Sygdommen af Kibr (Stolthed)Jamal ad-Dîn Az-Zarabozo
En redigeret dansk oversættelse af en transkription af et bånd
“…Det andet kendetegn alle skal tage sig i agt for og i særdeleshed de, som studere al-’ilm (henvisende til islamisk viden)- som er blevet begavet med dette af Allâh subhânahu wa ta’âla, som er blevet velsignet af Allâh subhânahu wa ta’âla med denne viden og med at give da’wah- disse mennesker skal være meget påpasselige med en sygdom, som mange gange befæster folk af denne natur – desværre- og denne sygdom er Kibr- arrogance og stolthed. Og nogle gange afspejles denne sygdom hos en person, når han afviser og ikke vil have at folk retter ham, eller i det mindste ikke accepterer rettelse af visse mennesker. Altså, han kan måske godt acceptere rettelse eller at blive fortalt, at han har uret, af folk fra hans gruppe (omgangskreds), eller en nær ven- men en hvilken som helst anden vil han kigge ned på og ikke acceptere nogen som helst form for kritik fra, og dette er Kibr.
Dette er stolthed og arrogance, som beskrevet i en hadîth fra Profeten (fred og velsignelser være med ham). Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde, at ingen som har en sennepskorn vægt af Kibr i sit hjerte, ingen som har dette i sit hjerte, vil komme i Jannah.
Nogen spurgte Profeten (fred og velsignelser være med ham), hvis en mand godt kunne lide at have pænt tøj på, pæne sko på…om dette var (eller skulle forstås som) Kibr? Derrtil svarede Profeten (fred og velsignelser være med ham): “Allâh er smuk og elsker skønhed.”
Dette er ikke Kibr. Kibr er at afvise sandheden og at kigge ned på folk. For eksempel at afvise sandheden, når det kommer fra en kilde du ikke bryder dig om, når det kommer til dig fra en person du ikke bryder dig om, når det kommer til dig fra nogle, som ikke er lige så meget på den rette vej, som du tror de er, og at kigge ned på andre mennesker og at bringe dem i unåde, dette er Kibr.
Du må forstå, at jeg er ligeglad med om du er den største ‘Âlim i hele verdenen. Du kan sagtens fejle nogle gange, således at et barn kunne komme op til dig og fortælle dig, at det var en fejl. Al-Bukhâri var elleve eller tolv år, første gang han rettede sin shaykh.
Dette er noget som vi skal passe meget på med, og som jeg sagde, især når man er involveret i da’wah og at udbrede viden. Fordi det er først når man får viden, at man begynder at tænke: “Hvem er du, siden du snakker til mig? Tal ikke til mig, du har et problem med mig. Gå over og tal med ‘ulamâ og få dem, til at tale med mig.”
Dette er et problem, og det er meget farligt, desværre.”
tirsdag den 19. oktober 2010
Tegn på svag Îmân og hvordan man afhjælper dette
Tegn på svag Îmân (tro) og hvordan man forstærker og forøger denTegn på svag Îmân:
At begå synder og ikke føle nogen skyld
At have et forhærdet hjerte og ikke at have lyst til at læse Qur’ânen
At føle sig for doven til at gør gode gerninger, f. eks. at bede bønnen for sent
At forsømme Sunnah’en (Profetens sædvane, fred og velsignelser være med ham)
At have humørsvingninger, f. eks. at blive ked af det over små ting og at være generet og irriteret, det meste af tiden
Ikke at føle noget når man hører vers fra Qur’ânen, for eksempel når Allâh advarer os og når Han lover os de gode tidender (Paradis)
At opleve vanskelighed i at ihukomme Allâh og lave dhikr
Ikke at have det dårligt, når der bliver gjort ting imod Sharî’ah
At begære status og formue
At være ussel og gnieragtig, med andre ord, ikke at ville skille sig af med formue
At befale andre at gøre gode gerninger, når man ikke selv praktisere dem.
At være fornøjet, når ting ikke fremskrider for andre
Kun at være interesseret i, om noget er harâm eller halâl og ikke at undgå Makrûh (uønskede) ting
At gøre grin af folk, som gør simple gode gerninger, såsom at gøre moskéen ren
Ikke at være bekymret for muslimernes situation
Ikke at føle ansvar for at gøre noget, for at arbejde for Islâm
At kunne lide at diskutere, bare for at diskutere, uden noget som helst bevis(førelse)
At fordybe sig i dunya og være meget involveret i den, i verdslige ting og kun have det dårligt, når man mister noget i form af materiel formue.
At fordybe sig i, og være besat af sig selv
Okay, hvordan forøger jeg så min Îmân?
Reciter og overvej betydningerne af Qur’ânen. Derefter får vi en (indre)ro og vores hjerter bliver bløde. For at få optimal nytte, så mind dig selv om, at Allâh taler til dig. Folk bliver beskrevet i forskellige kategorier i Qur’ânen, tænk på hvilken en du falder ind under.
Anerkend storheden af Allâh. Alt er under Hans kontrol. Der er tegn i alt vi ser, som peger mod Hans storhed. Alt sker i henhold til Hans vilje. Allâh fører ajour med og ser efter alt, selv en myre på et sort bjerg, på en sort måneløs nat.
Gør en indsats for at opnå viden, i det mindste om grundlæggende ting i dagliglivet, såsom hvordan man lave wudhû på korrekt. Vid betydningerne bag Allâhs navne og egenskaber. Folk som har Taqwâ (Gudfrygtighed), er folk, som har viden.
Tag til forsamlinger, hvor Allâhs navn bliver ihukommet. I sådanne forsamlinger, er vi omringet af engle.
Vi bliver nødt til at tage til i vores gode handlinger. Én god handling fører til en anden. Allâh vil gøre vejen let for den som giver i velgørenhed og Han vil gøre det let for vedkommende at gøre gode gerninger. Gode gerninger skal gøres fortløbende og ikke i spurter.
Vi bør frygte den elendige afslutning på vores liv. Ihukommelsen af døden er ødelæggeren af alle glæder.
Husk de forskellige grader af Âkhirah (Det Hinsides), f. eks. når vi bliver anbragt i vores gave og vi bliver bedømt; kommer vi i Paradis eller Helvede?
At begå synder og ikke føle nogen skyld
At have et forhærdet hjerte og ikke at have lyst til at læse Qur’ânen
At føle sig for doven til at gør gode gerninger, f. eks. at bede bønnen for sent
At forsømme Sunnah’en (Profetens sædvane, fred og velsignelser være med ham)
At have humørsvingninger, f. eks. at blive ked af det over små ting og at være generet og irriteret, det meste af tiden
Ikke at føle noget når man hører vers fra Qur’ânen, for eksempel når Allâh advarer os og når Han lover os de gode tidender (Paradis)
At opleve vanskelighed i at ihukomme Allâh og lave dhikr
Ikke at have det dårligt, når der bliver gjort ting imod Sharî’ah
At begære status og formue
At være ussel og gnieragtig, med andre ord, ikke at ville skille sig af med formue
At befale andre at gøre gode gerninger, når man ikke selv praktisere dem.
At være fornøjet, når ting ikke fremskrider for andre
Kun at være interesseret i, om noget er harâm eller halâl og ikke at undgå Makrûh (uønskede) ting
At gøre grin af folk, som gør simple gode gerninger, såsom at gøre moskéen ren
Ikke at være bekymret for muslimernes situation
Ikke at føle ansvar for at gøre noget, for at arbejde for Islâm
At kunne lide at diskutere, bare for at diskutere, uden noget som helst bevis(førelse)
At fordybe sig i dunya og være meget involveret i den, i verdslige ting og kun have det dårligt, når man mister noget i form af materiel formue.
At fordybe sig i, og være besat af sig selv
Okay, hvordan forøger jeg så min Îmân?
Reciter og overvej betydningerne af Qur’ânen. Derefter får vi en (indre)ro og vores hjerter bliver bløde. For at få optimal nytte, så mind dig selv om, at Allâh taler til dig. Folk bliver beskrevet i forskellige kategorier i Qur’ânen, tænk på hvilken en du falder ind under.
Anerkend storheden af Allâh. Alt er under Hans kontrol. Der er tegn i alt vi ser, som peger mod Hans storhed. Alt sker i henhold til Hans vilje. Allâh fører ajour med og ser efter alt, selv en myre på et sort bjerg, på en sort måneløs nat.
Gør en indsats for at opnå viden, i det mindste om grundlæggende ting i dagliglivet, såsom hvordan man lave wudhû på korrekt. Vid betydningerne bag Allâhs navne og egenskaber. Folk som har Taqwâ (Gudfrygtighed), er folk, som har viden.
Tag til forsamlinger, hvor Allâhs navn bliver ihukommet. I sådanne forsamlinger, er vi omringet af engle.
Vi bliver nødt til at tage til i vores gode handlinger. Én god handling fører til en anden. Allâh vil gøre vejen let for den som giver i velgørenhed og Han vil gøre det let for vedkommende at gøre gode gerninger. Gode gerninger skal gøres fortløbende og ikke i spurter.
Vi bør frygte den elendige afslutning på vores liv. Ihukommelsen af døden er ødelæggeren af alle glæder.
Husk de forskellige grader af Âkhirah (Det Hinsides), f. eks. når vi bliver anbragt i vores gave og vi bliver bedømt; kommer vi i Paradis eller Helvede?
Udfør din Salâh (bøn), før andre udfører Salâh på din grav
Vigtighed af bønnen (Salah)Hvorfor skal jeg bede?
Lav din Salah før andre udfører Salah på din grav.
Skrevet af R. Aych, revideret af L. Akaltun.
Salamun alaikum warahmatuallahi wa barakatuh
Kære bror/søster, dette er en nasiha/ råd til mig selv først og fremmest og derefter til dig. Som muslim er det langt fra nok at sige trosbekendelsen. Definitionen på Iman er tro i hjertet, accept med tungen og handling med kroppen. Derfor er det ikke nok, at vi muslimer har vores tro i vores hjerter. Hvor bliver vores handlinger af?
Når man spørger folk i dag hvorfor de ikke beder, svarer mange mennesker: “Min tro er i mit hjerte.” Til disse personer siger vi: “Tror du, at Islam havde nået dig, hvis alle muslimer havde beholdt deres tro i deres hjerter?” En person, der udelukkende tror med hjertet, kan kun forvente at hans hjerte kommer i paradiset og resten af kroppen havner i helvedet, da personen kun har brugt sit hjerte til tilbedelse og undværet brugen af sin krop, selvom Allah (swt) befaler os at tilbede Ham med vores kroppe og handlinger.
“Forlæs det, som er blevet åbenbaret dig (o Mohammed) af bogen og oprethold bønnen (i dens rette form)….” (Sûrah Al-’Ankabût (29):45)
Lige efter trosbekendelse kommer Salah/ bønnen. Det vigtigste en Muslim skal opretholde efter trosbekendelse er Salah. Hele Islam rejser sig ved bønnen, da man via. Salah beholder sin kontakt med Allah (swt).
Profeten Mohammed (saws)sagde: “Salah er Islams søjle” og “Det første en person vil blive spurgt om, på dommedagen er ens Salah.”
Hvis man har en bygning og ingen søjler, så vil bygningen falde; og at Salah er det første Allah (swt) vil spørge os om på dommedagen, viser hvor vigtigt Salah er hos Allah (swt).
For at illustrere vigtigheden af Salah, må følgende begivenhed nævnes.
Profeten Mohammed (saws) plejede at få sine fleste åbenbaringer igennem Jibril, eller via en indre vibration, men da Allah (swt) ønskede at befale muslimerne Salah, bragte han Mohammed (saws) op til Sig Selv i himmelen (isra wal mi’raj) og først dér valgte Han personligt, at informere Mohammed (saws) om Salah. Dvs. vores Salah er en himmelsk åbenbaring, da Mohammed (saws) fik denne åbenbaring i himmelen og ikke via Jibril.
Hvis du har en vigtig meddelelse til en ven, vil du ikke give denne besked videre til en anden ven, som skal give beskeden videre, tværtimod- du vil helst vælge at sige det personligt og ikke sende beskeden videre med en anden.
Til at starte med, fik Mohammed (saws) og hans følgesvende ordre om at bede 50 gange om dagen, men Profeten (saws) blev ved med at appellere om, at bønnen skulle reduceres, fordi han frygtede muslimerne ikke kunne klare at bede dette antal bønner. Bønnen blev reduceret til 5, men subhanAllah vi beder 5 bønner og får belønning for 50.
Det eneste, der adskiller os fra kuffar er vores Salah. Profeten Mohammed (saws) gjorde det klart for os, at det var den eneste forskel på os og dem. Han sagde: “Forskellen på dem (kufar) og jer er (udelukkende) bønnen.”
Profeten (saws) blev spurgt hvilken handling Allah (swt) bedst kan lide. Profeten (saws) svarede: “Salah til tiden.”
Hvis en person giver mig en gave, så vil jeg være taknemmelig og gengælde denne person, der gav mig gaven. Burde vi som muslimer ikke også være taknemmelige overfor Allah (swt), der har givet os øjne, næse, mund, ben, arme, forstand, mad på bordet, tøj på kroppen, en mor og familie osv.? Burde vi ikke være taknemmelige? Jo selvfølgelig burde vi det. Om vi takkede Allah (swt) dag og nat, ville vi ikke kunne betale Ham (swt) tilbage, blot for et øje Han har givet os. Det mindste vi kan gøre er, at opretholde vores bøn, for det vil gøre Allah (swt) glad og det vil redde os fra Helvedet.
Det sidste smil Profeten (saws) gav verden før han døde, var da han så Sahabah bede, og det sidste ord der kom ud af hans mund før sin død var: “Oprethold jeres Salah.”
Jeg kan give dig mange grunde til at udføre Salah, men jeg beder dig blot om at give mig én, for ikke at udføre den.
At du er i skole eller på arbejde er ikke nogen undskyldning, da Allah (swt) har gjort hele verden til en moske. Endvidere forekommer der pauser i skolen, hvor du kan nå at udføre din Salah. Du har hele 24 timer i døgnet, og wudhu og bøn tager ca. 10 min.
Hvis kuffar kan tillade sig at kysse hinanden offentligt på gaden og udfører shaytans ordre, kan vi med stolthed tillade os, at stille os i det offentlige og bede vores bøn. Det skal også siges, at bønnen foran kuffar er en form for dawah og personligt kender jeg en søster, der blev muslim, fordi hun så nogle søstre stå under en trappe og bede.
Hvad er der at være flov over? SubhanAllah vi er de, der har sandheden og vi er de, der er blevet lovet Jannah (Paradis).
———————————————————————————————————-
Note: Skrevet af en anonym forfatter og ikke af ejeren af denne blog, som den ovenstående personlige kommentar i artiklen måske kunne hentyde til.
Lav din Salah før andre udfører Salah på din grav.
Skrevet af R. Aych, revideret af L. Akaltun.
Salamun alaikum warahmatuallahi wa barakatuh
Kære bror/søster, dette er en nasiha/ råd til mig selv først og fremmest og derefter til dig. Som muslim er det langt fra nok at sige trosbekendelsen. Definitionen på Iman er tro i hjertet, accept med tungen og handling med kroppen. Derfor er det ikke nok, at vi muslimer har vores tro i vores hjerter. Hvor bliver vores handlinger af?
Når man spørger folk i dag hvorfor de ikke beder, svarer mange mennesker: “Min tro er i mit hjerte.” Til disse personer siger vi: “Tror du, at Islam havde nået dig, hvis alle muslimer havde beholdt deres tro i deres hjerter?” En person, der udelukkende tror med hjertet, kan kun forvente at hans hjerte kommer i paradiset og resten af kroppen havner i helvedet, da personen kun har brugt sit hjerte til tilbedelse og undværet brugen af sin krop, selvom Allah (swt) befaler os at tilbede Ham med vores kroppe og handlinger.
“Forlæs det, som er blevet åbenbaret dig (o Mohammed) af bogen og oprethold bønnen (i dens rette form)….” (Sûrah Al-’Ankabût (29):45)
Lige efter trosbekendelse kommer Salah/ bønnen. Det vigtigste en Muslim skal opretholde efter trosbekendelse er Salah. Hele Islam rejser sig ved bønnen, da man via. Salah beholder sin kontakt med Allah (swt).
Profeten Mohammed (saws)sagde: “Salah er Islams søjle” og “Det første en person vil blive spurgt om, på dommedagen er ens Salah.”
Hvis man har en bygning og ingen søjler, så vil bygningen falde; og at Salah er det første Allah (swt) vil spørge os om på dommedagen, viser hvor vigtigt Salah er hos Allah (swt).
For at illustrere vigtigheden af Salah, må følgende begivenhed nævnes.
Profeten Mohammed (saws) plejede at få sine fleste åbenbaringer igennem Jibril, eller via en indre vibration, men da Allah (swt) ønskede at befale muslimerne Salah, bragte han Mohammed (saws) op til Sig Selv i himmelen (isra wal mi’raj) og først dér valgte Han personligt, at informere Mohammed (saws) om Salah. Dvs. vores Salah er en himmelsk åbenbaring, da Mohammed (saws) fik denne åbenbaring i himmelen og ikke via Jibril.
Hvis du har en vigtig meddelelse til en ven, vil du ikke give denne besked videre til en anden ven, som skal give beskeden videre, tværtimod- du vil helst vælge at sige det personligt og ikke sende beskeden videre med en anden.
Til at starte med, fik Mohammed (saws) og hans følgesvende ordre om at bede 50 gange om dagen, men Profeten (saws) blev ved med at appellere om, at bønnen skulle reduceres, fordi han frygtede muslimerne ikke kunne klare at bede dette antal bønner. Bønnen blev reduceret til 5, men subhanAllah vi beder 5 bønner og får belønning for 50.
Det eneste, der adskiller os fra kuffar er vores Salah. Profeten Mohammed (saws) gjorde det klart for os, at det var den eneste forskel på os og dem. Han sagde: “Forskellen på dem (kufar) og jer er (udelukkende) bønnen.”
Profeten (saws) blev spurgt hvilken handling Allah (swt) bedst kan lide. Profeten (saws) svarede: “Salah til tiden.”
Hvis en person giver mig en gave, så vil jeg være taknemmelig og gengælde denne person, der gav mig gaven. Burde vi som muslimer ikke også være taknemmelige overfor Allah (swt), der har givet os øjne, næse, mund, ben, arme, forstand, mad på bordet, tøj på kroppen, en mor og familie osv.? Burde vi ikke være taknemmelige? Jo selvfølgelig burde vi det. Om vi takkede Allah (swt) dag og nat, ville vi ikke kunne betale Ham (swt) tilbage, blot for et øje Han har givet os. Det mindste vi kan gøre er, at opretholde vores bøn, for det vil gøre Allah (swt) glad og det vil redde os fra Helvedet.
Det sidste smil Profeten (saws) gav verden før han døde, var da han så Sahabah bede, og det sidste ord der kom ud af hans mund før sin død var: “Oprethold jeres Salah.”
Jeg kan give dig mange grunde til at udføre Salah, men jeg beder dig blot om at give mig én, for ikke at udføre den.
At du er i skole eller på arbejde er ikke nogen undskyldning, da Allah (swt) har gjort hele verden til en moske. Endvidere forekommer der pauser i skolen, hvor du kan nå at udføre din Salah. Du har hele 24 timer i døgnet, og wudhu og bøn tager ca. 10 min.
Hvis kuffar kan tillade sig at kysse hinanden offentligt på gaden og udfører shaytans ordre, kan vi med stolthed tillade os, at stille os i det offentlige og bede vores bøn. Det skal også siges, at bønnen foran kuffar er en form for dawah og personligt kender jeg en søster, der blev muslim, fordi hun så nogle søstre stå under en trappe og bede.
Hvad er der at være flov over? SubhanAllah vi er de, der har sandheden og vi er de, der er blevet lovet Jannah (Paradis).
———————————————————————————————————-
Note: Skrevet af en anonym forfatter og ikke af ejeren af denne blog, som den ovenstående personlige kommentar i artiklen måske kunne hentyde til.
Gerninger af velgørenhed
Gerninger af velgørenhed
I “Al-Wuzaraa” af As-Sababi, i “Al-Muhtazim” af Ibn Al Jawzi og i “Al-Faraju ba’d ash-shidda” af Tanookhi, i alle disse bøger, er den følgende episode nævnt.
En guvernør ved navn Ibn Al-Furaat prøvede konstant på at skade Abu Ja’far Ibn Bistaam. Han oplevede mange lidelser pga. det.
Da Abu Ja’far var et barn, plejede hans mor at placere et stykke brød under hans pude, og den følgende morgen gav hun det til en person i nød, på hendes søns vegne.
Senere i livet gik Abu Ja’far over til Ibn Al-Furaat for den ene eller anden grund. Ibn Al-Furaat sagde straks: “Er der en sag mellem dig og din mor omkring noget brød?”
“Nej” svarede han.
“Du skal være ærlig med mig” insisterede Ibn Al-Furaat.
Abu Ja’far, som var lidt flov, fortalte historien om hans mor på en måde hvorpå han gjorde grin med hende og kvindelighed generelt.
Ibn Al-Furaat sagde:”Snak ikke med sådan en (spøgende) tone, for før jeg sov i nat, forberedte jeg en plan, som hvis det havde lykkedes mig, ville have tilintetgjort dig. Da jeg faldt i søvn så jeg en drøm: Det var som om mine hænder var løftet med et svær uden hylster og jeg styrtede mod dig, for at dræbe dig. Din mor blokerede min vej og i hendes hånd var et stykke brød, som hun brugte som et skjold, for at beskytte dig mod mig. Det resulterede i, at jeg ikke kunne nå dig og jeg stod op.“
Abu Ja’far bebrejdede ham, stille, for den fjendtlighed, som gradvist havde bygget sig imellem dem. Denne hændelse åbnede en vej for en våbenhvile mellem dem.
Ibn Al-Furaat hjalp Abu Ja’far gavmildt med hans sager og snart blev de tætte venner.
Ibn Al-Furaat blev hørt sige, efter denne hændelse ” Ved Allaahs Navn, I vil ikke se dårligt fra mig efter dette”.
Det der ramte mig ved denne historie og som fik mig til at dele den med jer er hvordan Subhaan’Allaah ens gode gerninger mod andre, sadaqqah osv. vil komme tilbage til en og hjælpe en, når man selv har brug for hjælp, eller være en beskyttelse for en mod ondt.InShaa’Allaah så kan denne lille historie være en motivation for os, til at gøre gode gerninger for andre. Man skal aldrig se på en gerning som lille, hos Allaah kan denne lille gerning give dig stor belønning.
Hvem havde troet at et lille stykke brød- Bi-Ithnillaah- beskyttede en mod en thaalim (undertrykker)…?
En anden ting ved historien er, hvordan noget der kan skade en, kan vende sig til noget godt og blive til gavn for en.
Med prøvelser, kommer lettelse!
———————————————————————————————-
Note: Skrevet af en anonym oversætter og ikke af ejeren af denne blog, som de ovenstående personlige kommentarer i artiklen måske kunne hentyde til.
I “Al-Wuzaraa” af As-Sababi, i “Al-Muhtazim” af Ibn Al Jawzi og i “Al-Faraju ba’d ash-shidda” af Tanookhi, i alle disse bøger, er den følgende episode nævnt.
En guvernør ved navn Ibn Al-Furaat prøvede konstant på at skade Abu Ja’far Ibn Bistaam. Han oplevede mange lidelser pga. det.
Da Abu Ja’far var et barn, plejede hans mor at placere et stykke brød under hans pude, og den følgende morgen gav hun det til en person i nød, på hendes søns vegne.
Senere i livet gik Abu Ja’far over til Ibn Al-Furaat for den ene eller anden grund. Ibn Al-Furaat sagde straks: “Er der en sag mellem dig og din mor omkring noget brød?”
“Nej” svarede han.
“Du skal være ærlig med mig” insisterede Ibn Al-Furaat.
Abu Ja’far, som var lidt flov, fortalte historien om hans mor på en måde hvorpå han gjorde grin med hende og kvindelighed generelt.
Ibn Al-Furaat sagde:”Snak ikke med sådan en (spøgende) tone, for før jeg sov i nat, forberedte jeg en plan, som hvis det havde lykkedes mig, ville have tilintetgjort dig. Da jeg faldt i søvn så jeg en drøm: Det var som om mine hænder var løftet med et svær uden hylster og jeg styrtede mod dig, for at dræbe dig. Din mor blokerede min vej og i hendes hånd var et stykke brød, som hun brugte som et skjold, for at beskytte dig mod mig. Det resulterede i, at jeg ikke kunne nå dig og jeg stod op.“
Abu Ja’far bebrejdede ham, stille, for den fjendtlighed, som gradvist havde bygget sig imellem dem. Denne hændelse åbnede en vej for en våbenhvile mellem dem.
Ibn Al-Furaat hjalp Abu Ja’far gavmildt med hans sager og snart blev de tætte venner.
Ibn Al-Furaat blev hørt sige, efter denne hændelse ” Ved Allaahs Navn, I vil ikke se dårligt fra mig efter dette”.
Det der ramte mig ved denne historie og som fik mig til at dele den med jer er hvordan Subhaan’Allaah ens gode gerninger mod andre, sadaqqah osv. vil komme tilbage til en og hjælpe en, når man selv har brug for hjælp, eller være en beskyttelse for en mod ondt.InShaa’Allaah så kan denne lille historie være en motivation for os, til at gøre gode gerninger for andre. Man skal aldrig se på en gerning som lille, hos Allaah kan denne lille gerning give dig stor belønning.
Hvem havde troet at et lille stykke brød- Bi-Ithnillaah- beskyttede en mod en thaalim (undertrykker)…?
En anden ting ved historien er, hvordan noget der kan skade en, kan vende sig til noget godt og blive til gavn for en.
Med prøvelser, kommer lettelse!
———————————————————————————————-
Note: Skrevet af en anonym oversætter og ikke af ejeren af denne blog, som de ovenstående personlige kommentarer i artiklen måske kunne hentyde til.
Hvordan man opnår Ikhlaas (oprigtighed)- Smukt!
Hvordan man opnår IkhlaasOversat til dansk af N. Andersen, revideret af L. Akaltun.
Ikhlaas (oprigtighed) kan ikke kombineres i hjertet med kærligheden af at blive prist og grådighed for hvad andre folk har, undtagen på en sådan måde, som vand og ild er kombineret.
Så hvis din bevidsthed fortæller dig at søge Ikhlaas, så vend dig mod grådighed først og slagt den med kniven af fortvivlelse (dvs. opgiv håbet om verdslige sager/ejendele), vend dig så til kærligheden af at blive prist og forlad den, som dem der beundrer livet af denne verden opgiver det hinsides. Hvis du er succesfuld i at slagte grådigheden og i at forlade kærlighed af at blive prist, så vil Ikhlaas være let for dig.
Og hvis du spørger: “Og hvad vil gøre slagtning af grådighed og at forlade kærligheden af at blive prist, let for mig?”
Svarer jeg: Hvad angår slagtning af grådighed, så er det, som vil gør dette let for dig, din viden med sikkerhed om, at der ikke er noget som helst, der er ønsket, uden at dets skatte er med Allaah alene. Ingen besidder dem undtagen Ham og slaven er ikke givet noget af dem undtagen fra Ham.
Og hvad angår at forlade kærligheden af at blive prist, så er det, der vil lette dette for dig, din viden om at ingens ros gavner og pryder og ingens nedsættelse skader og gør en grim, undtagen prisen og nedsættelsen af Allaah alene. En beduin sagde til Allaahs (swt) Budbringer (saws) “Sandelig hvem end jeg priser er prydet, og hvem end jeg nedsætter, er hæslig. Så han (saw) sagde: “Det er (for) Allaah (swt) (alene.)”
Så forlad prisen af ham, hvis prise ikke pryder dig og ham hvis nedsættelse ikke gør dig værre. Og søg rosen af Ham hvis ros har alle besmykkelser og Ham hvis nedsættelse har al hæslighed. Og det er ikke muligt at opnå dette, undtagen med tålmodighed og sikkerhed, og når du mister tålmodighed og sikkerhed, bliver du ligesom en, der ønsker at rejse gennem havene uden en båd.
Allah, Den Lovpriste, siger:
فَاصْبِرْ إِنَّ وَعْدَ اللَّهِ حَقٌّ وَلَا يَسْتَخِفَّنَّكَ الَّذِينَ لَا يُوقِنُونَ
“Vær du da tålmodig og udholdende, thi Allâhs løfte er sandt. Og lad ikke dem, der ikke ejer sikkerhed, regne dig for lidet.” [Suratul Rum (30):60].
Og Han, Den Mest Høje, siger:
وَجَعَلْنَا مِنْهُمْ أَئِمَّةً يَهْدُونَ بِأَمْرِنَا لَمَّا صَبَرُوا وَكَانُوا بِآيَاتِنَا يُوقِنُونَ
“Og vi udpegede blandt dem ledere, som retledte (dem) på Vor befaling, da de var udholdende og havde en sikker tro på Vore tegn.” [Suratal Sajdah(32):24]
Kilde: “Al Fawaa’id” af Ibnul Qayyim
Ikhlaas (oprigtighed) kan ikke kombineres i hjertet med kærligheden af at blive prist og grådighed for hvad andre folk har, undtagen på en sådan måde, som vand og ild er kombineret.
Så hvis din bevidsthed fortæller dig at søge Ikhlaas, så vend dig mod grådighed først og slagt den med kniven af fortvivlelse (dvs. opgiv håbet om verdslige sager/ejendele), vend dig så til kærligheden af at blive prist og forlad den, som dem der beundrer livet af denne verden opgiver det hinsides. Hvis du er succesfuld i at slagte grådigheden og i at forlade kærlighed af at blive prist, så vil Ikhlaas være let for dig.
Og hvis du spørger: “Og hvad vil gøre slagtning af grådighed og at forlade kærligheden af at blive prist, let for mig?”
Svarer jeg: Hvad angår slagtning af grådighed, så er det, som vil gør dette let for dig, din viden med sikkerhed om, at der ikke er noget som helst, der er ønsket, uden at dets skatte er med Allaah alene. Ingen besidder dem undtagen Ham og slaven er ikke givet noget af dem undtagen fra Ham.
Og hvad angår at forlade kærligheden af at blive prist, så er det, der vil lette dette for dig, din viden om at ingens ros gavner og pryder og ingens nedsættelse skader og gør en grim, undtagen prisen og nedsættelsen af Allaah alene. En beduin sagde til Allaahs (swt) Budbringer (saws) “Sandelig hvem end jeg priser er prydet, og hvem end jeg nedsætter, er hæslig. Så han (saw) sagde: “Det er (for) Allaah (swt) (alene.)”
Så forlad prisen af ham, hvis prise ikke pryder dig og ham hvis nedsættelse ikke gør dig værre. Og søg rosen af Ham hvis ros har alle besmykkelser og Ham hvis nedsættelse har al hæslighed. Og det er ikke muligt at opnå dette, undtagen med tålmodighed og sikkerhed, og når du mister tålmodighed og sikkerhed, bliver du ligesom en, der ønsker at rejse gennem havene uden en båd.
Allah, Den Lovpriste, siger:
فَاصْبِرْ إِنَّ وَعْدَ اللَّهِ حَقٌّ وَلَا يَسْتَخِفَّنَّكَ الَّذِينَ لَا يُوقِنُونَ
“Vær du da tålmodig og udholdende, thi Allâhs løfte er sandt. Og lad ikke dem, der ikke ejer sikkerhed, regne dig for lidet.” [Suratul Rum (30):60].
Og Han, Den Mest Høje, siger:
وَجَعَلْنَا مِنْهُمْ أَئِمَّةً يَهْدُونَ بِأَمْرِنَا لَمَّا صَبَرُوا وَكَانُوا بِآيَاتِنَا يُوقِنُونَ
“Og vi udpegede blandt dem ledere, som retledte (dem) på Vor befaling, da de var udholdende og havde en sikker tro på Vore tegn.” [Suratal Sajdah(32):24]
Kilde: “Al Fawaa’id” af Ibnul Qayyim
At græde af frygt for Allâh
At græde af frygt for AllâhKilde (på engelsk): http://islaam.com/Article.aspx?id=628
Baseret på foredraget: ”Al-Khawf min Allâh” af shaykh Wahîd ’Abdus-Salâm Bâli
Oversat til dansk af L. Akaltun
“Mon ikke tiden er kommet for de troende, at deres hjerter skulle ydmyge sig ved Allâhs ihukommelse og ved den sandhed, Han har åbenbaret? Og de skal ikke være som dem, der fik bogen før dem, men tiden blev dem så lang, så deres hjerter forhærdedes- og mange af dem er oprørere.” (57:16)
“Allâh har åbenbaret det bedste og skønneste ord, en Bog, (hvis vers er) i indbyrdes overensstemmelse og gentaget (i skiftende form), ved hvis (forelæsning) huden trækker sig sammen hos dem, der frygter deres Herre. Men så blødgøres deres hud og deres hjerter (og tilskyndes) til Allâhs ihukommelse. Dette er Allâhs retledning, hvormed Han retleder, hvem Han vil. Og den som Allâh efterlader i vildfarelse, vil ikke finde nogen fører.” (39:23)
Han nævner løftet og truslen i Qur’ânen og Han har gjort klart, at Hans troende tjenere er ængstelige og skælver (ved tanken om) deres Herres straf. Vor Herre, Den Ophøjede, har forklaret til os, at den troende frygter Allâh endnu mere, når hans Îmân bliver stærkere og hans vished tiltager.
Profetens (fred og velsignelser være med ham) gråd
Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde til ‘Abdullâh Ibn Mas’ûd: “Læs Qur’ânen op for mig.” Han sagde: “Åh Allâhs Budbringer! Skal jeg recitere for dig, når det er dig, den blev åbenbaret til?” Han sagde: “Ja, for jeg kan lide at høre det fra andre.” Så reciterede jeg Sûrat an-Nisâ, indtil jeg nåede verset:
“Og hvordan (vil det gå dem), når Vi bringer et vidne fra ethvert folk og bringer dig (åh Muhammad) som vidne over disse?”
Så sagde han: “Stop nu”. Jeg kunne se hans øjne var tårevædede.” [Fath al-Bari 8:712]
‘Abdullâh Ibn Ash-Shikhîr (må Allâh være tilfreds med ham) sagde: “Jeg så Allâhs Budbringer, fred og velsignelser være med ham, bede med os og jeg kunne høre lyden af hans gråd komme ud af hans bryst, hvilket lød som en kogende gryde.” [Formidlet af Abû Dâwûd, An-Nasâ'i, og af At-Tirmidhi i ash-Shamâ'il, som blev stadfæstet af Ibn Khuzaymah, Ibn Hibban og Al-Hâkim]
Abû Bakrs (Må Allâh være tilfreds med ham) gråd
Â’ishah (må Allâh være tilfreds med hende) sagde: “Imens han var syg, sagde Allâhs Budbringer, fred og velsignelser være med ham: “Befal Abû Bakr at føre bønnen.” Jeg fortalte Allâhs Budbringer, fred og velsignelser være med ham: “Sandelig hvis Abû Bakr tager din plads, vil folk ikke kunne høre ham på grund af hans (umådeholdende) gråd.” [Al-Bukhâri]
Vores gråd
De retskafne har grædt, de tilbedende har grædt og de troende har grædt. Og i denne tidsalder er der folk, som forbipasseres af et helt år, uden at fælde en eneste tåre af frygt for Allâh.
Åh Allâh vi søger tilflugt hos Dig fra forhærdede hjerter. Åh Allâh blødgør vores hjerter, så vi kan ihukomme Dig!
“De, som tror og hvis hjerter har fundet ro i Allâhs ihukommelse, sandelig i Allâhs ihukommelse finder hjerterne ro (og fred).” (13:28)
“(Sande) troende er alene de, hvis hjerter skælver, når Allâhs navn nævnes. Når Hans tegn forelæses dem, forøger det deres tro, og de sætter deres lid til deres Herre.” (8:2)
Hvorfor græder vi så ikke i dag? Vi græder ikke på grund af intensiteten af hårdheden af vores hjerter og deres forbindelse til denne verden. Vores hjerter er blevet forhærdede og vores øjne er udtørrede.
Vi er fjerne fra vores Herre. Havde vi været tæt (på vores Herre), ville vores hjerter ikke være blevet forhærdede. Lad den, som sidder i en uge, uden at hans øje fælder en tåre, bønfalde (Allâh) og gøre sig selv ydmyg. Måske ville hans hjerte blive blødt og hans øjne fælde en tåre. Og hvis hans hjerte ikke bliver blødt og han ikke fælder en tåre, så lad ham åbne Allâhs Bog og læse dens vers med omhu, ydmyghed og underkastelse. Hvis hans øje fælder tårer, hans hjerte frygter og hans sjæl bliver ydmyg, har han opnået succes. Hvis han fortsætter i en tilstand af et forhærdet hjerte, så lad ham sidde i et mørkt værelse og græde over sin tilstand, for hans hjerte er død.
Baseret på foredraget: ”Al-Khawf min Allâh” af shaykh Wahîd ’Abdus-Salâm Bâli
Oversat til dansk af L. Akaltun
“Mon ikke tiden er kommet for de troende, at deres hjerter skulle ydmyge sig ved Allâhs ihukommelse og ved den sandhed, Han har åbenbaret? Og de skal ikke være som dem, der fik bogen før dem, men tiden blev dem så lang, så deres hjerter forhærdedes- og mange af dem er oprørere.” (57:16)
“Allâh har åbenbaret det bedste og skønneste ord, en Bog, (hvis vers er) i indbyrdes overensstemmelse og gentaget (i skiftende form), ved hvis (forelæsning) huden trækker sig sammen hos dem, der frygter deres Herre. Men så blødgøres deres hud og deres hjerter (og tilskyndes) til Allâhs ihukommelse. Dette er Allâhs retledning, hvormed Han retleder, hvem Han vil. Og den som Allâh efterlader i vildfarelse, vil ikke finde nogen fører.” (39:23)
Han nævner løftet og truslen i Qur’ânen og Han har gjort klart, at Hans troende tjenere er ængstelige og skælver (ved tanken om) deres Herres straf. Vor Herre, Den Ophøjede, har forklaret til os, at den troende frygter Allâh endnu mere, når hans Îmân bliver stærkere og hans vished tiltager.
Profetens (fred og velsignelser være med ham) gråd
Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde til ‘Abdullâh Ibn Mas’ûd: “Læs Qur’ânen op for mig.” Han sagde: “Åh Allâhs Budbringer! Skal jeg recitere for dig, når det er dig, den blev åbenbaret til?” Han sagde: “Ja, for jeg kan lide at høre det fra andre.” Så reciterede jeg Sûrat an-Nisâ, indtil jeg nåede verset:
“Og hvordan (vil det gå dem), når Vi bringer et vidne fra ethvert folk og bringer dig (åh Muhammad) som vidne over disse?”
Så sagde han: “Stop nu”. Jeg kunne se hans øjne var tårevædede.” [Fath al-Bari 8:712]
‘Abdullâh Ibn Ash-Shikhîr (må Allâh være tilfreds med ham) sagde: “Jeg så Allâhs Budbringer, fred og velsignelser være med ham, bede med os og jeg kunne høre lyden af hans gråd komme ud af hans bryst, hvilket lød som en kogende gryde.” [Formidlet af Abû Dâwûd, An-Nasâ'i, og af At-Tirmidhi i ash-Shamâ'il, som blev stadfæstet af Ibn Khuzaymah, Ibn Hibban og Al-Hâkim]
Abû Bakrs (Må Allâh være tilfreds med ham) gråd
Â’ishah (må Allâh være tilfreds med hende) sagde: “Imens han var syg, sagde Allâhs Budbringer, fred og velsignelser være med ham: “Befal Abû Bakr at føre bønnen.” Jeg fortalte Allâhs Budbringer, fred og velsignelser være med ham: “Sandelig hvis Abû Bakr tager din plads, vil folk ikke kunne høre ham på grund af hans (umådeholdende) gråd.” [Al-Bukhâri]
Vores gråd
De retskafne har grædt, de tilbedende har grædt og de troende har grædt. Og i denne tidsalder er der folk, som forbipasseres af et helt år, uden at fælde en eneste tåre af frygt for Allâh.
Åh Allâh vi søger tilflugt hos Dig fra forhærdede hjerter. Åh Allâh blødgør vores hjerter, så vi kan ihukomme Dig!
“De, som tror og hvis hjerter har fundet ro i Allâhs ihukommelse, sandelig i Allâhs ihukommelse finder hjerterne ro (og fred).” (13:28)
“(Sande) troende er alene de, hvis hjerter skælver, når Allâhs navn nævnes. Når Hans tegn forelæses dem, forøger det deres tro, og de sætter deres lid til deres Herre.” (8:2)
Hvorfor græder vi så ikke i dag? Vi græder ikke på grund af intensiteten af hårdheden af vores hjerter og deres forbindelse til denne verden. Vores hjerter er blevet forhærdede og vores øjne er udtørrede.
Vi er fjerne fra vores Herre. Havde vi været tæt (på vores Herre), ville vores hjerter ikke være blevet forhærdede. Lad den, som sidder i en uge, uden at hans øje fælder en tåre, bønfalde (Allâh) og gøre sig selv ydmyg. Måske ville hans hjerte blive blødt og hans øjne fælde en tåre. Og hvis hans hjerte ikke bliver blødt og han ikke fælder en tåre, så lad ham åbne Allâhs Bog og læse dens vers med omhu, ydmyghed og underkastelse. Hvis hans øje fælder tårer, hans hjerte frygter og hans sjæl bliver ydmyg, har han opnået succes. Hvis han fortsætter i en tilstand af et forhærdet hjerte, så lad ham sidde i et mørkt værelse og græde over sin tilstand, for hans hjerte er død.
Salafs aforismer angående etik
Salafs aforismer angående etik
Kompileret af Shaykh Ahmad Farîd
Udvalgt fra “Fra karaktertrækkene af As-Salaf (de gudfrygtige forgængere)”
© 1996 Jami’at Ihyaa’ Minhaaj Al-Sunna
Oversat til dansk af L. Akaltun.
--------------------------------------------------------------------------------
Ibrâhîm at-Taymi (rahimahullâh) plejede at sige: “Den oprigtigt hengivende (slave), er den, som skjuler sine gode gerninger, som han skjuler sine dårlige gerninger.”
Engang blev ‘Umar ibn ‘Abdul ‘Azîz (rahimahullâh) tilrådet: “O ‘Umar, tag dig i agt for at være Allâhs forbundsfælle i åben, imens du er Hans fjende i skjul. Hvis ens natur i åben og skjul ikke er i overensstemmelse med hinanden, er man en hykler og hyklerne optager det laveste niveau i Helvede.”
En af dem sagde: “Vogt jer for hyklerisk frygt!” Da det blev spurgt: “Hvad er hyklerisk frygt?”, svarede han: “Når din krop ses (som værende) frygtende, hvorimod dit hjerte ikke er.”
En (anden) af dem sagde: “At ledsage retskafne mennesker giver anledning til retskaffenhed i hjertet.”
Ahmad ibn Harb (rahimahullâh) sagde: “Der intet mere gavnligt for en muslims hjerte end at omgås de retskafne og at se (på) deres handlinger, hvorimod intet er mere skadeligt for hjertet end at omgås syndere og at se (på) deres handlinger.”
En af As-Salaf sagde: “Hvis du kan sørge for ingen kan komme dig i forkøbet til Allâh, så gør det.”
Abû Turâb an-Nakhshabî (rahimahullâh) plejede at sige: “Hvis en person bestemte sig for at opgive at synde, ville Allâh sende ham forstærkninger fra alle sider. Det som indikerer hjertets formørkelse er tre (ting): Ikke at kunne finde en flugt fra at synde, eller et sted hvor lydighed (mod Allâh) kan finde sted, eller et tilflugtssted for prædiken, som advarer.”
En af dem sagde: “Hvis den eneste egenskab af lydighed (mod Allâh) var fremtrædende lys på ansigtet og dets udstråling, kærlighed i hjertet, styrke i legemerne, sikkerhed af sjælen (An-Nafs), ville alle disse være nok til at opgive synder. Og hvis synder kun producerede hæslighed i ansigtet, formørkelse i hjertet og frygt for sjælen, ville alt dette være nok til at forlade synder. For både den lydige og ulydige, har Allâh efterladt indikationer og tegn for at tilfredsstille den ene og gør den anden ulykkelig.
Qatâdah blev spurgt: “Hvilken person har den højeste status?” Han svarede: “Den mest rige på tilgivelse (af andre mennesker).”
En af As-Salaf sagde: “Jeg er ulydig mod Allâh, for at finde dets virkninger i måden hvorpå mit dyr og min kone opfører sig.”[1]
‘Alî ibn Abî Tâlib (radhi Allâhu ‘anhu) sagde: “Det som tilfredsstiller en person er fem ting: At hans kone er føjelig, at hans børn er loyale, at hans brødre er Gudfrygtige, at hans naboer er retskafne og hans forsyninger fra hans Herre.”
Ahmad ibn Harb (rahimahullâh) plejede at sige: “Hvis seks manerer er samlet i en kvinde er hendes godhed fuldkommet (og disse er): At vogte de fem bønner, at give efter for sin mand, at tilfredsstille sin Herre, at vogte sin tunge mod bagtalelse og sladder, at forlade verdslige besiddelser og at være tålmodig efterfulgt af en tragedie. “
Sufyân ath-Thawrî (rahimahullâh) sagde, “Søg ikke førerskab, førend du har kæmpet mod sjælen (dvs. kæmpet mod dine lyster og dit ego) i 70 år.”
Bakr ibn ‘Abdullâh al-Muzanî (rahimahullâh) sagde: “Hvis du ser en, som er ældre end dig, så respekter ham ved at sige: “Han har gået mig i forkøbet til Islâm og retskafne handlinger. Hvis du ser en, som er yngre end dig, så respekter ham ved at sige til dig selv: “Jeg har gået ham i forkøbet til synder.” Hvis folk ærer dig, så sig: “Det er fra Allâhs nåde, skønt jeg ikke fortjener det.” Hvis de nedværdiger dig, så sig: “Dette skete, som følge af en tidligere synd.” Hvis du smider en sten efter din nabos hund, har du skadet ham (din nabo).”
Mutarrif ibn ‘Abdullâh (rahimahullâh) plejede at sige: “Jeg er ikke overrasket over den, som er tilintetgjort, eller hvordan han er tilintetgjort, men er forbløffet over den, som er reddet, hvordan han blev reddet og Allâh har aldrig skænket en større velsignelse end Islâm.”
Yahyâ ibn Mu‘âdh (rahimahullâh) samlede karaktertrækkene af de troende i en af sine afhandlinger, som følger:
“Det er at være fuld af beskedenhed og at være harmløs. (Det er) at være fuld af godhed og ikke at være korrupt. (Det er) for tungen at være sanddru, for ordene at være få og at være rigelig på gode handlinger. (Det er) at have få fejl og ikke at være umådeholden. (Det er) at være god mod sine slægtninge (og) at stifte nærhed til dem. At være hæderlig og taknemlig. At være fuld af tilfredshed, hvis Allâh begrænsede nogle forsyninger. At være tålmodig og venlig mod sine brødre. At være barmhjertig og kysk. Ikke at bande, fornærme, bagtale, eller at sladre. Ikke at være hastig (til værks), misundelig, hadefuld, arrogant eller forfængelig. Ikke at læne mod verdslighed, eller at udvide store håb og ønsker. Ikke at sove for meget, eller at være sindsmæssigt fraværende, eller at vise sig frem, eller at være hyklerisk. (Det er) ikke at være selvisk, men (i stedet) at være mild og munter, men dog heller ikke servil. At elske kun for Allâhs skyld, at være glad for Hans skyld og at være vred for Hans skyld. Hans (den hengivende troendes) forsyning er Gudsfrygt. Hans bekymringer er hvad der vil ske med ham i Efterlivet. Hans venner formaner ham. Hans elskede er hans Beskytter og Herre. Hans kamp er for Efterlivet.”
Fudayl ibn ‘Iyâd (rahimahullâh) sagde: “En troende planter et palmetræ og frygter torn vil gro. Hyklerne planter torne og forventer, at modne dadler vil gro!”
Mâlik ibn Dînâr (rahimahullâh) sagde: “Hvem end der friede til verdenen, så ville verdenen ikke være tilfreds, førend han opgav sin Dîn som medgift.”
Fudayl ibn ‘Iyâd (rahimahullâh) sagde: “Hvis du ihukommer skabelsen (sladder om den og den), så ihukom Allâh, Den Ophøjede. At ihukomme Ham er medicinen mod ihukommelse af skabelsen.”
Yahyâ ibn Mu‘âdh (rahimahullâh) sagde: “Forny jeres hjerter med ihukommelsen af Allâh, for det farer mod glemsomhed.”
Ka‘b al-Ahbâr (rahimahullâh) sagde: “Jeg foretrækker at græde af frygt for Allâh med (selv) en tåre faldende ned fra mine øjne, end at spendere et bjerg af guld (i almisse) med et vrangvilligt hjerte.”
‘Alî (radhi Allâhu ‘anhu) plejede at sige: “Tegnene på de retskafne (troende) er en bleg hudfarve, rindende øjne, læber som rynker af sult, at græde og vågenhed i bøn om natten.”
Mâlik ibn Dînâr (rahimahullâh) sagde: “Pas på troldmanden (dvs. verdenen), som fortryller de lærdes hjerter (og) afleder dem fra Allâh, Den Mest Ophøjede. Dens natur er hæsligere end magien som Hârût og Mârût kom med, eftersom at deres magi separerede en mand fra hans kone, hvorimod verdenen separerer slaven fra sin Herre.
‘Abdullâh ibn Mubârak (rahimahullâh)plejede at sige: “Verdenen er den troendes fængsel. Den bedste (form for) handling i et fængsel er tålmodighed og kontrol af ens vrede. Den troende har ikke noget land i denne verden, hans land vil være der i morgen i Efterlivet.”
[Formålet (og Allâh ved bedst) er, at den troende ikke higer efter verdenen, som bevidnet i udtalelsen af Den Mest Ophøjede: "Det kommende (livs) hjem giver Vi til dem, som ikke ønsker at ophøje sig på jorden og som ikke ønsker at stifte ufred og den (gode) afslutning tilkommer de retskafne." {Sûratul-Qassas: (28):83} Men Allâh vil ophøje ham i denne verden og i Det Hinsides og give ham ære i denne verden og i Det Hinsides.
En af As-Salaf plejede at sige: "Hvis du vil være tæt på Allâh, så stil en jernvæg op imellem dig og dine lyster."
Abû Muslim al-Khawlânî (rahimahullâh) sagde: "Mange mennesker lever iblandt mennesker med bare deres viden, som ødelægger deres sjæle (dvs. med forfængelighed og egoisme).
Abû Hâzim (rahimahullâh) sagde: "De lærde af vores tid har været tilfreds med tale (prædike) og ingen praksis! As-Salaf plejede at praktisere, men ikke tale. Efter dem praktiserede og talte folk, efterfulgt af et folk, som talte men ikke praktiserede. Der vil komme en tid, hvor folk hverken vil tale eller praktisere."
Sufyân ath-Thawrî (rahimahullâh) sagde: "Enhver, hvis viden får ham til at græde, er en (sand) lærd (‘âlim). Allâh Den Mest Ophøjede siger (meningen af): "Sandelig, de, der fik viden før den, falder tilbedende ned på deres ansigter, når den forlæses dem." {Sûrah Banî Isrâ'îl (17):107} Han sagde også (meningen af): "Når Den Nådiges vers (âyât) blev forlæst dem, faldt de ned på deres ansigter (foran Allâh) grædende." {Sûrah Maryam (19):58}
"En af As-Salaf sagde: "Hvis en af jer ikke ønsker at opfylde sin brors behov ved at dele hans bekymring eller ved at gøre du'â (bede) for ham, så spørg ikke "Hvordan går det?", fordi det betragtes som hykleri. "
Abû Bakr as-Siddîq (radhi Allâhu ‘anhu) blev spurgt: "Hvordan har du det denne morgen?" Han svarede: "Denne morgen, træder jeg ind som en ringe slave til en pragtfuld og herlig Herre. Jeg indtræder denne morgen, befalet af Hans befaling."
Imâm ash-Shâfi'î (rahimahullâh) blev spurgt: "Hvordan har du det denne morgen?" Han svarede: "Denne morgen har jeg indtrådt, ved at spise (af) min Herres forsyning, men har ikke opfyldt (forpligtelsen af) sand taknemlighed overfor Ham."
Mâlik ibn Dînâr (rahimahullâh) blev spurgt: "Hvordan har du det denne morgen?" Han svarede: "Jeg indtræder morgenen med min resterende alder formindskende og med mine synder tiltagende."
Fudayl ibn ‘Iyâd (rahimahullâh) sagde: "Hvis Iblîs besejrer Âdams søn med en af disse tre (ting), siger han: "Jeg vil ikke søge andet fra ham." [Disse tre ting er] 1) at han er glad for sig selv, 2) han anser sine gerninger som værende rigelige og 3) glemsomhed af hans synder.”
Al-Hassan (rahimahullâh) sagde: “Hvis Shaytân ser at du adlyder Allâh konsekvent, vil han opsøge dig gang på gang igen. Hvis han observerer din konsekventhed (og det går op for ham, at det ikke ændrer sig), bliver han træt af dig, afviser (opgiver) dig. Hvis du derimod ændrer dig hver eneste gang, begynder han at nære håb til dig (og bliver forventningsfuld).
Sahl at-Tustarî (rahimahullâh) sagde: “Taknemlighed overfor Allâh er ikke at være Ham ulydig med Hans begunstigelser (til dig). Hele kroppen er fra Allâhs begunstigelser og skænkelser, så vær Ham ikke ulydig med noget af det.”
Mujâhid and Makhûl (rahimahumullâh) plejede at sige vedrørende Allâhs udtalelse (meningen af): “Så vil I (da på denne dag) blive kaldt til regnskab for det, som I plejede at nyde (af Allâhs nådegaver).” {Sûratul-Takâthur (102):8}, ” Sandelig, dette er den kolde drink, husly, tilfredsstillelsen af ens vom, fuldkommenheden af ens træk og nydelsen af søvn.”
‘Umar ibn ‘Abdul ‘Azîz (rahimahullâh) plejede at sige: “Ingen kan opnå statussen af Taqwâ (fromhed) førend, han besidder hverken handling eller ord, som kan blottes til hans forlegenhed i enten denne verden eller Det Hinsides.” Han blev engang spurgt: “Hvornår når den tilbedende højden af Taqwâ’?” Han svarede: “Hvis han anbringer alle sine tanker og lyster (som eksisterer) i sit hjerte på en tallerken og så vandrer rundt i marked, bør han ikke skamme sig over noget som helst der.” Han plejede tit at sige: “Tegnene på Al-Muttaqi (en, som frygter Gud) er at tøjle sig selv fra at tale, ligesom en i Ihrâm tøjler sig selv fra at tale. Al-Muttaqi (den Gudfrygtige) skal være en lærd af Sharî’âh, det hele, eller også forlader han Taqwâ’ uden at indse det.”
Abû Dardâ (radhi Allâhu ‘anhu) sagde: “Fra fuldstændiggørelse af Taqwâ’ er, at slaven frygter sin Herre (selv) med hensyn til ting, der har vægten af et atom.”
Abû Hurayrah (radhi Allâhu ‘anhu) blev spurgt om Taqwâ’: Han sagde: “Det er en vej fuld af torn. Den som går på den, skal have ekstrem tålmodighed.”
Sufyân ath-Thawrî (rahimahullâh) sagde: “Vi mødte et folk, der elskede det, da det blev sagt til dem “Frygt Allâh, Den Mest Ophøjede”. I dag oplever man, at folk bliver irriteret over dette.”
Fra udtalelserne af Amîrul-Mu’minîn ‘Alî (radhiAllâhu ‘anhu): “Højden af slaven ender ved 22 års alderen. Hans intelligent når sit højde ved 28 års alderen. Det som kommer derefter, indtil slutningen af hans liv, er prøvelser, sorg og lidelse.
Qatâdah (rahimahullâh) plejede at sige: Mænd er af tre typer: En mand, en halv mand og ingen mand. Manden er den, fra hvis mening og intelligens, der er nytte. Den halve mand er den, som spørger de intelligente og praktiserer i henhold til deres meninger. Ingen-manden er den, som hverken har intelligens eller mening og han spørger heller ikke andre.”
Sufyân ibn ‘Uyaynah (rahimahullâh) sagde: “De mest adrætte af skabninger har stadig brug for en stemme. Den klogeste kvinde har stadig brug for en mand og de klogeste af mænd har stadig brug for at rådføre sig med vise mænd.”
Wahb ibn Munabbih (rahimahullâh) sagde: “Enhver, som hævder at være intelligent, men hvis opmærksomhed ikke er rettet mod Efterlivet, er en løgner.”
En af As-Salaf sagde: “Visdom fænges ved fire ting: Sorg efter synder, beredskab for døden, tomhed af maven og at ledsage “forladerne” af denne verden.”
Ash-Shâfi‘î (rahimahullâh) sagde: “Enhver som udbreder sladder til dig, udbreder sladder om dig. Enhver som fortæller historier til dig, fortæller historier om dig. Enhver som siger, det som ikke eksisterer i dig (af egenskaber), når du gør ham glad, vil sige det, som ikke eksisterer i dig (af egenskaber), når du gør ham vred”
Fudayl ibn ‘Iyâd (rahimahullâh) sagde: “Enhver hvis formaninger er mange vil have få venner.”
Ibrâhîm an-Nakhâ‘î (rahimahullâh) sagde: “Enhver som reflekterer over det, vil opleve, at den mest ædle og hæderlige person i hver forsamling, er den, som er mest tavs, fordi tavsheden forskønner den lærde og skjuler den uvidendes fejl.
Ma‘rûf al-Kirakhî (rahimahullâh) sagde: “En person, som taler om unødvendige ting, (er et tegn) fra Allâh om at Han forlader ham.”
Shignî ibn Mâtî’ al-Asbahî (rahimahullâh) sagde: “Enhver hvis tale tiltager, vil hans fejl (også) tiltage.”
Sufyân ath-Thawrî (rahimahullâh) sagde: “Når din bror er ude af dit syn, så omtal ham, sådan som du ønsker, at han ville omtale dig, når du er ude af hans syn.”
En af As-Salaf sagde: “En af jer kan se sine egne fejl og stadig elske sig selv. (Men) han hader sin bror på baggrund af mistænksomhed. Hvor er så logikken (i det)?”
Ash-Sha‘bî (rahimahullâh) plejede at sige: “Enhver som leder efter fejl hos sine brødre, vil blive efterladt uden venner.”
Sufyân ath-Thawrî (rahimahullâh) plejede at blive henrykt over at se en tigger ved sin dør og ville sige: “Velkommen til den, som er kommet for at vaske mine synder (væk).”
Fudayl ibn ‘Iyâd (rahimahullâh) sagde: “Tiggere er sådanne gode mennesker! De bærer på vores forsyning til Efterlivet uden betaling, indtil de placerer det på vægten foran Allâh, Den Mest Ophøjede.”
Rabî‘ ibn Khuthaym (rahimahullâh) sagde: “Ingen bør isolere sig selv, undtagen efter at have studeret religionen grundigt, fordi Imâm Mâlik plejede at sige: “Studér grundigt og isoler dig selv derefter.”
Det blev sagt: “At isolere sig selv fra offentligheden er fuldkommelsen af moral.”
--------------------------------------------------------------------------------
[1] Det der menes her er når en troende ikke adlyder sin Herre, oplever han konsekvenserne deraf i form af at hans omgivelser modarbejder ham: I dette tilfælde hans dyr og kone.
Kompileret af Shaykh Ahmad Farîd
Udvalgt fra “Fra karaktertrækkene af As-Salaf (de gudfrygtige forgængere)”
© 1996 Jami’at Ihyaa’ Minhaaj Al-Sunna
Oversat til dansk af L. Akaltun.
--------------------------------------------------------------------------------
Ibrâhîm at-Taymi (rahimahullâh) plejede at sige: “Den oprigtigt hengivende (slave), er den, som skjuler sine gode gerninger, som han skjuler sine dårlige gerninger.”
Engang blev ‘Umar ibn ‘Abdul ‘Azîz (rahimahullâh) tilrådet: “O ‘Umar, tag dig i agt for at være Allâhs forbundsfælle i åben, imens du er Hans fjende i skjul. Hvis ens natur i åben og skjul ikke er i overensstemmelse med hinanden, er man en hykler og hyklerne optager det laveste niveau i Helvede.”
En af dem sagde: “Vogt jer for hyklerisk frygt!” Da det blev spurgt: “Hvad er hyklerisk frygt?”, svarede han: “Når din krop ses (som værende) frygtende, hvorimod dit hjerte ikke er.”
En (anden) af dem sagde: “At ledsage retskafne mennesker giver anledning til retskaffenhed i hjertet.”
Ahmad ibn Harb (rahimahullâh) sagde: “Der intet mere gavnligt for en muslims hjerte end at omgås de retskafne og at se (på) deres handlinger, hvorimod intet er mere skadeligt for hjertet end at omgås syndere og at se (på) deres handlinger.”
En af As-Salaf sagde: “Hvis du kan sørge for ingen kan komme dig i forkøbet til Allâh, så gør det.”
Abû Turâb an-Nakhshabî (rahimahullâh) plejede at sige: “Hvis en person bestemte sig for at opgive at synde, ville Allâh sende ham forstærkninger fra alle sider. Det som indikerer hjertets formørkelse er tre (ting): Ikke at kunne finde en flugt fra at synde, eller et sted hvor lydighed (mod Allâh) kan finde sted, eller et tilflugtssted for prædiken, som advarer.”
En af dem sagde: “Hvis den eneste egenskab af lydighed (mod Allâh) var fremtrædende lys på ansigtet og dets udstråling, kærlighed i hjertet, styrke i legemerne, sikkerhed af sjælen (An-Nafs), ville alle disse være nok til at opgive synder. Og hvis synder kun producerede hæslighed i ansigtet, formørkelse i hjertet og frygt for sjælen, ville alt dette være nok til at forlade synder. For både den lydige og ulydige, har Allâh efterladt indikationer og tegn for at tilfredsstille den ene og gør den anden ulykkelig.
Qatâdah blev spurgt: “Hvilken person har den højeste status?” Han svarede: “Den mest rige på tilgivelse (af andre mennesker).”
En af As-Salaf sagde: “Jeg er ulydig mod Allâh, for at finde dets virkninger i måden hvorpå mit dyr og min kone opfører sig.”[1]
‘Alî ibn Abî Tâlib (radhi Allâhu ‘anhu) sagde: “Det som tilfredsstiller en person er fem ting: At hans kone er føjelig, at hans børn er loyale, at hans brødre er Gudfrygtige, at hans naboer er retskafne og hans forsyninger fra hans Herre.”
Ahmad ibn Harb (rahimahullâh) plejede at sige: “Hvis seks manerer er samlet i en kvinde er hendes godhed fuldkommet (og disse er): At vogte de fem bønner, at give efter for sin mand, at tilfredsstille sin Herre, at vogte sin tunge mod bagtalelse og sladder, at forlade verdslige besiddelser og at være tålmodig efterfulgt af en tragedie. “
Sufyân ath-Thawrî (rahimahullâh) sagde, “Søg ikke førerskab, førend du har kæmpet mod sjælen (dvs. kæmpet mod dine lyster og dit ego) i 70 år.”
Bakr ibn ‘Abdullâh al-Muzanî (rahimahullâh) sagde: “Hvis du ser en, som er ældre end dig, så respekter ham ved at sige: “Han har gået mig i forkøbet til Islâm og retskafne handlinger. Hvis du ser en, som er yngre end dig, så respekter ham ved at sige til dig selv: “Jeg har gået ham i forkøbet til synder.” Hvis folk ærer dig, så sig: “Det er fra Allâhs nåde, skønt jeg ikke fortjener det.” Hvis de nedværdiger dig, så sig: “Dette skete, som følge af en tidligere synd.” Hvis du smider en sten efter din nabos hund, har du skadet ham (din nabo).”
Mutarrif ibn ‘Abdullâh (rahimahullâh) plejede at sige: “Jeg er ikke overrasket over den, som er tilintetgjort, eller hvordan han er tilintetgjort, men er forbløffet over den, som er reddet, hvordan han blev reddet og Allâh har aldrig skænket en større velsignelse end Islâm.”
Yahyâ ibn Mu‘âdh (rahimahullâh) samlede karaktertrækkene af de troende i en af sine afhandlinger, som følger:
“Det er at være fuld af beskedenhed og at være harmløs. (Det er) at være fuld af godhed og ikke at være korrupt. (Det er) for tungen at være sanddru, for ordene at være få og at være rigelig på gode handlinger. (Det er) at have få fejl og ikke at være umådeholden. (Det er) at være god mod sine slægtninge (og) at stifte nærhed til dem. At være hæderlig og taknemlig. At være fuld af tilfredshed, hvis Allâh begrænsede nogle forsyninger. At være tålmodig og venlig mod sine brødre. At være barmhjertig og kysk. Ikke at bande, fornærme, bagtale, eller at sladre. Ikke at være hastig (til værks), misundelig, hadefuld, arrogant eller forfængelig. Ikke at læne mod verdslighed, eller at udvide store håb og ønsker. Ikke at sove for meget, eller at være sindsmæssigt fraværende, eller at vise sig frem, eller at være hyklerisk. (Det er) ikke at være selvisk, men (i stedet) at være mild og munter, men dog heller ikke servil. At elske kun for Allâhs skyld, at være glad for Hans skyld og at være vred for Hans skyld. Hans (den hengivende troendes) forsyning er Gudsfrygt. Hans bekymringer er hvad der vil ske med ham i Efterlivet. Hans venner formaner ham. Hans elskede er hans Beskytter og Herre. Hans kamp er for Efterlivet.”
Fudayl ibn ‘Iyâd (rahimahullâh) sagde: “En troende planter et palmetræ og frygter torn vil gro. Hyklerne planter torne og forventer, at modne dadler vil gro!”
Mâlik ibn Dînâr (rahimahullâh) sagde: “Hvem end der friede til verdenen, så ville verdenen ikke være tilfreds, førend han opgav sin Dîn som medgift.”
Fudayl ibn ‘Iyâd (rahimahullâh) sagde: “Hvis du ihukommer skabelsen (sladder om den og den), så ihukom Allâh, Den Ophøjede. At ihukomme Ham er medicinen mod ihukommelse af skabelsen.”
Yahyâ ibn Mu‘âdh (rahimahullâh) sagde: “Forny jeres hjerter med ihukommelsen af Allâh, for det farer mod glemsomhed.”
Ka‘b al-Ahbâr (rahimahullâh) sagde: “Jeg foretrækker at græde af frygt for Allâh med (selv) en tåre faldende ned fra mine øjne, end at spendere et bjerg af guld (i almisse) med et vrangvilligt hjerte.”
‘Alî (radhi Allâhu ‘anhu) plejede at sige: “Tegnene på de retskafne (troende) er en bleg hudfarve, rindende øjne, læber som rynker af sult, at græde og vågenhed i bøn om natten.”
Mâlik ibn Dînâr (rahimahullâh) sagde: “Pas på troldmanden (dvs. verdenen), som fortryller de lærdes hjerter (og) afleder dem fra Allâh, Den Mest Ophøjede. Dens natur er hæsligere end magien som Hârût og Mârût kom med, eftersom at deres magi separerede en mand fra hans kone, hvorimod verdenen separerer slaven fra sin Herre.
‘Abdullâh ibn Mubârak (rahimahullâh)plejede at sige: “Verdenen er den troendes fængsel. Den bedste (form for) handling i et fængsel er tålmodighed og kontrol af ens vrede. Den troende har ikke noget land i denne verden, hans land vil være der i morgen i Efterlivet.”
[Formålet (og Allâh ved bedst) er, at den troende ikke higer efter verdenen, som bevidnet i udtalelsen af Den Mest Ophøjede: "Det kommende (livs) hjem giver Vi til dem, som ikke ønsker at ophøje sig på jorden og som ikke ønsker at stifte ufred og den (gode) afslutning tilkommer de retskafne." {Sûratul-Qassas: (28):83} Men Allâh vil ophøje ham i denne verden og i Det Hinsides og give ham ære i denne verden og i Det Hinsides.
En af As-Salaf plejede at sige: "Hvis du vil være tæt på Allâh, så stil en jernvæg op imellem dig og dine lyster."
Abû Muslim al-Khawlânî (rahimahullâh) sagde: "Mange mennesker lever iblandt mennesker med bare deres viden, som ødelægger deres sjæle (dvs. med forfængelighed og egoisme).
Abû Hâzim (rahimahullâh) sagde: "De lærde af vores tid har været tilfreds med tale (prædike) og ingen praksis! As-Salaf plejede at praktisere, men ikke tale. Efter dem praktiserede og talte folk, efterfulgt af et folk, som talte men ikke praktiserede. Der vil komme en tid, hvor folk hverken vil tale eller praktisere."
Sufyân ath-Thawrî (rahimahullâh) sagde: "Enhver, hvis viden får ham til at græde, er en (sand) lærd (‘âlim). Allâh Den Mest Ophøjede siger (meningen af): "Sandelig, de, der fik viden før den, falder tilbedende ned på deres ansigter, når den forlæses dem." {Sûrah Banî Isrâ'îl (17):107} Han sagde også (meningen af): "Når Den Nådiges vers (âyât) blev forlæst dem, faldt de ned på deres ansigter (foran Allâh) grædende." {Sûrah Maryam (19):58}
"En af As-Salaf sagde: "Hvis en af jer ikke ønsker at opfylde sin brors behov ved at dele hans bekymring eller ved at gøre du'â (bede) for ham, så spørg ikke "Hvordan går det?", fordi det betragtes som hykleri. "
Abû Bakr as-Siddîq (radhi Allâhu ‘anhu) blev spurgt: "Hvordan har du det denne morgen?" Han svarede: "Denne morgen, træder jeg ind som en ringe slave til en pragtfuld og herlig Herre. Jeg indtræder denne morgen, befalet af Hans befaling."
Imâm ash-Shâfi'î (rahimahullâh) blev spurgt: "Hvordan har du det denne morgen?" Han svarede: "Denne morgen har jeg indtrådt, ved at spise (af) min Herres forsyning, men har ikke opfyldt (forpligtelsen af) sand taknemlighed overfor Ham."
Mâlik ibn Dînâr (rahimahullâh) blev spurgt: "Hvordan har du det denne morgen?" Han svarede: "Jeg indtræder morgenen med min resterende alder formindskende og med mine synder tiltagende."
Fudayl ibn ‘Iyâd (rahimahullâh) sagde: "Hvis Iblîs besejrer Âdams søn med en af disse tre (ting), siger han: "Jeg vil ikke søge andet fra ham." [Disse tre ting er] 1) at han er glad for sig selv, 2) han anser sine gerninger som værende rigelige og 3) glemsomhed af hans synder.”
Al-Hassan (rahimahullâh) sagde: “Hvis Shaytân ser at du adlyder Allâh konsekvent, vil han opsøge dig gang på gang igen. Hvis han observerer din konsekventhed (og det går op for ham, at det ikke ændrer sig), bliver han træt af dig, afviser (opgiver) dig. Hvis du derimod ændrer dig hver eneste gang, begynder han at nære håb til dig (og bliver forventningsfuld).
Sahl at-Tustarî (rahimahullâh) sagde: “Taknemlighed overfor Allâh er ikke at være Ham ulydig med Hans begunstigelser (til dig). Hele kroppen er fra Allâhs begunstigelser og skænkelser, så vær Ham ikke ulydig med noget af det.”
Mujâhid and Makhûl (rahimahumullâh) plejede at sige vedrørende Allâhs udtalelse (meningen af): “Så vil I (da på denne dag) blive kaldt til regnskab for det, som I plejede at nyde (af Allâhs nådegaver).” {Sûratul-Takâthur (102):8}, ” Sandelig, dette er den kolde drink, husly, tilfredsstillelsen af ens vom, fuldkommenheden af ens træk og nydelsen af søvn.”
‘Umar ibn ‘Abdul ‘Azîz (rahimahullâh) plejede at sige: “Ingen kan opnå statussen af Taqwâ (fromhed) førend, han besidder hverken handling eller ord, som kan blottes til hans forlegenhed i enten denne verden eller Det Hinsides.” Han blev engang spurgt: “Hvornår når den tilbedende højden af Taqwâ’?” Han svarede: “Hvis han anbringer alle sine tanker og lyster (som eksisterer) i sit hjerte på en tallerken og så vandrer rundt i marked, bør han ikke skamme sig over noget som helst der.” Han plejede tit at sige: “Tegnene på Al-Muttaqi (en, som frygter Gud) er at tøjle sig selv fra at tale, ligesom en i Ihrâm tøjler sig selv fra at tale. Al-Muttaqi (den Gudfrygtige) skal være en lærd af Sharî’âh, det hele, eller også forlader han Taqwâ’ uden at indse det.”
Abû Dardâ (radhi Allâhu ‘anhu) sagde: “Fra fuldstændiggørelse af Taqwâ’ er, at slaven frygter sin Herre (selv) med hensyn til ting, der har vægten af et atom.”
Abû Hurayrah (radhi Allâhu ‘anhu) blev spurgt om Taqwâ’: Han sagde: “Det er en vej fuld af torn. Den som går på den, skal have ekstrem tålmodighed.”
Sufyân ath-Thawrî (rahimahullâh) sagde: “Vi mødte et folk, der elskede det, da det blev sagt til dem “Frygt Allâh, Den Mest Ophøjede”. I dag oplever man, at folk bliver irriteret over dette.”
Fra udtalelserne af Amîrul-Mu’minîn ‘Alî (radhiAllâhu ‘anhu): “Højden af slaven ender ved 22 års alderen. Hans intelligent når sit højde ved 28 års alderen. Det som kommer derefter, indtil slutningen af hans liv, er prøvelser, sorg og lidelse.
Qatâdah (rahimahullâh) plejede at sige: Mænd er af tre typer: En mand, en halv mand og ingen mand. Manden er den, fra hvis mening og intelligens, der er nytte. Den halve mand er den, som spørger de intelligente og praktiserer i henhold til deres meninger. Ingen-manden er den, som hverken har intelligens eller mening og han spørger heller ikke andre.”
Sufyân ibn ‘Uyaynah (rahimahullâh) sagde: “De mest adrætte af skabninger har stadig brug for en stemme. Den klogeste kvinde har stadig brug for en mand og de klogeste af mænd har stadig brug for at rådføre sig med vise mænd.”
Wahb ibn Munabbih (rahimahullâh) sagde: “Enhver, som hævder at være intelligent, men hvis opmærksomhed ikke er rettet mod Efterlivet, er en løgner.”
En af As-Salaf sagde: “Visdom fænges ved fire ting: Sorg efter synder, beredskab for døden, tomhed af maven og at ledsage “forladerne” af denne verden.”
Ash-Shâfi‘î (rahimahullâh) sagde: “Enhver som udbreder sladder til dig, udbreder sladder om dig. Enhver som fortæller historier til dig, fortæller historier om dig. Enhver som siger, det som ikke eksisterer i dig (af egenskaber), når du gør ham glad, vil sige det, som ikke eksisterer i dig (af egenskaber), når du gør ham vred”
Fudayl ibn ‘Iyâd (rahimahullâh) sagde: “Enhver hvis formaninger er mange vil have få venner.”
Ibrâhîm an-Nakhâ‘î (rahimahullâh) sagde: “Enhver som reflekterer over det, vil opleve, at den mest ædle og hæderlige person i hver forsamling, er den, som er mest tavs, fordi tavsheden forskønner den lærde og skjuler den uvidendes fejl.
Ma‘rûf al-Kirakhî (rahimahullâh) sagde: “En person, som taler om unødvendige ting, (er et tegn) fra Allâh om at Han forlader ham.”
Shignî ibn Mâtî’ al-Asbahî (rahimahullâh) sagde: “Enhver hvis tale tiltager, vil hans fejl (også) tiltage.”
Sufyân ath-Thawrî (rahimahullâh) sagde: “Når din bror er ude af dit syn, så omtal ham, sådan som du ønsker, at han ville omtale dig, når du er ude af hans syn.”
En af As-Salaf sagde: “En af jer kan se sine egne fejl og stadig elske sig selv. (Men) han hader sin bror på baggrund af mistænksomhed. Hvor er så logikken (i det)?”
Ash-Sha‘bî (rahimahullâh) plejede at sige: “Enhver som leder efter fejl hos sine brødre, vil blive efterladt uden venner.”
Sufyân ath-Thawrî (rahimahullâh) plejede at blive henrykt over at se en tigger ved sin dør og ville sige: “Velkommen til den, som er kommet for at vaske mine synder (væk).”
Fudayl ibn ‘Iyâd (rahimahullâh) sagde: “Tiggere er sådanne gode mennesker! De bærer på vores forsyning til Efterlivet uden betaling, indtil de placerer det på vægten foran Allâh, Den Mest Ophøjede.”
Rabî‘ ibn Khuthaym (rahimahullâh) sagde: “Ingen bør isolere sig selv, undtagen efter at have studeret religionen grundigt, fordi Imâm Mâlik plejede at sige: “Studér grundigt og isoler dig selv derefter.”
Det blev sagt: “At isolere sig selv fra offentligheden er fuldkommelsen af moral.”
--------------------------------------------------------------------------------
[1] Det der menes her er når en troende ikke adlyder sin Herre, oplever han konsekvenserne deraf i form af at hans omgivelser modarbejder ham: I dette tilfælde hans dyr og kone.
Abonner på:
Opslag (Atom)