og det nøjagtige tal af de som ville komme i Ilden. Dette tal vil hverken stige eller falde.

44. Det samme gælder alle de handlinger udført af mennesker. De er udført præcis, som Allâh vidste de ville blive udført. Enhver er sat til det, som han blev skabt for og det er menneskets handling, som forsegler hans skæbne. De som er heldige, er heldige ved Allâhs bestemmelse og de, som er ulykkelige, er ulykkelige ved Allâhs bestemmelse.

45. Den præcise natur af forordningen er Allâhs hemmelighed i Hans skabelse og ingen engel nær Tronen, eller Profet sendt med et budskab, er blevet givet viden om det. At fordybe sig i det og reflektere for meget over det, fører kun til destruktion og tab og resulterer i oprørskhed. Så vær utrolig påpasselig med at tænke og reflektere over denne sag, eller at lade tvivl om dette overøse dig, fordi Allâh har fraholdt mennesker viden om forordning og forbudt dem det. Som Han siger i Sin Bog: “Han vil ikke blive spurgt om hvad Han gør, men de vil blive spurgt.” [Al-Anbiyâ' (21): 23]. Derfor, enhver som spørger: “Hvorfor gjorde Allâh det?”, har gået imod en af Bogens bud, og enhver som går imod Bogens bud er en vantro.

46. Dette er i korthed, hvad de af Allâhs venner, med oplyste hjerter har brug for at vide. Dette udgør forordningen af de, som er standhaftigt begavet med viden. For der er to slags viden; viden som er tilgængelig for skabte væsener og viden som ikke er tilgængelig for skabte væsener. At benægte den viden, som er tilgængelig er vantro og at påberåbe sig utilgængelig viden er ligeledes vantro. Troen kan kun være fast og sikker, hvis tilgængelig viden accepteres og utilgængelig viden ikke eftersøges.

47. Vi tror på al-Lawh (Tavlen) og på al-Qallam (Pennen) og alt som blev nedskrevet på Tavlen. Selv hvis alle skabte væsener samledes sammen for at få noget til ikke at ske, hvis hændelse Allâh havde skrevet på Tavlen, ville de ikke være i stand til at gøre dette. Og hvis alle skabte væsener samledes sammen for at få noget til at ske, hvis hændelse Allâh ikke havde skrevet på Tavlen, ville de ikke være i stand til at gøre dette. Pennen tørrede efter at have skrevet alt ned, som ville være i eksistens indtil Dommedagen. Hvad end en person gik glip af, ville han aldrig have fået, og hvad end en person fik, ville han aldrig være gået glip af.

48. Det er nødvendigt for tjeneren at vide, at Allâh allerede ved, det som vil ske med Hans skabelse og Han har forordnet det på afgørende og detaljeret vis. Der er intet i Himlene eller på Jorden, som Han har skabt, der kan modsige det, tilføje til det, slette det, ændre det, formindske det, eller forøge det på nogen som helst måde. Dette er et fundamentalt aspekt af troen og et nødvendigt element for al viden om og anerkendelse af Allâhs enhed og Herreskab. Som Allâh siger i Sin Bog: “Han har skabt alle ting og derpå bestemt (for alle disse ting) et ret mål (dvs. en indre og ydre lovmæssighed).” [Al-Furqân (25): 3]. Han siger også: ” Og Allâhs bud er et bestemt dekret.” [Al-Ahzâb (33): 38]. Så ve over enhver som diskuterer med Allâh om dekretet. Og ve over den, som med et sygt hjerte, begynder at fordybe sig i denne sag. I sit vildledte forsøg på at udforske det usete, søger han en hemmelighed, der aldrig kan blive afsløret og han ender med at blive en misdæder, som ikke siger andet end løgne.

49. Al-’Arsh (Tronen) og al-Kursi (stolen) er sande.

50. Han er uafhængig af Tronen og hvad der ligger nedenunder det.

51. Han omgiver alt og er over det, og det som Han har skabt er ude af stand til at omgive Ham.

52. Vi siger med tro, accept og underkastelse, at Ibrahîm (fred være med ham) var en nær ven af Allâh og at Allâh talte direkte med Mûsâ (fred være med ham).

53. Vi tror på englene, Profeterne, bøgerne som blev åbenbaret til Budbringerne og vi bærer vidne, at de alle fulgte den klare sandhed.

54. Vi kalder folket af vores Qibla muslimer og troende, så længe de anerkender hvad Budbringeren (fred og velsignelser være med ham) bragte, sagde og fortalte os om, som værende sandt.

55. Vi tager ikke del i tom snak om Allâh og vi tillader heller ikke nogen som helst strid om Allâhs religion.

56. Vi diskuterer ikke om Qur’ânen og vi bærer vidne, at det er talen af Allâh, Herre af alle verdener. Den Pålidelige Ånd kom ned med den (Qur’ânen) og lærte den mest ærede af alle Budbringere, Muhammad (fred og velsignelser være med ham) den. Det er Allâhs tale og intet af det skabte væsens tale af sammenligneligt med det. Vi siger ikke det (talen) blev skabt og vi går ikke imod Muslimernes Jamâ’ah om dette.

57. Vi betragter ikke nogen af folket af vores Qiblah som værende vantro, på grund af en forkert handling de har begået, så længe de ikke betragter handlingen som værende tilladt.

58. Og vi siger heller ikke at et menneskes forkerte handling ikke har en skadelig påvirkning på ham.

59. Vi håber at Allâh vil tilgive de, som har udført de rigtige handlinger iblandt de troende og give dem adgang til Haven igennem Hans Barmhjertighed, men vi kan ikke være sikre på dette og vi kan ikke bære vidne om, at dette helt sikkert vil ske, og at de vil komme i Haven. Vi beder om tilgivelse for de, som har begået de forkerte handlinger iblandt de troende, og selvom vi frygter for dem, er vi ikke i fortvivlelse om dem.

60. Sikkerhed og fortvivlelse fjerner begge en fra troen. Sandhedens sti derimod, ligger imellem de to (for eksempel skal en person frygte og være bevidst om Allâhs afregning, men han skal samtidig også håbe på Allâhs barmhjertighed).

61. En person træder ikke ud af troen, bortset fra at han fralægger sig det, som bragte ham til den.

62. Troen består af bekræftelse med tungen og accept i hjertet.

63. Og alt som er bevist fra Profeten (fred og velsignelser være med ham), vedrørende Sharî’ah og forklaringen (af Qur’ânen og Islâm) er sandt.

64. Troen er, i basis, ens for alle, men andres overlegenhed over andre skyldes deres frygt for og opmærksomhed af Allâh, deres modstand imod lyster og begær og at vælge det, som er mere tilfredsstillende for Allâh.

65. Alle de troende er Allâhs “venner”, men de mest ædle i Allâhs syn, er de, som er mest lydige og følger Qur’ânen mest.

66. Troen består af troen på Allâh, Hans engle, Hans bøger, Hans Budbringere, Den Sidste Dag (Domme dagen) og troen på at forordningen, både det gode og onde, såvel som det søde og bitre, er alt fra Allâh.

67. Vi tror på alle disse ting. Vi skelner ikke mellem nogle af Budbringerne. Vi accepterer alt hvad de bragte, som værende sandt.

68. De, af Muhammads Ummah, fred og velsignelser være med ham, som har begået store synder vil komme i Helvede, men de vil ikke være der for evigt, på betingelse af, at de dør og møder Allâh som troende, der har bekræftet Hans enhed, selv hvis de ikke har angret (for deres synder). De er underlagt Hans vilje og afgørelse. Hvis han vil, kan Han tilgive dem og benåde dem, ud af Sin gavmildhed, som omtalt i Qur’ânen: “Og Han tilgiver alt på nær Shirk (til den) som Han vil.” [An-Nisâ (4): 116]. Men hvis Han ønsker, kan Han straffe dem i Helvede ud af Sin retfærdighed for dem, og derefter bringe dem ud af Helvede gennem Hans barmhjertighed, acceptere forbønnen for de som var lydige mod Ham og sende dem til Haven. Dette er fordi Allâh er Beskytteren af de, som anerkender Ham og vil ikke behandle dem i den Næste Verden, på samme måde, som de der fornægter Ham og som er blottet for Hans vejledning og gået glip af Hans beskyttelse.O Allâh! Du er Beskytteren af Islâm og dets folk, gør os stedfaste i Islâm til den dag vi møder Dig!

69. Vi retter os efter at udføre bønnen bag hvem som helst af Qiblas Folk, om end rigtigt-opførende eller forkert-opførende. Vi retter os også efter at udføre begravelsesbønnen for enhver af dem, når de dør.

70. Vi siger ikke at nogen af dem vil kategorisk komme i Haven eller Ilden og vi beskylder ikke nogen af dem for Kufr (vantro), Shirk (at opstille partnere ved siden af Allâh) eller Nifâq (hykleri), så længe de ikke åbenlyst har demonstreret nogle af disse ting. Vi efterlader deres hemmeligheder til Allâh.

71. Vi tillader ikke at dræbe nogen af Muhammads Ummah, Må Allâh velsigne ham og give ham fred, medmindre det er obligatorisk ifølge Sharî’ah, at gøre dette.

72. Vi erkender ikke oprør imod vores Imâm, eller de som er i ledelse af vores affærer, selv hvis de er uretfærdige. Vi ønsker heller ikke ondt for dem eller afholder os fra at følge dem. Vi mener lydighed mod dem er en del af lydighed mod Allâh, Den Lovpriste, og derfor obligatorisk, så længe de ikke befaler os at begå synder. Vi beder om den rette vejledning og benådning for deres forkerte handlinger.

73. Vi følger Profetens Sunnah (vej, tradition), fred og velsignelser være med ham, Muslimernes Jamâ’ah (gruppe) og undgår afvigelse og splittelse.

74. Vi elsker retfærdighedens- og pålidelighedens folk og hader uretfærdighedens- og forræderiets folk.

75. Når vores viden om noget er uklart siger vi: “Allâh ved bedst”.

76. Vi retter os efter at tørre over sokker (i Wudhû) om man er på rejse eller anderledes, præcis som det er blevet berettet i (de konstante og bekræftede) Ahâdîth.

77. Hajj og Jihâd under førerskab af de, som er i ledelse af Muslimer, om de er rigtigt- eller forkertopførende, er fortsatte forpligtelser til Den Sidste Time. Intet kan ophæve eller bestride dette.

78. Vi tror på Kirâman Kâtibîn (de ædle engle) som skriver vores handlinger ned. Allâh har udnævnt to beskyttere over os (som vil gør dette).

79. Vi tror på Dødens Engel, som er pålagt at tage alverdens sjæle.

80. Vi tror på Gravens Straf for de, som fortjener det og afhøringen i graven af Munkar og Nâkir om vor Herre, religion og Profeten, som berettet i Allâhs Budbringers Ahâdîth, fred og velsignelser være med ham, og i beretningerne fra Ledsagerne, må Allâh være tilfreds med dem alle.

81. Graven er enten et af Havens græsmarker, eller et af Ildens huller.

82. Vi tror på at vi vil blive bragt til livs efter døden og at vi vil blive belønnet eller gengældt for vores handlinger på Dommedagen, al-’Ard (at få vist dem, (handlingerne)) og al-Hisâb (at blive stillet til regnskab). Vi tror også på Qirâ’at al-Kitâb (at læse bogen) og belønningen eller straffen på as-Sirât (Broen) og al-Mizân (Vægten).

83. Haven (Paradis) og Ilden (Helvede) er begge skabte ting som aldrig vil få en ende. Vi tror på at Allâh har skabt dem før resten af skabelsen og bagefter skabte folk til at bo i hver af dem. Enhver som Han ønsker, vil komme i Haven ud af Hans gavmildhed og enhver, som Han ønsker, vil komme i Ilden på grund af Hans retfærdighed. Enhver handler i overensstemmelse med hvad, der er blevet bestemt for ham og han vil gå mod det, som han er blevet skabt for.

84. Både godt og ondt er blevet forordnet for folk.

85. Evnen, med hensyn til Tawfîq (Guddommelig Nåde og Gunst), som gør at en handling vil finde sted med sikkerhed, kan ikke tilskrives et skabt væsen. Denne evne er sammenhængende med handling, hvorimod evnen til at udføre en handling, med hensyn til at have det nødvendige helbred og evne, at være i stand til at handle og have de nødvendige midler, eksisterer i en person inden handlingen. Det er denne form for handlelighed, der er genstand for Sharî’ahens diktater. Allâh, Den Ophøjede, siger: “Allâh bebyrder ikke en sjæl (med noget), ud over det den er i stand til.” [Al-Baqarah (2): 286]

86. Menneskers handlinger er skabt af Allâh, men er erhvervet af dem selv.

87. Allâh, Den Ophøjede, har kun pålagt folk hvad de magter at gøre og folk er kun i stand til at gøre det, som Allâh har begunstiget dem med. Dette er forklaringen på verset: “Der er ingen magt eller styrke undtagen (at det kommer) fra Allâh”. Vi føjer til dette, at der ikke findes nogen kneb eller måder, hvorpå man kan undgå eller undslippe ulydighed mod Allâh, undtagen (at det sker) med Allâhs hjælp. Ligeledes har ingen styrken til at sætte lydighed mod Allâh i praksis og forblive fast i det, undtagen hvis Allâh gør det muligt at gøre dette.

88. Alt sker i henhold til Allâhs vilje, viden, forudbestemmelse og dekret. Hans vilje overvælder alle andre viljer og Hans dekret overvælder alle kneb. Han gør, som Han vil og Han er aldrig uretfærdig. Han er ophøjet i Sin renhed over alt ondt eller undergang og Han er perfekt langt udover nogen som helst forseelse eller fejl. “Han vil ikke blive spurgt om hvad Han gør, men de vil blive spurgt.” [Al-Anbiyâ' (21): 23]

89. Der er gavn for døde mennesker i de levendes bøn og velgørenhed.

90. Allâh svarer på folks bøn og giver dem hvad de beder om.

91. Allâh har absolut kontrol over alt og intet har noget som helst kontrol over Ham. Intet kan være uafhængigt af Allâh, ikke engang i et øjeblik, og enhver som betragter sig selv som uafhængig af Allâh er skyldig i Kufr (vantro) og bliver til en af Undergangens Folk.

92. Allâh kan blive vred og tilfreds, men ikke på samme måde som nogen skabning.

93. Vi elsker ledsagerne af Allâhs Budbringer (fred og velsignelser være med ham), men vi overdriver ikke med vores kærlighed for dem og vi forstøder heller ikke nogen af dem. Vi hader enhver, som hader dem og vi taler kun godt om dem. At elske dem er en del af Islâm, en del af troen og en del af fortræffelig opførsel, hvorimod at hade dem er vantro, hykleri og oprørskhed.

94. Vi bekræfter at efter døden af Allâhs Budbringer (fred og velsignelser være med ham) gik kalifatet først til Abû Bakr as-Siddîq (Må Allâh være tilfreds med ham); således blev hans fortræffelighed og overlegenhed over alle andre bevist. Derefter gik kalifatet til ‘Umar ibn al-Khattâb (må Allâh være tilfreds med ham), dernæst til ‘Uthmân ibn ‘Affân (Må Allâh være tilfreds med ham) og dernæst til ‘Alî ibn Abî Tâlib (Må Allâh være tilfreds med ham). Disse er de fire retledte kaliffer og retskafne ledere.

95. Vi bærer vidne, at de ti som blev nævnt af Allâh’s Budbringer (fred og velsignelser være med ham) og lovet Haven af ham, vil komme i Haven, som Allâhs Budbringer (fred og velsignelser være med ham), hvis ord er sandt, bar vidne til. De ti er: Abû Bakr as-Siddîq, ‘Umar ibn al-Khattâb, ‘Uthmân ibn ‘Affân, ‘Alî ibn Abî Tâlib, Sa’d, Sa’îd, ‘Abdûr-Rahmân ibn ‘Awf og Abû ‘Ubaydah ibn al-Jarrah, hvis titel var Ummahens Værge- må Allâh være tilfreds med dem alle.

96. Enhver som taler godt om Ledsagerne af Allâhs Budbringer (fred og velsignelser være med ham), hans koner og afkom, som alle er rene og ufordærvet, kan ikke beskyldes for hykleri.

97. De lærde mænd af den første generation og de som fulgte i deres fodspor, Dydens Folk, Ahâdîth-beretterne, juristerne og analytikerne, må kun tales om, på den bedste måde og enhver som siger noget ondt om dem, er ikke på Den rette Vej.

98. Vi foretrækker ikke de hellige mænd af Ummahen over nogle af Profeterne, men i stedet siger vi, at en hvem som helst af Profeterne er bedre end alle Awliyâ’ tilsammen.

99. Vi tror på hvad vi ved om Karamât (al-Awliyâs vidundere) og på de autentiske historier om dem, som kommer fra troværdige kilder.

100. Vi tror på Timens tegn, såsom fremkomsten af Dajjâl (Antikrist) og nedstigningen af ‘Îsâ Ibnu Maryam (fred være med ham) fra Himlen og vi tror på stigningen af solen hvorfra den går ned og på fremkomsten af Jordens Bæst.

101. Vi accepterer ikke hvad sandsigere og spåmænd siger, som værende sandt eller påstandene af de, som siger noget, det går imod Bogen, As-Sunnah og den muslimske Ummahs konsensus.

102. Vi er enige om at holde sammen, er den sande og rigtige vej og at separation er afvigelse og pinsel.

103. Der er kun en religion for Allâh, i Himlene og på Jorden og det er Islâm. Allâh siger: “Sandelig religion hos Allâh, er Islâm”. [Âle-'Imrân (3): 19] og “I dag har Jeg fuldkommet jeres religion for jer og fuldendt min nåde over jer og valgt Islâm til jeres religion.” [Al-Mâ'idah (5):3]

104. Islâm ligger imellem at gå i overgrad og ikke at kunne opnå (nok), imellem Tashbîh (sammenligning af Allâhs egenskaber med noget som helst) og Ta’tîl (at benægte Allâhs egenskaber), imellem fatalisme og afvisning af forordning som værende fra Allâh og imellem sikkerhed (uden at være opmærksom på Allâhs afregning) og fortvivlelse (af Allâhs barmhjertighed).

105. Dette er vores religion og dette er hvad vi tror på, både indvendigt og udvendigt, og vi frasiger nogen som helst tilknytning, foran Allâh, til enhver som går imod hvad vi har sagt og gjort klart.

Vi beder Allâh om at gøre os stedfaste i vores tro og forsegle vores liv med det og at beskytte os fra afvigende idéer og opdelende meninger og onde holdninger såsom de, der deles af al-Mushabiha, al-Mu’tazila, al-Jahmiyyah, al-Jabriyyah, al-Qadriyyah og lignende grupper, som går imod As-Sunnah og Al-Jamâ’ah og som har allieret sig med vildfarelse. Vi frasiger enhver tilknytning med dem og de er efter vores mening vildfarede og på destruktionens vej.



Vi beder Allâh om at beskytte os fra al falskhed og vi beder om Hans nåde og gunst for at gøre det, som er godt.