Hvad betyder Istikharah?Istikhara er at bede om Allahs afgørelse, når man overvejer at gøre noget, som er islamisk tilladeligt, men alligevel er usikker på dets gavn. I istikharah har man mulighed for at spørge Allah om råd. Profeten (saws) plejede at lære sine ledsagere at lave Istikharah for alle anliggender, store som små. Følgende er berettet af Bukhari:
“Hvis en af jer har i sinde at gøre noget, lad ham bede to rak’ah udover den obligatoriske bøn og sige som følgende…”
[Du'a (bøn) med dansk translitteration:]
“Allahumma innee astakheeruka bi ‘ilmika wa astaqdiruka bi qudratika wa asaluka min fadhlikal ‘atheem, fa-innaka taqdiru wa la aqdiru wa ta’lamu wa la ‘alamu, wa Anta ´allaamul-ghuyub.
Allahumma in kunta ta’lamu anna hathal-amra…( nævn det du vil spørge om ved navn)… Khayrul-lee fee deenee wa ma’aashee wa ‘aqibatti amree faqdurhu lee wa yassirhu lee thumma barik lee feeh. Wa in kunta ta’lamu anna hathal-amra sharrun lee fee deenee wa ma’ashee wa ‘aqibatti amree fasrifhu ‘annee wasrifnee ‘anhu waqdur liyal-khayra haythu kaana, thumma ardhinee bih”.
Du’a oversat:
“O Allah, jeg beder om Dit valg ved Din Viden og Din forordning ved Dine Evner, og jeg beder Dig fra Din store gunst. For Du kan og jeg kan ikke, og Du ved og jeg ved ikke, og Du er den Vidende om ting der er skjulte.
O Allah, hvis Du ved, at dette anliggende(nævn det drejer sig om) er godt for mig og min religion, mit levebrød og det endelige resultat af mine affærer, så forordn det for mig, gør det nemt for mig og velsign det for mig. Og hvis Du ved, at dette anliggende er dårligt for mig i min religion, mit levebrød og det endelige resultat af mine affærer, så vend det bort fra mig, og vend mig bort fra det, og forordn hvad der er godt for mig, uanset hvor det må være og gør mig tilfreds med det.”
Denne du’a skal siges efter man har bedt to rak’ah (bøneneheder) og hilst færdigt (assalamu alaikum warahmatuallahi wabarakatuh) til begge sidder.
Derefter kommer svaret i letheden hvormed anliggendet fuldendes eller forhindres af Allah (swt).
OBS: Husk at læse denne du’a på arabisk.
tirsdag den 19. oktober 2010
Sådan beder du- nemt!!
Bønnen (salâh) i Islam
Skrevet af R. Aych, revideret af L. Akaltun.
“Forlæs det, som er blevet åbenbaret dig (o Muhammad) af bogen og oprethold bønnen (i dens rette form)…” {Sûratul-’Ankabût(29):45}
Inden man begynder bønnen (salâh) og afvaskelsen (wudû), så er der nogle ting der skal være på plads.
• Man skal have rent tøj på, dvs. at det ikke er beskidt med rester af urin, afføring, bræk, blod udflåd eller sæd. Hvis man har en af disse ting på sit tøj, kan man vaske det væk med vand og evt. sæbe (så godt som man kan).
• Man skal være dækket anstændigt. Mænd skal dække sig mindst fra navlen til knæene og kvinder skal dække hele kroppen, på nær ansigt og hænder.
• Kvinder, som har menstruation må ikke bede; de er fritaget og hvis de alligevel gør det, så er de syndige og deres bøn (salâh) er ikke gyldig.
• En kvinde må ikke have neglelak på under wudû, da hun ikke kan rengøre sig som befalet, eftersom at vandet ikke vil trænge igennem neglelakken. Men hun må gerne tage det på, efter hun har lavet wudû. Både wudûen og bønnen vil ikke blive accepteret, hvis hun har haft neglelak på imens hun lavede wudû. Kvinden må heller ikke have makeup på, da dette også forhindrer vandet i at nå huden og det samme gælder vandfast mascara, da vandet ligeledes heller ikke trænger igennem.
• Når man er i gang med at udføre bønnen (salâh), skal man holde øjnene ét sted, nemlig det sted hvor man ligger sin pande på jorden, når man går ned i ”liggende stilling”. Det er på ingen måde tilladt at kigge rundt imens man beder.
• Man må ikke spise, drikke eller snakke med andre under bønnen. Hvis man finder f.eks. et riskorn eller mærker krummer i munden mens man beder, skal man enten lade det være eller spytte det ud.
Inden man begynder bønnen skal man gøre wudû (afvaskelse), som Allâh beordrer i verset:
“O I troende! Når I vil udføre bønnen, vask jeres ansigter og jeres hænder op til albuerne, stryg (ved at føre våde hænder over) jeres hoveder og vask jeres fødder op til anklerne.” {Sûratul-Mâ’idah(5):6}
Profeten (salAllâhu ’alaihi wa sallam) sagde: “Salâh (bøn) uden wudû er ugyldig.”
Sådan gør man afvaskelse (wudû) som profeten Muhammad gjorde (salAllâhu ’alaihi wa sallam):
1. Hav intention i hjertet om at rense dig selv med wudû.
2. Sig “bismillaah” når du begynder.
3. Vask hænder tre gange – man starter altid med højre.
4. Skyl munden tre gange.
5. Rens næseborene tre gange (ved at føre vand, i højre hånd, mod næseborene og sniffe det og derefter puste det ud igennem næsen med venstre hånd.)
6. Vask ansigtet tre gange.
7. Vask den højre underarm inklusiv albuen, tre gange, efterfulgt af venstre underarm på samme måde.
8. Med vand på hænderne stryger man over hovedet (håret), fra panden til enden af hårrødderne, én gang. Derefter vasker man ørerne med tommel- og pegefinger ved at gnubbe.
9. Vask den højre fod inklusiv anklen tre gange, efterfulgt af den venstre fod på samme måde. Det er meget vigtigt at sørge for, at man også gnider imellem og rundt om tæerne, da skidt nemt kan ophobes der.
10. DET SKAL GØRES I RÆKKEFØLGE
Ting som bryder wudûen:
- Søvn (hvis den er dyb, da den gør, at man ikke kan være sikker på om man stadig har wudû). – Besvimelse.
- Sindssyge.
- Berøring af kønsdele, skind mod skind, dvs. hvis man rører sine kønsdele med sine hænder uden noget (stof) imellem. Hvis man rører sine kønsdele i form af lyst og begær og man får udløsning herved, er ikke alene ens wudû brudt, men også ens spirituelle renhed, hvilket kræver at man skal tage et bad (ghusl), efterfulgt af wudû. Ghusl er også påkrævet ved udløsning efter en “våd” drøm eller almindelig samleje.
- Toiletbesøg (afføring og urin).
- At slippe vind.
- Udflåd.
- Kort sagt: Hvis der kommer noget ud mellem benene, skal man gøre wudû igen, for at kunne komme til at bede og dette er absolut nødvendigt
- At begå kufr (vantro), hvilket ikke kun bryder wudûen, men også sætter en udenfor islams foldere, hvilket gør, at man skal sige trosbekendelsen igen, for overhovedet at kunne komme til at gøre wudû og bede igen.
Hvis ingen af disse ting forekommer, behøver man ikke at gøre wudû igen, når man skal bede næste bøn.
Påbegyndelse af salâh
Vend ansigtet og hele kroppen mod Qiblah (bederetningen – mod Ka’bahen i Mekka) imens du har intentionen (nîyah) om at udføre den pågældende bøn, uanset om den er obligatorisk eller frivillig. Som muslim beder man 5 gange om dagen. Bønnerne hedder Fadjr (daggry), Duhr (middag), ‘Asr (eftermiddag), Maghrib (solnedgang), og ‘Isha (mørkets frembrud).
1. Man skal som sagt have intention om at udføre den bøn, der måtte være gældende på tidspunktet.
2. Man træder ind i bønnen ved at sig “Allaahu Akbar” og løfter sine hænder til skulderhøjde eller på højde med ørerne.
3. Placer dine hænder på brystet med højre hånd over venstre hånd, håndled og underarm.
4. Derefter skal du recitere Al-Fâtihah[1](åbningskapitlet i Koranen), som lyder:
“Bismillaahir Rahmaanir Rahiim.Alhamdu lillaahi Rabbil ’Aalamiin.
Ar Rahmaanir Rahiim.
Maaliki yaumid Diin.
Iyyaaka na’budu wa iyyaaka nasta’iin.
Ihdinas Siraatal Mustaqiim.
Siraatal ladhiina an’amta ’alaihim.
Ghairil maghduubi ’alahim wallad daa liin.”
Betydning:
“I Allâhs Navn, Den Nådige Den Barmhjertige.Al pris tilkommer (alene) Allâh, Herre over ’Âlamîn (menneskeheden, djinn og alt
eksisterende).
Den Nådige, Den Barmhjertige.
Herskeren (og dommeren) på Dommens dag.
Dig (alene) tilbeder vi og Dig tilspørger vi om hjælp.
Led os ad den Rette Vej:
Vejen af de, som Du har vist Din Nåde.
Ikke (vejen) af de, som har vakt Din Vrede
Ej heller (vejen) af de, som blev vildledt.”
Derefter siger du: “Aamiin.” (O Allah accepter fra os)
Når man har sagt aamiin, kan man recitere en anden sûrah (kapitel) af frit valg, f.eks Sûratul-Ikhlâs (Oprigtighedsverset):
“Bismillaahir Rahmaanir Rahiim.
Qul Hu Allaahu Ahad.
Allaahus Sammad.
Lam yallid wa lam yuulad.
Wa lam yakkun lahu kufwan ahad.”
Betydning:
“I Allâhs Navn, Den Nådige Den Barmhjertige.Sig: Han er Allâh, Den Eneste Ene.
Allaahus Sammad (Allâh Den Evige, Den Absolutte. Den selvtilstrækkelige Herre, Som alle skabninger har brug for).
Han avler ikke, ej heller er Han avlet,
Og ingen er Hans Lige.”
Dernæst siger du: “Allaahu akbar” (Allâh er Størst)
Derefter laver man rukû’ (vandret foroverbøjning fra taljen). Under rukû’ skal hovedet være i lige forlængelse af ryggen og hænderne skal være placeret på knæene med fingrene let spredt. Mens man holder en kort pause for at opnå stabilitet i denne position siger man i en stille og rolig stemme, for sig selv:
“Subhaana Rabbi al ’Adhiim” (Al pris tilkommer min Herre, Den Almægtige)
Det er foretrukket, at man siger dette tre gange (eller mere), men én gang er også tilladt.
Rejs dig derefter op i oprejst stilling, mens du siger:
“Sami’ Allaahu liman hamidah” (Allâh hører den, som priser Ham), efterfulgt af “Rabbanaa wa lakal hamd” (Vor Herre, al lovprisning tilkommer Dig)
Derefter siger man “Allaahu Akbar” imens man går ned og knæler, sætter hænderne ned foran sig i skulderbredde med samlet fingre og lægger panden og næsen mod jorden (gulvet) og spreder albuerne (væk fra kroppen). Det er vigtigt, ikke at lade underarmene ligge på jorden/gulvet. Denne stilling kaldes ”sudjûd”.
Sig så:
“Subhaana Rabbi al A’laa” (Al lovprisning tilkommer Min Herre, Den Mest Ophøjede). Det er stærkt anbefalet at sige dette tre gange (eller mere), men én gang er også tilladt.
Løft derefter hovedet fra sudjûd og sæt dig op mens du siger:
”Allaahu Akbar” (Allâh er Størst”)
Denne stilling er kendt som djulûs (siddende stilling).
Lav nu sudjûd (den stilling hvor man rører jorden med panden) igen, idet du siger:
”Allaahu Akbar” (Allâh er Størst)
Når man igen er bøjet forover med panden mod jorden, siger man endnu engang det samme:
”Subhaana Rabbi al A’laa” (helst 3 gange eller mere), som betyder ”Al lovprisning tilkommer min Herre, Den Mest Ophøjede”.
Løft nu hovedet fra sudjûd, imens du siger:”Allaahu Akbar” (Allâh er Størst) og rejs dig op og stå igen. Placer dine hænder på brystet, som tidligere beskrevet, og reciter Sûratul-Fâtihah (åbningskapitlet i Koranen), og gør præcis som du gjorde i første rak’ah.
Rak’ah er betegnelsen for den serie af bevægelser fra stående position (qiyâm) indtil du sidder (djulûs) umiddelbart før du rejser dig igen. Man kan altså kalde en rak’ah for en bønne-enhed.
Hvis bønnen består af kun to rak’ât (som i Fadjr-bønnen (morgenbønnen)), Eid-bønnen eller Djumu’ah-bønnen (fredagsbønnen), så rejser man sig ikke op, efter at have lavet de to sudjûd i anden rak’ah. I stedet bliver man siddende i djulûs (siddende stilling), som før beskrevet. Dog lader man denne gang højre hånd være lukket i en knytnæve, liggende på låret (hælende mod knæet), med kun pegefingeren pegende ud i luften, som et tegn på Allâhs Enhed. Man lader pegefingeren være udstrakt under hele tashahud (troserklæringerne, som skal reciteres i den siddende stilling). Og venstre hånd lægges hvilende fladt på venstre lår eller knæ.
Læs den følgende tashahud (troserklæring) imens du sidder:
[Første del]
“At tahiyaatu lillaahi was salawaatu wat tayyibaat. As-salaamu ‘alaika ayyu han nabiyu wa rahmatullaahi wa barakaatuh.
As salaamu ‘alaina wa ‘alaa ‘ibaadillaah is-saalihiin.
Ash hadu an laa ilaaha il Allaah, wa ash hadu anna Muhammadan ‘abduhu wa rasuuluh.”
[Anden del]
“Allah humma salli ‘alaa Muhammad wa ‘alaa aali Muhammad, kamaa salaita ‘alaa Ibraahima wa ‘alaa aali Ibrahiim, Innaka Hamiidun Madjiid. Allaah huma baarik ‘alaa Muhammad wa ‘alaa aali Muhammad, kamaa baarakta ‘alaa Ibraahima wa ‘alaa aali Ibrahiim, Innaka Hamiidun Madjiid.”
Betydning:
[Frste del]
“Komplimenter og bønner og de gode og rene ting tilkommer Allâh. Allâhs Fred, Nåde og Velsignelser være med dig o Profet.
Fred være med os og de oprigtige af Allâhs slaver.
Jeg bevidner, at der er ingen anden gud end Allâh (værdig til tilbedelse) og jeg bevidner, at Muhammad er Hans slave og sendebud.”
[Anden del]
“O Allâh skænk Muhammad og Muhammads familie nåde og ære, ligesom Du skænkede Ibrâhîm (Abraham) og Ibrâhîms familie nåde og ære, Du er sandelig den Lovpriste og Ærede.O Allâh velsign Muhammad og Muhammads familie, ligesom Du velsignede Ibrahim og Ibrahims familie, Du er sandelig den Lovpriste og Ærede.”
Herefter afsluttes as-salâh (bønnen) med taslîm, som er den hilsen bønnen afsluttes med, ved at man vender ansigtet mod højre, samtidig med at man siger:
As salaamu ’alaikum wa rahmatullaah (Må Allâhs fred og barmhjertighed være med jer)
Og derefter drejer du ansigtet mod venstre og siger det samme igen.
Hvis bønnen består af tre rak’ât (bønne-enheder) såsom Maghrib (solnedgangsbønnen) eller af fire rak’ât såsom Duhr, ’Asr eller ’Ishâ’ bønnerne (middags-, eftermiddags- og nattebønnerne), skal du i anden rak’ah (bønne-enhed), når du er i djulûs og skal til at læse troserklæringerne op, kun læse den første del af tashahud.
Imens du lader din højre hånd være lukket i en knytnæve, liggende på låret (hælende mod knæet), med kun pegefingeren pegende ud i luften, som et tegn på Allâhs Enhed, siger du:
“At tahiyaatu lillaahi was salawaatu wat tayyibaat.As salaamu ‘alaika ayyu han nabiyu wa rahmatullaahi wa barakaatuh.
As salaamu ‘alaina wa ‘alaa ‘ibadillaah is-saalihiin.
Ash hadu an laa ilaaha il Allaah, wa ash hadu anna Muhammadan ‘abduhu wa rasuuluh.”
Betydning:
“Komplimenter og bønner og de gode og rene ting tilkommer Allâh. Allâhs Fred, Nåde og Velsignelser være med dig o Profet.
Fred være med os og de oprigtige af Allâhs slaver.
Jeg bevidner, at der er ingen anden gud end Allâh (værdig til tilbedelse) og jeg bevidner, at Muhammad er Hans slave og sendebud.”
Derefter rejser du dig op i stående stilling og siger: Allaahu Akbar (Allâh er Størst). Herefter placerer du dine hænder på brystet, som forklaret tidligere, og reciterer Sûratul-Fâtihah (åbningskapitlet i Koranen), imens du står i denne tredje rak’ah (og i den fjerde, hvis bønnen består af fire rak’ât)
Efter den tredje rak’ah i Maghrib-bønnen og efter den fjerde i Duhr, ’Asr eller ’Ishâ’ bønnerne bliver man siddende i djulûs (den siddende position), efter at have gået ned i sudjûd (lagt panden mod gulvet/jordet) to gange.
Herefter læser du den fulde tashahud (første og anden del, som beskrevet tidligere) og afslutter bønnen med taslîm, ved at du vender dit ansigt mod højre, samtidig med at du siger:
As salaamu ’alaikum wa rahmatullaah (Må Allâhs Fred og Barmhjertighed være med dig).
Og derefter drejer du ansigtet til venstre og siger det samme en gang til.
De daglige obligatoriske bønner, kan altså sættes i skema således:
Det er mest opfordret at bede bønnen til tiden, dvs. når bønnen går ind, men man har mulighed for at vente med at bede indtil den næste går ind. Hvis det skulle forekomme, at man har glemt at bede, sovet over sig osv., så beder man den bøn man har glemt, sammen med den der er gået ind, når man husker det.
Hvis man er et sted, hvor der ikke er vand til wudû (afvaskelse) og man skal bede inden bønnen går ud, så kan man lave tajamum. Man kan lave tajamun ved hjælp af jord, støv og sten.
Man gør tajamum ved at stryge sine hænder over en af de tre genstande, som beskrevet ovenfor. Derefter stryger man det på ansigtet og hænderne.
——————————————————————————————————
[1]Inden, du begynder at læse den danske translitteration af Al-Fâtihah og hvad der ellers følger efter af koraniske vers og arabiske ord, som skal siges i bønnen, er det vigtigt at vide et par ting. I de danske translitterationer er der bogstaver, som er understreget, eksempelvis bogstaver som ”h” og ”d”. Dette betyder, at bogstaverne er ”tykke”, dvs. der skal lægges tryk på dem nede fra halsen. Et understreget ”h” vil komme til at lyde som noget der minder om en hoste og et understreget ”d” vil lyde meget mere tykt end normalt, så det ikke er til at tage fejl af.
Herudover er der bogstaver, som indledes eller efterfølges af en apostrof. Princippet er det samme som med de understregede bogstaver, dvs. at der stadig skal lægges tryk på bogstaverne nede fra halsen, men forskellen er bare, at apostroffer kun kan sættes foran eller bag vokaler, hvorimod understregning af bogstaver kun gøres med konsonanter. Du kan f. eks. støde på et ”a”, som indledes af en apostrof. I dette tilfælde skal du lade som om, at der står to a’er og udtale det helt nede fra halsen. Det kan godt minde om et meget mildt skrig.
Skrevet af R. Aych, revideret af L. Akaltun.
“Forlæs det, som er blevet åbenbaret dig (o Muhammad) af bogen og oprethold bønnen (i dens rette form)…” {Sûratul-’Ankabût(29):45}
Inden man begynder bønnen (salâh) og afvaskelsen (wudû), så er der nogle ting der skal være på plads.
• Man skal have rent tøj på, dvs. at det ikke er beskidt med rester af urin, afføring, bræk, blod udflåd eller sæd. Hvis man har en af disse ting på sit tøj, kan man vaske det væk med vand og evt. sæbe (så godt som man kan).
• Man skal være dækket anstændigt. Mænd skal dække sig mindst fra navlen til knæene og kvinder skal dække hele kroppen, på nær ansigt og hænder.
• Kvinder, som har menstruation må ikke bede; de er fritaget og hvis de alligevel gør det, så er de syndige og deres bøn (salâh) er ikke gyldig.
• En kvinde må ikke have neglelak på under wudû, da hun ikke kan rengøre sig som befalet, eftersom at vandet ikke vil trænge igennem neglelakken. Men hun må gerne tage det på, efter hun har lavet wudû. Både wudûen og bønnen vil ikke blive accepteret, hvis hun har haft neglelak på imens hun lavede wudû. Kvinden må heller ikke have makeup på, da dette også forhindrer vandet i at nå huden og det samme gælder vandfast mascara, da vandet ligeledes heller ikke trænger igennem.
• Når man er i gang med at udføre bønnen (salâh), skal man holde øjnene ét sted, nemlig det sted hvor man ligger sin pande på jorden, når man går ned i ”liggende stilling”. Det er på ingen måde tilladt at kigge rundt imens man beder.
• Man må ikke spise, drikke eller snakke med andre under bønnen. Hvis man finder f.eks. et riskorn eller mærker krummer i munden mens man beder, skal man enten lade det være eller spytte det ud.
Inden man begynder bønnen skal man gøre wudû (afvaskelse), som Allâh beordrer i verset:
“O I troende! Når I vil udføre bønnen, vask jeres ansigter og jeres hænder op til albuerne, stryg (ved at føre våde hænder over) jeres hoveder og vask jeres fødder op til anklerne.” {Sûratul-Mâ’idah(5):6}
Profeten (salAllâhu ’alaihi wa sallam) sagde: “Salâh (bøn) uden wudû er ugyldig.”
Sådan gør man afvaskelse (wudû) som profeten Muhammad gjorde (salAllâhu ’alaihi wa sallam):
1. Hav intention i hjertet om at rense dig selv med wudû.
2. Sig “bismillaah” når du begynder.
3. Vask hænder tre gange – man starter altid med højre.
4. Skyl munden tre gange.
5. Rens næseborene tre gange (ved at føre vand, i højre hånd, mod næseborene og sniffe det og derefter puste det ud igennem næsen med venstre hånd.)
6. Vask ansigtet tre gange.
7. Vask den højre underarm inklusiv albuen, tre gange, efterfulgt af venstre underarm på samme måde.
8. Med vand på hænderne stryger man over hovedet (håret), fra panden til enden af hårrødderne, én gang. Derefter vasker man ørerne med tommel- og pegefinger ved at gnubbe.
9. Vask den højre fod inklusiv anklen tre gange, efterfulgt af den venstre fod på samme måde. Det er meget vigtigt at sørge for, at man også gnider imellem og rundt om tæerne, da skidt nemt kan ophobes der.
10. DET SKAL GØRES I RÆKKEFØLGE
Ting som bryder wudûen:
- Søvn (hvis den er dyb, da den gør, at man ikke kan være sikker på om man stadig har wudû). – Besvimelse.
- Sindssyge.
- Berøring af kønsdele, skind mod skind, dvs. hvis man rører sine kønsdele med sine hænder uden noget (stof) imellem. Hvis man rører sine kønsdele i form af lyst og begær og man får udløsning herved, er ikke alene ens wudû brudt, men også ens spirituelle renhed, hvilket kræver at man skal tage et bad (ghusl), efterfulgt af wudû. Ghusl er også påkrævet ved udløsning efter en “våd” drøm eller almindelig samleje.
- Toiletbesøg (afføring og urin).
- At slippe vind.
- Udflåd.
- Kort sagt: Hvis der kommer noget ud mellem benene, skal man gøre wudû igen, for at kunne komme til at bede og dette er absolut nødvendigt
- At begå kufr (vantro), hvilket ikke kun bryder wudûen, men også sætter en udenfor islams foldere, hvilket gør, at man skal sige trosbekendelsen igen, for overhovedet at kunne komme til at gøre wudû og bede igen.
Hvis ingen af disse ting forekommer, behøver man ikke at gøre wudû igen, når man skal bede næste bøn.
Påbegyndelse af salâh
Vend ansigtet og hele kroppen mod Qiblah (bederetningen – mod Ka’bahen i Mekka) imens du har intentionen (nîyah) om at udføre den pågældende bøn, uanset om den er obligatorisk eller frivillig. Som muslim beder man 5 gange om dagen. Bønnerne hedder Fadjr (daggry), Duhr (middag), ‘Asr (eftermiddag), Maghrib (solnedgang), og ‘Isha (mørkets frembrud).
1. Man skal som sagt have intention om at udføre den bøn, der måtte være gældende på tidspunktet.
2. Man træder ind i bønnen ved at sig “Allaahu Akbar” og løfter sine hænder til skulderhøjde eller på højde med ørerne.
3. Placer dine hænder på brystet med højre hånd over venstre hånd, håndled og underarm.
4. Derefter skal du recitere Al-Fâtihah[1](åbningskapitlet i Koranen), som lyder:
“Bismillaahir Rahmaanir Rahiim.Alhamdu lillaahi Rabbil ’Aalamiin.
Ar Rahmaanir Rahiim.
Maaliki yaumid Diin.
Iyyaaka na’budu wa iyyaaka nasta’iin.
Ihdinas Siraatal Mustaqiim.
Siraatal ladhiina an’amta ’alaihim.
Ghairil maghduubi ’alahim wallad daa liin.”
Betydning:
“I Allâhs Navn, Den Nådige Den Barmhjertige.Al pris tilkommer (alene) Allâh, Herre over ’Âlamîn (menneskeheden, djinn og alt
eksisterende).
Den Nådige, Den Barmhjertige.
Herskeren (og dommeren) på Dommens dag.
Dig (alene) tilbeder vi og Dig tilspørger vi om hjælp.
Led os ad den Rette Vej:
Vejen af de, som Du har vist Din Nåde.
Ikke (vejen) af de, som har vakt Din Vrede
Ej heller (vejen) af de, som blev vildledt.”
Derefter siger du: “Aamiin.” (O Allah accepter fra os)
Når man har sagt aamiin, kan man recitere en anden sûrah (kapitel) af frit valg, f.eks Sûratul-Ikhlâs (Oprigtighedsverset):
“Bismillaahir Rahmaanir Rahiim.
Qul Hu Allaahu Ahad.
Allaahus Sammad.
Lam yallid wa lam yuulad.
Wa lam yakkun lahu kufwan ahad.”
Betydning:
“I Allâhs Navn, Den Nådige Den Barmhjertige.Sig: Han er Allâh, Den Eneste Ene.
Allaahus Sammad (Allâh Den Evige, Den Absolutte. Den selvtilstrækkelige Herre, Som alle skabninger har brug for).
Han avler ikke, ej heller er Han avlet,
Og ingen er Hans Lige.”
Dernæst siger du: “Allaahu akbar” (Allâh er Størst)
Derefter laver man rukû’ (vandret foroverbøjning fra taljen). Under rukû’ skal hovedet være i lige forlængelse af ryggen og hænderne skal være placeret på knæene med fingrene let spredt. Mens man holder en kort pause for at opnå stabilitet i denne position siger man i en stille og rolig stemme, for sig selv:
“Subhaana Rabbi al ’Adhiim” (Al pris tilkommer min Herre, Den Almægtige)
Det er foretrukket, at man siger dette tre gange (eller mere), men én gang er også tilladt.
Rejs dig derefter op i oprejst stilling, mens du siger:
“Sami’ Allaahu liman hamidah” (Allâh hører den, som priser Ham), efterfulgt af “Rabbanaa wa lakal hamd” (Vor Herre, al lovprisning tilkommer Dig)
Derefter siger man “Allaahu Akbar” imens man går ned og knæler, sætter hænderne ned foran sig i skulderbredde med samlet fingre og lægger panden og næsen mod jorden (gulvet) og spreder albuerne (væk fra kroppen). Det er vigtigt, ikke at lade underarmene ligge på jorden/gulvet. Denne stilling kaldes ”sudjûd”.
Sig så:
“Subhaana Rabbi al A’laa” (Al lovprisning tilkommer Min Herre, Den Mest Ophøjede). Det er stærkt anbefalet at sige dette tre gange (eller mere), men én gang er også tilladt.
Løft derefter hovedet fra sudjûd og sæt dig op mens du siger:
”Allaahu Akbar” (Allâh er Størst”)
Denne stilling er kendt som djulûs (siddende stilling).
Lav nu sudjûd (den stilling hvor man rører jorden med panden) igen, idet du siger:
”Allaahu Akbar” (Allâh er Størst)
Når man igen er bøjet forover med panden mod jorden, siger man endnu engang det samme:
”Subhaana Rabbi al A’laa” (helst 3 gange eller mere), som betyder ”Al lovprisning tilkommer min Herre, Den Mest Ophøjede”.
Løft nu hovedet fra sudjûd, imens du siger:”Allaahu Akbar” (Allâh er Størst) og rejs dig op og stå igen. Placer dine hænder på brystet, som tidligere beskrevet, og reciter Sûratul-Fâtihah (åbningskapitlet i Koranen), og gør præcis som du gjorde i første rak’ah.
Rak’ah er betegnelsen for den serie af bevægelser fra stående position (qiyâm) indtil du sidder (djulûs) umiddelbart før du rejser dig igen. Man kan altså kalde en rak’ah for en bønne-enhed.
Hvis bønnen består af kun to rak’ât (som i Fadjr-bønnen (morgenbønnen)), Eid-bønnen eller Djumu’ah-bønnen (fredagsbønnen), så rejser man sig ikke op, efter at have lavet de to sudjûd i anden rak’ah. I stedet bliver man siddende i djulûs (siddende stilling), som før beskrevet. Dog lader man denne gang højre hånd være lukket i en knytnæve, liggende på låret (hælende mod knæet), med kun pegefingeren pegende ud i luften, som et tegn på Allâhs Enhed. Man lader pegefingeren være udstrakt under hele tashahud (troserklæringerne, som skal reciteres i den siddende stilling). Og venstre hånd lægges hvilende fladt på venstre lår eller knæ.
Læs den følgende tashahud (troserklæring) imens du sidder:
[Første del]
“At tahiyaatu lillaahi was salawaatu wat tayyibaat. As-salaamu ‘alaika ayyu han nabiyu wa rahmatullaahi wa barakaatuh.
As salaamu ‘alaina wa ‘alaa ‘ibaadillaah is-saalihiin.
Ash hadu an laa ilaaha il Allaah, wa ash hadu anna Muhammadan ‘abduhu wa rasuuluh.”
[Anden del]
“Allah humma salli ‘alaa Muhammad wa ‘alaa aali Muhammad, kamaa salaita ‘alaa Ibraahima wa ‘alaa aali Ibrahiim, Innaka Hamiidun Madjiid. Allaah huma baarik ‘alaa Muhammad wa ‘alaa aali Muhammad, kamaa baarakta ‘alaa Ibraahima wa ‘alaa aali Ibrahiim, Innaka Hamiidun Madjiid.”
Betydning:
[Frste del]
“Komplimenter og bønner og de gode og rene ting tilkommer Allâh. Allâhs Fred, Nåde og Velsignelser være med dig o Profet.
Fred være med os og de oprigtige af Allâhs slaver.
Jeg bevidner, at der er ingen anden gud end Allâh (værdig til tilbedelse) og jeg bevidner, at Muhammad er Hans slave og sendebud.”
[Anden del]
“O Allâh skænk Muhammad og Muhammads familie nåde og ære, ligesom Du skænkede Ibrâhîm (Abraham) og Ibrâhîms familie nåde og ære, Du er sandelig den Lovpriste og Ærede.O Allâh velsign Muhammad og Muhammads familie, ligesom Du velsignede Ibrahim og Ibrahims familie, Du er sandelig den Lovpriste og Ærede.”
Herefter afsluttes as-salâh (bønnen) med taslîm, som er den hilsen bønnen afsluttes med, ved at man vender ansigtet mod højre, samtidig med at man siger:
As salaamu ’alaikum wa rahmatullaah (Må Allâhs fred og barmhjertighed være med jer)
Og derefter drejer du ansigtet mod venstre og siger det samme igen.
Hvis bønnen består af tre rak’ât (bønne-enheder) såsom Maghrib (solnedgangsbønnen) eller af fire rak’ât såsom Duhr, ’Asr eller ’Ishâ’ bønnerne (middags-, eftermiddags- og nattebønnerne), skal du i anden rak’ah (bønne-enhed), når du er i djulûs og skal til at læse troserklæringerne op, kun læse den første del af tashahud.
Imens du lader din højre hånd være lukket i en knytnæve, liggende på låret (hælende mod knæet), med kun pegefingeren pegende ud i luften, som et tegn på Allâhs Enhed, siger du:
“At tahiyaatu lillaahi was salawaatu wat tayyibaat.As salaamu ‘alaika ayyu han nabiyu wa rahmatullaahi wa barakaatuh.
As salaamu ‘alaina wa ‘alaa ‘ibadillaah is-saalihiin.
Ash hadu an laa ilaaha il Allaah, wa ash hadu anna Muhammadan ‘abduhu wa rasuuluh.”
Betydning:
“Komplimenter og bønner og de gode og rene ting tilkommer Allâh. Allâhs Fred, Nåde og Velsignelser være med dig o Profet.
Fred være med os og de oprigtige af Allâhs slaver.
Jeg bevidner, at der er ingen anden gud end Allâh (værdig til tilbedelse) og jeg bevidner, at Muhammad er Hans slave og sendebud.”
Derefter rejser du dig op i stående stilling og siger: Allaahu Akbar (Allâh er Størst). Herefter placerer du dine hænder på brystet, som forklaret tidligere, og reciterer Sûratul-Fâtihah (åbningskapitlet i Koranen), imens du står i denne tredje rak’ah (og i den fjerde, hvis bønnen består af fire rak’ât)
Efter den tredje rak’ah i Maghrib-bønnen og efter den fjerde i Duhr, ’Asr eller ’Ishâ’ bønnerne bliver man siddende i djulûs (den siddende position), efter at have gået ned i sudjûd (lagt panden mod gulvet/jordet) to gange.
Herefter læser du den fulde tashahud (første og anden del, som beskrevet tidligere) og afslutter bønnen med taslîm, ved at du vender dit ansigt mod højre, samtidig med at du siger:
As salaamu ’alaikum wa rahmatullaah (Må Allâhs Fred og Barmhjertighed være med dig).
Og derefter drejer du ansigtet til venstre og siger det samme en gang til.
De daglige obligatoriske bønner, kan altså sættes i skema således:
Det er mest opfordret at bede bønnen til tiden, dvs. når bønnen går ind, men man har mulighed for at vente med at bede indtil den næste går ind. Hvis det skulle forekomme, at man har glemt at bede, sovet over sig osv., så beder man den bøn man har glemt, sammen med den der er gået ind, når man husker det.
Hvis man er et sted, hvor der ikke er vand til wudû (afvaskelse) og man skal bede inden bønnen går ud, så kan man lave tajamum. Man kan lave tajamun ved hjælp af jord, støv og sten.
Man gør tajamum ved at stryge sine hænder over en af de tre genstande, som beskrevet ovenfor. Derefter stryger man det på ansigtet og hænderne.
——————————————————————————————————
[1]Inden, du begynder at læse den danske translitteration af Al-Fâtihah og hvad der ellers følger efter af koraniske vers og arabiske ord, som skal siges i bønnen, er det vigtigt at vide et par ting. I de danske translitterationer er der bogstaver, som er understreget, eksempelvis bogstaver som ”h” og ”d”. Dette betyder, at bogstaverne er ”tykke”, dvs. der skal lægges tryk på dem nede fra halsen. Et understreget ”h” vil komme til at lyde som noget der minder om en hoste og et understreget ”d” vil lyde meget mere tykt end normalt, så det ikke er til at tage fejl af.
Herudover er der bogstaver, som indledes eller efterfølges af en apostrof. Princippet er det samme som med de understregede bogstaver, dvs. at der stadig skal lægges tryk på bogstaverne nede fra halsen, men forskellen er bare, at apostroffer kun kan sættes foran eller bag vokaler, hvorimod understregning af bogstaver kun gøres med konsonanter. Du kan f. eks. støde på et ”a”, som indledes af en apostrof. I dette tilfælde skal du lade som om, at der står to a’er og udtale det helt nede fra halsen. Det kan godt minde om et meget mildt skrig.
Sayfullâh- den ærefulde og modige Sahâbi
Khâlid ibn Walîd (radiy Allâhu ‘anhu)Khâlid ibn Walîd (radiy Allâhu ‘anhu) var en af de mægtigste generaler nogensinde! Før han konverterede til Islâm, kæmpede han mod muslimerne, men efter han blev muslim, kæmpede han bravt og spredte Islâm til Irak og Syrien.
Ubesejret general
Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) beordrede muslimerne at drage i krig mod to enorme supermagter – perserne og byzantinerne.
Mens Irak blev taget fra perserne, dræbte Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) en persisk general i en én-mod-én kamp. Han bekæmpede og dræbte også en mand, som perserne mente, havde styrke som “tusinde mænd”.
Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) bad hans repræsentanter i Irak om at være gode og venlige mod irakerne. Irakerne blev glade for muslimerne, fordi de var ikke vant til retfærdighed og venlighed fra perserne. De tog imod muslimerne som befriere.
Før en kamp i Syrien, kom en byzantinsk general til Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) og spurgte ham, hvordan det kunne være, at han altid vandt sine kampe. Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) fortalte ham: “Jeg vinder altid, fordi jeg kæmper for sandheden. Allâhs Sendebud (sall Allâhu ‘alayhi wa sallam) viste os sandhedens vej.” Den byzantinske general sagde trosbekendelsen og blev muslim. Han kæmpede ved Yarmuk på muslimernes side og døde på slagmarken.
Men Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) havde ikke altid været en modig og frygtet muslimsk helt. Han levede på Profeten Muhammads (sall Allâhu ‘alayhi wa sallam) tid og efter Profeten (‘alayhis-salâtu wa salâm) modtog åbenbaringen, tog det Khâlid et stykke tid at acceptere Islâms sandhed. Til at starte med var hans far var en leder af Quraysh – og Qurayshs ledere vidste, at Profetens (sall Allâhu ‘alayhi wa sallam) budskab var en trussel mod deres uhæderlige styre og deres tilbedelse af idoler.
Leder af Quraysh
Som ung lærte Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) krigens kunst. Han lærte at ride på hest og hvordan man kæmpede med sværd og bueskydning. Sammen med hans fremtrædende personlighed og hans smækre fysik, blev Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) en respekteret mand blandt Quraysh.
Da hans far døde, blev Khâlid selv en leder af Quraysh. Med denne stilling førte han Islâms fjender i kamp og han reddede dem fra et nært nederlag, i kampen ved Uhud. Han kæmpede igen mod muslimerne ved Kampen ved Skyttegraven.
Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) havde altid ønsket at være en populær helt. Men som en mand af Quraysh, kunne han kun opnå dette ved at kæmpe mod muslimerne.
Omfavner Islâm
Da muslimerne kom til Makkah for at lave Hajj, forlod Khâlid byen, fordi han ikke kunne holde ud, at se muslimerne gå rundt om Ka’bahen. Efter muslimerne begyndte at komme regelmæssigt til Makkah, så Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) hvor venlige og noble de var. Dette blødgjorde hans hjerte og han så den vidunderlige forandring, som Islâm havde bragt dem. Khâlid begyndte at mærke den uimodståelige tiltrækning af Islâm.
Profeten (sall Allâhu ‘alayhi wa sallam) havde sagt, at en mand som Khâlid måtte være klar over Islâm. Da han (radiy Allâhu ‘anhu) indså Islâms sandhed, forlod han Makkah og tog til Madinah for at blive muslim. Ligesom det at gøre det rigtige nogle gange kan være svært, var det at krydse ørkenen (også) lang og vanskelig. Han mødte Profeten (sall Allâhu ‘alayhi wa sallam) og undskyldte for hvad han havde gjort før. Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) bad Profeten (sall Allâhu ‘alayhi wa sallam) om at bede Allâh (subhânahu wa ta’âla) om at tilgive ham.
Allâhs Sværd
Ved kampen ved Mawtah blev tre muslimske hærførere dræbt efter hinanden, så Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) tog føringen. Han (radiy Allâhu ‘anhu) blev ved med at kæmpe, selvom situationen blev værre. Han kæmpede med så meget dristighed og dygtighed, at ni af hans sværd knækkede. Han vidste dog, at hvis han lod sine tropper blive i kampen, ville alle hans tropper blive dræbt, så han trak dem ud af kampens felt. Tilbage i Madinah begyndte folk at beskylde Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) for at flygte fra kampen. Men Profeten (sall Allâhu ‘alayhi wa sallam) fortalte dem, at det han gjorde var rigtigt. Han (sall Allâhu ‘alayhi wa sallam) sagde, at Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) og hans tropper igen ville kæmpe for Allâhs (‘azza wa jall) Sag og de ville ramme hårdere. Profeten (sall Allâhu ‘alayhi wa sallam) gav Khâlid ibn Walîd (radiy Allâhu ‘anhu) titlen “Sayfullâh” – Allâhs Sværd. Han brugte timer på at lytte til Profeten (sall Allâhu ‘alayhi wa sallam) og at lære Islâm fra ham (sall Allâhu ‘alayhi wa sallam).
Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) synes at være så modig, så dristig og så stærk, at nogle muslimer begyndte at kalde ham en “erobrer”. For at vise folkene, at sejr kun var fra Allâh (subhânahu wa ta’âla), bad den daværende khalîfah, ‘Umar (radiy Allâh ‘anhu), Khâlid om at træde tilbage fra sin lederpost af den muslimske hær i Syrien. Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) accepterede khalîfahens beslutning, men fortsatte med at kæmpe som en almindelig soldat.
Khâlid ibn Walîd (radiy Allâhu ‘anhu) døde af sygdom i 642 og efterlod sine ejendomme til khalîfah ‘Umar (radiy Allâhu ‘anhu).
Jeg er den noble kriger;
Jeg er Allâhs Sværd
Khâlid ibn Walîd!
Ubesejret general
Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) beordrede muslimerne at drage i krig mod to enorme supermagter – perserne og byzantinerne.
Mens Irak blev taget fra perserne, dræbte Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) en persisk general i en én-mod-én kamp. Han bekæmpede og dræbte også en mand, som perserne mente, havde styrke som “tusinde mænd”.
Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) bad hans repræsentanter i Irak om at være gode og venlige mod irakerne. Irakerne blev glade for muslimerne, fordi de var ikke vant til retfærdighed og venlighed fra perserne. De tog imod muslimerne som befriere.
Før en kamp i Syrien, kom en byzantinsk general til Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) og spurgte ham, hvordan det kunne være, at han altid vandt sine kampe. Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) fortalte ham: “Jeg vinder altid, fordi jeg kæmper for sandheden. Allâhs Sendebud (sall Allâhu ‘alayhi wa sallam) viste os sandhedens vej.” Den byzantinske general sagde trosbekendelsen og blev muslim. Han kæmpede ved Yarmuk på muslimernes side og døde på slagmarken.
Men Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) havde ikke altid været en modig og frygtet muslimsk helt. Han levede på Profeten Muhammads (sall Allâhu ‘alayhi wa sallam) tid og efter Profeten (‘alayhis-salâtu wa salâm) modtog åbenbaringen, tog det Khâlid et stykke tid at acceptere Islâms sandhed. Til at starte med var hans far var en leder af Quraysh – og Qurayshs ledere vidste, at Profetens (sall Allâhu ‘alayhi wa sallam) budskab var en trussel mod deres uhæderlige styre og deres tilbedelse af idoler.
Leder af Quraysh
Som ung lærte Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) krigens kunst. Han lærte at ride på hest og hvordan man kæmpede med sværd og bueskydning. Sammen med hans fremtrædende personlighed og hans smækre fysik, blev Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) en respekteret mand blandt Quraysh.
Da hans far døde, blev Khâlid selv en leder af Quraysh. Med denne stilling førte han Islâms fjender i kamp og han reddede dem fra et nært nederlag, i kampen ved Uhud. Han kæmpede igen mod muslimerne ved Kampen ved Skyttegraven.
Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) havde altid ønsket at være en populær helt. Men som en mand af Quraysh, kunne han kun opnå dette ved at kæmpe mod muslimerne.
Omfavner Islâm
Da muslimerne kom til Makkah for at lave Hajj, forlod Khâlid byen, fordi han ikke kunne holde ud, at se muslimerne gå rundt om Ka’bahen. Efter muslimerne begyndte at komme regelmæssigt til Makkah, så Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) hvor venlige og noble de var. Dette blødgjorde hans hjerte og han så den vidunderlige forandring, som Islâm havde bragt dem. Khâlid begyndte at mærke den uimodståelige tiltrækning af Islâm.
Profeten (sall Allâhu ‘alayhi wa sallam) havde sagt, at en mand som Khâlid måtte være klar over Islâm. Da han (radiy Allâhu ‘anhu) indså Islâms sandhed, forlod han Makkah og tog til Madinah for at blive muslim. Ligesom det at gøre det rigtige nogle gange kan være svært, var det at krydse ørkenen (også) lang og vanskelig. Han mødte Profeten (sall Allâhu ‘alayhi wa sallam) og undskyldte for hvad han havde gjort før. Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) bad Profeten (sall Allâhu ‘alayhi wa sallam) om at bede Allâh (subhânahu wa ta’âla) om at tilgive ham.
Allâhs Sværd
Ved kampen ved Mawtah blev tre muslimske hærførere dræbt efter hinanden, så Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) tog føringen. Han (radiy Allâhu ‘anhu) blev ved med at kæmpe, selvom situationen blev værre. Han kæmpede med så meget dristighed og dygtighed, at ni af hans sværd knækkede. Han vidste dog, at hvis han lod sine tropper blive i kampen, ville alle hans tropper blive dræbt, så han trak dem ud af kampens felt. Tilbage i Madinah begyndte folk at beskylde Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) for at flygte fra kampen. Men Profeten (sall Allâhu ‘alayhi wa sallam) fortalte dem, at det han gjorde var rigtigt. Han (sall Allâhu ‘alayhi wa sallam) sagde, at Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) og hans tropper igen ville kæmpe for Allâhs (‘azza wa jall) Sag og de ville ramme hårdere. Profeten (sall Allâhu ‘alayhi wa sallam) gav Khâlid ibn Walîd (radiy Allâhu ‘anhu) titlen “Sayfullâh” – Allâhs Sværd. Han brugte timer på at lytte til Profeten (sall Allâhu ‘alayhi wa sallam) og at lære Islâm fra ham (sall Allâhu ‘alayhi wa sallam).
Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) synes at være så modig, så dristig og så stærk, at nogle muslimer begyndte at kalde ham en “erobrer”. For at vise folkene, at sejr kun var fra Allâh (subhânahu wa ta’âla), bad den daværende khalîfah, ‘Umar (radiy Allâh ‘anhu), Khâlid om at træde tilbage fra sin lederpost af den muslimske hær i Syrien. Khâlid (radiy Allâhu ‘anhu) accepterede khalîfahens beslutning, men fortsatte med at kæmpe som en almindelig soldat.
Khâlid ibn Walîd (radiy Allâhu ‘anhu) døde af sygdom i 642 og efterlod sine ejendomme til khalîfah ‘Umar (radiy Allâhu ‘anhu).
Jeg er den noble kriger;
Jeg er Allâhs Sværd
Khâlid ibn Walîd!
Abu Bakr “Den Sanddru”- Profetens bedste ven
Abu Bakr, den første blandt mænd til at acceptere Islam
Abu Bakr har altid været en meget nær ledsager af den Hellige Profet. Han kendte ham bedre end alle andre mænd. Han vidste hvor ærlig og oprigtig Profeten var. Sådan et kendskab til Profeten gjorde Abu Bakr til den første mand, der fulgte Profeten Muhammads, fred være med ham, budskab. Han var i sandhed den første voksne mand, der accepterede Islam.
Den Hellige Profet fortalte Abu Bakr hvad der skete på Hira’-bjerget; han fortalte ham at Allah, subhanahu wa ta’ala, havde åbenbaret til ham, at Han havde gjort ham til Sin Budbringer. Da Abu Bakr hørte dette fra Profeten, fred være med ham, stoppede han ikke for at tænke; han blev med det samme muslim. Han underkastede sig Islam med så stor beslutsomhed, at den Hellige Profet selv engang bemærkede: ” Jeg kaldte folk til Islam; alle tænkte over det, i det mindste i et stykke tid, men dette var ikke tilfældet med Abu Bakr. Det øjeblik jeg præsenterede Islam for ham, accepterede han det, uden nogen som helst tøven.” Han blev kaldt As-Siddiq (Den Sanddru) af Profeten, fordi hans tro var for stærk til at blive rokket af noget som helst.
Faktisk var Abu Bakr mere end en storartet troende. Så snart han blev Muslim, begyndte han straks at forkynde Islam til andre mennesker. Blandt dem, der accepterede Abu Bakrs kald til Islam var: Uthman, Zubair, Talha, Abdul Rahman bin Auf, Sa’ad bin Waqqas og andre, som senere blev Islams søjler.
Abu Bakrs kærlighed til Profeten, fred være med ham, var så stor at han var villig til at ofre sit eget liv for at beskytte og trøste Profeten, fred være med ham. Sådan en kærlighed og sådan et offer, blev demonstreret en dag, da den Hellige Profet bad sine bønner i Ka’baen, mens nogle af Mekkas høvdinge sad i Ka’bas gårdsplads. Da de så Profeten bede, tog ‘Uqbah bin Abi Mu’eet et langt stykke stof og lagde det rundt om Profetens hals og drejede det hårdt, i et forsøg på at kvæle Profeten, fred være med ham, til døde. I det øjeblik passerede Abu Bakr tilfældigvis forbi fra en afstand og så, at ‘Uqbah prøvede at kvæle Profeten til døde. Abu Bakr løb straks Profeten til undsætning, skubbede ‘Uqbah til side og fjernede stoffet om Profetens hals. Derpå overfaldede Islams fjender Abu Bakr og bankede ham nådesløst, men med en tro, fast som en klippe, var Abu Bakr ligeglad med sine egne lidelser; han var bare glad for, at han kunne redde Allahs Profet, selv med sit eget liv på spil.
Abu Bakr havde med sin formue også en stor rolle at spille i frigivelsen af muslimske slaver, som blev tortureret af deres hjerteløse mushrik (afguderiske) herrer, til at opgive troen og vende tilbage til deres herrers afgudsdyrkning. De hjerteløse monstre prøvede al slags tortur: De tvang dem alle til at ligge nøgent ned i det brændende ørkensand og placerede store (og tunge) sten på deres bryst, såvel som andre slags tortur. Her kom Abu Bakrs formue til undsætning, eftersom at han købte de stakkels hjælpeløse slaver fra deres inhumane herrer og frigav dem. Bilal Al-Habashi, Umayya bin Khalafs slave, var blandt dem, der blev løskøbt af Abu Bakr. Bilal blev senere mu’azzin (en som kalder til bøn) i Profetens moské.
Udvandring til Madinah
Islam voksede hurtigt i Mekka og Islams fjender blev frustrerede over denne hastige udvikling. Høvdingerne i Mekka fandt det nødvendigt at skaffe sig af med Profeten, fred være med ham, inden Islam kunne gå hen og blive en reel trussel for dem- så de planlagde at dræbe Profeten. Allah, subhanahu wa ta’ala, åbenbarede de ikke-troendes intentioner (til Sin Profet) og beordrede ham at udvandre til Madinah. Så Profeten skyndte sig til Abu Bakrs hus, som var blandt de få, der stadig var tilbage i Mekka, da størstedelen af Muslimerne allerede havde vandret ud til Madinah.Profeten informerede Abu Bakr om, at han var blevet beordret til at migrere til Madinah samme nat og at han (Muhammad) havde valgt ham (Abu Bakr) til (at have) æren af at tilslutte sig ham på sin udvandring. Abu Bakrs hjerte var fuld af glæde. “Jeg har set frem til denne dag i måneder”, udbrød han.Mekkanerne var så ivrige efter at finde Profeten, at de søgte efter ham som gale hunde. Da de ankom til hulens åbning, blev Abu Bakr bleg af skræk. Han frygtede ikke for sig selv, men for den Hellige Profets liv. Men Profeten, fred være med ham, forblev rolig og sagde til Abu Bakr: “Frygt ikke, for Allah er sandelig med os”. Disse ord beroligede hurtigt Abu Bakr og bragte roen tilbage til hans hjerte.
Deltagelse i krige
Som den nære ledsager af Profeten, fred være med ham, deltog Abu Bakr i alle de krige, som Profeten Muhammad havde udkæmpet.Ved Uhud og Hunain viste nogen i den muslimske hær tegn på svaghed, men Abu Bakrs tro var ikke til at rokke og han stod altid som en klippe ved Profetens side.Abu Bakrs tro og vilje for at rejse Islams banner var så stærk, at han ved Badr-slaget, i sin ivrighed efter at finde en af sine sønner, der endnu ikke havde accepteret Islam og som kæmpede side om side med fjenderne, ledte efter ham iblandt dem (fjenderne), så han kunne dræbe ham.
Abu Bakrs store kærlighed for Profeten blev demonstreret, da fredsforhandlingerne ved Hudaibiya blev afholdt. Under forhandlingerne, rørte Quraishs talsmand nu og da, ved Profetens skæg. Abu Bakrs kærlighed til Profeten var så stor, at han ikke kunne klare at se det mere. Han drog sit sværd ud og stirrede rasende på manden og sagde, “… hvis den hånd rører Profetens skæg igen, får den ikke lov til at komme tilbage.”
Tabuk var den Hellige Profets sidste ekspedition. Han var opsat på at gøre det til en succes og bad derfor folk om at bidrage til ekspeditionen med hvad end de kunne. Det bragte det bedste frem i Abu Bakr, som slog alle rekorder, da han tog alle sine penge og sine husholdningsgenstande og lagde dem i en bunke ved Profetens fødder.
“Har du efterladt noget til dine børn?” spurgte Profeten. Abu Bakr svarede da med stærk tro: “Allah og Hans Sendebud er nok for dem.” De andre ledsagere, der stod omkring, blev lammet; de indså at hvad end de gjorde, så kunne de ikke overgå Abu Bakr i (feltet af) Islams tjeneste.
Profetens efterfølger
Den første Hajj under Islam var i Hijras niende år. Profeten, fred være med ham, havde for travlt i Madinah til at lede Hajj-færden, så han sendte Abu Bakr som sin stedfortræder; han skulle lede i stedet for Profeten.Lige siden Profeten, fred være med ham, havde ankommet til Madinah, havde han ledet bønnerne. Under hans sidste sygdom kunne Profeten ikke længere lede bønnen. Han var for svag til at gå i moskéen, så han blev nødt til at vælge en anden, som skulle udfylde denne ophøjede stilling efter ham. Igen var det Abu Bakr, der fik æren af at blive udpeget af Profeten til at varetage denne opgave.I Profetens livstid, fik Abu Bakr således den største position i Islam (at lede bønner). Da Abu Bakr en dag ikke var der, blev Omar udpeget af ledsagerne til at lede bønnen i hans fravær. Da Profeten, fred være med ham, bemærkede ændringen i stemmen, sagde han: “Dette er ikke Abu Bakrs stemme; ingen andre end ham skal lede bønnen. Han er den, der er bedst egnet til denne stilling.”
Da nyheden om Profetens død blev offentliggjort, var mange Muslimer fortvivlede og lammet (af sorg). Selv Omar var så overvældet af følelser, at han drog sit sværd og erklærede: “Hvis nogen siger, at Allahs Budbringer er død, halshugger jeg ham.”
Muslimerne forblev i et sådant stadie, indtil Abu Bakr ankom og gav sin berømte tale: “Oh Folk! Hvis nogen af jer tilbad Muhammad, lad ham da vide, at Muhammed er død. Men de (af jer), som tilbad Allah, lad dem da vide, at Han lever og aldrig vil dø. Lad os alle mindes om ordene i Quranen. Den (Quranen) siger: “Muhammad er ikke andet end et Sendebud (fra Allah). Der har været Sendebude før ham. Hvis han (Muhammad) dør eller bliver dræbt, vil I da vende om på jeres hæle (som vantro)?”
Pludselig begyndte Abu Bakrs ord at trænge ind og i løbet af ingen tid, var forvirringen borte.
Efter at have rystet den chokerende nyhed om Profetens død af sig, indså muslimerne, at de havde brug for nogen til at udfylde lederskabsstillingen, blandt dem (selv).
De to hovedgrupper blandt muslimerne var Muhajirun (flygtninge fra Mekka) og Ansar (Madinahs oprindelige indbyggere). Ansarene samledes ved Thaqifa Bani Saida, som var deres samlingspunkt. Lederen af Ansar, Saad bin Abada, foreslog at kaliffen skulle være en fra iblandt dem selv. Mange afviste dog dette og sagde, at Muhajirun med rette havde et bedre krav på kalifatet. Da disse nyheder nåede Abu Bakr, skyndte hans sig til deres forsamling i frygt for, at forvirringen ville sprede endnu engang og sagde: “Både Muhajirun og Ansar har ydet en stor service til Islam (i Islams sag). Men førstenævnte var de første til at acceptere Islam og de var altid meget tætte (venner) med Allahs Sendebud. Så, o Ansar, lad kaliffen være en fra iblandt dem.” Efter en kort diskussion blev Ansarene enige om, at de skulle vælge en kalif fra iblandt Muhajirunerne, eftersom at de var fra Quraish-stammen og var de første til acceptere Islam.
Abu Bakr bad derefter folk om at vælge imellem Omar bin Al-Khattab og Abu Ubaida Ibn Al-Jarrah. Da de hørte dette, sprang begge mænd op med et sæt og udbrød: “Oh Siddiq, hvordan kan det være? Hvordan kan nogen som helst udfylde denne rolle, så længe du (stadig) er blandt os? Du er den toprangerede mand iblandt Muhajirunerne. Du var Profetens, fred være med ham, ledsager i Thawr-hulen. Du ledte bønnen i hans plads, under hans sidste sygdom. Bønnen er det vigtigste i Islam. Med alle disse kvalifikationer, er du den, der er bedst egnet til være den Hellige Profets efterfølger. Stræk din hånd ud, så vi kan love dig troskab.”
Men Abu Bakr strakte ikke sin hånd ud. Omar indså, at denne tøven kunne føre til genoptagelsen af uenighederne, så han tog selv Abu Bakrs hånd frem og lovede ham troskab. Andre fulgte hans eksempel og Abu Bakr blev den første kalif, (som blev valgt) ved muslimernes generelle samtykke.
Næste dag adresserede Abu Bakr forsamlingen af muslimer i Profetens moské og ansporede dem til at fortsætte ad deres vej, som sande muslimer og at være loyale og støtte ham, så længe han adlød Allahs, subhanahu wa ta’ala, bud og Hans Apostel.
Ali, må Allah være tilfreds med ham, og nogle af hans pårørende forsinkede deres troskabsed til Abu Bakr i seks måneder efter en uoverensstemmelse med kaliffen, på grund af arverettighederne til Profetens jord. Begge mænd respekterede dog hinanden og efter sin kones (Fatimah) død, aflagde Ali også troskabsed til Abu Bakr.
Sådan var kvaliteten af denne ydmyge og generøse ledsager, som troede på Profeten i sådan en grad, at han blev kaldt As-Siddiq af Profeten. Hans store personlighed og tjenesteydelse for Islam og Muslimerne, indbragte ham kærligheden og respekten af alle muslimer, til sådan en grad at han blev valgt som den første kalif efter Profetens død, af samtlige muslimer.
Abu Bakr har altid været en meget nær ledsager af den Hellige Profet. Han kendte ham bedre end alle andre mænd. Han vidste hvor ærlig og oprigtig Profeten var. Sådan et kendskab til Profeten gjorde Abu Bakr til den første mand, der fulgte Profeten Muhammads, fred være med ham, budskab. Han var i sandhed den første voksne mand, der accepterede Islam.
Den Hellige Profet fortalte Abu Bakr hvad der skete på Hira’-bjerget; han fortalte ham at Allah, subhanahu wa ta’ala, havde åbenbaret til ham, at Han havde gjort ham til Sin Budbringer. Da Abu Bakr hørte dette fra Profeten, fred være med ham, stoppede han ikke for at tænke; han blev med det samme muslim. Han underkastede sig Islam med så stor beslutsomhed, at den Hellige Profet selv engang bemærkede: ” Jeg kaldte folk til Islam; alle tænkte over det, i det mindste i et stykke tid, men dette var ikke tilfældet med Abu Bakr. Det øjeblik jeg præsenterede Islam for ham, accepterede han det, uden nogen som helst tøven.” Han blev kaldt As-Siddiq (Den Sanddru) af Profeten, fordi hans tro var for stærk til at blive rokket af noget som helst.
Faktisk var Abu Bakr mere end en storartet troende. Så snart han blev Muslim, begyndte han straks at forkynde Islam til andre mennesker. Blandt dem, der accepterede Abu Bakrs kald til Islam var: Uthman, Zubair, Talha, Abdul Rahman bin Auf, Sa’ad bin Waqqas og andre, som senere blev Islams søjler.
Abu Bakrs kærlighed til Profeten, fred være med ham, var så stor at han var villig til at ofre sit eget liv for at beskytte og trøste Profeten, fred være med ham. Sådan en kærlighed og sådan et offer, blev demonstreret en dag, da den Hellige Profet bad sine bønner i Ka’baen, mens nogle af Mekkas høvdinge sad i Ka’bas gårdsplads. Da de så Profeten bede, tog ‘Uqbah bin Abi Mu’eet et langt stykke stof og lagde det rundt om Profetens hals og drejede det hårdt, i et forsøg på at kvæle Profeten, fred være med ham, til døde. I det øjeblik passerede Abu Bakr tilfældigvis forbi fra en afstand og så, at ‘Uqbah prøvede at kvæle Profeten til døde. Abu Bakr løb straks Profeten til undsætning, skubbede ‘Uqbah til side og fjernede stoffet om Profetens hals. Derpå overfaldede Islams fjender Abu Bakr og bankede ham nådesløst, men med en tro, fast som en klippe, var Abu Bakr ligeglad med sine egne lidelser; han var bare glad for, at han kunne redde Allahs Profet, selv med sit eget liv på spil.
Abu Bakr havde med sin formue også en stor rolle at spille i frigivelsen af muslimske slaver, som blev tortureret af deres hjerteløse mushrik (afguderiske) herrer, til at opgive troen og vende tilbage til deres herrers afgudsdyrkning. De hjerteløse monstre prøvede al slags tortur: De tvang dem alle til at ligge nøgent ned i det brændende ørkensand og placerede store (og tunge) sten på deres bryst, såvel som andre slags tortur. Her kom Abu Bakrs formue til undsætning, eftersom at han købte de stakkels hjælpeløse slaver fra deres inhumane herrer og frigav dem. Bilal Al-Habashi, Umayya bin Khalafs slave, var blandt dem, der blev løskøbt af Abu Bakr. Bilal blev senere mu’azzin (en som kalder til bøn) i Profetens moské.
Udvandring til Madinah
Islam voksede hurtigt i Mekka og Islams fjender blev frustrerede over denne hastige udvikling. Høvdingerne i Mekka fandt det nødvendigt at skaffe sig af med Profeten, fred være med ham, inden Islam kunne gå hen og blive en reel trussel for dem- så de planlagde at dræbe Profeten. Allah, subhanahu wa ta’ala, åbenbarede de ikke-troendes intentioner (til Sin Profet) og beordrede ham at udvandre til Madinah. Så Profeten skyndte sig til Abu Bakrs hus, som var blandt de få, der stadig var tilbage i Mekka, da størstedelen af Muslimerne allerede havde vandret ud til Madinah.Profeten informerede Abu Bakr om, at han var blevet beordret til at migrere til Madinah samme nat og at han (Muhammad) havde valgt ham (Abu Bakr) til (at have) æren af at tilslutte sig ham på sin udvandring. Abu Bakrs hjerte var fuld af glæde. “Jeg har set frem til denne dag i måneder”, udbrød han.Mekkanerne var så ivrige efter at finde Profeten, at de søgte efter ham som gale hunde. Da de ankom til hulens åbning, blev Abu Bakr bleg af skræk. Han frygtede ikke for sig selv, men for den Hellige Profets liv. Men Profeten, fred være med ham, forblev rolig og sagde til Abu Bakr: “Frygt ikke, for Allah er sandelig med os”. Disse ord beroligede hurtigt Abu Bakr og bragte roen tilbage til hans hjerte.
Deltagelse i krige
Som den nære ledsager af Profeten, fred være med ham, deltog Abu Bakr i alle de krige, som Profeten Muhammad havde udkæmpet.Ved Uhud og Hunain viste nogen i den muslimske hær tegn på svaghed, men Abu Bakrs tro var ikke til at rokke og han stod altid som en klippe ved Profetens side.Abu Bakrs tro og vilje for at rejse Islams banner var så stærk, at han ved Badr-slaget, i sin ivrighed efter at finde en af sine sønner, der endnu ikke havde accepteret Islam og som kæmpede side om side med fjenderne, ledte efter ham iblandt dem (fjenderne), så han kunne dræbe ham.
Abu Bakrs store kærlighed for Profeten blev demonstreret, da fredsforhandlingerne ved Hudaibiya blev afholdt. Under forhandlingerne, rørte Quraishs talsmand nu og da, ved Profetens skæg. Abu Bakrs kærlighed til Profeten var så stor, at han ikke kunne klare at se det mere. Han drog sit sværd ud og stirrede rasende på manden og sagde, “… hvis den hånd rører Profetens skæg igen, får den ikke lov til at komme tilbage.”
Tabuk var den Hellige Profets sidste ekspedition. Han var opsat på at gøre det til en succes og bad derfor folk om at bidrage til ekspeditionen med hvad end de kunne. Det bragte det bedste frem i Abu Bakr, som slog alle rekorder, da han tog alle sine penge og sine husholdningsgenstande og lagde dem i en bunke ved Profetens fødder.
“Har du efterladt noget til dine børn?” spurgte Profeten. Abu Bakr svarede da med stærk tro: “Allah og Hans Sendebud er nok for dem.” De andre ledsagere, der stod omkring, blev lammet; de indså at hvad end de gjorde, så kunne de ikke overgå Abu Bakr i (feltet af) Islams tjeneste.
Profetens efterfølger
Den første Hajj under Islam var i Hijras niende år. Profeten, fred være med ham, havde for travlt i Madinah til at lede Hajj-færden, så han sendte Abu Bakr som sin stedfortræder; han skulle lede i stedet for Profeten.Lige siden Profeten, fred være med ham, havde ankommet til Madinah, havde han ledet bønnerne. Under hans sidste sygdom kunne Profeten ikke længere lede bønnen. Han var for svag til at gå i moskéen, så han blev nødt til at vælge en anden, som skulle udfylde denne ophøjede stilling efter ham. Igen var det Abu Bakr, der fik æren af at blive udpeget af Profeten til at varetage denne opgave.I Profetens livstid, fik Abu Bakr således den største position i Islam (at lede bønner). Da Abu Bakr en dag ikke var der, blev Omar udpeget af ledsagerne til at lede bønnen i hans fravær. Da Profeten, fred være med ham, bemærkede ændringen i stemmen, sagde han: “Dette er ikke Abu Bakrs stemme; ingen andre end ham skal lede bønnen. Han er den, der er bedst egnet til denne stilling.”
Da nyheden om Profetens død blev offentliggjort, var mange Muslimer fortvivlede og lammet (af sorg). Selv Omar var så overvældet af følelser, at han drog sit sværd og erklærede: “Hvis nogen siger, at Allahs Budbringer er død, halshugger jeg ham.”
Muslimerne forblev i et sådant stadie, indtil Abu Bakr ankom og gav sin berømte tale: “Oh Folk! Hvis nogen af jer tilbad Muhammad, lad ham da vide, at Muhammed er død. Men de (af jer), som tilbad Allah, lad dem da vide, at Han lever og aldrig vil dø. Lad os alle mindes om ordene i Quranen. Den (Quranen) siger: “Muhammad er ikke andet end et Sendebud (fra Allah). Der har været Sendebude før ham. Hvis han (Muhammad) dør eller bliver dræbt, vil I da vende om på jeres hæle (som vantro)?”
Pludselig begyndte Abu Bakrs ord at trænge ind og i løbet af ingen tid, var forvirringen borte.
Efter at have rystet den chokerende nyhed om Profetens død af sig, indså muslimerne, at de havde brug for nogen til at udfylde lederskabsstillingen, blandt dem (selv).
De to hovedgrupper blandt muslimerne var Muhajirun (flygtninge fra Mekka) og Ansar (Madinahs oprindelige indbyggere). Ansarene samledes ved Thaqifa Bani Saida, som var deres samlingspunkt. Lederen af Ansar, Saad bin Abada, foreslog at kaliffen skulle være en fra iblandt dem selv. Mange afviste dog dette og sagde, at Muhajirun med rette havde et bedre krav på kalifatet. Da disse nyheder nåede Abu Bakr, skyndte hans sig til deres forsamling i frygt for, at forvirringen ville sprede endnu engang og sagde: “Både Muhajirun og Ansar har ydet en stor service til Islam (i Islams sag). Men førstenævnte var de første til at acceptere Islam og de var altid meget tætte (venner) med Allahs Sendebud. Så, o Ansar, lad kaliffen være en fra iblandt dem.” Efter en kort diskussion blev Ansarene enige om, at de skulle vælge en kalif fra iblandt Muhajirunerne, eftersom at de var fra Quraish-stammen og var de første til acceptere Islam.
Abu Bakr bad derefter folk om at vælge imellem Omar bin Al-Khattab og Abu Ubaida Ibn Al-Jarrah. Da de hørte dette, sprang begge mænd op med et sæt og udbrød: “Oh Siddiq, hvordan kan det være? Hvordan kan nogen som helst udfylde denne rolle, så længe du (stadig) er blandt os? Du er den toprangerede mand iblandt Muhajirunerne. Du var Profetens, fred være med ham, ledsager i Thawr-hulen. Du ledte bønnen i hans plads, under hans sidste sygdom. Bønnen er det vigtigste i Islam. Med alle disse kvalifikationer, er du den, der er bedst egnet til være den Hellige Profets efterfølger. Stræk din hånd ud, så vi kan love dig troskab.”
Men Abu Bakr strakte ikke sin hånd ud. Omar indså, at denne tøven kunne føre til genoptagelsen af uenighederne, så han tog selv Abu Bakrs hånd frem og lovede ham troskab. Andre fulgte hans eksempel og Abu Bakr blev den første kalif, (som blev valgt) ved muslimernes generelle samtykke.
Næste dag adresserede Abu Bakr forsamlingen af muslimer i Profetens moské og ansporede dem til at fortsætte ad deres vej, som sande muslimer og at være loyale og støtte ham, så længe han adlød Allahs, subhanahu wa ta’ala, bud og Hans Apostel.
Ali, må Allah være tilfreds med ham, og nogle af hans pårørende forsinkede deres troskabsed til Abu Bakr i seks måneder efter en uoverensstemmelse med kaliffen, på grund af arverettighederne til Profetens jord. Begge mænd respekterede dog hinanden og efter sin kones (Fatimah) død, aflagde Ali også troskabsed til Abu Bakr.
Sådan var kvaliteten af denne ydmyge og generøse ledsager, som troede på Profeten i sådan en grad, at han blev kaldt As-Siddiq af Profeten. Hans store personlighed og tjenesteydelse for Islam og Muslimerne, indbragte ham kærligheden og respekten af alle muslimer, til sådan en grad at han blev valgt som den første kalif efter Profetens død, af samtlige muslimer.
Den smukke historie om Salim
Den smukke historie om Salim
Salamun alaikum. Dette er en virkelig historie, så tag inshaAllah ved lære af den. Det er blevet oversat fra engelsk, så alt hvad der er godt er fra Allah swt og alt hvad der er forkert er fra mig og shaytan.
Historien omhandler en mand ved navn Rashid.
Han sagde: ” Jeg var ikke en praktiserende muslim; jeg havde dårlige venner, som jeg nød at hænge ud sammen med. Jeg var næsten aldrig hjemme, for jeg var som sagt altid sammen med mine venner, hvor tiden for det meste gik med bagtalelse og med at gøre grin af folk. Jeg var især kendt for at være den der laver jokes og folk var imponeret fordi jeg var så god til det”.
En aften (da jeg var 30 år og var gift og min kone var gravid med vores første barn), var jeg som altid samlet med vennerne og snakkede om unyttige ting. Jeg fortalte dem, om hvordan jeg var på torvet en dag og jeg så en blind mand og spændte ben for ham, så han snublede og faldt på sit ansigt. Mine venner grinte.
Da jeg kom hjem den aften, spurgte min kone mig: “Hvor har du været?”. ” Jeg er træt og syg og tror jeg har fødselsveer”, sagde konen, mens en tåre løb ned af kinden på hende.
Jeg følte mig skyldig, for jeg havde ikke taget mig godt af min kone.
Jeg tog hende med det samme på hospitalet.
I lang tid var hun i smerte og kunne ikke føde. Jeg ventede tålmodigt, men til sidst forlod jeg hospitalet og bad sygeplejersken om at ringe til mig, når min kone havde født.
En time efter ringede de og sagde at min kone havde født en dreng som blev døbt Salim.
Jeg skyndte mig på hospitalet og spurgte i hvilket værelse min kone befandt sig i. De fortalte mig at jeg først måtte se lægen. Jeg blev sur på dem og sagde “Hvilken læge? Jeg vil gerne se min søn!”. Men de insisterede på at jeg først skulle tale med lægen.
Så jeg tog til lægen og hun startede med at fortælle mig om ulykkeligheder og om hvordan man måtte acceptere Allahs qadr (vilje) og så fortalte hun mig “Din søn er blind”.
Jeg sænkede mit hoved og huskede denne blinde mand jeg havde spændt ben for og gjort grin af.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg takkede lægen for hendes venlighed og tog over for at se min kone. Min kone var ikke ked af det, for hun havde accepteret Allah swt vilje.
Hun havde altid rådet mig til ikke at gøre grin med folk og ikke at bagtale dem.
Vi forlod hospitalet. Jeg var ligeglad med Salim, jeg kunne ikke lide ham, jeg lod som om han ikke engang eksisteret i huset. Men min kone elskede Salim meget højt og tog sig godt af ham.
Salim voksede og han begyndte at kravle, og senere da han begyndte at gå, opdagede vi at han var handicappet. Dette var alt for meget for mig.
Senere fødte min kone to drenge til, omar og Khalid.
Årene gik og Salim og hans brødre voksede. Jeg forsatte med at hænge ud med mine dårlig venner og kunne ikke lide at være hjemme. Min kone forsat med at være tålmodig med mig og hun lavede altid dua om at Allah swt måtte retlede mig.
En fredag stod jeg op kl. 11 (hvilket var tidligt for mig) og var klar til at tage til en Walimah (jeg plejede ikke at tage til fredags bøn). Jeg tog tøj på, og tog parfume på. På vej ud af døren så jeg Salim (som nu var 10 år) græde meget højt i stuen.
Så for første gang i 10 år bekymrede jeg mig lidt om ham og tog over til ham og spurgte hvorfor han græd. Da Salim kunne fornemme at jeg nærmede mig ham, holdte han op med at græde og skubbede mig væk, som at sige ” Nu bekymre du sig om mig, hvor har du været i 10 år?”
Salim kaldte efter hans mor og brødre, men ingen svarede ham, så han vendte tilbage til sit værelse. Jeg fulgte efter ham. Til at starte med vil han ikke fortælle mig hvorfor han græd, men senere fortalte han at han græd fordi hans bror Omar, som normal fulgte ham i masjid, var forsinket. Salim var bange for at han vil komme for sent til fredagsbønnen og dermed ikke få en plads i forreste række i Moskéen.
Jeg sagde “Er det grunden til du græder Salim?” Salim svarede ja.
Jeg troede ikke på hvad jeg havde hørt og i panik glemte jeg alt om mine venner og Walimahen. Jeg fortalte Salim at jeg vil følge ham i Moskéen i dag.
Salim kunne ikke tro på hvad han lige havde hørt. Han troede at hans far narrede ham, derfor begyndte han at græde igen.
Jeg fjernede Salims tårer og tog ham i hånden for at køre ham i bilen til Moskéen. Overraskende nok nægtede han at sidde i bilen, for han sagde at Moskéen er nær, og han vil gå derhen for at få belønning.
Jeg kan ikke huske sidste gang jeg var i Moskéen. Moskéen var fyldt, men til trods for dette, var det mig muligt at finde en plads i forreste række.
Da bønnen var slut, bad Salim mig om at hente en Quran til ham. Jeg tænkte “Hvad skal han bruge en Quran til når han er blind!”. Men jeg gav ham en alligevel, så hans følelser ikke blev såret.
Salim bad mig åbne på Surat al- kahf. Så da jeg åbnede Quranen, begyndte han at recitere. Han kunne hele kapitlet udenad.
Jeg følte mig flov og skammede over mig selv. Jeg tog selv en Quran og begyndte at læse. Jeg bad Allah swt om tilgivelse og retledning, og derefter begyndte jeg at hulke ligesom et barn. Jeg prøvede at holde tårerne tilbage for der var stadig folk i moskéen.
Jeg kunne ikke. Jeg begyndte at hulke højt.
Jeg kunne mærke en lille hånd som tørrede mine tårer væk. Det var Salim. Han krammede mig og jeg tænkte “Du er ikke blind, det er mig der er blind, for jeg løb efter de onde mennesker som vil føre mig i helvede”.
Fra denne dag af mistede jeg ikke en eneste bøn mere i Moskéen, hvilket gjorde min kone ubeskriveligt glad.
Jeg forlod alle mine dårlig venner og smagte sødmen af Iman. Jeg begyndte at tage til halaqas (islamisk undervisning). Jeg kom tættere på Allah og på min familie. Jeg takkede Allah for denne store velsignelse.
En dag besluttede en gudfrygtig ven at tage til et langt sted for at give dawah. Jeg tvivlede på om jeg skulle tage af sted, så jeg lavede istikharah og spurgte min kone om jeg skulle tage med eller ej.
Til min overraskelse opmuntret hun mig til at gå. Hun var så glad, for før i tiden plejede jeg at rejse uden at spørge hende.
Jeg fortalte Salim at jeg vil rejse. Han krammede mig med hans tynde hænder, for at sige farvel.
Jeg var væk i tre måneder. Imens plejede jeg altid at ringe hjem til min familie, fordi jeg savnede dem meget, specielt Salim. Hver gang jeg ringede, ville jeg spørge efter Salim, men han var altid i skole eller i Moskéen. Hver gang jeg fortalte min kone hvor meget jeg savnet ham, vil hun grine glad, undtagen sidste gang jeg ringede. Der grinte hun ikke og hendes stemme havde forandret sig. Jeg bad hende om at sige salam til Salim, og hun sagde ” InshaAllah” og var stille.
Idet jeg kommer hjem håbede jeg at Salim vil åbne døren for mig, men Khaled gjorde det. Jeg kiggede på min kone og hendes ansigt havde ændret sig.
Jeg spurgte hende “Hvad er der galt” og hun svarede “Ingenting”.
Så huskede jeg Salim, og spurgte “Hvor er Salim”. Min kone sænkede sit ansigt og svarede ikke. En tåre løb ned ad kinden.
Jeg skreg af hende, ” Hvor er Salim, hvor er han”?
Min søn Khaled (som nu var 4 år) svarede ” Far, Salim er i jannah, han er sammen med Allah”.
Min kone kunne ikke takle dette og brød ud i gråd og forlod værelset.
Jeg fandt ud af at Salim havde været syg med en feber og endte på hospitalet to uger inden jeg kom hjem. Feberen blev værre og hans mor stod ved hans side indtil hans sjæl forlod hans krop.
Salamun alaikum. Dette er en virkelig historie, så tag inshaAllah ved lære af den. Det er blevet oversat fra engelsk, så alt hvad der er godt er fra Allah swt og alt hvad der er forkert er fra mig og shaytan.
Historien omhandler en mand ved navn Rashid.
Han sagde: ” Jeg var ikke en praktiserende muslim; jeg havde dårlige venner, som jeg nød at hænge ud sammen med. Jeg var næsten aldrig hjemme, for jeg var som sagt altid sammen med mine venner, hvor tiden for det meste gik med bagtalelse og med at gøre grin af folk. Jeg var især kendt for at være den der laver jokes og folk var imponeret fordi jeg var så god til det”.
En aften (da jeg var 30 år og var gift og min kone var gravid med vores første barn), var jeg som altid samlet med vennerne og snakkede om unyttige ting. Jeg fortalte dem, om hvordan jeg var på torvet en dag og jeg så en blind mand og spændte ben for ham, så han snublede og faldt på sit ansigt. Mine venner grinte.
Da jeg kom hjem den aften, spurgte min kone mig: “Hvor har du været?”. ” Jeg er træt og syg og tror jeg har fødselsveer”, sagde konen, mens en tåre løb ned af kinden på hende.
Jeg følte mig skyldig, for jeg havde ikke taget mig godt af min kone.
Jeg tog hende med det samme på hospitalet.
I lang tid var hun i smerte og kunne ikke føde. Jeg ventede tålmodigt, men til sidst forlod jeg hospitalet og bad sygeplejersken om at ringe til mig, når min kone havde født.
En time efter ringede de og sagde at min kone havde født en dreng som blev døbt Salim.
Jeg skyndte mig på hospitalet og spurgte i hvilket værelse min kone befandt sig i. De fortalte mig at jeg først måtte se lægen. Jeg blev sur på dem og sagde “Hvilken læge? Jeg vil gerne se min søn!”. Men de insisterede på at jeg først skulle tale med lægen.
Så jeg tog til lægen og hun startede med at fortælle mig om ulykkeligheder og om hvordan man måtte acceptere Allahs qadr (vilje) og så fortalte hun mig “Din søn er blind”.
Jeg sænkede mit hoved og huskede denne blinde mand jeg havde spændt ben for og gjort grin af.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg takkede lægen for hendes venlighed og tog over for at se min kone. Min kone var ikke ked af det, for hun havde accepteret Allah swt vilje.
Hun havde altid rådet mig til ikke at gøre grin med folk og ikke at bagtale dem.
Vi forlod hospitalet. Jeg var ligeglad med Salim, jeg kunne ikke lide ham, jeg lod som om han ikke engang eksisteret i huset. Men min kone elskede Salim meget højt og tog sig godt af ham.
Salim voksede og han begyndte at kravle, og senere da han begyndte at gå, opdagede vi at han var handicappet. Dette var alt for meget for mig.
Senere fødte min kone to drenge til, omar og Khalid.
Årene gik og Salim og hans brødre voksede. Jeg forsatte med at hænge ud med mine dårlig venner og kunne ikke lide at være hjemme. Min kone forsat med at være tålmodig med mig og hun lavede altid dua om at Allah swt måtte retlede mig.
En fredag stod jeg op kl. 11 (hvilket var tidligt for mig) og var klar til at tage til en Walimah (jeg plejede ikke at tage til fredags bøn). Jeg tog tøj på, og tog parfume på. På vej ud af døren så jeg Salim (som nu var 10 år) græde meget højt i stuen.
Så for første gang i 10 år bekymrede jeg mig lidt om ham og tog over til ham og spurgte hvorfor han græd. Da Salim kunne fornemme at jeg nærmede mig ham, holdte han op med at græde og skubbede mig væk, som at sige ” Nu bekymre du sig om mig, hvor har du været i 10 år?”
Salim kaldte efter hans mor og brødre, men ingen svarede ham, så han vendte tilbage til sit værelse. Jeg fulgte efter ham. Til at starte med vil han ikke fortælle mig hvorfor han græd, men senere fortalte han at han græd fordi hans bror Omar, som normal fulgte ham i masjid, var forsinket. Salim var bange for at han vil komme for sent til fredagsbønnen og dermed ikke få en plads i forreste række i Moskéen.
Jeg sagde “Er det grunden til du græder Salim?” Salim svarede ja.
Jeg troede ikke på hvad jeg havde hørt og i panik glemte jeg alt om mine venner og Walimahen. Jeg fortalte Salim at jeg vil følge ham i Moskéen i dag.
Salim kunne ikke tro på hvad han lige havde hørt. Han troede at hans far narrede ham, derfor begyndte han at græde igen.
Jeg fjernede Salims tårer og tog ham i hånden for at køre ham i bilen til Moskéen. Overraskende nok nægtede han at sidde i bilen, for han sagde at Moskéen er nær, og han vil gå derhen for at få belønning.
Jeg kan ikke huske sidste gang jeg var i Moskéen. Moskéen var fyldt, men til trods for dette, var det mig muligt at finde en plads i forreste række.
Da bønnen var slut, bad Salim mig om at hente en Quran til ham. Jeg tænkte “Hvad skal han bruge en Quran til når han er blind!”. Men jeg gav ham en alligevel, så hans følelser ikke blev såret.
Salim bad mig åbne på Surat al- kahf. Så da jeg åbnede Quranen, begyndte han at recitere. Han kunne hele kapitlet udenad.
Jeg følte mig flov og skammede over mig selv. Jeg tog selv en Quran og begyndte at læse. Jeg bad Allah swt om tilgivelse og retledning, og derefter begyndte jeg at hulke ligesom et barn. Jeg prøvede at holde tårerne tilbage for der var stadig folk i moskéen.
Jeg kunne ikke. Jeg begyndte at hulke højt.
Jeg kunne mærke en lille hånd som tørrede mine tårer væk. Det var Salim. Han krammede mig og jeg tænkte “Du er ikke blind, det er mig der er blind, for jeg løb efter de onde mennesker som vil føre mig i helvede”.
Fra denne dag af mistede jeg ikke en eneste bøn mere i Moskéen, hvilket gjorde min kone ubeskriveligt glad.
Jeg forlod alle mine dårlig venner og smagte sødmen af Iman. Jeg begyndte at tage til halaqas (islamisk undervisning). Jeg kom tættere på Allah og på min familie. Jeg takkede Allah for denne store velsignelse.
En dag besluttede en gudfrygtig ven at tage til et langt sted for at give dawah. Jeg tvivlede på om jeg skulle tage af sted, så jeg lavede istikharah og spurgte min kone om jeg skulle tage med eller ej.
Til min overraskelse opmuntret hun mig til at gå. Hun var så glad, for før i tiden plejede jeg at rejse uden at spørge hende.
Jeg fortalte Salim at jeg vil rejse. Han krammede mig med hans tynde hænder, for at sige farvel.
Jeg var væk i tre måneder. Imens plejede jeg altid at ringe hjem til min familie, fordi jeg savnede dem meget, specielt Salim. Hver gang jeg ringede, ville jeg spørge efter Salim, men han var altid i skole eller i Moskéen. Hver gang jeg fortalte min kone hvor meget jeg savnet ham, vil hun grine glad, undtagen sidste gang jeg ringede. Der grinte hun ikke og hendes stemme havde forandret sig. Jeg bad hende om at sige salam til Salim, og hun sagde ” InshaAllah” og var stille.
Idet jeg kommer hjem håbede jeg at Salim vil åbne døren for mig, men Khaled gjorde det. Jeg kiggede på min kone og hendes ansigt havde ændret sig.
Jeg spurgte hende “Hvad er der galt” og hun svarede “Ingenting”.
Så huskede jeg Salim, og spurgte “Hvor er Salim”. Min kone sænkede sit ansigt og svarede ikke. En tåre løb ned ad kinden.
Jeg skreg af hende, ” Hvor er Salim, hvor er han”?
Min søn Khaled (som nu var 4 år) svarede ” Far, Salim er i jannah, han er sammen med Allah”.
Min kone kunne ikke takle dette og brød ud i gråd og forlod værelset.
Jeg fandt ud af at Salim havde været syg med en feber og endte på hospitalet to uger inden jeg kom hjem. Feberen blev værre og hans mor stod ved hans side indtil hans sjæl forlod hans krop.
En historie til påmindelse
En historie til påmindelse
Fortælleren af denne historie siger:
Vi var 3 venner. Det der forbandt os, var at hænge ud og lave sjov og ballade, nej dog ikke, vi var faktisk 4, for satan var den fjerde iblandt os.
Vi plejede at tage ud for at fiske piger, med vores (sukkersøde) sprog for derefter at tage dem med til skove, som ligger langt væk.
Og i skovene blev vi overrasket af vores pludselig forvandling til vilddyr som ikke kunne modtage barmhjertighed fra nogen, efter at vores hjerter var døde og vi ingen følelser havde tilbage. Sådan tilbragte vi vores dage og nætter i skovene! I lejre og biler og på strande! Indtil den dag kom, som jeg ALDRIG vil glemme.
Hvor er du stædig, når du stadig insisterer på at læse…
Vi tog som sædvanligt til skoven. Alt var klar. Et offer til hver af os. Og det forbandede øl.
Men der manglede dog en ting, maden! og efter et stykke tid, var der en af os der tog af sted i sin bil for at købe noget aftensmad.
Klokken var ca. seks, da han tog af sted. Flere timer gik uden at han kom tilbage. Og da klokken ca. blev ti blev jeg bekymret. Så tog jeg af sted i min bil for at lede efter ham…
På vejen så jeg ildflammer kommende ud fra en sidevej. Da jeg ankom til stedet opdagede jeg til min store overraskelse, at det var min vens bil. Bilen var vendt på hovedet og ilden steg ud af alle sider…
Jeg forsøgte desperat at få ham ud af den brændende bil, og det næste chok var opdagelsen af at halvdelen af hans krop var brændt fuldstændigt, men han var stadig i live! Jeg bragte ham på jorden. Efter et minut begyndte han at mumle, “ilden… ilden”.
Jeg besluttede mig for at tage ham med i min bil og køre ham hurtigt til hospitalet, men han sagde med en grædende stemme: DET NYTTER IKKE, jeg når det ikke! Jeg blev kvalt af mine tårer, ved synet af min ven mens han langsomt døde foran mig.
Han chokerede mig med hans råben: HVAD SKAL JEG SIGE TIL HAM…HVAD SKAL JEG SIGE TIL HAM?
Jeg kiggede forskrækket på ham og spurgte: “Hvem snakker du om?” Med en stemme, som fra en dyb brønd, svarede han: “ALLAH”.
Der fornemmede jeg angsten overtage min krop og følelser og pludselig kom der et skrig… og han tog sin sidste vejrtrækning… HAN DØDE.
Dagene gik, men billedet af min døende ven som skreg, mens han brændte, “Hvad skal jeg sige til Ham …. Hvad skal jeg sige?” Var printet i min hukommelse. Og spørgsmålet om hvad jeg skulle sige til Ham dukkede da op i mig. hvad skal jeg sige til Ham … hvad skal jeg sige? Jeg fornemmede en underlig følelse. På samme tid hørte jeg Almuazin (ham der kalder til bøn) kalde til morgen bønnen ALLAHU AKBAR (Allah er Mægtigst). Jeg følte det som et personligt kald til mig… En invitation til at lægge den mørke periode bag mig, en invitation til at følge lysets vej og vejledningen…
Jeg vaskede mig og lavede Wudu (muslims afvaskning til bøn) og rengjorde min krop fra alle de synder jeg var faldet i, i årevis og udførte bønnen og fra den dag af har jeg ikke mistet en eneste bøn. Vogt jer for at falde i synder og ugerninger, for jeg sværger det er en lærestreg… Lad os derfor være denne unge mand som har taget ved lære af denne historie, og lad os hele tiden gentage. Hvad skal jeg sige til Allah når vi foretager os en handling der ikke tilfredsstiller Allah? Hvad skal jeg sige til Ham?, måske finder du det rette svar…
Fortælleren af denne historie siger:
Vi var 3 venner. Det der forbandt os, var at hænge ud og lave sjov og ballade, nej dog ikke, vi var faktisk 4, for satan var den fjerde iblandt os.
Vi plejede at tage ud for at fiske piger, med vores (sukkersøde) sprog for derefter at tage dem med til skove, som ligger langt væk.
Og i skovene blev vi overrasket af vores pludselig forvandling til vilddyr som ikke kunne modtage barmhjertighed fra nogen, efter at vores hjerter var døde og vi ingen følelser havde tilbage. Sådan tilbragte vi vores dage og nætter i skovene! I lejre og biler og på strande! Indtil den dag kom, som jeg ALDRIG vil glemme.
Hvor er du stædig, når du stadig insisterer på at læse…
Vi tog som sædvanligt til skoven. Alt var klar. Et offer til hver af os. Og det forbandede øl.
Men der manglede dog en ting, maden! og efter et stykke tid, var der en af os der tog af sted i sin bil for at købe noget aftensmad.
Klokken var ca. seks, da han tog af sted. Flere timer gik uden at han kom tilbage. Og da klokken ca. blev ti blev jeg bekymret. Så tog jeg af sted i min bil for at lede efter ham…
På vejen så jeg ildflammer kommende ud fra en sidevej. Da jeg ankom til stedet opdagede jeg til min store overraskelse, at det var min vens bil. Bilen var vendt på hovedet og ilden steg ud af alle sider…
Jeg forsøgte desperat at få ham ud af den brændende bil, og det næste chok var opdagelsen af at halvdelen af hans krop var brændt fuldstændigt, men han var stadig i live! Jeg bragte ham på jorden. Efter et minut begyndte han at mumle, “ilden… ilden”.
Jeg besluttede mig for at tage ham med i min bil og køre ham hurtigt til hospitalet, men han sagde med en grædende stemme: DET NYTTER IKKE, jeg når det ikke! Jeg blev kvalt af mine tårer, ved synet af min ven mens han langsomt døde foran mig.
Han chokerede mig med hans råben: HVAD SKAL JEG SIGE TIL HAM…HVAD SKAL JEG SIGE TIL HAM?
Jeg kiggede forskrækket på ham og spurgte: “Hvem snakker du om?” Med en stemme, som fra en dyb brønd, svarede han: “ALLAH”.
Der fornemmede jeg angsten overtage min krop og følelser og pludselig kom der et skrig… og han tog sin sidste vejrtrækning… HAN DØDE.
Dagene gik, men billedet af min døende ven som skreg, mens han brændte, “Hvad skal jeg sige til Ham …. Hvad skal jeg sige?” Var printet i min hukommelse. Og spørgsmålet om hvad jeg skulle sige til Ham dukkede da op i mig. hvad skal jeg sige til Ham … hvad skal jeg sige? Jeg fornemmede en underlig følelse. På samme tid hørte jeg Almuazin (ham der kalder til bøn) kalde til morgen bønnen ALLAHU AKBAR (Allah er Mægtigst). Jeg følte det som et personligt kald til mig… En invitation til at lægge den mørke periode bag mig, en invitation til at følge lysets vej og vejledningen…
Jeg vaskede mig og lavede Wudu (muslims afvaskning til bøn) og rengjorde min krop fra alle de synder jeg var faldet i, i årevis og udførte bønnen og fra den dag af har jeg ikke mistet en eneste bøn. Vogt jer for at falde i synder og ugerninger, for jeg sværger det er en lærestreg… Lad os derfor være denne unge mand som har taget ved lære af denne historie, og lad os hele tiden gentage. Hvad skal jeg sige til Allah når vi foretager os en handling der ikke tilfredsstiller Allah? Hvad skal jeg sige til Ham?, måske finder du det rette svar…
En samtale mellem en blomst og en perle
En samtale mellem en blomst og en perleEn dag mødte en funklende smuk og duftende blomst med attraktive farver, en perle som bor langt nede i bunden af havet og som ikke har nogen af disse træk.
Begge gjorde sig bekendte med hinanden.
Blomsten sagde: “Vores familie er stor; roser og tusindfryder er medlemmer af familien; og der er mange andre arter, som er forskellige og talløse. Hver har en særlig duft, udseende osv.”
Pludselig kunne et anstrøg af sorg mærkes på blomsten.
“Intet kan betragtes som sorg i din tale, hvorfor er du så deprimeret?”, spurgte perlen.
“Mennesker behandler os skødesløst; de forklejner os. De dyrker os ikke for vores skyld, men for at få nydelse af vores duft og smukke udseende. De smider os på gaden eller i en affaldsspand, efter at vi er blevet berøvet for vores mest værdifulde besiddelser: glans og duft”, sukkede blomsten.
Og så sagde blomsten til perlen: “Fortæl mig om dit liv! Hvordan lever du? Hvordan har du det med dit liv? Du er begravet i bunden af havet.”
Perlen svarede: “Selvom jeg ikke har nogen af dine særskilte farver og søde dufte, synes mennesker, at jeg er dyrebar. De gør det umulige for at producere mig. De tager på lange rejser, dykker dybt nede i havene, for at finde mig. Det kan forbløffe dig, at vide, at jo længere nede i havet jeg ligger, jo smukkere og mere funklende bliver jeg. Det er det, som hæver min værdi i deres tankegang. Jeg bor i en tyk skal, isoleret i de mørke have. Dog er jeg glad og stolt over at være i en sikker zone, fjern fra lystige og ondsindede hænder og stadig betragter menneskerne mig som værende højst værdifuld.
Ved du hvad blomsten og perlen symboliserer?
Tænk
Tænk
Så vil du se at:
Blomsten er den utildækkede kvinde (som viser sine ynder)
Perlen er den tildækkede kvinde (som skjuler sine skønheder)
Tænk over det!
Det er ironisk at notere, at de misbruger kvindens krop til at sælge alt og hvad som helst under solen, men når det kommer til professionelle miljøer såsom kontoret, bliver kvinder, som ikke klæder sig beskedent på kontoret enten misbilliget, eller også bliver de bare ikke taget seriøst. Kvinder, som derimod, klæder sig beskedent på kontoret, bliver taget seriøst, fordi hendes medarbejdere bliver nødt til at have at gøre med hendes sind, viden og erfaring og ikke blive distraheret af….andre ting.
Langt mere dyrebar end diamanter og perler
The following incident took place when Muhammad Ali’s daughters arrived at his home wearing clothes that were not modest. Here is the story as told by one of his daughters:
Den følgende hændelse fandt sted, da Muhammad ‘Alis datter kom hjem hos ham iført tøj, der ikke var beskedent. Her er historien, som fortalt af en af hans døtre:
Da vi endelig ankom, ledsagede chaufføren min yngre søster, Laila, og mig op til min fars suite. Som sædvanlig, sad han bag døren og ventede på at skræmme os. Vi udvekslede så mange knus og kys, som kunne lade sig gøre på en dag.
Min far kastede et godt blik på os. Derefter satte han mig ned på sit skød og sagde noget, som jeg aldrig vil glemme. Han kiggede direkte i øjnene og sagde: “Hanna, alt det som Gud har gjort værdifuld i denne verden er tildækket og svært at få fat på. Hvor finder du diamanter? Dybt nede i jorden, tildækket og beskyttet. Hvor finder du perler? Dybt nede i bunden af havet, tildækket og beskyttet i en smuk skal. Hvor finder du guld? Langt nede i minen, dækket til med lag og lag af sten. Du må arbejde hårdt for at få dem.”
Han kiggede på mig med seriøse øjne: “Din krop er hellig. Du er langt mere dyrebar end diamanter og perler og du burde også være tildækket.”
Begge gjorde sig bekendte med hinanden.
Blomsten sagde: “Vores familie er stor; roser og tusindfryder er medlemmer af familien; og der er mange andre arter, som er forskellige og talløse. Hver har en særlig duft, udseende osv.”
Pludselig kunne et anstrøg af sorg mærkes på blomsten.
“Intet kan betragtes som sorg i din tale, hvorfor er du så deprimeret?”, spurgte perlen.
“Mennesker behandler os skødesløst; de forklejner os. De dyrker os ikke for vores skyld, men for at få nydelse af vores duft og smukke udseende. De smider os på gaden eller i en affaldsspand, efter at vi er blevet berøvet for vores mest værdifulde besiddelser: glans og duft”, sukkede blomsten.
Og så sagde blomsten til perlen: “Fortæl mig om dit liv! Hvordan lever du? Hvordan har du det med dit liv? Du er begravet i bunden af havet.”
Perlen svarede: “Selvom jeg ikke har nogen af dine særskilte farver og søde dufte, synes mennesker, at jeg er dyrebar. De gør det umulige for at producere mig. De tager på lange rejser, dykker dybt nede i havene, for at finde mig. Det kan forbløffe dig, at vide, at jo længere nede i havet jeg ligger, jo smukkere og mere funklende bliver jeg. Det er det, som hæver min værdi i deres tankegang. Jeg bor i en tyk skal, isoleret i de mørke have. Dog er jeg glad og stolt over at være i en sikker zone, fjern fra lystige og ondsindede hænder og stadig betragter menneskerne mig som værende højst værdifuld.
Ved du hvad blomsten og perlen symboliserer?
Tænk
Tænk
Så vil du se at:
Blomsten er den utildækkede kvinde (som viser sine ynder)
Perlen er den tildækkede kvinde (som skjuler sine skønheder)
Tænk over det!
Det er ironisk at notere, at de misbruger kvindens krop til at sælge alt og hvad som helst under solen, men når det kommer til professionelle miljøer såsom kontoret, bliver kvinder, som ikke klæder sig beskedent på kontoret enten misbilliget, eller også bliver de bare ikke taget seriøst. Kvinder, som derimod, klæder sig beskedent på kontoret, bliver taget seriøst, fordi hendes medarbejdere bliver nødt til at have at gøre med hendes sind, viden og erfaring og ikke blive distraheret af….andre ting.
Langt mere dyrebar end diamanter og perler
The following incident took place when Muhammad Ali’s daughters arrived at his home wearing clothes that were not modest. Here is the story as told by one of his daughters:
Den følgende hændelse fandt sted, da Muhammad ‘Alis datter kom hjem hos ham iført tøj, der ikke var beskedent. Her er historien, som fortalt af en af hans døtre:
Da vi endelig ankom, ledsagede chaufføren min yngre søster, Laila, og mig op til min fars suite. Som sædvanlig, sad han bag døren og ventede på at skræmme os. Vi udvekslede så mange knus og kys, som kunne lade sig gøre på en dag.
Min far kastede et godt blik på os. Derefter satte han mig ned på sit skød og sagde noget, som jeg aldrig vil glemme. Han kiggede direkte i øjnene og sagde: “Hanna, alt det som Gud har gjort værdifuld i denne verden er tildækket og svært at få fat på. Hvor finder du diamanter? Dybt nede i jorden, tildækket og beskyttet. Hvor finder du perler? Dybt nede i bunden af havet, tildækket og beskyttet i en smuk skal. Hvor finder du guld? Langt nede i minen, dækket til med lag og lag af sten. Du må arbejde hårdt for at få dem.”
Han kiggede på mig med seriøse øjne: “Din krop er hellig. Du er langt mere dyrebar end diamanter og perler og du burde også være tildækket.”
Abonner på:
Opslag (Atom)