Løsladt fra GuantánamoTerrormistænkt Muhammad Sagheer var en af de første fanger, som blev frigivet fra den amerikanske Guantánamobase i Cuba. Under sit fangenskab blev han slået og sparket af amerikanske soldater. Han havde kun ti minutter til at spise i og blev anbragt i en kold isolationscelle. Politiken mødte ham hjemme i Pakistan.
Af Claus Blok Thomsen
Om dagen skinnede solen ubarmhjertigt. Om natten blev lejren oplyst af projektører.
Hver gang Muhammad Sagheer lagde armen for øjnene og prøvede at sove, forstyrrede vagterne ham. »De råbte, at mine arme skulle ligge lige ned langs kroppen«, fortæller han.
I næsten et år var Muhammad Sagheer fange på den amerikanske Guantánamobase i Cuba. Hans celle var cirka to gange to meter. Væggene bestod af metaltremmer, og loftet var et bliktag.
Hver dag fik han bragt to spande med vand ind i sin celle. En med drikkevand og en anden til at vaske sig med. Han måtte ikke tale med de andre fanger, han måtte ikke bede til Allah, og han måtte heller ikke få en Koran. Når han fik mad, havde han ti minutter til at spise den i.
»Når jeg alligevel forsøgte at bede, kom vagterne ind i min celle og tog kvælertag på mig«, siger Muhammad Sagheer og viser, hvordan de greb hårdt fat om struben på ham.
»De slog mig også og sparkede til mig med deres store støvler«.
Muhammad Sagheer kommer fra Pakistan og blev i oktober sidste år som en af de første frigivet fra Guantánamobasen. Her sidder over 640 fanger, som mistænkes for at være al-Qaeda eller Taleban-terrorister. Blandt fangerne er der også en dansk statsborger. De fleste har været interneret i omkring to år, men foreløbig har USA ikke sigtet en eneste af fangerne for noget.
Andre fanger er blevet løsladt efter Muhammad Sagheer – hovedsageligt pakistanere – men flertallet af dem er røget direkte i et pakistansk fængsel. Det skyldes, at den pakistanske regering ikke ønsker at belaste forholdet til sin vigtigste allierede USA, mener menneskerettighedsforkæmpere. Derfor er Muhammad Sagheer en af de få, der kan give en øjenvidneskildring af forholdene i Guantánamo.
Erstatningssag mod USA
Jeg tog til Pakistan for at finde Muhammad Sagheer og høre, hvordan han havde det på Guantánamo. Om fangerne bliver behandlet godt og i overensstemmelse med de internationale humanitære normer, som blandt andre den amerikanske og danske regering hævder.
Muhammad Sagheer er en fattig mand. Han har kun gået to år i skole og har meget begrænset kontakt til folk uden for sin landsby i det nordlige Pakistan. Men en af Pakistans mest kendte højesteretsadvokater har uden betaling påtaget sig at føre en erstatningssag for ham mod USA.
Efter at have være landet i hovedstaden, Islamabad, opsøger jeg advokaten. Han hedder Muhammad Ikram Chaudhry, er en lille tyk mand med overskæg og tiltales kun som Mr. Chaudhry .
Da jeg møder ham på hans kontor lidt uden for byen, er han iført jakkesæt. Han taler godt engelsk og siger, at han har besøgt over 50 lande. Han skiller sig dog ikke mere ud fra almindelige pakistanere, end at han deler den udbredte folkelige modstand i Pakistan mod USA.
»USA´s historie er fuld af aggression. Se hvad de lavede i Vietnam, Afghanistan og nu Irak«, siger han. For ham handler det om principper. Derfor accepterede han også straks at føre Muhammad Sagheers sag.
»Meningen med retssagen er at udstille de amerikanske overgreb, og hvordan USA krænker både menneskerettighederne og Genève-konventionerne. Hvis ikke dette bliver stoppet, vil det undergrave den internationale retssikkerhed og skabe mere had, terror og krig«, siger han og skaffer mig en bil, en chauffør og en tolk.
Muhammad Sagheer – hans klient – bor i en lille landsby omkring 300 kilometer nord for Islamabad.
En tidlig morgen i strålende solskin kører vi op i bjergene ad den gamle silkerute til Kina og mødes af sneklædte bjergtoppe, grønne dale med appelsinlunde og floder med heftige, hvide skumsprøjt.
Da vi efter seks timers kørsel omsider når landsbyen Pattan, som Muhammad Sagheer bor i, er vejene smalle, og husene er lavet af træplanker eller ler – kun nogle få er bygget af sten. Fra boder langs vejen sælges grøntsager, og enkelte steder hænger resterne af noget, der ligner en ged eller en slagtet ko.
Vi drejer ned ad bjergskråningen mod Muhammad Sagheers hus. Han har udsigt til en brusende flod og bjerge, der rejser sig skarpt op mod himlen.
Lille mand
Muhammad Sagheer tager imod os foran huset. Han er en lille undseelig mand med varme øjne og et stort fuldskæg, der er gråsprængt ligesom håret. Han er klædt i posede bukser med en kjortel udover, og på hovedet har han en lille rund filthat, der engang har været hvid. Han taler dæmpet med en stemme, der ofte slår over i latter. Selv ved han ikke, hvor gammel han er, for der er aldrig nogen, som har skrevet hans fødselsdag ned. Men han gætter på 51 år.
Han byder os på te og søde kager og fører os op til husets lille terrasse. Hans kone står i køkkenet bagved, men som skik og brug er, må mandlige gæster ikke se kvinderne. Den første del af huset er lavet af sten, mens bagpartiet er af brædder. Da tolken på et tidspunkt spørger, om han må låne toilettet, får han at vide, at sådan et har de ikke. De bruger floden.
Muhammad Sagheer blev taget til fange i november 2001 – på nogenlunde samme tidspunkt som danskeren p å Guantánamobasen. De blev begge fanget i Afghanistan. Da jeg viser ham et billede af den danske fange, kan han ikke genkende ham. Men der var jo så mange fanger på Guantánamo, indskyder han.
Islam er omdrejningspunktet for Muhammad Sagheers liv. Han har deltaget i Koran-studier på en religiøs skole nær den pakistanske storby Lahore og er så anerkendt for sine religiøse kundskaber, at han hvert år plejer at rejse rundt i nogle måneder og undervise i islam. Det var også årsagen til, at han i slutningen af 2001 befandt sig i Afghanistan, siger han. Hans landsby ligger ikke langt fra den afghanske grænse. Da jeg spørger ham, om han ikke frygtede krigen, svarer han, at »min opgave var at være i moskéerne, ikke på slagmarken«.
Men krigen indhentede ham alligevel. Da han befandt sig i den afghanske by Konduz, indledte Den nordlige alliance – som var USA´s allierede i krigen mod Taleban – et voldsomt bombardement af byen.
»Jeg var sammen med omkring ti andre missionærer. Vi havde intet med Taleban at gøre og var ubevæbnede. Men Taleban havde en aftale med Den nordlige alliance om, at alle, der begav sig ud af byen, ville få frit lejde. Derfor flygtede vi sammen med Talebanstyrkerne ud af byen«, fortæller han.
Der oplevede Muhammad Sagheer for første gang krigens rædsler. »Den nordlige alliance brød deres løfter og angreb os alligevel. Mange blev dræbt og såret. Bagefter begravede soldater fra alliancen de døde med bulldozere. Men jeg så også mange sårede, som blev begravet levende. Det var frygteligt«.
Muhammad Sagheer blev fanget af tropper fra Den nordlige alliance, der stod under general Abdul Rashid Dostums kommando. Han er militsleder og i dag viceforsvarsminister i Afghanistans regering. Ifølge menneskeretsorganisationer er han også en notorisk krigsforbryder med mange menneskeliv på samvittigheden.
Containere
Først blev Muhammad Sagheer sat op på ladet af en lastbil sammen med andre missionærer og Talebansoldater. De fik bundet deres hænder med reb og fik bind for øjnene. I byen Mazar-e-Sharef blev de smidt ind i en fragtcontainer.
»Vi blev behandlet som kvæg. Soldaterne tog min pung og mit ur og smed min hellige Koran ned i mudderet. Jeg tror, vi var omkring 250 mennesker inde i containeren. Der var mørkt, og vi kunne ikke få vejret og var ved at blive kvalt. Soldaterne troede, at vi alle sammen tilhørte Taleban«.
Da de kom ud af containeren, talte Muhammad Sagheer omkring 50 døde. De overlevende fanger blev overført til et fængsel ved navn Shebarghan i Afghanistan.
»Vi var 70 mennesker i en celle, og hver dag fik vi kun en spand vand og seks brød til deling. Efter nogle dage kom Røde Kors på besøg og gav os medicin og mad. Men så snart de var gået, stjal vagterne maden«, siger Muhammad Sagheer.
»Vagterne tilhørte også Den nordlige alliance, og de sparkede og slog os med stave. De sagde, at de ville slå os ihjel. Der var også amerikanske soldater til stede i fængslet. De slog os ikke, men de så, hvad der skete – uden at gøre noget«.
Hans beretning stemmer overens med, hvad andre har fortalt om fængslet.
De to læger og menneskerettighedsforkæmpere, Jennifer Leaning og John Heffernan, besøgte fængslet i januar sidste år. De skrev efterfølgende i den amerikanske avis The New York Times, at omkring 3.500 fanger fra Pakistan og Afghanistan var spærret inde i fængslet under »farlige og elendige forhold«.
»Vi fandt celler indrettet til 20 fanger, hvor der sad op mod 100, 8 til 10 toiletter for hver 1.000 mand, udendørs badefaciliteter i mudder og i stort omfang utilstrækkelige mængder mad og medicin. Dysenteri var udbredt. Fængslets leder, general Jarobak, fortalte os, at »mange, mange, mange mænd« allerede var døde«, skrev lægerne. De nævnte også, at fangerne blev afhørt af amerikanske officerer, »der tog dem væk, som de ønskede at afhøre yderligere«.
Den skæbne overgik også Muhammad Sagheer. Efter omkring halvanden måned i fængslet blev han valgt ud sammen med omkring 15 andre og overgivet af den afghanske militsleder Dostum til de amerikanske soldater. Muhammad Sagheer fik bundet hænderne og fødderne, fik bind for øjnene og blev ført op i et fly.
»Hvis vi forsøgte at røre os, slog de amerikanske soldater os«, siger han.
Get up, get up
Han blev fløjet til den afghanske by Kandahar og interneret i en amerikansk fangelejr bestående af telte med hegn omkring. Her var der ingen afghanske fangevogtere, men kun amerikanske soldater.»Jeg ved ikke, hvorfor jeg blev udvalgt. Der var omkring 15-20 fanger i hvert telt. Vi fik ikke lov til at sove. Hver gang, vi forsøgte, råbte de amerikanske soldater, get up, get up «, siger han.
»De slog os også, når vi forsøgte at bede til Allah og tale sammen. Nogle gange bad vi i hemmelighed. De ydmygede os ved at fjerne vores skæg og hår med barbermaskiner. Nogle gange serverede de også svinekød for os, selv om de vidste, at vi som muslimer ikke kunne spise det«.
Da der var gået omkring tre uger, blev Muhammad Sagheer igen kørt til en lufthavn og ført op i et fly. Han fik bind for øjnene og høreværn for ørerne, og hans hænder og ben blev bundet. Han nåede at se, at der var andre fanger med i flyet, men de måtte ikke tale sammen.
»Når vi spurgte, hvor vi skulle hen, sparkede soldaterne bare til os«, siger han.
Flyveturen tog mange timer, og undervejs fik fangerne en sandwich og et æble. Da de endelig landede, blev de brutalt ført ud af flyet.
»Mange af os havde fået sår i ansigtet, på fødderne og hænderne af at have siddet lænket i så mange timer«.
Fra flyet blev fangerne sat op på en lastbil, derefter på en båd, indtil de nåede frem til Guantánamolejren.
Muhammad Sagheer omtaler konsekvent cellerne i lejren som bure. »Der var 48 bure til hver side. De bestod af jerntremmer og bliktag og var cirka to gange to meter. En for en blev vi ført ind i hvert vores bur. Men vi fik ikke at vide, hvor vi var henne«, siger han.
Muhammad Sagheer fortæller, at de amerikanske soldater fortsatte deres praksis med at forhindre fangerne i at sove. Det værste var dog, at fangerne ikke måtte bede til Allah og få en Koran at læse i. De måtte heller ikke tale sammen.
Efter cirka halvanden måned indledte Muhammad Sagheer og nogle af de andre fanger en sultestrejke for at få bedre forhold.
»Da der var gået tre dage, annoncerede lejrkommandanten over højtaleren, at vi nu godt måtte tale sammen og bede til Allah. Vi fik også hver en Koran og andre religiøse bøger og fik lov til at bruge en halv time på hvert måltid, hvor vi tidligere kun havde ti minutter«.
Kender du bin Laden
Muhammad Sagheer blev jævnligt kaldt ind til forhør. Det foregik i en anden ende af lejren, og der var altid to forhørsledere samt en tolk. Han havde aldrig en advokat eller en bisidder.»Nogle af forhørslederne var venlige, andre var ubehagelige. En sagde til mig: Vi vil altid beholde dig her i fængslet«, siger han.
Under forhørene sad han igen med fødderne og hænderne bundet og et bånd bundet rundt om livet og stolen, så han kun kunne sidde i en foroverbøjet stilling. Så vidt han husker, blev han kaldt ind til forhør 19 gange.
»Så væltede det frem med de samme spørgsmål: Hvad lavede du i Afghanistan? Hvor mange var du sammen med? Så du nogle al-Qaeda-medlemmer? Kender du nogle al-Qaeda-medlemmer? Hvor er Osama bin Laden«.
»Jeg fortalte dem, at jeg ikke havde noget at gøre med hverken al-Qaeda eller Taleban. Til gengæld tilbød jeg at lære forhørslederne om islam«, siger Muhammad Sagheer og griner. »En af dem sagde, at det skulle jeg nok få lov til en dag«.
Muhammad Sagheer blev altid forhørt om morgenen. Han fik også taget en del blodprøver, så myndighederne blandt andet kunne fastslå hans dna-profil. Andre fanger blev kaldt ind til forhør på alle tider af døgnet. Om aftenen, om natten og tidligt om morgnen, fortæller han.
En dag blev en af de fanger, der sad tæt på Muhammad Sagheer, provokeret af en kvindelig vagt og spyttede hende i ansigtet.
»Jeg havde intet med det at gøre. Alligevel blev jeg og syv andre sat i hver vores isolationscelle. Den bestod af et rum uden vinduer på to gange to meter. Der var kun et hul i loftet, hvor de blæste en kold vind ind til mig«.
uhammad Sagheer fortæller, at han sad i isolation i en uge og fik feber af den kolde luft. Han blev tilbudt at komme på hospitalet i lejren, men afslog.
»Jeg turde ikke. Jeg havde set, hvordan andre fanger, der havde været på hospitalet, kom tilbage. De var tydeligvis påvirket af medicin og var meget sløve. Andre fanger fortalte mig om oplevelser, hvor lægerne havde tvunget indsprøjtninger i dem«, siger han.
»Nogle af soldaterne i lejren var søde. Da jeg sad i isolationscellen, forsøgte en soldat at lægge et håndklæde over hullet, så jeg ikke fik den kolde luft på mig«.
Han sad i isolationscelle i to omgange. Den anden gang var, da en fange smed vand på en vagt. Også her blev fangerne straffet kollektivt, og Muhammad Sagheer måtte tilbringe to uger i den samme kolde isolationscelle.
Andre vidner
Andre frigivne fanger har også fortalt om denne afstraffelsesmetode. Den britiske avis The Guardian bragte i forrige uge en 14 sider lang artikel om Guantánamo – blandt andet baseret på interview med frigivne fanger. En af dem – pakistanske Shah Mohammad – blev anbragt i »the cooler box«, som afstraffelsen blev kaldt.
»Der var ingen vinduer. Der var fire vægge og et loft lavet af blik, en svag lyspære og aircondition. De tændte for airconditionen, og der blev ekstremt koldt. De tog mit tæppe om morgenen og kom tilbage med det om aftenen. Jeg var anbragt i det rum i en måned«, siger Shah Mohammad i artiklen.
Ifølge The Guardian forsøgte Shah Mohammad at begå selvmord tre gange. Derfor blev han indlagt på hospitalet i lejren. Han fortæller, at han fik tvunget indsprøjtninger i sig.
»De bragte syv eller otte folk ind, som holdt mig, mens jeg fik indsprøjtningerne. Jeg kunne hverken se op eller ned. Jeg følte mi g lammet i en måned – jeg kunne hverken tænke eller foretage mig noget. De gav mig beroligende tabletter. De sagde til mig: Din hjerne fungerer ikke ordentligt. De tvang mig til at tage disse indsprøjtninger og tabletter, og jeg ville ikke. Nogle fik indsprøjtninger hver måned«, siger Shah Mohammad i The Guardian.
Selv om de fysiske prøvelser var hårde, var det værste ifølge Muhammad Sagheer imidlertid det psykiske pres. Ingen fortalte fangerne, hvor lang tid de skulle sidde indespærret, eller hvad der videre skulle ske med dem.
Han fortæller, at der gik omkring et halvt år, før han fik besøg af Røde Kors i lejren, som derefter informerede hans familie om, at han var interneret på Guantánamo.
I landsbyen Pattan havde familien lidt store afsavn. Muhammad Sagheer plejede at drive et lille savværk ved siden af sit hus. Nu var familien uden indtægter og var nødt til at låne penge af andre familiemedlemmer og venner for at overleve.
Uden en far
Mens vi har siddet og talt på terrassen, har en af Muhammad Sagheers sønner sat sig ved siden af os. Han ved heller ikke, hvor gammel han selv er, men skyder på 14 år.
»Vi mistede alle vores penge og vores prestige. Først troede jeg, at min far var død. Da jeg så hørte, at han var på Guantánamo, troede jeg ikke, at amerikanerne ville løslade ham«, siger sønnen Ghalum-u-Din.
Han rejser sig og serverer frokost for os. Ude fra køkkenet bærer han kylling ind i stærk sovs sammen med bløde, melede majsbrød. Hans far insisterer på, at vi skal blive og spise, mens han fortæller om det øjeblik, han troede aldrig ville komme.
Da Muhammad Sagheer en dag atter var til afhøring på Guantánamo, fornemmede han, at tonen var anderledes. Der blev også stillet nogle andre spørgsmål end de sædvanlige om, hvad han vidste om Osama bin Laden.
»En af forhørslederne spurgte: Hvad ville du gøre, hvis du blev frigivet, og din kone sagde, at du ikke længere måtte missionere. Jeg svarede, at det ville hun aldrig gøre. Men hvad nu, hvis hun gjorde det, sagde forhørslederen«.
»Så ville jeg lade mig skille«.
»Forhørslederen sluttede af med at sige, at efterforskningen imod mig nu var ovre«, siger Muhammad Sagheer.
Et stykke tid efter, da han var tilbage i sin celle, skrattede højttaleren i lejren pludselig. En stemme fortalte, at der var gode nyheder til nogle af fangerne.
En officer kom sammen med nogle vagter ind i Muhammad Sagheers celle og fortalte, at han nu var en fri mand.
»Jeg tænkte: Min Gud, jeg ville aldrig have troet, at jeg ville blive løsladt«, siger han. Vagterne bad ham om at tage fangedragten af. Til sin store overraskelse fik han udleveret et par støvler, en trøje, et par bukser, en taske, to håndklæder, et lagen og en tandbørste.
Derefter blev han ført væk fra sin celle til et hus med en smuk havudsigt, hvor han fik sit eget værelse. Her ventede han i 12 dage på et fly, so m kunne bringe ham hjem.
Da han endelig nåede tilbage til sin lille landsby, ventede der ham en heltemodtagelse. Det var kort tid før den muslimske fastemåned ramadanen i november sidste år. Flere hundrede mennesker stimlede sammen. Mange af hans venner og familiemedlemmer troede, at han var død, og flere havde som en sidste respekt bedt en dødsbøn over ham til Allah. Da han dukkede op i levende live, havde mange svært ved at skjule deres lettelse og glæde.
Erstatning
Nu kræver han gennem sin advokat i Islamabad 10,4 millioner dollar i erstatning. De 10,2 millioner kræves af USA. De sidste 200.000 dollar skal den pakistanske stat betale for ikke at have forsøgt at hjælpe ham ud af Guantánamo.
Sagen kommer for distriktsretten i Islamabad i næste uge – 18. december. Den amerikanske ambassade i Pakistan har bekræftet, at den har modtaget sagsanlægget, men har ellers ikke reageret. Den ønsker ikke at kommentere sagsanlægget over for Politiken.
Selv siger Muhammad Sagheer, at han ikke har noget imod det amerikanske folk. Men han har svært ved at tilgive, hvad de amerikanske myndigheder udsatte ham og de andre fanger for.
»Hvorfor skulle jeg sidde fængslet på den måde uden grund. Jeg havde intet gjort og har ikke engang fået en undskyldning eller erstatning. Hvorfor? Det vil jeg godt have, at USA svarer på«.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar