At bruge enmandsberetninger i ‘Aqîdah-anliggenderMutawattir contra ahâd- definitioner
Mutawattir er henvisende til en hadîth, hvis berettere på hvert niveau af transmissionkæden er så mange, at det ikke er muligt for dem alle, at have konspireret i falskhed- om end bevidst eller fejlagtigt. Al-ahâd er ahâdîth, som ikke opfylder kravet for mutawattir-ahâdîth (flermandsberetninger).
De lærde er uenige om antallet af berettere (fra tre til over tyve), der skal til for at erklære en hadîth Mutawattir.
At grundlægge trossætninger (‘Aqîdah) på ahâd?
I fortiden har nogle sent ankomne i viden (i forhold til As-Salaf og de store islamiske lærde) hævdet, at ahâd-ahâdîth ikke kan bruges til at grundlægge ‘Aqîdah-anliggender (trossætninger). Listet forneden, er nogle svar fra hadîth-lærde til alle som holder på en sådan påstand.
Dette er en innoveret udtalelse, som intet grundlag har i Sharî’ah.
Denne udtalelse er i sig selv et spørgsmål om ‘Aqîdah. Netop på basis af dette princip, ville man have brug for et mutawattir bevis, for at etablere denne påstand. Imidlertid er der ingen beviser for det i Qur’ânen, eller i det autentiske Sunnah- ikke engang i âhâd ahâdîth.
Hvis der var noget som helst bevis for en sådan påstand, ville Sahâba have kendt til det og implementeret det. De retskafne lærde, som fulgte dem, ville også have kendt til det og implementeret det.
Denne udtalelse er i direkte opposition til metoden at søge viden på, som blev adopteret af Profetens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) ledsagere. Tværtimod finder vi, at hvis en af dem (ledsagerene) berettede noget fra Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam), accepterede anden, som hørte det.
Allâh (subhânahu wa ta’âla) siger (meningen af):
“Og det er ikke passende for de troende, at drage ud alle sammen (for at kæmpe). Fra hver gruppe (tâ’ifah) af dem, skal kun en division drage ud, så at de (som bliver tilbage) kan (hengive sig til at studere og) opnå (solid) forståelse (og viden) i religion, og så de kan formane deres folk, når de vender tilbage til dem, så at de (folkene) må tage sig i agt (mod onde).” [9:122]
Denne henvendelse fra Allâh er Fard Kifâyah. Det vil sige, at det er bindende for hele samfundet og bør i det mindste udføres af nogle af dets medlemmer. Således skal nogle blive tilbage og lære andre religionen. Der er ingen tvivl om at termen “religion” i den ovenstående âyâh inkluderer både lovgivnings- og ‘Aqîdah-anliggender. I denne âyâh bruger Allâh ordet “tâ’ifah”, som betyder én eller mere end en, som Ibn al-Athir konstaterede i An-Nihâya. Al-Bukhâri sagde (i sin Sahîh) at en mand bliver kaldt “tâ’ifah” i Allâhs udtalelse:
“Hvis to grupper (tâ’ifatân) iblandt de troende kæmper (imod hinanden)…” [49:9]
Så hvis to mænd kæmper (imod hinanden), henvender meningen af denne âyâh sig også til deres situation. Ibn Hajar sagde i Fath al-Bari, at ordet tâ’ifah betyder én eller mere end en, og er ikke et specifikt nummer. Dette blev rapporteret af Ibn ‘Abbâs og andre såsom Nakhi’ og Mujâhid.
Trossætninger grundlagt på ahâd
Først og fremmest bliver ahâdîth delt i to kategorier; autentisk og ikke autentisk. Så når en lærd erklærer, at hvis der findes en autentisk hadîth er dette hans madh-hab (retslære), skelner han ikke imellem mutawattir og âhâd âhâdîth.
De følgende eksempler er trossætninger, som blev accepteret af det retskafne salaf og de store lærde af denne Ummah, som en del af Ahlus Sunnah wal-Jamâ’ah’s trossætninger, selvom de er grundlagt på ahâd ahâdîth:
Udtalelsen om, at Adâm er en Profet og andre udover ham, der ikke er nævnt i Qur’ânen.
Kendsgerningen, at vores Profet (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) er favoriseret af Allâh (ta’âla) over alle andre Profeter og Budbringere (fred og velsignelser være med dem).
Profetens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) store forbøn på Dommedagen.
Hans forbøn for folk af denne Ummah, som begik store synder.
Alle Profetens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) mirakler udover Qur’ânen.
Anliggender, som forholder sig til skabelsens begyndelse.
Beskrivelsen af englene, Al-Jinn, Al-Jannah og Al-Jahannam.
Troen på, at både Jannah og Jahannam eksisterer på nuværende tidspunkt.
Troen på, at den sorte sten (Qa’bah) er en sten fra Jannah.
Troen på, at Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) så Jannah og alt hvad Allâh har forberedt for de gudfrygtige troende.
Troen om, at ti af Profetens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) ledsagere blev specifikt lovet Jannah.
Troen på, at alle vil blive afhørt i graven af to engle.
Troen på straffen i graven.
Troen om, at vægten (Al-Mizân), som vil veje gerningerne på Dommedagen, har to vægtskåle.
Troen på Broen (As-Sirât), som strækker sig over Jahannam.
Troen på Profetens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) springvand, og at enhver som drikker fra den på Dommedagen aldrig vil være tørstig efter det.
Troen på, at 70.000 medlemmer af Muhammad (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) Ummah vil komme i Jannah uden at blive stillet til regnskab.
Troen på de gode og onde konsekvenser af al-Qadr.
Troen på, at Allâh for enhver, har skrevet hans lykkelighed, ulykkelighed, forsyning og hans dødstidspunkt.
Troen på, at en muslim, som har begået en stor synd, ikke vil blive i Jahannam for evigt.
Troen på pennen, som blev skabt af Allâh og at Han befalede den at skrive alt, som ville ske.
Troen på, at Allâh har forbudt jorden, at spise Budbringernes kroppe.
Konklusion:
Efter at have læst denne diskussion, håber vi, at den efterlader os med en meget større sikkerhed om:
- Betydningen af termen “ahâdîth âhâd”.
- Faren i ikke at bruge ahâd ahâdîth til at etablere trosanliggender, som er hvad nogle afvigende grupper påstår.
- Der er mange grupper, som påstår, at de repræsenterer Islâm, men når deres lære undersøges, kommer man frem til, at de er langt fra Den rette Vej, som Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) så tydeligt definerede for os.
- Dette bør ikke komme som en overraskelse for os, eftersom at Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) forudsagde at Ummahen ville dele sig i mange sekter. Han (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) sagde: “Jøderne delte sig i 71 sekter og de kristne delte sig i 72 sekter. Min Ummah vil dele sig i 73 forskellige sekter, som alle vil komme i Helvede, bortset fra én: Den som følger min og mine ledsageres vej.” [At-Tirmidhi: Hassan]
- Denne hadîth bør rejse vores agtsomhed og få os til at overveje ting (nøjere). Den bør også være bevis for os, at de afvigende grupper vil være overlegen i antal, end de som er på Den Rette Vej.
Det er enhver persons pligt, at undersøge og finde den sande Islâm. Vi råder alle, som er blevet fanget i troen om ikke at bruge âhâd ahâdîth, som bevis i ‘Aqîdah-anliggender, at yde en fælles indsats, for at henvise til de bedste generationers (Sahâba og At-Tâbi’în; Profetens ledsagere og de som fulgte dem) trosoverbevisninger. Efter denne undersøgelse, bør de sammenligne deres fund med deres (Sahâba og At-Tâbi’în) trosoverbevisninger. Der er ingen tvivl om, at de ville komme frem til, at ledsagernes tro og de som fulgte dem, er total anderledes fra de, som holder fast ved disse innovative principper.
Må Allâh retlede os alle til sandheden, hjælpe os med at se den tydeligt og følge den, amîn.
tirsdag den 19. oktober 2010
En ren Tawheed!
En ren Tawheed!I Allahs navn, Den Mest Barmhjertige, Den mest Nådige
Hvad er Tawheed? Ordet Tawheed er ved Allah´s (swt) Nåde blevet et ord, som er velkendt blandt muslimerne i dag. Men forstår vi, hvad den sande mening af ordet er? “Hvad er Tawheed?” kan du spørge enhver muslim. “Er det Allah´s Enhed?” og han/hun vil svare “Hvad er det?”. Du kan så spørge igen, og han/hun vil svare “Jeg er ikke helt sikker”. Det er denne form for scenario, der udspiller sig for vores øjne, og som muslimerne i dag er involveret i. Det er sørgeligt at konstatere, at vi ikke engang kan forklare det fundamentale af vores den [ 1] til dem omkring os.
Nogle af os er så dedikerede til vore studier, at vi ofte bruger flere timer på at læse i tekstbøger. Nogle af os er så glade for den vestlige kultur og levestil, at vi kan efterligne og citere ikke-muslimers ord til sådan en grad, at vi endda begynder at citere sætninger i lange baner fra de sidste Hollywood film! Men når der spørges: “Hvad er Tawheed?”, så ophører snakken, tungen bevæger sig ikke, og stilheden breder sig.
Helbredelsen til ignorance er viden og for at helbrede os selv, bliver vi nødt til at bruge noget tid på at lære om vores smukke deen, selv hvis dette betyder at læse artikler som denne.
Det er rigtigt, at Tawheed simpelt sagt er Allah´s Enhed, men samtidig er det noget, som er så udførligt beskrevet i vores deen, at det er en livslang søgen for viden. Tawheed i dets mere detaljerede form er noget, som uheldigvis ikke kendes af flertallet af muslimer, og det er derfor, at man ser mange muslimer sige, at kristendommen og jødedommen, ligesom Islaam, er monoteistiske [ 2] religioner. Dog hvis disse muslimer oprigtigt ville lære om Islaam, så ville de opdage, at Kristendommen og Jødedommen er en form for idol-dyrkning, der er langt fra at være lig med Islaam.
Sprogligt betyder Tawheed forening (at gøre noget til ét). Men i Islamiske termer betyder Tawheed at referere til Allah (swt) som Den Eneste Ene i alle aspekter, der er specifikke for Ham. Det modsatte af Tawheed er Shirk, som betyder at associere partnere med Allah (swt) ved f.eks. at give egenskaber, navne og attributter, som tilhører Ham, til andre. [ 3]
Traditionelt set er Tawheed blevet inddelt i tre kategorier, der vil hjælpe os med at forstå, hvorfor Allah (swt) alene fortjener at blive tilbedt. Opdelingen af Tawheed i disse tre kategorier var ikke noget, som Allahs Profet (saws) havde gjort, ej heller nogle af hans sahaaba (ledsagere) (ra). Så er dette noget nyt, der er blevet introduceret i religionen (bid´ah [ 4])? Svaret er nej, eftersom, at fundamentet for disse 3 kategorier kan findes i Quranens vers, i ahadith (autentiske fortællinger) af Profeten Muhammad (saws), og i udtalelserne fra hans sahaaba (ra). Nødvendigheden for opdelingen af Tawheed i 3 kategorier opstod første gang i de tidlige dage af Islaam.
Efter Profetens (saws) død spredte Islaam sig som en løbeild, og inden længe var Afrika, det Byzantinske herredømme, Persien og Indien kommet under muslimsk herredømme. Mange mennesker fra disse områder blev muslimer. Dog bar nogle af de konverterede muslimer også dele af deres hedenske forestillinger og ideologier med sig. Dette skabte stor forvirring blandt menneskerne og den enkle og rene tro på Islaam, som folk havde accepteret, begyndte at blive uklar. Opgaven i at modsætte sig disse nye vildledende tanker og ideer faldt på de muslimske lærdes (Ulama) skuldre, der rejste sig for at møde denne udfordring intellektuelt. Blandt de første til at opdele Tawheed i tre kategorier var den berømte lærd fra Irak, Imam Abu Haneefah. [ 5]
Før det nævnes, hvad disse tre kategorier går ud på, skal det bemærkes, at konceptet af Tawheed på ingen måde har nogen sammenligning med det kristne koncept af treenighed. Opdelingen af Tawheed opdeler ikke Allah /swt) i tre forskellige dele (som treenigheden gør), men det hjælper os snarere til at forstå, hvordan vores Skaber er unik og alene i at blive tilbedt og ihukommet.
Uheldigvis er der nogle kristne i dag [ 6], der synes at have glemt dette faktum og spreder løgne omkring betydningen af Tawheedullaah. Enheden i Allahs (swt) Herredømme.
Denne første kategori af Tawheed kendes som tawheed-ur Ruboobeeyah eller enheden i Allahs (swt) Herredømme.
Dvs. Han er den eneste Herre (Rabb). Ud fra dette forstår vi, at det var Allah (swt), der alene skabte universet, og derfor er et af Hans guddommelige navne al-Khaliq (Skaberen). Ud fra dette ved vi, at det er alene Ham, der kontrollerer universet og tillader hændelser at finde sted. Det er derfor, at Allah (swt) refererer til Sig Selv i Quranen som al-Malik (Kongen af universet). Derfor når noget sker, så finder det kun sted ved Allahs (swt) tilladelse: “Ingen ulykke rammer undtagen med Allahs tilladelse.” (Surah At-Taghabun 64:11)
Profeten Muhammad (saws) uddybede yderligere på dette koncept af Allahs (swt) kontrol af universet ved at sige: “Vær opmærksom på at hvis hele menneskeheden samledes for at gøre noget for at hjælpe dig, så ville de kun være istand til at gøre det, som Allah allerede har skrevet for dig. Ligeledes hvis hele menneskeheden samledes for at skade dig, så ville de kun være i stand til at gøre det, som Allah allerede har skrevet ville ske for dig”. [ 7]
Vi ved, at et andet navn, som Allah (swt) har valgt at kalde sig selv, er ar-Razzaaq (Forsyneren). Det er Allah (swt), der forsyner os med mad, husly, tøj, familie og venner. Når afgrøderne på markerne synes at tørre ud, og der ikke er en eneste sky i sigte, så er det Allah (swt), der sender Sin regn ned fra skyerne og forsyner os. “Allah er Skaberen af alle ting, og Han er Vogteren over alle ting” (Surah Az-Zumar 39:62)
Ud fra dette kunne man forvente at menneskene ville vende sig til Allah (swt) i både gode og dårlige tider. Dog er dette ikke tilfældet, da vi i dag ser mennesker, der sætter deres lid til og stoler på alle mulige former for lykkeamuletter [ 8], som de tror, vil kunne bringe dem godt og beskytte dem mod ondt. Uheldigvis har denne handling, hvor man afviser Allahs (swt) velsignelse, hjælp og støtte, ramt muslimerne hårdt i dag. I mange samfund ser man, at muslimerne tror på mange former for overtro, og lykkeamuletter som f.eks. taweez (amulet).
Disse former for overtro og denne praksis har absolut ingen basis i Islaam. Faktisk advarede Profeten (saws) os ved at sige: “Den som bringer noget nyt i Islaam, noget som ikke tilhører det (Islam), vil få det afvist”. [ 9]
Enheden i Allahs Navne og Egenskaber
Denne kategori kendes som Tawheed-al-Asma Wa-Siffaat eller enheden i Allahs (swt) Navne og Egenskaber. Allah (swt) siger i Quranen: “Allah, ingen har ret til at blive tilbedt end Ham. De smukkeste Navne tilhører Ham.” (Surah Ta-Ha 20:8)
Denne kategori af Tawheed hjælper os med at forstå, hvem vores Skaber er, igennem Hans Navne og Egenskaber. Gennem Hans Navne og Egenskaber ved vi, at Allah (swt) er langt udover vores forestillingsevne og bærer ingen lighed med mennesker. Faktisk er dette et af de principper, der gør Islaam unik i forhold til andre religioner på denne jordklode. Allah (swt) siger I Quranen: “Der er intet ligesom Ham og Han er den Althørende, den Altseende” (Surah Ash-Shura 42:11)
Det er i dette vers, at der gøres klar forskel på dem, som virkelig tilbeder deres Skaber og dem, som tilbeder skabningerne. Det mest prominente eksempel er eksemplet på de kristne. De påstår, at Jesus (as) var Gud og benægter derved Tawheed af Allahs Navne og Egenskaber fordi, at de degraderer Skaberen (som de kristne siger, er Jesus) til niveauet af mennesker og giver Ham de svagheder som mennesker besidder. Det er kendt fra biblen, at Jesus spiste, drak, følte sig træt, sov og gjorde de normale ting, som mennesker normalt gør. Så hvordan kan kristne sige, at Gud degraderede sig selv til menneskets niveau?
Som muslimer siger vi, at “Allah er hævet over enhver svaghed og over enhver skabning” (subhanAllah), og det er snarere os svage mennesker, der har behov for at vende os til vores Herre og Skaber.
Enheden i tilbedelse af Allah
Denne del af Tawheed er kendt som tawheed-al-eebadah/uloohiyyah eller enheden i tilbedelse af Allah swt. Det er dette aspekt af Tawheed, som måske kunne siges, at være det mest vigtige. Det er gennem denne, at vi lærer at tilbede vores Skaber alene og ingen andre. Allah (swt) er ikke den form for gud, som ikke hører eller svarer på vores kald. Han er ikke den form for gud, der behøver et mellemled eller en mellemmand for at bringe vores bønner op til Ham. Tværtimod, for Allah (swt) siger: “Og jeres Herre sagde: Påkald mig og Jeg vil svare jer” (Surah Ghafir 40:60)
Der er intet, der forhindrer en person i at kalde direkte på Allah og spørge om Hans hjælp og tilgivelse. Uheldigvis forbryder mange mennesker sig imod dette princip ved at tro på, at andre mennesker kan gå i forbøn for dem og endda give dem tilgivelse pga. deres såkaldte “status”. Et eksempel på dette er den katolske religion, der fastholder, at præster i cølibat er mere rene end normale mennesker. Dette skulle åbenbart tillade dem at høre indrømmelserne af folks synder og efterfølgende tilgive dem. Det er denne form for opførsel, der trækker et menneske væk fra dets tilbedelse af Allah (swt) og hen til tilbedelse af et andet menneske. Som muslimer skal vi også være opmærksomme på dette, fordi at det lader til, at mange af vore brødre og søstre uvident involverer sig i denne form for ondskab.
Hvor mange muslimer er der i dag, som påkalder andre udover Allah (swt)? Vi oplever, at der i mange muslimske lande er millioner af muslimer, der går til gravene af “helgener” og beder til dem for børn, rigdom, berømmelse og tilgivelse. Hvad, der gør dette endnu mere ironisk, er det faktum, at mange af disse muslimer beder fem gange dagligt, og i hver rakaat (modul) af deres bøn siger de følgende til deres Skaber:
“Dig alene tilbeder vi og Dig alene beder vi om hjælp “ (Surah Al-Fatiha 1:4)
At lære om Tawheed er det mest vigtige punkt at beskæftige sig med for hele menneskeheden. For hvis vi lærer, hvordan vi skal stole på og tilbede vores Skaber med oprigtighed, er vi derefter -og kun derefter- i stand til at undslippe slaveriet og fangenskabet af dette liv. Ved at tilbede Allah (swt) alene opnår mennesket sand ro og succes. Det er grunden til, at når adhan [ 10] lyder, så siger muazzin [ 11] “Haya alal Falaa” (kom til succes). Og vi beder Allah (swt) til at gøre os blandt dem, som går til denne succes – ameen.
Fodnoter
[1] Ordet deen oversættes fejlagtigt som religion fra tid til anden og reducerer dermed Islaam til intet andet end en religion. Sandheden er, at deen ikke kun betyder religion men også livsanskuelse, måden at leve sit liv på, og alle former for systemer, der har med livets aspekter at gøre, de sociale, økonomiske, menneskelige og politiske aspekter mm. Dette er Islaam og dermed ikke kun en religion.
[2] Monoteistisk – Troen på Een Gud.
[3] Emnet vedrørende Shirk vil blive behandlet i en senere folder, Inshallah
[4] Bid´ah – Det arabiske ord for en innovation (noget nyt, som er tilført religionen)
[5] Abu Haneefah an-Nu´man ibn Thabit blev født i Kufah i året 700 CE. Han tjente til føden som en handelsmand indenfor tøj, men han dedikerede hele sit liv til at studere og lære andre om Islaam. Hans afslag til den udnævnte dommer i Kufah resulterede i hans uretmæssige fængsling og tortur. Han døde i året 767 CE i fængslet. Hans regler og afgørelser blev grundlaget for Hanafi-skolen indenfor Islamisk lov.
[6] Et af disse mennesker er f.eks. en mand ved navn Joseph Smith fra England. Der findes utallige af disse mennesker, der spreder løgne om Islaam og eksempler herpå findes også i Danmark.
[7] At-Tirmidhee
[8] F.eks. firkløvere, harefødder, hestesko etc.
[9] Bukhari (Vol.3 side 535 nr. 861) og Muslim (Vol. 3 side 931 nr. 4266)
[10] Kaldet der foretages til bøn.
[11] Personen der foretager dette kald.
Hvad er Tawheed? Ordet Tawheed er ved Allah´s (swt) Nåde blevet et ord, som er velkendt blandt muslimerne i dag. Men forstår vi, hvad den sande mening af ordet er? “Hvad er Tawheed?” kan du spørge enhver muslim. “Er det Allah´s Enhed?” og han/hun vil svare “Hvad er det?”. Du kan så spørge igen, og han/hun vil svare “Jeg er ikke helt sikker”. Det er denne form for scenario, der udspiller sig for vores øjne, og som muslimerne i dag er involveret i. Det er sørgeligt at konstatere, at vi ikke engang kan forklare det fundamentale af vores den [ 1] til dem omkring os.
Nogle af os er så dedikerede til vore studier, at vi ofte bruger flere timer på at læse i tekstbøger. Nogle af os er så glade for den vestlige kultur og levestil, at vi kan efterligne og citere ikke-muslimers ord til sådan en grad, at vi endda begynder at citere sætninger i lange baner fra de sidste Hollywood film! Men når der spørges: “Hvad er Tawheed?”, så ophører snakken, tungen bevæger sig ikke, og stilheden breder sig.
Helbredelsen til ignorance er viden og for at helbrede os selv, bliver vi nødt til at bruge noget tid på at lære om vores smukke deen, selv hvis dette betyder at læse artikler som denne.
Det er rigtigt, at Tawheed simpelt sagt er Allah´s Enhed, men samtidig er det noget, som er så udførligt beskrevet i vores deen, at det er en livslang søgen for viden. Tawheed i dets mere detaljerede form er noget, som uheldigvis ikke kendes af flertallet af muslimer, og det er derfor, at man ser mange muslimer sige, at kristendommen og jødedommen, ligesom Islaam, er monoteistiske [ 2] religioner. Dog hvis disse muslimer oprigtigt ville lære om Islaam, så ville de opdage, at Kristendommen og Jødedommen er en form for idol-dyrkning, der er langt fra at være lig med Islaam.
Sprogligt betyder Tawheed forening (at gøre noget til ét). Men i Islamiske termer betyder Tawheed at referere til Allah (swt) som Den Eneste Ene i alle aspekter, der er specifikke for Ham. Det modsatte af Tawheed er Shirk, som betyder at associere partnere med Allah (swt) ved f.eks. at give egenskaber, navne og attributter, som tilhører Ham, til andre. [ 3]
Traditionelt set er Tawheed blevet inddelt i tre kategorier, der vil hjælpe os med at forstå, hvorfor Allah (swt) alene fortjener at blive tilbedt. Opdelingen af Tawheed i disse tre kategorier var ikke noget, som Allahs Profet (saws) havde gjort, ej heller nogle af hans sahaaba (ledsagere) (ra). Så er dette noget nyt, der er blevet introduceret i religionen (bid´ah [ 4])? Svaret er nej, eftersom, at fundamentet for disse 3 kategorier kan findes i Quranens vers, i ahadith (autentiske fortællinger) af Profeten Muhammad (saws), og i udtalelserne fra hans sahaaba (ra). Nødvendigheden for opdelingen af Tawheed i 3 kategorier opstod første gang i de tidlige dage af Islaam.
Efter Profetens (saws) død spredte Islaam sig som en løbeild, og inden længe var Afrika, det Byzantinske herredømme, Persien og Indien kommet under muslimsk herredømme. Mange mennesker fra disse områder blev muslimer. Dog bar nogle af de konverterede muslimer også dele af deres hedenske forestillinger og ideologier med sig. Dette skabte stor forvirring blandt menneskerne og den enkle og rene tro på Islaam, som folk havde accepteret, begyndte at blive uklar. Opgaven i at modsætte sig disse nye vildledende tanker og ideer faldt på de muslimske lærdes (Ulama) skuldre, der rejste sig for at møde denne udfordring intellektuelt. Blandt de første til at opdele Tawheed i tre kategorier var den berømte lærd fra Irak, Imam Abu Haneefah. [ 5]
Før det nævnes, hvad disse tre kategorier går ud på, skal det bemærkes, at konceptet af Tawheed på ingen måde har nogen sammenligning med det kristne koncept af treenighed. Opdelingen af Tawheed opdeler ikke Allah /swt) i tre forskellige dele (som treenigheden gør), men det hjælper os snarere til at forstå, hvordan vores Skaber er unik og alene i at blive tilbedt og ihukommet.
Uheldigvis er der nogle kristne i dag [ 6], der synes at have glemt dette faktum og spreder løgne omkring betydningen af Tawheedullaah. Enheden i Allahs (swt) Herredømme.
Denne første kategori af Tawheed kendes som tawheed-ur Ruboobeeyah eller enheden i Allahs (swt) Herredømme.
Dvs. Han er den eneste Herre (Rabb). Ud fra dette forstår vi, at det var Allah (swt), der alene skabte universet, og derfor er et af Hans guddommelige navne al-Khaliq (Skaberen). Ud fra dette ved vi, at det er alene Ham, der kontrollerer universet og tillader hændelser at finde sted. Det er derfor, at Allah (swt) refererer til Sig Selv i Quranen som al-Malik (Kongen af universet). Derfor når noget sker, så finder det kun sted ved Allahs (swt) tilladelse: “Ingen ulykke rammer undtagen med Allahs tilladelse.” (Surah At-Taghabun 64:11)
Profeten Muhammad (saws) uddybede yderligere på dette koncept af Allahs (swt) kontrol af universet ved at sige: “Vær opmærksom på at hvis hele menneskeheden samledes for at gøre noget for at hjælpe dig, så ville de kun være istand til at gøre det, som Allah allerede har skrevet for dig. Ligeledes hvis hele menneskeheden samledes for at skade dig, så ville de kun være i stand til at gøre det, som Allah allerede har skrevet ville ske for dig”. [ 7]
Vi ved, at et andet navn, som Allah (swt) har valgt at kalde sig selv, er ar-Razzaaq (Forsyneren). Det er Allah (swt), der forsyner os med mad, husly, tøj, familie og venner. Når afgrøderne på markerne synes at tørre ud, og der ikke er en eneste sky i sigte, så er det Allah (swt), der sender Sin regn ned fra skyerne og forsyner os. “Allah er Skaberen af alle ting, og Han er Vogteren over alle ting” (Surah Az-Zumar 39:62)
Ud fra dette kunne man forvente at menneskene ville vende sig til Allah (swt) i både gode og dårlige tider. Dog er dette ikke tilfældet, da vi i dag ser mennesker, der sætter deres lid til og stoler på alle mulige former for lykkeamuletter [ 8], som de tror, vil kunne bringe dem godt og beskytte dem mod ondt. Uheldigvis har denne handling, hvor man afviser Allahs (swt) velsignelse, hjælp og støtte, ramt muslimerne hårdt i dag. I mange samfund ser man, at muslimerne tror på mange former for overtro, og lykkeamuletter som f.eks. taweez (amulet).
Disse former for overtro og denne praksis har absolut ingen basis i Islaam. Faktisk advarede Profeten (saws) os ved at sige: “Den som bringer noget nyt i Islaam, noget som ikke tilhører det (Islam), vil få det afvist”. [ 9]
Enheden i Allahs Navne og Egenskaber
Denne kategori kendes som Tawheed-al-Asma Wa-Siffaat eller enheden i Allahs (swt) Navne og Egenskaber. Allah (swt) siger i Quranen: “Allah, ingen har ret til at blive tilbedt end Ham. De smukkeste Navne tilhører Ham.” (Surah Ta-Ha 20:8)
Denne kategori af Tawheed hjælper os med at forstå, hvem vores Skaber er, igennem Hans Navne og Egenskaber. Gennem Hans Navne og Egenskaber ved vi, at Allah (swt) er langt udover vores forestillingsevne og bærer ingen lighed med mennesker. Faktisk er dette et af de principper, der gør Islaam unik i forhold til andre religioner på denne jordklode. Allah (swt) siger I Quranen: “Der er intet ligesom Ham og Han er den Althørende, den Altseende” (Surah Ash-Shura 42:11)
Det er i dette vers, at der gøres klar forskel på dem, som virkelig tilbeder deres Skaber og dem, som tilbeder skabningerne. Det mest prominente eksempel er eksemplet på de kristne. De påstår, at Jesus (as) var Gud og benægter derved Tawheed af Allahs Navne og Egenskaber fordi, at de degraderer Skaberen (som de kristne siger, er Jesus) til niveauet af mennesker og giver Ham de svagheder som mennesker besidder. Det er kendt fra biblen, at Jesus spiste, drak, følte sig træt, sov og gjorde de normale ting, som mennesker normalt gør. Så hvordan kan kristne sige, at Gud degraderede sig selv til menneskets niveau?
Som muslimer siger vi, at “Allah er hævet over enhver svaghed og over enhver skabning” (subhanAllah), og det er snarere os svage mennesker, der har behov for at vende os til vores Herre og Skaber.
Enheden i tilbedelse af Allah
Denne del af Tawheed er kendt som tawheed-al-eebadah/uloohiyyah eller enheden i tilbedelse af Allah swt. Det er dette aspekt af Tawheed, som måske kunne siges, at være det mest vigtige. Det er gennem denne, at vi lærer at tilbede vores Skaber alene og ingen andre. Allah (swt) er ikke den form for gud, som ikke hører eller svarer på vores kald. Han er ikke den form for gud, der behøver et mellemled eller en mellemmand for at bringe vores bønner op til Ham. Tværtimod, for Allah (swt) siger: “Og jeres Herre sagde: Påkald mig og Jeg vil svare jer” (Surah Ghafir 40:60)
Der er intet, der forhindrer en person i at kalde direkte på Allah og spørge om Hans hjælp og tilgivelse. Uheldigvis forbryder mange mennesker sig imod dette princip ved at tro på, at andre mennesker kan gå i forbøn for dem og endda give dem tilgivelse pga. deres såkaldte “status”. Et eksempel på dette er den katolske religion, der fastholder, at præster i cølibat er mere rene end normale mennesker. Dette skulle åbenbart tillade dem at høre indrømmelserne af folks synder og efterfølgende tilgive dem. Det er denne form for opførsel, der trækker et menneske væk fra dets tilbedelse af Allah (swt) og hen til tilbedelse af et andet menneske. Som muslimer skal vi også være opmærksomme på dette, fordi at det lader til, at mange af vore brødre og søstre uvident involverer sig i denne form for ondskab.
Hvor mange muslimer er der i dag, som påkalder andre udover Allah (swt)? Vi oplever, at der i mange muslimske lande er millioner af muslimer, der går til gravene af “helgener” og beder til dem for børn, rigdom, berømmelse og tilgivelse. Hvad, der gør dette endnu mere ironisk, er det faktum, at mange af disse muslimer beder fem gange dagligt, og i hver rakaat (modul) af deres bøn siger de følgende til deres Skaber:
“Dig alene tilbeder vi og Dig alene beder vi om hjælp “ (Surah Al-Fatiha 1:4)
At lære om Tawheed er det mest vigtige punkt at beskæftige sig med for hele menneskeheden. For hvis vi lærer, hvordan vi skal stole på og tilbede vores Skaber med oprigtighed, er vi derefter -og kun derefter- i stand til at undslippe slaveriet og fangenskabet af dette liv. Ved at tilbede Allah (swt) alene opnår mennesket sand ro og succes. Det er grunden til, at når adhan [ 10] lyder, så siger muazzin [ 11] “Haya alal Falaa” (kom til succes). Og vi beder Allah (swt) til at gøre os blandt dem, som går til denne succes – ameen.
Fodnoter
[1] Ordet deen oversættes fejlagtigt som religion fra tid til anden og reducerer dermed Islaam til intet andet end en religion. Sandheden er, at deen ikke kun betyder religion men også livsanskuelse, måden at leve sit liv på, og alle former for systemer, der har med livets aspekter at gøre, de sociale, økonomiske, menneskelige og politiske aspekter mm. Dette er Islaam og dermed ikke kun en religion.
[2] Monoteistisk – Troen på Een Gud.
[3] Emnet vedrørende Shirk vil blive behandlet i en senere folder, Inshallah
[4] Bid´ah – Det arabiske ord for en innovation (noget nyt, som er tilført religionen)
[5] Abu Haneefah an-Nu´man ibn Thabit blev født i Kufah i året 700 CE. Han tjente til føden som en handelsmand indenfor tøj, men han dedikerede hele sit liv til at studere og lære andre om Islaam. Hans afslag til den udnævnte dommer i Kufah resulterede i hans uretmæssige fængsling og tortur. Han døde i året 767 CE i fængslet. Hans regler og afgørelser blev grundlaget for Hanafi-skolen indenfor Islamisk lov.
[6] Et af disse mennesker er f.eks. en mand ved navn Joseph Smith fra England. Der findes utallige af disse mennesker, der spreder løgne om Islaam og eksempler herpå findes også i Danmark.
[7] At-Tirmidhee
[8] F.eks. firkløvere, harefødder, hestesko etc.
[9] Bukhari (Vol.3 side 535 nr. 861) og Muslim (Vol. 3 side 931 nr. 4266)
[10] Kaldet der foretages til bøn.
[11] Personen der foretager dette kald.
En tilbagevenden til Tawhîd
En tilbagevenden til TawhîdUmm Muhammad
Troens Realiteter
© 1994 Abul-Qasim Publishing House. Oprindeligt på engelsk, taget fra http://islaam.com/Article.aspx?if=23
Ordet (kalimah) som bevidner Tawhîd og danner sætningen la ilâha illa Allâh kom og vil komme til korrekt tro. Dette gælder ikke kun de gamle polyteisters kalimah, men alle mænds (kalimah) indtil Dommedagen. Den bevidner at der ingen andre gud er end Allâh; ingen andre end Ham og ingen i fællesskab med Ham. Ingen er lig Ham, ingen skaber og opretholder på nær Ham og ingen har ret til at regere over skabelsen, på nær Ham.
Tawhîds koncept gennemtrænger alle aspekter af tro og tilbedelse i alle aspekter af livet. Om man erkender det eller ej, er mennesket i total gæld til sin Skaber for sin fortsatte eksistens time efter time; for ikke at nævne hans mange velsignelser såsom hans ejendele og dygtigheder.
Det at vide at Allâh er Skaberen, Opretholderen, Forsyneren, Kontrolløren, Kilden til al gavn og skade i Hvis hænder ligger Dommedagen og menneskets endegyldige destination, kræver igennem sund fornuft og ræsonnement, at Han alene bliver tilbedt.
På trods af konceptet af ’Ibâdah (tilbedelse) gradvis er blevet reduceret til en lille smule mere end udførelsen af visse religiøse skikke og ritualer, er den originale og sande definition af ‘Ibâdah meget mere omfattende. Den omfatter alle handlinger og intentioner, motiveret af en anerkendelse af Storhed. Denne kombination af kærlighed og frygt producerer en indsats for at tilfredsstille den tilbedte (Allâh) og undgå Hans utilfredshed.
Et tilbedelsesobjekt optager kontinuerligt tilbederens sind og som følge heraf, dominerer dette hans opførsel både bevidst og ubevidst. Når man anvender den korrekte definition, bliver det tydeligt at, på trods af læbe-servicen til “La illâha illa Allâh”, kunne ens tilbedelsesobjekt meget vel være noget andet end Allâh, subhânahu wa ta’âla.
“Har du ikke set den, der tager sit begær til gud, og som Allâh efter (Sin) viden (‘la ‘ilm) dømmer som vildfarende?” [Al-Jâthiya, 45:23]
Lærde har sagt at denne vending ” ‘ala ‘ilm ” (på grund af viden) henviser til Allâhs viden om den pågældende slave og hans forkærlighed for sine egne begær, eller Hans viden om slavens viden om sandheden, på trods af at han afviser den.
Forfølgere af falskhed- i form af politiske ideologier og nationale ledere, fremmede skikke, formue, mode eller forskellige verdslige nydelser- antager måske at de tilbeder Allâh alene, ved at bøje sig i bøn til Ham. Men profeten Muhammad (salAllâhu ‘alayhi was-sallam) afklarede denne misforståelse:
“De tager deres præster og deres munke til herrer ved siden af Allâh. Og (på samme måde har de taget) Messias, Marias søn (til herre). Og de fik ikke befaling om andet end at tilbede Én Gud.” [At-Tawbah, 9:31]
‘Adiyy (som havde været tidligere kristen) sagde: ” O Allâhs Budbringer, de tilbad dem ikke,” Profeten (salAllâhu ‘alayhi was-sallam) svarede: “Fortalte de dem ikke det forbudte var lovligt og det tilladte var forbudt og de fulgte dem (præsterne og munkene) i det?” Da ‘Adiyy indrømmede dette og sagde “ja” udtalte Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam): “Dette var deres tilbedelse af dem”. [Ahmad og
Tirmidhi]
Således blev tilbedelse defineret som lydighed- et faktum som er evident fra selv en overfladisk studering af Qur’ânen, hvor Allâh subhânahu wa ta’â’la gentagne gange beordre:
“Adlyd Allâh og Hans Budbringer” [3:32, 3:132, 4:59, 8:1, 8:64, 24:54, 47:33, 58:13 og 64:12. Der er mange andre vers, dog formuleret anderledes, bærer den samme betydning]
“Retten til at lovgive tilhører kun Allâh. Han har beordret, at I ikke tilbeder andre end Ham. Dette er den sande religion, men de fleste folk ved det ikke.” [12:40]
To former for Shirk var sædvanlige både før og efter Profeten (salAllâhu ‘alayhi was-sallam). Den første af disse to er tilbedelseshandlinger (især i bøn) som er rettet imod andre end Allâh, imedens man stadig hævder at tro på Ham. Qur’ânen befaler:
“Og påkald ingen anden gud ved siden af Allâh. Der er ingen anden gud end Ham.” [Yûsuf, 12:40]
Den anden form for shirk er den villige tilslutning af andre love end Hans:
Har du ikke set dem, som foregiver, at de tror på det, som er åbenbaret til dig, og det, som er åbenbaret før dig? De ønsker at tage sig de oprørske til dommere, skønt det dog blev pålagt dem at forkaste dem. “ [An-Nisâ, 4:60]
Tabet af Tawhîd er desværre tydeligt i dag i form af accept af fremmede filosofier og livsstile, politisk undertrykkelse, innovationer i religion og utallige former for ulydighed. Allâh subhânahu ta’â’la advarer:
“Følg det, som er åbenbaret jer fra jeres Herre, og følg ikke andres beskyttere end Ham.” [Al-'A'râf, 7:3]
“Hvis du adlyder de fleste af dem, som er på jorden, så vil de vildlede dig bort fra Allâhs vej.” [Al-An'âm, 6:116]
“Men sandelig, mange fører visselig (andre) vild med deres lyster og mangel på viden.” [Al-An'âm, 6:119]
“Og adlyd ikke den, hvis hjerte Vi har gjort ligegyldigt over for Vor ihukommelse og som følger sit begær og hvis sag overskrider alle grænser [eller hvis sag er lutter forsømmelighed].” [Al-Kahf, 18:28]
En reform vil kun opnås når majoriteten af muslimer vender tilbage til den sande tilbedelse af Allâh og ikke vil tolerere Shirk. Den større Jihâd imod tyranni og undertrykkelse overalt på jorden vil hverken blive accepteret af Allâh eller støttet af Ham, indtil de deltagende (i Jihâd) er oprigtigt helliget til Hans sag, fri for alle andre motivationer. Jihâd imod selvet og rensning af sjælen er de første skridt imod Jihâd for Islâm.
“Allâh ændrer visselig ikke et folks skæbne, førend de (selv) ændre det, som er i deres hjerter.” [Ar-Ra'd, 13:11]
Løsningen begynder med individet… I Sjælen…
Troens Realiteter
© 1994 Abul-Qasim Publishing House. Oprindeligt på engelsk, taget fra http://islaam.com/Article.aspx?if=23
Ordet (kalimah) som bevidner Tawhîd og danner sætningen la ilâha illa Allâh kom og vil komme til korrekt tro. Dette gælder ikke kun de gamle polyteisters kalimah, men alle mænds (kalimah) indtil Dommedagen. Den bevidner at der ingen andre gud er end Allâh; ingen andre end Ham og ingen i fællesskab med Ham. Ingen er lig Ham, ingen skaber og opretholder på nær Ham og ingen har ret til at regere over skabelsen, på nær Ham.
Tawhîds koncept gennemtrænger alle aspekter af tro og tilbedelse i alle aspekter af livet. Om man erkender det eller ej, er mennesket i total gæld til sin Skaber for sin fortsatte eksistens time efter time; for ikke at nævne hans mange velsignelser såsom hans ejendele og dygtigheder.
Det at vide at Allâh er Skaberen, Opretholderen, Forsyneren, Kontrolløren, Kilden til al gavn og skade i Hvis hænder ligger Dommedagen og menneskets endegyldige destination, kræver igennem sund fornuft og ræsonnement, at Han alene bliver tilbedt.
På trods af konceptet af ’Ibâdah (tilbedelse) gradvis er blevet reduceret til en lille smule mere end udførelsen af visse religiøse skikke og ritualer, er den originale og sande definition af ‘Ibâdah meget mere omfattende. Den omfatter alle handlinger og intentioner, motiveret af en anerkendelse af Storhed. Denne kombination af kærlighed og frygt producerer en indsats for at tilfredsstille den tilbedte (Allâh) og undgå Hans utilfredshed.
Et tilbedelsesobjekt optager kontinuerligt tilbederens sind og som følge heraf, dominerer dette hans opførsel både bevidst og ubevidst. Når man anvender den korrekte definition, bliver det tydeligt at, på trods af læbe-servicen til “La illâha illa Allâh”, kunne ens tilbedelsesobjekt meget vel være noget andet end Allâh, subhânahu wa ta’âla.
“Har du ikke set den, der tager sit begær til gud, og som Allâh efter (Sin) viden (‘la ‘ilm) dømmer som vildfarende?” [Al-Jâthiya, 45:23]
Lærde har sagt at denne vending ” ‘ala ‘ilm ” (på grund af viden) henviser til Allâhs viden om den pågældende slave og hans forkærlighed for sine egne begær, eller Hans viden om slavens viden om sandheden, på trods af at han afviser den.
Forfølgere af falskhed- i form af politiske ideologier og nationale ledere, fremmede skikke, formue, mode eller forskellige verdslige nydelser- antager måske at de tilbeder Allâh alene, ved at bøje sig i bøn til Ham. Men profeten Muhammad (salAllâhu ‘alayhi was-sallam) afklarede denne misforståelse:
“De tager deres præster og deres munke til herrer ved siden af Allâh. Og (på samme måde har de taget) Messias, Marias søn (til herre). Og de fik ikke befaling om andet end at tilbede Én Gud.” [At-Tawbah, 9:31]
‘Adiyy (som havde været tidligere kristen) sagde: ” O Allâhs Budbringer, de tilbad dem ikke,” Profeten (salAllâhu ‘alayhi was-sallam) svarede: “Fortalte de dem ikke det forbudte var lovligt og det tilladte var forbudt og de fulgte dem (præsterne og munkene) i det?” Da ‘Adiyy indrømmede dette og sagde “ja” udtalte Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam): “Dette var deres tilbedelse af dem”. [Ahmad og
Tirmidhi]
Således blev tilbedelse defineret som lydighed- et faktum som er evident fra selv en overfladisk studering af Qur’ânen, hvor Allâh subhânahu wa ta’â’la gentagne gange beordre:
“Adlyd Allâh og Hans Budbringer” [3:32, 3:132, 4:59, 8:1, 8:64, 24:54, 47:33, 58:13 og 64:12. Der er mange andre vers, dog formuleret anderledes, bærer den samme betydning]
“Retten til at lovgive tilhører kun Allâh. Han har beordret, at I ikke tilbeder andre end Ham. Dette er den sande religion, men de fleste folk ved det ikke.” [12:40]
To former for Shirk var sædvanlige både før og efter Profeten (salAllâhu ‘alayhi was-sallam). Den første af disse to er tilbedelseshandlinger (især i bøn) som er rettet imod andre end Allâh, imedens man stadig hævder at tro på Ham. Qur’ânen befaler:
“Og påkald ingen anden gud ved siden af Allâh. Der er ingen anden gud end Ham.” [Yûsuf, 12:40]
Den anden form for shirk er den villige tilslutning af andre love end Hans:
Har du ikke set dem, som foregiver, at de tror på det, som er åbenbaret til dig, og det, som er åbenbaret før dig? De ønsker at tage sig de oprørske til dommere, skønt det dog blev pålagt dem at forkaste dem. “ [An-Nisâ, 4:60]
Tabet af Tawhîd er desværre tydeligt i dag i form af accept af fremmede filosofier og livsstile, politisk undertrykkelse, innovationer i religion og utallige former for ulydighed. Allâh subhânahu ta’â’la advarer:
“Følg det, som er åbenbaret jer fra jeres Herre, og følg ikke andres beskyttere end Ham.” [Al-'A'râf, 7:3]
“Hvis du adlyder de fleste af dem, som er på jorden, så vil de vildlede dig bort fra Allâhs vej.” [Al-An'âm, 6:116]
“Men sandelig, mange fører visselig (andre) vild med deres lyster og mangel på viden.” [Al-An'âm, 6:119]
“Og adlyd ikke den, hvis hjerte Vi har gjort ligegyldigt over for Vor ihukommelse og som følger sit begær og hvis sag overskrider alle grænser [eller hvis sag er lutter forsømmelighed].” [Al-Kahf, 18:28]
En reform vil kun opnås når majoriteten af muslimer vender tilbage til den sande tilbedelse af Allâh og ikke vil tolerere Shirk. Den større Jihâd imod tyranni og undertrykkelse overalt på jorden vil hverken blive accepteret af Allâh eller støttet af Ham, indtil de deltagende (i Jihâd) er oprigtigt helliget til Hans sag, fri for alle andre motivationer. Jihâd imod selvet og rensning af sjælen er de første skridt imod Jihâd for Islâm.
“Allâh ændrer visselig ikke et folks skæbne, førend de (selv) ændre det, som er i deres hjerter.” [Ar-Ra'd, 13:11]
Løsningen begynder med individet… I Sjælen…
Forskellen på en kaffir asli og en kaffir murtad
Forskellen på kaffir asli og kaffir murtadFolk er tit forvirret omkring forskellen på en Kaffir asli (rigtig) og en kaffir murtad (frafalden) som har været muslim men senere trådt ud af Islam. Her er forskellen på de to og håber det Insha’Allah vil gavne nogen.
1. Kaffir Asli: Et eksempel på en kaffir asli kan være:
Hinduer (inder), kristne, jøder, ateister/nihilister Dvs. enten nogen som tror på gud, men ikke på Allah (swt), eller nogen der overhovedet ikke tror på noget.
Der er 3 typer af Kaffir Asli:
A) Mushrikeen – Fra bogens folk dvs. jøder og kristne
B) Mushrikeen – som ikke er fra bogens folk f.eks. hinduer, buddhister, sikh (medlem af indiske folkegrupper) osv.
C) Ateister – såsom folk der ikke tror på eksistensen af nogen guder eller noget guddommeligt. Folk der tilbeder penge, kvinder og alt andet end en gud.
Altså en Kaffir er den, som ikke tror på Islam.
2. Kafir Murtad: Et menneske som har været muslim, men som har udført en eller flere af følgende handlinger:
A) Al-Juhoud – At fornægte en forpligtelse. Hvis et menneske afviser en handling som er kendt i Islam som en nødvendighed, såsom at fornægte Siyam, Hajj, Salah, Shariah, jihaad, har vedkommende trådt ud af Islam.
B) Al-Istihlaal – At tillade noget som Allah (swt) har gjort forbudt eller at forbyde noget som Allah (swt) tillader. f.eks. en der tillader Zinaa, Ribaa osv. Den der laver istihlaal bliver kaldt for al-mustahil.
C) Al-Naaqid – Benægtelse af deen/Islam.
Der er 10 slags benægtelse af deen/Islam, og hvis et menneske begår en af dem vil vedkommende blive en murtad.
Nawaaqid ul islaam – Benægtelse af Islam (10 punkter)
1.Shirk – At tilbede andet/andre end Allah (swt). Der er flere underkategorier i shirk, men ikke noget jeg ønsker komme ind på i denne artikel. Shirk kan f.eks være når man siger, Jesus er gud, Bush er lovgiveren, eller at lovgive med andet end Allahs (swt) lov. Enhver der begår shirk akbar (større shirk) bevidst, efter at have fået forklaret hvad det er, vil træde ud af millah (Islam).
Allah swt siger:
“Sandelig, Allâh vil ikke tilgive, at der sættes nogen ved siden af Ham, men Han vil tilgive, hvad der er ud over dette, for hvem Han vil. Og den, der sætter nogen ved siden af Allah, han er sandelig faret vild (med) en stor vildfarelse.” [4: 116]
2. At sætte et menneske som talsmand, en der går i forbøn mellem dig og Allah (swt). Ligesom kristne beder en præst om at han skal tilgive deres synder. Eller at besøge en grav og kaste sig i forbøn til ham, hvilket er kufr og vil annullere vedkommendes Islam. Da ulama levede i sin tid, kunne man spørge dem om at lave duaa, men da de døde (gælder også selv profeten (saws) var og er det ikke tilladt.
Rasuul (saws) sagde: “O Allah! Lad ikke min graveplads være et tilbedelsessted.” I stedet siger vi, når vi tager til gravepladser: Fred være med gravenes folk, I forlod (denne verden) først og vi vil følge efter (jer). Du kan spørge den, som er i live, om at lave du’â, hvilket er mubâh (tilladt), men hvis du tror han har nogen magt, beregnes dette også som Shirk!
3. Den der ikke erklære en kaffir for en kaffir, eller en der tvivler på om en kaffir er kaffir eller siger at deres religion er rigtig, er selv kaffir. Der er nogen moderate muslimer som mener, at man ikke skal kalde ikke-muslimer for kuffar (selvom Allah (swt) gør det). Men selv “potentielle muslimer” som bare tvivler eller tror, at kuffar ikke er kuffar, er selv kuffar.
Takfeer er en del af usul ul-deen (troens principper) og vi er tvungne til at forsvare Allah’s (swt) ret. Kun Allah (swt) har ret til at lovgive og ingen andre skal tro, at de kan det.
4. Den der tror nogle love er ligedannet eller bedre end Islams shariah lov er en kaffir.
Et eksempel: En der mener at den danske grundlov er ligeså god eller bedre end Islams shariah lov. En som Nazir Ahmed f.eks forlod Islam som en murtad, ved at sige at man skal adlyde den britiske lov og Shariah loven.
5. Den der hader noget af sharias regler (hukm shar’i) er en kaffir.
6. Enhver som gør grin af Islam, Islams belønning og straf eller en som prøver at følge sunnah både i udseendet og handlinger, træder også ud af Islam.
Allah (Swt) siger:
“Hyklerne frygter, at en Sûra skal åbenbares om dem, som meddeler dem, hvad der er I deres hjerter, Sig: Spot (kun) thi Allah vil bringe frem i lyset, hvad I frygter. Og hvis du spørger dem, vil de visselig svare: Vi vrøvlede og spøgte kun. Sig: var det Allah og Hans tegn og Hans Sendebud, som I spottede med? Kom ikke med undskyldninger. I har visselig været vantro, efter at I havde antaget troen. Hvis Vi tilgiver en del af jer, vil Vi straffe en (anden) del, fordi de var syndere.” [Tawba: 64/65/66]
7. As-Sihr: Nogen der har noget med magi at gøre. F. eks at kommunikere med jinn, hvis man besøger en tryllekunstner for at spørge om hjælp, eller en der påstår at kunne spå fremtider.
8. Den der danner alliance med kuffar eller støtter dem mod muslimer.
Allah (swt) siger:
“O I som tror, tag ikke jøderne og de kristne til venner. De er hinandens venner. Den af jer, der tager dem til venner, er sandelig én af dem. Allah retleder visselig ikke det uretfærdige folk.” [Tawba: 51]
9. De der tror, at de ikke behøver følge profeten Mohammads (saws) sunnah, eller tror at de kan forlade Islam og følge en anden deen er kaffir.
10. Den der vender ryggen til Islam.
Det kan ske ved at man ikke studere deen/Islam, eller heller ikke følger/praktisere den. Og man skal undersøge sin religion nærmere også selvom en ven, far eller sheikh siger noget. Abu Hanifah blandt andet sagde selv, at han sagtens kunne risikere at skifte mening fra den ene dag til den anden.
Allah (swt) siger:
“Og hvem er mere uretfærdig end dem, der formanes ved deres Herres tegn, og som så vender sig bort fra dem. Vi vil visselig gengælde de syndige (deres synd).” [as-sajda 32: 22]
1. Kaffir Asli: Et eksempel på en kaffir asli kan være:
Hinduer (inder), kristne, jøder, ateister/nihilister Dvs. enten nogen som tror på gud, men ikke på Allah (swt), eller nogen der overhovedet ikke tror på noget.
Der er 3 typer af Kaffir Asli:
A) Mushrikeen – Fra bogens folk dvs. jøder og kristne
B) Mushrikeen – som ikke er fra bogens folk f.eks. hinduer, buddhister, sikh (medlem af indiske folkegrupper) osv.
C) Ateister – såsom folk der ikke tror på eksistensen af nogen guder eller noget guddommeligt. Folk der tilbeder penge, kvinder og alt andet end en gud.
Altså en Kaffir er den, som ikke tror på Islam.
2. Kafir Murtad: Et menneske som har været muslim, men som har udført en eller flere af følgende handlinger:
A) Al-Juhoud – At fornægte en forpligtelse. Hvis et menneske afviser en handling som er kendt i Islam som en nødvendighed, såsom at fornægte Siyam, Hajj, Salah, Shariah, jihaad, har vedkommende trådt ud af Islam.
B) Al-Istihlaal – At tillade noget som Allah (swt) har gjort forbudt eller at forbyde noget som Allah (swt) tillader. f.eks. en der tillader Zinaa, Ribaa osv. Den der laver istihlaal bliver kaldt for al-mustahil.
C) Al-Naaqid – Benægtelse af deen/Islam.
Der er 10 slags benægtelse af deen/Islam, og hvis et menneske begår en af dem vil vedkommende blive en murtad.
Nawaaqid ul islaam – Benægtelse af Islam (10 punkter)
1.Shirk – At tilbede andet/andre end Allah (swt). Der er flere underkategorier i shirk, men ikke noget jeg ønsker komme ind på i denne artikel. Shirk kan f.eks være når man siger, Jesus er gud, Bush er lovgiveren, eller at lovgive med andet end Allahs (swt) lov. Enhver der begår shirk akbar (større shirk) bevidst, efter at have fået forklaret hvad det er, vil træde ud af millah (Islam).
Allah swt siger:
“Sandelig, Allâh vil ikke tilgive, at der sættes nogen ved siden af Ham, men Han vil tilgive, hvad der er ud over dette, for hvem Han vil. Og den, der sætter nogen ved siden af Allah, han er sandelig faret vild (med) en stor vildfarelse.” [4: 116]
2. At sætte et menneske som talsmand, en der går i forbøn mellem dig og Allah (swt). Ligesom kristne beder en præst om at han skal tilgive deres synder. Eller at besøge en grav og kaste sig i forbøn til ham, hvilket er kufr og vil annullere vedkommendes Islam. Da ulama levede i sin tid, kunne man spørge dem om at lave duaa, men da de døde (gælder også selv profeten (saws) var og er det ikke tilladt.
Rasuul (saws) sagde: “O Allah! Lad ikke min graveplads være et tilbedelsessted.” I stedet siger vi, når vi tager til gravepladser: Fred være med gravenes folk, I forlod (denne verden) først og vi vil følge efter (jer). Du kan spørge den, som er i live, om at lave du’â, hvilket er mubâh (tilladt), men hvis du tror han har nogen magt, beregnes dette også som Shirk!
3. Den der ikke erklære en kaffir for en kaffir, eller en der tvivler på om en kaffir er kaffir eller siger at deres religion er rigtig, er selv kaffir. Der er nogen moderate muslimer som mener, at man ikke skal kalde ikke-muslimer for kuffar (selvom Allah (swt) gør det). Men selv “potentielle muslimer” som bare tvivler eller tror, at kuffar ikke er kuffar, er selv kuffar.
Takfeer er en del af usul ul-deen (troens principper) og vi er tvungne til at forsvare Allah’s (swt) ret. Kun Allah (swt) har ret til at lovgive og ingen andre skal tro, at de kan det.
4. Den der tror nogle love er ligedannet eller bedre end Islams shariah lov er en kaffir.
Et eksempel: En der mener at den danske grundlov er ligeså god eller bedre end Islams shariah lov. En som Nazir Ahmed f.eks forlod Islam som en murtad, ved at sige at man skal adlyde den britiske lov og Shariah loven.
5. Den der hader noget af sharias regler (hukm shar’i) er en kaffir.
6. Enhver som gør grin af Islam, Islams belønning og straf eller en som prøver at følge sunnah både i udseendet og handlinger, træder også ud af Islam.
Allah (Swt) siger:
“Hyklerne frygter, at en Sûra skal åbenbares om dem, som meddeler dem, hvad der er I deres hjerter, Sig: Spot (kun) thi Allah vil bringe frem i lyset, hvad I frygter. Og hvis du spørger dem, vil de visselig svare: Vi vrøvlede og spøgte kun. Sig: var det Allah og Hans tegn og Hans Sendebud, som I spottede med? Kom ikke med undskyldninger. I har visselig været vantro, efter at I havde antaget troen. Hvis Vi tilgiver en del af jer, vil Vi straffe en (anden) del, fordi de var syndere.” [Tawba: 64/65/66]
7. As-Sihr: Nogen der har noget med magi at gøre. F. eks at kommunikere med jinn, hvis man besøger en tryllekunstner for at spørge om hjælp, eller en der påstår at kunne spå fremtider.
8. Den der danner alliance med kuffar eller støtter dem mod muslimer.
Allah (swt) siger:
“O I som tror, tag ikke jøderne og de kristne til venner. De er hinandens venner. Den af jer, der tager dem til venner, er sandelig én af dem. Allah retleder visselig ikke det uretfærdige folk.” [Tawba: 51]
9. De der tror, at de ikke behøver følge profeten Mohammads (saws) sunnah, eller tror at de kan forlade Islam og følge en anden deen er kaffir.
10. Den der vender ryggen til Islam.
Det kan ske ved at man ikke studere deen/Islam, eller heller ikke følger/praktisere den. Og man skal undersøge sin religion nærmere også selvom en ven, far eller sheikh siger noget. Abu Hanifah blandt andet sagde selv, at han sagtens kunne risikere at skifte mening fra den ene dag til den anden.
Allah (swt) siger:
“Og hvem er mere uretfærdig end dem, der formanes ved deres Herres tegn, og som så vender sig bort fra dem. Vi vil visselig gengælde de syndige (deres synd).” [as-sajda 32: 22]
Salaf og Istiwâ’
Âthâr fra Salaf om betydningen af Istiwa’Fra Imâm al-Bukhâris Khalq Af’âl ‘Îbâd
[Alle beretningerne er autentiske i overensstemmelse med den undersøgelse, der blev foretaget på dette værk af den store hadîth-lærd Badr al-Badr (rahimahullâh) og er fra as-Sahâbah, eller dem som kom kort efter]
Wahb bin Jarîr sagde: “Al-Jahmiyyah er kættere, de tror ikke at Han har steget over Sin Trone.
Ibn al-Mubârak sagde: “Vi siger ikke som al-Jahmiyyah at Allâh er på jorden; Han har rettere steget over Sin Trone”. Og det blev sagt til ham: “Hvordan skal vi kende vores Herre?”. Han sagde: “Op over himlene, over/på (‘alâ) Sin Trone”.
Sufyân ath-Thawrî blev spurgt om verset “Og Han er med jer hvor end I er”. Han svarede: “Hans viden”.
Sadqa sagde: “Jeg hørte Sulaymân at-Taymî sige: “Hvis jeg blev spurgt: “Hvor er Allâh?”, ville jeg sige “Over (fî) himlene” og hvis det blev sagt “Og hvor var Tronen før himlen?” ville jeg sige “Over vandene” og hvis det blev sagt “Hvor var Tronen før vandet?” ville jeg sige “Det ved jeg ikke”.
[Dette viser at spørgsmålet "Hvor er Allâh" blev betragtet som tilladt af as-Salaf og hvordan kunne Profeten (salla Allâhu 'alayhi was-sallam) selv ellers spørge slavepigen "Hvor er Allâh?" , som blev fastslået i Imâm Muslims Sahîh (autentiske beretninger). Så lad dig ikke blive misledt af nutidens Jahmiyyah såsom Saqqaf og al-Habashî og deres typer, som prøver at erklære ovenstående hadîth dha'îf (svag) og få det ovenstående spørgsmål til at lyde som en bid'ah (innovation), med kun de klassiske Jahmiyyah som deres foregående.]
Imâm Bukhâri sagde: “Og det (Sulaymân at-Taymîs svar) var på grund af Allâhs udtalelse: “Og de kan ikke opnå noget som helst af Hans viden undtagen det som Han ønsker.” Det vil sige undtagen hvad Han forklarer.
Muhammad bin Yûsuf (en af Bukhâris lærere) sagde: “Den som siger Allâh ikke er over Sin Trone er en Kâffir. Og den som ikke tror (på) at Allâh talte til Moses er en Kâffir.”
Ibn Mas’ûd (radhiyAllâhu ‘anhu) sagde om Hans (Allâhs) udtalelse “Og så steg Han over Sin Trone”, at Tronen er over vandet og Allâh er over (fawqa) Tronen og Han ved hvad I (står) på.”
Qatâda sagde om Hans (Allâhs) udtalelse “Og Han er Allâh i Himlen og Jorden” og svarede: “Den som er tilbedt i himlen og på jorden.”
Fra Sharh Usûl al-’Ittiqâd Ahlus-Sunnah af al-Lalâ’iki (Tahqîq Ahmad Hamdân)
‘Abdullâh bin ‘Abbâs sagde: ” Allâh var sandelig over Sin Trone før Han skabte noget. Derefter skabte Han skabelsen og forudbestemte hvad der skulle eksistere indtil Dommedagen.”
Bashr bin ‘Umar sagde: “Jeg hørte mere end en af al-Mufassirîn (fortolkerne) sige om verset ” Den Mest Barmhjertige istiwa’ (steg) over Tronen”. Istiwa betyder at stige over.”
Rabî’ (en af Imâm Mâliks lærere) sagde om verset “Den Mest Barmhjertige steg over Sin Trone”, “Hvordan steg Han over Sin Trone?”. Han svarede: “Al-Istiwa’ er kendt men hvordan er ikke forståeligt. Fra Allâh er beskeden, fra Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) er prædiken og fra os kræves troen.”
Maqâtil bin Huyyân sagde om Hans (Allâhs) udtalelse “Der er ikke en privat samtale imellem tre personer og Han er den fjerde eller af fem personer og Han er den sjette”- “Han er over Sin Trone og intet er skjult fra Hans viden”.
Imâm Ahmad blev spurgt om verset “og Han er med Jer hvor end I er” og verset “Der er ikke nogen hemmelig samtale imellem tre personer, bortset fra Han er Den fjerde” hvortil han svarede (betydningen af): “Han er Kenderen af det sete og usete , Hans viden omfatter alt og vores Herre er over Tronen, uden at sætte grænser og give en beskrivelse, og Hans Kursi er som udstrækningen af himlene og jorden, med den viden Han har.”
Imâm ‘Abdullâh bin Ahmad citerer ‘Abdullâh ibn Mubârak i at have sagt: ” Jeg bærer vidne at Du er over Din Trone over de syv himle og dette er ikke som fjenderne af Allâh, kætterne, påstår”. [Imâm 'Abdullâh ibn Ahmads as-Sunnah med Tahqîq fra Al-Qahtâni]
Han citerede ham også i at sige: ” Vi ved, at vores Herre er over de syv himle over Sin Trone og vi siger ikke som al-Jahmiyyah siger, at Han er her.” [Peger med sin hånd mod jorden.]
Imâm Mâlik sagde: “Allâh er over Tronen og Hans viden er i ethvert sted, intet er skjult fra Ham.” [Al-Albâni sagde i sine noter om Mukhtassar (nr. 130): "Berettet af 'Abdullâh i as-Sunnah" (s. 5) og ligeledes i Abû Dâwûd i Masâ'il (s. 263) og dens sannad er Sahîh". Han inkluderer en gendrivelse af de løgne Kawtharî beskæftiger, for at forsøge at miskreditere denne isnâd.]
Abû Hanîfah sagde, da han blev spurgt (af Abû Mutî’[1]) om hans mening vedrørende den som siger ” Jeg ved ikke om Allâh er over himlene eller på jorden”. Han svarede: “Han har begået kufr, fordi Allâh siger “Den Mest Barmhjertige Steg over Tronen” og denne Trone er over de syv himle.” Så blev han spurgt: “Hvad hvis han siger Allâh er over Tronen, men han ved ikke om Tronen i himlene eller på jorden?”. Han svarede: ” Han har begået kufr, fordi han har benægtet at Han er over himlene og enhver som benægter at Han er over himlene har begået kufr”.
--------------------------------------------------------------------------------
[1] Abû Mutî’ var en af Abû Hanîfas tætteste ledsagere og han er forfatteren af den kendte bog “Al-Fiqh al-Akbar”.
[Alle beretningerne er autentiske i overensstemmelse med den undersøgelse, der blev foretaget på dette værk af den store hadîth-lærd Badr al-Badr (rahimahullâh) og er fra as-Sahâbah, eller dem som kom kort efter]
Wahb bin Jarîr sagde: “Al-Jahmiyyah er kættere, de tror ikke at Han har steget over Sin Trone.
Ibn al-Mubârak sagde: “Vi siger ikke som al-Jahmiyyah at Allâh er på jorden; Han har rettere steget over Sin Trone”. Og det blev sagt til ham: “Hvordan skal vi kende vores Herre?”. Han sagde: “Op over himlene, over/på (‘alâ) Sin Trone”.
Sufyân ath-Thawrî blev spurgt om verset “Og Han er med jer hvor end I er”. Han svarede: “Hans viden”.
Sadqa sagde: “Jeg hørte Sulaymân at-Taymî sige: “Hvis jeg blev spurgt: “Hvor er Allâh?”, ville jeg sige “Over (fî) himlene” og hvis det blev sagt “Og hvor var Tronen før himlen?” ville jeg sige “Over vandene” og hvis det blev sagt “Hvor var Tronen før vandet?” ville jeg sige “Det ved jeg ikke”.
[Dette viser at spørgsmålet "Hvor er Allâh" blev betragtet som tilladt af as-Salaf og hvordan kunne Profeten (salla Allâhu 'alayhi was-sallam) selv ellers spørge slavepigen "Hvor er Allâh?" , som blev fastslået i Imâm Muslims Sahîh (autentiske beretninger). Så lad dig ikke blive misledt af nutidens Jahmiyyah såsom Saqqaf og al-Habashî og deres typer, som prøver at erklære ovenstående hadîth dha'îf (svag) og få det ovenstående spørgsmål til at lyde som en bid'ah (innovation), med kun de klassiske Jahmiyyah som deres foregående.]
Imâm Bukhâri sagde: “Og det (Sulaymân at-Taymîs svar) var på grund af Allâhs udtalelse: “Og de kan ikke opnå noget som helst af Hans viden undtagen det som Han ønsker.” Det vil sige undtagen hvad Han forklarer.
Muhammad bin Yûsuf (en af Bukhâris lærere) sagde: “Den som siger Allâh ikke er over Sin Trone er en Kâffir. Og den som ikke tror (på) at Allâh talte til Moses er en Kâffir.”
Ibn Mas’ûd (radhiyAllâhu ‘anhu) sagde om Hans (Allâhs) udtalelse “Og så steg Han over Sin Trone”, at Tronen er over vandet og Allâh er over (fawqa) Tronen og Han ved hvad I (står) på.”
Qatâda sagde om Hans (Allâhs) udtalelse “Og Han er Allâh i Himlen og Jorden” og svarede: “Den som er tilbedt i himlen og på jorden.”
Fra Sharh Usûl al-’Ittiqâd Ahlus-Sunnah af al-Lalâ’iki (Tahqîq Ahmad Hamdân)
‘Abdullâh bin ‘Abbâs sagde: ” Allâh var sandelig over Sin Trone før Han skabte noget. Derefter skabte Han skabelsen og forudbestemte hvad der skulle eksistere indtil Dommedagen.”
Bashr bin ‘Umar sagde: “Jeg hørte mere end en af al-Mufassirîn (fortolkerne) sige om verset ” Den Mest Barmhjertige istiwa’ (steg) over Tronen”. Istiwa betyder at stige over.”
Rabî’ (en af Imâm Mâliks lærere) sagde om verset “Den Mest Barmhjertige steg over Sin Trone”, “Hvordan steg Han over Sin Trone?”. Han svarede: “Al-Istiwa’ er kendt men hvordan er ikke forståeligt. Fra Allâh er beskeden, fra Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) er prædiken og fra os kræves troen.”
Maqâtil bin Huyyân sagde om Hans (Allâhs) udtalelse “Der er ikke en privat samtale imellem tre personer og Han er den fjerde eller af fem personer og Han er den sjette”- “Han er over Sin Trone og intet er skjult fra Hans viden”.
Imâm Ahmad blev spurgt om verset “og Han er med Jer hvor end I er” og verset “Der er ikke nogen hemmelig samtale imellem tre personer, bortset fra Han er Den fjerde” hvortil han svarede (betydningen af): “Han er Kenderen af det sete og usete , Hans viden omfatter alt og vores Herre er over Tronen, uden at sætte grænser og give en beskrivelse, og Hans Kursi er som udstrækningen af himlene og jorden, med den viden Han har.”
Imâm ‘Abdullâh bin Ahmad citerer ‘Abdullâh ibn Mubârak i at have sagt: ” Jeg bærer vidne at Du er over Din Trone over de syv himle og dette er ikke som fjenderne af Allâh, kætterne, påstår”. [Imâm 'Abdullâh ibn Ahmads as-Sunnah med Tahqîq fra Al-Qahtâni]
Han citerede ham også i at sige: ” Vi ved, at vores Herre er over de syv himle over Sin Trone og vi siger ikke som al-Jahmiyyah siger, at Han er her.” [Peger med sin hånd mod jorden.]
Imâm Mâlik sagde: “Allâh er over Tronen og Hans viden er i ethvert sted, intet er skjult fra Ham.” [Al-Albâni sagde i sine noter om Mukhtassar (nr. 130): "Berettet af 'Abdullâh i as-Sunnah" (s. 5) og ligeledes i Abû Dâwûd i Masâ'il (s. 263) og dens sannad er Sahîh". Han inkluderer en gendrivelse af de løgne Kawtharî beskæftiger, for at forsøge at miskreditere denne isnâd.]
Abû Hanîfah sagde, da han blev spurgt (af Abû Mutî’[1]) om hans mening vedrørende den som siger ” Jeg ved ikke om Allâh er over himlene eller på jorden”. Han svarede: “Han har begået kufr, fordi Allâh siger “Den Mest Barmhjertige Steg over Tronen” og denne Trone er over de syv himle.” Så blev han spurgt: “Hvad hvis han siger Allâh er over Tronen, men han ved ikke om Tronen i himlene eller på jorden?”. Han svarede: ” Han har begået kufr, fordi han har benægtet at Han er over himlene og enhver som benægter at Han er over himlene har begået kufr”.
--------------------------------------------------------------------------------
[1] Abû Mutî’ var en af Abû Hanîfas tætteste ledsagere og han er forfatteren af den kendte bog “Al-Fiqh al-Akbar”.
Sammendrag af forklaringen på ‘Aqîdatul-Wâsitiyah
Sammendrag af forklaringen på ‘Aqîdatul-Wâsitiyah i noteformIntroduktion:
Følgende er et sammendrag i noteform af den klassiske tekst “Aqîdatul Wâsitiyah” af Ibn Taymiyah, hvori han resumerer Ahlus-Sunnâh wal-Jamâ’ahs trosoverbevisninger.
1. del: Al-Basmallah
Bismillâhir-Rahmânir-Rahîm
1. Bismillâhir-Rahmânir-Rahîm: En separation imellem suwar (kapitler). Det er en del af alle suwar, på nær Sûratul Tawbah og Sûratul Anfâl. Fortræffeligheden og udmærkelsen af at have Bismillâh som separationsartikel, består i at søge hjælp (fra Allâh).
2. Ism: Det ord som tilkendegiver meningen og får det til at skille sig ud. Det stammer fra simatun, som betyder symbol eller sumûh, som betyder højde. Mussama er den betydning, som den tilkendegiver.
3. Allâh: Stammer fra ulûhiyât. De tre sidste bogstaver i Allâh, lâh, betyder at noget bliver tilbedt.
4. Ar-Rahmân: En af Allâhs egenskaber, som sammeneksisterer med Allâhs Selv.
5. Ar-Rahîm: En af Allâhs egenskaber som vedrører det Selv, der har Rahm.
6. Ibn ‘Abbâs’ udtalelse om at begge disse navne omfatter mildhed og blidhed.
Al pris tilkommer Allâh, som sendte Sin Budbringer med retledning og den sande religion, for at sejre over alle (falske) religioner og Allâhs bevis er tilstrækkeligt.
1. Hamd: Verbal lovprisning for nåde uanset om man (føler) man får nytte af det. Til forskel for Shukr (at lovprise på grund af at have nydt godt af en tjeneste, enten verbalt, følelsesmæssigt, eller med en del af kroppen) og Madh (blot en konstatering af kvaliteter uden implikation af kærlighed og respekt).
2. Al-Hamd: Præfikset “al” indebærer omfattenhed og inkluderer alle former for Hamd. Perfekt hamd er kun blevet bevist for (at tilhøre) Allâh; derfor har Allâh alle egenskaberne af perfektion og skønhed.
3. Rasûl: En person som er sendt med kommunikation (leksikalsk definition). Teknik set betyder det den person, Allâhs åbenbaringer er nedsendt og som er påkrævet at formidle disse åbenbaringer. Hvis ingen formidling er involveret er han en nabi (profet). Hver budbringer er en nabi, men ikke hver nabi er en budbringer.
4. Hidâyah: At beskrive, at retlede. Qur’ânen og Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) er begge kendt som Al-Hâdi (retledningen). Det betyder også assistance og åbenbaring. Hidâyah inkluderer også al sand information, den rette tro, nyttefuld viden og gode gerninger, som blev bragt af Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam).
5. Dîn: Alle befalinger og love, om de vedrører tro, udtalelser eller handlinger. Det betyder også regnskab (Yawm ad-Dîn).
6. Haqq: Virkeligt, sandt og bevist. Bâtil er noget, som ingen realitet har og som ikke kan bevises.
Meningen af dette afsnit: At alle egenskaber som betegner perfektion er bevist, for (at tilhøre) Allâh i den højeste grad. Allâh er lovprist på grund Hans begunstigelser over mennesket, og de er langt udover vores forståelse. Hans største begunstigelse er nedsendelsen af Muhammad (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) med den rigtige og sande religion, for at den skal dominere over alle andre religioner.
2. Del: Trosbekendelsen
Jeg bærer vidne at der ingen gud værdig til tilbedelse undtagen Allâh i Hans enhed, uden at tillægge Ham partnere, og jeg bekræfter det med Tawhîd. Endvidere bærer jeg vidne, at Muhammad er Hans slave og sendebud, fred og velsignelser være med ham, hans familie og ledsagere.
1. Ash-haddu: At bære vidne, er at forklare en ting igennem ens viden herom, og at være overbevist om, at det er korrekt og evident. Et vidne er kun troværdigt, når han har overbevisning og bekræftelse og når hjertet bekræfter tungen. (Munâfiqûn bar kun vidne med deres tunge, derfor erklærede Allâh dem løgnere)
2. Lâ illâha illa Allâh: Der er ingen gud værdig til tilbedelse undtagen Allâh. Sætningen som bevidner Tawhîd og som alle budbringere er enige om. Det er essensen af deres budskab. Alle deres missioner begyndte med denne sætning.
3. Wah-dahu lâ sharîka lahu: I sin enhed uden partnere. Dette forstærker den første del af sætningen.
4. Det er også nødvendigt at bære vidne for budbringerne. Det ene vidnesbyrd forbliver nyttesløs uden det andet, eftersom at det første vidnesbyrd (om Allâhs Enhed) ikke kan træde i kraft og etableres uden det andet. Derfor nævner man dem begge i adhân og salâh.
5. Anerkendelsen af egenskaberne af budbringerskab for Profeten og slaven af Allâh, Muhammad (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) og disse er de vigtigste egenskaber af Muhammad (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam).
6. Budbringerens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) egenskaber modsiger ekstreministerne og fornyerne, som ophøjer ham (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) udover hans rang.
7. Formålet med skabelsen er tilbedelse. Skabelsens perfektion består i at realisere dette mål i praksis. En slave af Allâh er kun ophøjet på grund af en tiltagenhed i trælbundethed (‘Ubudiyyah).
8. Vidnesbyrdet for Budbringeren (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) er kun komplet, når slaven erkender de bud som er transmitterede af Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) og han derefter adlyder dem og afholder sig fra det Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) har forbudt.
9. Salât. Den leksikalske definition på dette er bøn. Det har dog flere betydninger. Et sådant eksempel er Abû ‘Âliyas udtalelse, som blev berettet af Bukhâri i hans Sahîh (autentiske beretninger) om at Allâh sender Sine Salât (velsignelser) på Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) foran englene. Englenes salât består i, at de beder om forbud og bønfalder (Allâh).
10. Âli-Rasûl: Profetens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) slægtninge, som ikke må acceptere zakâh. Endvidere folkefærdene Banu Hashîm og Banu Tâlib. “Âl” kan også være henvisende til Profetens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) tilhængere.
11. As-hâb: Alle dem, som så Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) i en tilstand af Islâm, med andre ord imedens de var troende, og døde i denne tilstand.
12. Salâm betyder at bede om sikkerhed fra alt ondt. As-salâm er også et af Allâhs navne. Han er fri for alle former for defekter, er usårbar og Han skænker tryghed til Sine troende slaver i det Hinsides.
3. Del: Trossætningerne
For at fortsætte: Denne afhandling vil bekendtgøre trosoverbevisningerne af Den Frelste Sekt, som vil blive støttet indtil etableringen af (Doms)timen. Denne gruppe er Ahlus Sunnah wal-Jamâ’ah og deres trosoverbevisninger er følgende: Troen på Allâh, Hans engle, Hans bøger, Hans budbringere, genopstandelse efter død og guddommelig forordning, både det gode og onde.
1. ‘Aqîdah: At acceptere hvad som helst med hjertet og bevidstheden, samtidig med at man adlyder Allâh imedens man gør det. Ordet (‘Aqîdah) formidler beslutsomhed og standhaftighed, så vel som modenhed i at tænke.
2. Firqa: En gruppe af mennesker. Dens beskrivelse er i ahadîth: “En gruppe af min ummah (nation) vil altid holde fast ved sandheden” og “Denne ummah vil dele sig i 73 Furûq (pluralis er Firqa) og bortset fra en, vil alle komme i Helvede”. Den frelste sekt er den, som følger Profetens sunnah (tradition, sædvane, vej) og hans ledsageres (as-hâb) vej.
3. Sunnah: Sætningen “Ahlus-Sunnah wal-Jamâ’ah” betyder vejen og praksisen valgt af Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) og hans sahâba (ledsagere). Innovation og kætterske trosoverbevisnger eksisterede ikke i denne periode.
4. Jamâ’ah betyder dem, som forsamler sig. I denne sammenhæng er det henvisende til ledsagerne og deres efterfølgere (at-tâbi’în), der alle accepterede sandheden, som blev bevist ud fra Qur’ânen og Sunnah og de (al-jamâ’ah) forenedes med dette som deres grundlæg.
5. Det er obligatorisk at have tro på de seks ting (Allâh, Hans engle, Hans bøger, Hans budbringere, genopstandelse efter død, guddomlig forordning både det gode og onde). Perfektion kan ikke opnås, medmindre man tror på disse seks trossætninger i overensstemmelse med Qur’ân og Sunnah. Hvis man blot afviser en af disse trossætninger eller nægter at tro på dem i overensstemmelse med Qur’ân og Sunnah er man kâffir (vantro). Alt dette er blevet nævnt i Jibrâ’ils hadîth (beretning).
6. Malâ’ika er flertal for “Malak”, som stammer fra al-ulûka, som er budbringerskab. De er Allâhs skabninger og beboer Himlene. De er blevet udpeget til Hans skabningers affærer. De beretter Allâhs hellighed utrætteligt, dag og nat.
7. Kuttub: De helligskrifter som blev sendt ned til Allâhs budbringere fra himlene. De helligskrifter vi har viden om, er Ibrahîms (Abraham) bøger, Mûsas Tawrât (Moses’ Tora), ‘Îsâs Injîl (Jesus’ Helligskrifter) Dawûds Zabûr (Davids Salmer) og Qur’ânen. Qur’ânen er den sidste helligskrift og er beskytteren og vidnesbyrdet for alt sandt og korrekt og er kriteriummet for sandhed og falskhed. Ud over disse bøger, er det nødvendigt at have en general tro på alle helligskrifterne fra de andre budbringere af Allâh.
8. Russul: er flertal for “Rasûl”. Ordet rasûl betyder en person, som har modtaget åbenbaringer fra Allâh. Det er nødvendigt at have specifik tro på de 25 budbringere nævnt i Qur’ânen. Foruden disse budbringere og profeter, er det nødvendigt at have en general tro på de andre profeter, uden at kævles om deres navne og tal. Allâh siger (meningen af): “Og der er sendebud, som Vi har berettet dig om før, og (andre) sendebud, som Vi ikke har berettet dig om…” [4:164] Det er nødvendigt for religionen at disse budbringere leverede budskabet til folket, som Allâh befalede dem og at de forklarede det på en måde, så ingen forblev i tvivl. Alle budbringerne og profeterne var frie for fejl i karakter såsom falskhed, udslyngning af viden og uvidenhed, uærlighed og lignende. De bedste af profeterne var Muhammad (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam), Ibrahîm, Mûsa, Nûh og ‘Îsa.
9. Ba’ath: betyder at (op)løfte og give bevægelse. Allâh vil opløfte og give de døde deres bevægelse i deres grave, så de kan blive stillet til regnskab. Man skal tro på Ba’ath i henhold til den måde, det er blevet nævnt og beskrevet på. Måden det vil foregå på, er at Allâh vil samle alle de organer, som er blevet til støv eller opløst og vil genopfriske dem og genoplive dem. Filosofferne og kristne, som benægter den kropslige Ba’ath er vantro. De som fastholder, at Allâh vil inspirere hver sjæl til en krop forskellig fra kroppen (de havde) i denne verden, er kætterske fornyere og korrupte.
10. Qadr: Taqdîr (udsagnsform af Qadr) betyder at foretage en vurdering. Det betyder at Allâh har videnen om kvantiteten og midlertidigheden af alt af skabelsens begyndelse. Han skabte dem ved Sin vilje og magt i overensstemmelse med Sin viden. Han har nedskrevet dette i Den Sikre Tavle, før Han skabte dem. Allâh siger (meningen af): “Der indtræffer ingen katastrofe på jorden eller blandt jer selv, som ikke er i en bog, før Vi fremkalder den…” [57:23]
4. Del: Måden at tro på Allâhs egenskaber
Det er en del af Îmân (tro) på Allâh, at tro på hvad Han har nævnt om Sig Selv og hvad Budbringeren (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) har beskrevet Ham med, uden at lave Tahrîf, Ta’tîl, Takîf, Tamthîl og Tafwîdh. I stedet bør det være som Allâh har nævnt i Sûratul Ikhlâs: “Og intet er lig Ham”.
1. Tahrîf: At introducere en ændring i en udtalelse på en sådan måde, at man efterlader en (anden) mening. Dette er forstået og man accepterer den mening, de ord på flertydig vis, indikerer.
2. Ta’tîl: At efterlade og ophæve. En ophævelse af Allâhs egenskaber og benægtelse af Hans Selv og Væsen. Benægtelse af den sande mening, som er blevet bevist ud fra Qur’ân og Sunnah. Tahrîf inkluderer Ta’tîl, men Ta’tîl inkluderer ikke Tahrîf.
3. Takîf: At tro på Allâhs egenskaber er “sådan og sådan”. Med andre ord, at de er på en bestemt måde, eller at stille spørgsmål ved tilstanden af Hans egenskaber. Vendingen “Bi ghayr Ta’kîf” betyder at Ahlus Sunnah wal-Jamâ’ah nægter at have viden om Allâhs tilstand, eftersom at Allâh alene kender tilstanden af Sig Selv og Sine egenskaber.
4. Tamthîl: At tro på at Allâhs egenskaber er ligesom Hans skabningers egenskaber.
5. Tafwîdh: Når man benægter en egenskab bevist fra Qur’ân og Sunnah og fastholder, at det ikke er den åbenbare mening, men en mening som man ikke selv kan afgøre.
6. Det er ikke sandt at Tafwîdh var Salafs (De Fromme Forgængere) trosoverbevisning. Ash’ariyyîn af senere tid, tilskrev Salaf dette.
7. As-Salaf forstod passagerne i Qur’ân og Sunnah og de beviste denne forståelse med Allâhs tilfredshed. Dog overgav de deres viden af realiteten og tilstanden af disse betydninger til Allâh. Imâm Mâlik (rahimahullâh) blev spurgt om tilstanden af Istiwâ’ (etableringen) af Allâh på tronen og sagde at Istiwâ’ er kendt, men dens forhold er ikke kendt.
8. Ahlus Sunnah wal-Jamâ’ahs tilgang til dette, er som beskrevet i Qur’ân: “Intet er lig Ham.”.
9. Den korrekte tro er derfor ikke at benægte Allâhs egenskaber fuldstændigt, som Al-Mu’tazila gør og det er heller ikke at forsøge at bevise dem (Allâhs egenskaber) fuldstændigt, som Al-Mumathilîn gør. Snarer, er den korrekte tro, at bekræfte Allâhs egenskaber uden at sammenligne dem med noget.
5. Del: Måden at tro på Allâhs egenskaber (fortsat)
Egenskaberne som Allâh har kvalificeret Sig Selv med, benægtes ikke af dem (Ahlus Sunnah wal-Jamâ’ah); de begår ikke Tahrîf på grundlag af fornuftslutninger, som drages af udtalelser. De beskæftiger sig ikke med forkert Ta’wîl (fortolkning) af Allâhs egenskaber og vers, og de betragter ikke Hans egenskaber som værende lig egenskaberne af Hans skabninger, og de prøver heller ikke at beskrive deres (Allâhs egenskabers) tilstande. Dette er fordi intet er som Hans Essens, der er intet sammenligneligt med Ham og Han har ikke partnere. Man kan heller ikke danne sig et skøn af Allâh, eller fortage en analogi mellem Ham og Hans skabelser, for at demonstrere lighed og sammenlignelighed med Ham.
1. Afvisningen om en benægtelse af Allâhs egenskaber er baseret på troen, som er forklaret foroven.
2. Mawâdi’ er flertal for mawdâ’. Det indebærer kun de meninger, hvorom det er nødvendigt at basere udtalelser. Dette er fordi, når man bruger disse, bærer udtalelserne den samme mening som Allâh eller Profetens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) ord. Derfor forbliver udtalelsen tilknyttet meningen.
3. Ibn Qayyims udtalelse om ikke at begå Ilhâd på Allâhs navne og egenskaber:
“At begå Ilhâd på Hans navne betyder, at vende sig fra de sande meninger fra Hans navne, som er bevist ud fra dem selv (navnene). Ordet Lahd stammer fra Ilhâd, som betyder den spaltning man falder i, når man afviger fra al-Firqa. Vendingen “Mulhid fi Dîn” stammer også fra det (Ilhâd)), som betyder den, som afviger fra sandheden og introducerer ting i Ad-Dîn (religionen), der ikke har noget hold på sig. Ilhâd i forhold til Allâhs navne og egenskaber, sker enten ved en total benægtelse, eller ved at nægte meningerne og afvise dem i det hele taget. Det kan også ske, ved at begå Tahrîf på sandheden, eller ved falsk Ta’wîl, ved at afvige fra sandheden, eller det kan også ske, ved at man opdigter nye ord til de navne, såsom “Ilhâd”, der kommer fra Ahlul Ittihâd.”
4. Resultatet af dette var at As-Salaf havde tro på alle de ting, Allâh har udtalt om Sig Selv i Qur’ânen, og på alle de ting Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) beskrev. Denne tro er absolut fri for Tahrîf, Ta’tîl, Takîf og Tamthîl.
5. Deres udtalelser om Allâhs Selv er en og den samme. Udtalelsen om egenskaberne er en sidegren til udtalelsen om Selvet, hvori udtalelsen vedrørende Selvet overholdes perfekt. Derfor, når formålet med at bevise Selvet, er at bevise eksistensen, er det samme sandt, når det gælder egenskaberne. De (As-Salaf) fortolkede dette i en af deres bemærkninger: “Vi vil videregive dem, præcis som vi har modtaget dem, uden Ta’wîl.”. De, som ikke følger denne bemærkning, lider af en illusion, hvis de mener at kun ordet bør blive læst og ingen strid bør rejses om meningen, skønt dette er en forket forståelse. Benægtelse af Ta’wîl her er rettet mod realiteten af betydningen, dens detaljer og tilstand.
6. Imâm Ahmads udtalelse:
“Allâh skal kun kvalificeres med de egenskaber, som Han Har kvalificeret Sig med, eller Hans Budbringer (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) har kvalificeret Ham med. Intet bør siges udover Qur’ân og Ahâdîth.”
7. Nu’aym ibn Hammâds udtalelse:
“Enhver, som beskriver Allâh i lighed med Hans skabninger, har begået Kufr. Hvis nogen benægter en af de egenskaber, som Allâh har kvalificeret Sig Selv med, har han også begået Kufr. De egenskaber Allâh har kvalificeret Sig Selv med, eller de som blev berettet om Ham af Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) vil ikke blive kaldt Tashbeeh (sammenligning/metafor) eller Tamthîl.”
8. Grunden til Ahlus Sunnah wal-Jamâ’ah ikke begår Takîf eller Tamthîl, er fordi der ingen parallel er med Allâhs Selv. Ingen parallel fortjener Hans navn og der findes ingen af den slags storhed, som kan måle sig med Ham i mægtighed. “Kender du til Hans lige?” [Sûrah Maryam].
9. Det at Han ikke har nogen lighed betyder ikke, at ingen kan navngives Hans navn, eftersom der er mange af disse navne, som er almindelige for Allâh og Hans skabninger. Når Allâh bruger disse navne for Sig Selv, er deres betydning specifikke for Ham. Ingen andre end Allâh vil være partner i den betydning. Partnerskab kan kun finde sted i den totale forstand (dvs. meningen) og dette kan kun eksistere i sindet. I de udvendige (uden for sind) tilfælde er betydningen kun delvis og specifik. Dens position er relativ for betydningen. Hvis associationen er med Allâh, er betydningen specifik for Ham og Allâhs slave vil ikke være partner i dette. Hvis associationen er med Allâhs slave, er denne betydning specifik for ham og Allâh vil ikke partner med ham i dette.
10. Kofu betyder ligeværdig og at have medstatus. Allâhs udtalelse er vidne for dens negation. “Og der er ingen sammenlignelig med ham”.
11. Nid betyder at være ligeværdig og af medstatus. “Og opstil ikke bevidst rivaler med Allâh.” [Allâhs udtalelse]
12. Ikke at følge en analogi vil sige, at ingen brug af den slags sammenligning er tilladt. Den slags sammenligning kan indebære en analogi imellem Allâh (Den Analogiseret) og det som er målet af analogien. Derved viser man ligeværdighed og sammenlignelighed. Denne analogi er som Tamthîl, som blev vist af Fiqh-lærde. Dette er en kombination af det udledte med det originale i forskrift. Eksempel på dette: Nabidh og Alkohol. Optagelsen af Nabidh i det forbudte på grund af de fælles kendetegn, der får det til at indtræde i det forbudte, som er beruselse. Analogien er baseret på ligheden. Dette er ikke tilladt i tilfældet med Allâh, i forhold til Hans skabninger. I lighed med Shamûl [Indbefatning: at diskutere fra en heles standpunkt i forhold til en del, som er en komponent af det hele, sammen med nogle andre dele] af logikerne.
13. Der eksisterer ingen sammenlignelighed mellem Allâh, Den Ærværdige, Den Ophøjede, og Hans skabninger, på nogen som helst område. Det højeste niveau af analogi er brugt for Allâh. Dette betyder, at i hver kvalitet som er bevist for (at tilhøre) skabningen, hvor der er mulighed for at Allâh også er kvalificeret med den (kvaliteten), er Allâh langt mere overlegen i den kvalitet end skabningen og opnår perfektion i den. Det samme kan siges om en defekt. Hvis en skabning er fri for en defekt, er Allâh fri for den i første grad.
14. Samme princip for perfektion. Det som er tilsigtet, når to personer bliver sammenlignet og en af dem har kvaliteten af perfektion og den anden ikke har dette, er at den første vil blive betragtet som mere perfekt. Derfor er det også nødvendigt at acceptere denne egenskab for Allâh, på betingelsen af at eksistensen af denne kvalitet er en perfektion og dens fravær er en defekt.
6. Del: Grundlaget for at tro på de kvaliteter nævnt i Qur’ân og Ahâdîth
For Han kender Sit eget Selv bedst, såvel som andres selv. Det Han siger, er den mest sande og mest smukke tale, bedre end Hans kreations (tale). Hans budbringere er de sandfærdige, som er bevidnet for, i modsætning til de, som siger om Allâh, det de ingen viden om har. Af denne årsag sagde Allâh (meningen af): “Må din Herre Lovprises, Herren af majestæt, fra hvad de tilskriver (Ham) og fred være med dem, som er blevet sendt (for at erklære) og al pris tilkommer Herren af alle verdener”. Han har lovprist Sig Selv fra det, de som var i opposition til Budbringere, har tilskrevet Ham, og Han har sendt fred med Sine Budbringere og bevaret dem fra modgang og defekter i deres udtalelser. Han har omtalt negation og bekræftelse af navnene og egenskaber, som Han har kvalificeret Sig Selv med.
1. Grundlaget for af at have tro på det Allâh har omtalt i Qur’ânen og Ahâdîth, er det faktum, at Han er den, som kender Sig Selv bedst og Den, som kender alle andre ting bedst.
2. Alt hvad Hans Budbringere siger om Ham er altid sandt. De er frie for at sige løgne om Allâh og de siger heller ikke noget, som modstrider realiteten. Dette er grunden til at have tro på hvad som helst, Allâh og hans Budbringere har sagt om egenskaberne, i bekræftende eller negativ form.
3. Ting som er blevet omtalt af Allâh og Hans Budbringer, kan ikke forlades til fordel for tro på udtalelserne af de mennesker, som forfalsker imod Allâh og siger ting om Ham, hvorom de selv ingen viden har!
4. Nederlag i formidlingen af udtalelser med deres tilsigtede mening, skyldes en eller flere af de følgende tre faktorer: 1) Vedkommende er selv uviden om det han taler om, 2) Han behersker ikke magten af veltalenhed, 3) Han tyer til løgne, fordrejelser og forfalskning.
5. Qur’ânen og Ahâdîth er i enhver forstand fri for disse tre ting. Allâh og Hans Budbringers udtalelser er yderst klare, uden flertydighed.
6. De tre modsatte elementer i fortælling og forståelse, findes i Profetens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) udtalelser. Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) har mest viden om det, han vil underrette folk om. Han adopterede den bedste måde at berette dem (oplysningerne) på. Han var mest villig til at advare og retlede skabningerne. Således er det ikke muligt, at hans udtalelser lider af svaghed eller defekter, hvorimod andre menneskers udtalelser ikke er frie for mangelheder og fejl. Det er derfor ikke rigtigt at betragte andre menneskers udtalelser som værende jævnbyrdige med Profetens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) udtalelser, for slet ikke at tale om at have overbevisning på andre menneskers udtalelser frem for med Profetens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam).
7. Af denne grund beskriver Allâh Sin Egen Hellighed og sender fred med Sine Budbringere.
8. Subhân er infinitiv for Tasbîh og betyder at holde sig rent og fjerntliggende fra dårligdom. Rodordet er Sabh, som betyder hastighed, strøm og fjernhed.
9. Allâh holder Sig ren fra alle de ting som Al-Mushrikûn (polyteisterne) tilknytter Ham, såsom at have en kone, et barn og andre defekter og nederlag.
10. Han sender fred med Sine Budbringere. Dette er en indikation på, at lige såvel som det er nødvendigt at have tro på at Allâh, Mægtig og Stor, er fri for alle defekter og nederlag, er det også nødvendigt, at have tro på renheden af profeternes ord og gerninger. For profeterne og budbringerne siger aldrig løgne om Allâh og de associerer aldrig partnere med Ham, eller anbringer deres tilhængere i en fantasiposition. De siger aldrig andet end sandheden om Allâh.
11. Allâhs befaling er følgende: “Al pris tilkommer Allâh, Ejer af alle verdener.” På grund af at være i besiddelse af perfektion i egenskaber, mest storslået kvaliteter og mest retskafne gerninger, priser Hellige Allâh Sig Selv.
12. Benægtelse og bekræftelse er inkluderet i både generelle og specifikke termer i Hans navne og egenskaber.
13. Generaliteten i benægtelser består i, at alle defekter og nederlag i Allâhs Selv er afviste. Disse går imod Hans perfektion. For eksempel “Intet er som Hans lighed” og “Kender du Hans lige?” og “Lovprist være Allâh, over alt hvad de påstår”.
14. Specifikhed i benægtelser betyder, at afvise at Allâh i Sine egenskaber, er associeret med defekter og nederlag, såsom at have en far, søn, partner, ligemand, modstander, uvidenhed, magtesløshed, vildfarenhed, glemsomhed, døsighed, søvn, ubrugelighed og falskhed.
15. Benægtelse står ikke som en selvstændig artikel i Qur’ânen eller Ahâdîth. Blot og bar benægtelse betegner ikke nogen egenskab. Der er rettere bekræftelse på perfektionen og storheden af Allâh, samt unikheden i Hans egenskaber, i modsætning til begge benægtelser (defekter og nederlag). Benægtelsen af uvidenhed er på grund af Hans brede og ubegrænset viden; benægtelsen af uretfærdighed er afledt af bekræftelsen på perfektionen af Hans retfærdighed; og benægtelsen af ubrugelighed er afledt af bekræftelsen på Hans evige liv og stabilitet.
16. Således er det grunden til at benægtelse i Qur’ânen og Ahâdîth forekommer i en general forstand, rettere end en specifik forstand. I kontrast til bekræftelsen, hvori der er større specifikheder end generaliteter, fordi disse er tilsigtet Hans Selv.
17. Generaliteten i bekræftelsen betyder, at absolut perfektion, absolut lovprisning, absolut pragt osv., er bevist for udelukkende at tilhøre Allâh. Allâh siger (meningen af): “Al pris tilkommer Allâh, Herre af alle verdener” og Han siger (meningen af): “Og Hans er den sublime sammenligning”.
18. Specifikheden i bekræftelsen inkluderer alle substantiver og adjektiver nævnt i Qur’ân og Ahâdîth. Ofte kan de ikke tælles alle sammen. Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) plejede at sige:
“Jeg spørger Dig om ethvert navn, som Du har givet Dig Selv, eller som Du har åbenbaret, eller nogen iblandt Dine skabninger som Du har lært, eller som Du har holdt for Dig Selv i videnen af det uset.”
7. Del: Den Rette Vej og fortolkningen af Sûratul Ikhlâs
Ahlus Sunnah wal-Jamâ’ah afviger ikke fra de ting, som blev bragt af Budbringerne. For dette er Den Rette Vej; vejen af de som Allâh har anbragt Sin gunst på. Iblandt disse er Profeterne, De Sandfærdige, Martyrerne og De Retskafne. Det er i denne samling, af hvad der er blevet beskrevet om Allâh, af Ham Selv, i Sûratul Ikhlâs, som svarer til en tredje del af Qur’ânen:
“Sig Han er Allâh, Den Ene. Den Evige Bønfaldt af alle. Han avler ikke og er ej avlet. Og der er intet lig Ham”
1. Hvad end Budbringeren (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) bragte med sig, er det alene sandt. Det er obligatorisk at følge det og forbudt at afvige fra dette, eftersom dette alene er Den Rette Vej og den har ingen krumninger.
2. Den Rette Vej er den eneste vej og enhver som afviger fra den, vil forvilde sig på den forkerte vej i innovation og uretfærdighed. Allâh befaler:
“Og dette er Min Vej, så følg den og følg ikke andre veje, så de ikke afleder dig fra Hans Vej”
3. Den Rette Vej er Ummahens vej og den ligger midt imellem to ekstremer. Derfor den ydmyge anmodning i hver rak’ah i bønnen: “Vis os Den Rette Vej”. Dette er en bønfaldning om Allâhs hjælp, assistance og støtte. Endvidere er det en bønfaldning om at Han fører os til at gøre de ting, som vil hjælpe os med at adlyde Ham og at forblive stedfaste på Hans Vej. Dette var vejen af de, som var favoriseret af Allâh. Disse var Profeterne (fred og velsignelser være med dem), De Sandfærdige, Martyrerne og De Retskafne- og disse er det bedste selskab.
4. Konceptet om Tawhîd er blevet forklaret i Sûratul Ikhlâs, ved at være blevet separeret og renset fra Shirk.
5. Imâm Ahmads beretning om at ‘Ubay bin Qa’ab berettede, at Al-Mushrikûn sagde: “O Muhammad! Fortæl os om din Herres genialitet!” Derpå åbenbarede Allâh Sûratul Ikhlâs.
6. Fra de autentiske beretninger er det bevist, at denne Sûrah svarer til en tredje del af Qur’ânen. Indholdet af Ibn ‘Abbâs’ udtalelse er følgende:
Qur’ânen består af tre fundamentale objektiver
1) De forbudte og tilladte handlinger, som rummer befalingerne og religionspraktiseringen. Disse former indholdet for videnskaben af Fiqh (Jurisprudens) og etik.
2) Fortællinger og beretninger som inkluderer Profeternes historie samt historien om deres samfund.
3) Viden om Tawhîd (Enhed af Allâh) og beskrivelser af de ting, som vedrører Allâh og Hans Egenskaber og dette er obligatorisk for Allâhs slave, at have tro på. Dette tager prioritet over de to fornævnte punkter.
7. Sûratul Ikhlâs indeholder det tredje objektiv og en general beskrivelse deraf. På den måde er det korrekt at sige, at Sûratul Ikhlâs svarer til en tredje del af Qur’ânen.
8. Svaret på hvordan denne Sûrah indeholder en omfattende viden om Tawhîd og dets principper, som udgør essensen af troen på Allâh, er som følgende:
Allâhs befaling “Han er Allâh, Den Ene” ophæver partnerskab med Ham i enhver forstand, om det så vedrører Hans Selv, egenskaber eller gerninger. Det demonstrerer også Hans unikhed, pragt og majestæt. Ordet “Ahad” bruges ikke til bekræftelse for nogen anden end Allâh. Ahad er mere emfatisk end “Wâhid”.
9. Ibn ‘Abbâs’ Tafsîr om verset “Den Evige Bønfaldt”:
“Anføreren, som er bedst i Sin ædelhed. Den Mægtige, som er bedst i Sin mægtighed. Den Tolerante, som er bedst i Sin tolerance. Den Almægtige, som er bedst i Sin almægtighed. Den Alvidende, som er bedst i Sin viden. Selvet, som er perfekt i alle former for ædelhed og mægtighed og dette Selv er kun Allâh, Den Mest Ærefulde, Den Mest Magtfulde. Det er Ham alene, som har disse kvaliteter, for de henvender sig til ingen andre end Ham.”
Ingen er Hans lige og ingen er sammenlignelig med Ham.
10. Tafsîren er også som følgende: “Selvet som ingen frygt har, og som alle skabninger vender til og søger efter, for alle deres behov og gerninger.”
11. Bekræftelse i Enhed ophæver alle former for polyteisme, lighed og sammenligning. Bekræftelse af alle meningerne af Samad inkluderer alle de ædle navne og de mest fornemme egenskaber. Dette er Tawhîds aspekt af bekræftelse.
12. At-Tawhîds aspekt af renhed ligger i udtalelsen “Han avler ikke og er ej avlet og der er ingen sammenlignelig med Ham”. Denne udtalelse kan også forstås ud fra den generelle udtalelse “Sig Han er Allâh, Den Ene!”. Intet kom ud af Ham og Han kom ikke ud af noget. Han har ingen lige, der er intet sammenlignelighed med Ham og ingen ligedannethed med Ham.
13. Herredømmet af Tawhîd ligger i denne Sûrah. Bekræftelse af Enhed for Herren i total og absolut modstrid til alle former for polyteisme. Hans karakter som “Den Evige Bønfaldt af alle”, beviser alle Hans egenskaber. Han lider ikke af nogen som helst defekt. Hertil kommer benægtelsen af (påstanden om) en far og søn. Han har ikke brug for noget, men alle har brug for Ham. Alt bliver karakteriseret i udtalelsen “Han er Den Evige Bønfaldt” og udtalelsen om Hans Enhed. Benægtelse af en lige, inkluderer benægtelse af lighed og sammenlignelighed. Denne Sûrah inkluderer alle disse anliggender og fortjener derfor retsmæssigt, at blive sammenlignet med en tredje del af Qur’ânen.
Følgende er et sammendrag i noteform af den klassiske tekst “Aqîdatul Wâsitiyah” af Ibn Taymiyah, hvori han resumerer Ahlus-Sunnâh wal-Jamâ’ahs trosoverbevisninger.
1. del: Al-Basmallah
Bismillâhir-Rahmânir-Rahîm
1. Bismillâhir-Rahmânir-Rahîm: En separation imellem suwar (kapitler). Det er en del af alle suwar, på nær Sûratul Tawbah og Sûratul Anfâl. Fortræffeligheden og udmærkelsen af at have Bismillâh som separationsartikel, består i at søge hjælp (fra Allâh).
2. Ism: Det ord som tilkendegiver meningen og får det til at skille sig ud. Det stammer fra simatun, som betyder symbol eller sumûh, som betyder højde. Mussama er den betydning, som den tilkendegiver.
3. Allâh: Stammer fra ulûhiyât. De tre sidste bogstaver i Allâh, lâh, betyder at noget bliver tilbedt.
4. Ar-Rahmân: En af Allâhs egenskaber, som sammeneksisterer med Allâhs Selv.
5. Ar-Rahîm: En af Allâhs egenskaber som vedrører det Selv, der har Rahm.
6. Ibn ‘Abbâs’ udtalelse om at begge disse navne omfatter mildhed og blidhed.
Al pris tilkommer Allâh, som sendte Sin Budbringer med retledning og den sande religion, for at sejre over alle (falske) religioner og Allâhs bevis er tilstrækkeligt.
1. Hamd: Verbal lovprisning for nåde uanset om man (føler) man får nytte af det. Til forskel for Shukr (at lovprise på grund af at have nydt godt af en tjeneste, enten verbalt, følelsesmæssigt, eller med en del af kroppen) og Madh (blot en konstatering af kvaliteter uden implikation af kærlighed og respekt).
2. Al-Hamd: Præfikset “al” indebærer omfattenhed og inkluderer alle former for Hamd. Perfekt hamd er kun blevet bevist for (at tilhøre) Allâh; derfor har Allâh alle egenskaberne af perfektion og skønhed.
3. Rasûl: En person som er sendt med kommunikation (leksikalsk definition). Teknik set betyder det den person, Allâhs åbenbaringer er nedsendt og som er påkrævet at formidle disse åbenbaringer. Hvis ingen formidling er involveret er han en nabi (profet). Hver budbringer er en nabi, men ikke hver nabi er en budbringer.
4. Hidâyah: At beskrive, at retlede. Qur’ânen og Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) er begge kendt som Al-Hâdi (retledningen). Det betyder også assistance og åbenbaring. Hidâyah inkluderer også al sand information, den rette tro, nyttefuld viden og gode gerninger, som blev bragt af Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam).
5. Dîn: Alle befalinger og love, om de vedrører tro, udtalelser eller handlinger. Det betyder også regnskab (Yawm ad-Dîn).
6. Haqq: Virkeligt, sandt og bevist. Bâtil er noget, som ingen realitet har og som ikke kan bevises.
Meningen af dette afsnit: At alle egenskaber som betegner perfektion er bevist, for (at tilhøre) Allâh i den højeste grad. Allâh er lovprist på grund Hans begunstigelser over mennesket, og de er langt udover vores forståelse. Hans største begunstigelse er nedsendelsen af Muhammad (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) med den rigtige og sande religion, for at den skal dominere over alle andre religioner.
2. Del: Trosbekendelsen
Jeg bærer vidne at der ingen gud værdig til tilbedelse undtagen Allâh i Hans enhed, uden at tillægge Ham partnere, og jeg bekræfter det med Tawhîd. Endvidere bærer jeg vidne, at Muhammad er Hans slave og sendebud, fred og velsignelser være med ham, hans familie og ledsagere.
1. Ash-haddu: At bære vidne, er at forklare en ting igennem ens viden herom, og at være overbevist om, at det er korrekt og evident. Et vidne er kun troværdigt, når han har overbevisning og bekræftelse og når hjertet bekræfter tungen. (Munâfiqûn bar kun vidne med deres tunge, derfor erklærede Allâh dem løgnere)
2. Lâ illâha illa Allâh: Der er ingen gud værdig til tilbedelse undtagen Allâh. Sætningen som bevidner Tawhîd og som alle budbringere er enige om. Det er essensen af deres budskab. Alle deres missioner begyndte med denne sætning.
3. Wah-dahu lâ sharîka lahu: I sin enhed uden partnere. Dette forstærker den første del af sætningen.
4. Det er også nødvendigt at bære vidne for budbringerne. Det ene vidnesbyrd forbliver nyttesløs uden det andet, eftersom at det første vidnesbyrd (om Allâhs Enhed) ikke kan træde i kraft og etableres uden det andet. Derfor nævner man dem begge i adhân og salâh.
5. Anerkendelsen af egenskaberne af budbringerskab for Profeten og slaven af Allâh, Muhammad (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) og disse er de vigtigste egenskaber af Muhammad (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam).
6. Budbringerens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) egenskaber modsiger ekstreministerne og fornyerne, som ophøjer ham (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) udover hans rang.
7. Formålet med skabelsen er tilbedelse. Skabelsens perfektion består i at realisere dette mål i praksis. En slave af Allâh er kun ophøjet på grund af en tiltagenhed i trælbundethed (‘Ubudiyyah).
8. Vidnesbyrdet for Budbringeren (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) er kun komplet, når slaven erkender de bud som er transmitterede af Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) og han derefter adlyder dem og afholder sig fra det Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) har forbudt.
9. Salât. Den leksikalske definition på dette er bøn. Det har dog flere betydninger. Et sådant eksempel er Abû ‘Âliyas udtalelse, som blev berettet af Bukhâri i hans Sahîh (autentiske beretninger) om at Allâh sender Sine Salât (velsignelser) på Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) foran englene. Englenes salât består i, at de beder om forbud og bønfalder (Allâh).
10. Âli-Rasûl: Profetens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) slægtninge, som ikke må acceptere zakâh. Endvidere folkefærdene Banu Hashîm og Banu Tâlib. “Âl” kan også være henvisende til Profetens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) tilhængere.
11. As-hâb: Alle dem, som så Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) i en tilstand af Islâm, med andre ord imedens de var troende, og døde i denne tilstand.
12. Salâm betyder at bede om sikkerhed fra alt ondt. As-salâm er også et af Allâhs navne. Han er fri for alle former for defekter, er usårbar og Han skænker tryghed til Sine troende slaver i det Hinsides.
3. Del: Trossætningerne
For at fortsætte: Denne afhandling vil bekendtgøre trosoverbevisningerne af Den Frelste Sekt, som vil blive støttet indtil etableringen af (Doms)timen. Denne gruppe er Ahlus Sunnah wal-Jamâ’ah og deres trosoverbevisninger er følgende: Troen på Allâh, Hans engle, Hans bøger, Hans budbringere, genopstandelse efter død og guddommelig forordning, både det gode og onde.
1. ‘Aqîdah: At acceptere hvad som helst med hjertet og bevidstheden, samtidig med at man adlyder Allâh imedens man gør det. Ordet (‘Aqîdah) formidler beslutsomhed og standhaftighed, så vel som modenhed i at tænke.
2. Firqa: En gruppe af mennesker. Dens beskrivelse er i ahadîth: “En gruppe af min ummah (nation) vil altid holde fast ved sandheden” og “Denne ummah vil dele sig i 73 Furûq (pluralis er Firqa) og bortset fra en, vil alle komme i Helvede”. Den frelste sekt er den, som følger Profetens sunnah (tradition, sædvane, vej) og hans ledsageres (as-hâb) vej.
3. Sunnah: Sætningen “Ahlus-Sunnah wal-Jamâ’ah” betyder vejen og praksisen valgt af Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) og hans sahâba (ledsagere). Innovation og kætterske trosoverbevisnger eksisterede ikke i denne periode.
4. Jamâ’ah betyder dem, som forsamler sig. I denne sammenhæng er det henvisende til ledsagerne og deres efterfølgere (at-tâbi’în), der alle accepterede sandheden, som blev bevist ud fra Qur’ânen og Sunnah og de (al-jamâ’ah) forenedes med dette som deres grundlæg.
5. Det er obligatorisk at have tro på de seks ting (Allâh, Hans engle, Hans bøger, Hans budbringere, genopstandelse efter død, guddomlig forordning både det gode og onde). Perfektion kan ikke opnås, medmindre man tror på disse seks trossætninger i overensstemmelse med Qur’ân og Sunnah. Hvis man blot afviser en af disse trossætninger eller nægter at tro på dem i overensstemmelse med Qur’ân og Sunnah er man kâffir (vantro). Alt dette er blevet nævnt i Jibrâ’ils hadîth (beretning).
6. Malâ’ika er flertal for “Malak”, som stammer fra al-ulûka, som er budbringerskab. De er Allâhs skabninger og beboer Himlene. De er blevet udpeget til Hans skabningers affærer. De beretter Allâhs hellighed utrætteligt, dag og nat.
7. Kuttub: De helligskrifter som blev sendt ned til Allâhs budbringere fra himlene. De helligskrifter vi har viden om, er Ibrahîms (Abraham) bøger, Mûsas Tawrât (Moses’ Tora), ‘Îsâs Injîl (Jesus’ Helligskrifter) Dawûds Zabûr (Davids Salmer) og Qur’ânen. Qur’ânen er den sidste helligskrift og er beskytteren og vidnesbyrdet for alt sandt og korrekt og er kriteriummet for sandhed og falskhed. Ud over disse bøger, er det nødvendigt at have en general tro på alle helligskrifterne fra de andre budbringere af Allâh.
8. Russul: er flertal for “Rasûl”. Ordet rasûl betyder en person, som har modtaget åbenbaringer fra Allâh. Det er nødvendigt at have specifik tro på de 25 budbringere nævnt i Qur’ânen. Foruden disse budbringere og profeter, er det nødvendigt at have en general tro på de andre profeter, uden at kævles om deres navne og tal. Allâh siger (meningen af): “Og der er sendebud, som Vi har berettet dig om før, og (andre) sendebud, som Vi ikke har berettet dig om…” [4:164] Det er nødvendigt for religionen at disse budbringere leverede budskabet til folket, som Allâh befalede dem og at de forklarede det på en måde, så ingen forblev i tvivl. Alle budbringerne og profeterne var frie for fejl i karakter såsom falskhed, udslyngning af viden og uvidenhed, uærlighed og lignende. De bedste af profeterne var Muhammad (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam), Ibrahîm, Mûsa, Nûh og ‘Îsa.
9. Ba’ath: betyder at (op)løfte og give bevægelse. Allâh vil opløfte og give de døde deres bevægelse i deres grave, så de kan blive stillet til regnskab. Man skal tro på Ba’ath i henhold til den måde, det er blevet nævnt og beskrevet på. Måden det vil foregå på, er at Allâh vil samle alle de organer, som er blevet til støv eller opløst og vil genopfriske dem og genoplive dem. Filosofferne og kristne, som benægter den kropslige Ba’ath er vantro. De som fastholder, at Allâh vil inspirere hver sjæl til en krop forskellig fra kroppen (de havde) i denne verden, er kætterske fornyere og korrupte.
10. Qadr: Taqdîr (udsagnsform af Qadr) betyder at foretage en vurdering. Det betyder at Allâh har videnen om kvantiteten og midlertidigheden af alt af skabelsens begyndelse. Han skabte dem ved Sin vilje og magt i overensstemmelse med Sin viden. Han har nedskrevet dette i Den Sikre Tavle, før Han skabte dem. Allâh siger (meningen af): “Der indtræffer ingen katastrofe på jorden eller blandt jer selv, som ikke er i en bog, før Vi fremkalder den…” [57:23]
4. Del: Måden at tro på Allâhs egenskaber
Det er en del af Îmân (tro) på Allâh, at tro på hvad Han har nævnt om Sig Selv og hvad Budbringeren (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) har beskrevet Ham med, uden at lave Tahrîf, Ta’tîl, Takîf, Tamthîl og Tafwîdh. I stedet bør det være som Allâh har nævnt i Sûratul Ikhlâs: “Og intet er lig Ham”.
1. Tahrîf: At introducere en ændring i en udtalelse på en sådan måde, at man efterlader en (anden) mening. Dette er forstået og man accepterer den mening, de ord på flertydig vis, indikerer.
2. Ta’tîl: At efterlade og ophæve. En ophævelse af Allâhs egenskaber og benægtelse af Hans Selv og Væsen. Benægtelse af den sande mening, som er blevet bevist ud fra Qur’ân og Sunnah. Tahrîf inkluderer Ta’tîl, men Ta’tîl inkluderer ikke Tahrîf.
3. Takîf: At tro på Allâhs egenskaber er “sådan og sådan”. Med andre ord, at de er på en bestemt måde, eller at stille spørgsmål ved tilstanden af Hans egenskaber. Vendingen “Bi ghayr Ta’kîf” betyder at Ahlus Sunnah wal-Jamâ’ah nægter at have viden om Allâhs tilstand, eftersom at Allâh alene kender tilstanden af Sig Selv og Sine egenskaber.
4. Tamthîl: At tro på at Allâhs egenskaber er ligesom Hans skabningers egenskaber.
5. Tafwîdh: Når man benægter en egenskab bevist fra Qur’ân og Sunnah og fastholder, at det ikke er den åbenbare mening, men en mening som man ikke selv kan afgøre.
6. Det er ikke sandt at Tafwîdh var Salafs (De Fromme Forgængere) trosoverbevisning. Ash’ariyyîn af senere tid, tilskrev Salaf dette.
7. As-Salaf forstod passagerne i Qur’ân og Sunnah og de beviste denne forståelse med Allâhs tilfredshed. Dog overgav de deres viden af realiteten og tilstanden af disse betydninger til Allâh. Imâm Mâlik (rahimahullâh) blev spurgt om tilstanden af Istiwâ’ (etableringen) af Allâh på tronen og sagde at Istiwâ’ er kendt, men dens forhold er ikke kendt.
8. Ahlus Sunnah wal-Jamâ’ahs tilgang til dette, er som beskrevet i Qur’ân: “Intet er lig Ham.”.
9. Den korrekte tro er derfor ikke at benægte Allâhs egenskaber fuldstændigt, som Al-Mu’tazila gør og det er heller ikke at forsøge at bevise dem (Allâhs egenskaber) fuldstændigt, som Al-Mumathilîn gør. Snarer, er den korrekte tro, at bekræfte Allâhs egenskaber uden at sammenligne dem med noget.
5. Del: Måden at tro på Allâhs egenskaber (fortsat)
Egenskaberne som Allâh har kvalificeret Sig Selv med, benægtes ikke af dem (Ahlus Sunnah wal-Jamâ’ah); de begår ikke Tahrîf på grundlag af fornuftslutninger, som drages af udtalelser. De beskæftiger sig ikke med forkert Ta’wîl (fortolkning) af Allâhs egenskaber og vers, og de betragter ikke Hans egenskaber som værende lig egenskaberne af Hans skabninger, og de prøver heller ikke at beskrive deres (Allâhs egenskabers) tilstande. Dette er fordi intet er som Hans Essens, der er intet sammenligneligt med Ham og Han har ikke partnere. Man kan heller ikke danne sig et skøn af Allâh, eller fortage en analogi mellem Ham og Hans skabelser, for at demonstrere lighed og sammenlignelighed med Ham.
1. Afvisningen om en benægtelse af Allâhs egenskaber er baseret på troen, som er forklaret foroven.
2. Mawâdi’ er flertal for mawdâ’. Det indebærer kun de meninger, hvorom det er nødvendigt at basere udtalelser. Dette er fordi, når man bruger disse, bærer udtalelserne den samme mening som Allâh eller Profetens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) ord. Derfor forbliver udtalelsen tilknyttet meningen.
3. Ibn Qayyims udtalelse om ikke at begå Ilhâd på Allâhs navne og egenskaber:
“At begå Ilhâd på Hans navne betyder, at vende sig fra de sande meninger fra Hans navne, som er bevist ud fra dem selv (navnene). Ordet Lahd stammer fra Ilhâd, som betyder den spaltning man falder i, når man afviger fra al-Firqa. Vendingen “Mulhid fi Dîn” stammer også fra det (Ilhâd)), som betyder den, som afviger fra sandheden og introducerer ting i Ad-Dîn (religionen), der ikke har noget hold på sig. Ilhâd i forhold til Allâhs navne og egenskaber, sker enten ved en total benægtelse, eller ved at nægte meningerne og afvise dem i det hele taget. Det kan også ske, ved at begå Tahrîf på sandheden, eller ved falsk Ta’wîl, ved at afvige fra sandheden, eller det kan også ske, ved at man opdigter nye ord til de navne, såsom “Ilhâd”, der kommer fra Ahlul Ittihâd.”
4. Resultatet af dette var at As-Salaf havde tro på alle de ting, Allâh har udtalt om Sig Selv i Qur’ânen, og på alle de ting Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) beskrev. Denne tro er absolut fri for Tahrîf, Ta’tîl, Takîf og Tamthîl.
5. Deres udtalelser om Allâhs Selv er en og den samme. Udtalelsen om egenskaberne er en sidegren til udtalelsen om Selvet, hvori udtalelsen vedrørende Selvet overholdes perfekt. Derfor, når formålet med at bevise Selvet, er at bevise eksistensen, er det samme sandt, når det gælder egenskaberne. De (As-Salaf) fortolkede dette i en af deres bemærkninger: “Vi vil videregive dem, præcis som vi har modtaget dem, uden Ta’wîl.”. De, som ikke følger denne bemærkning, lider af en illusion, hvis de mener at kun ordet bør blive læst og ingen strid bør rejses om meningen, skønt dette er en forket forståelse. Benægtelse af Ta’wîl her er rettet mod realiteten af betydningen, dens detaljer og tilstand.
6. Imâm Ahmads udtalelse:
“Allâh skal kun kvalificeres med de egenskaber, som Han Har kvalificeret Sig med, eller Hans Budbringer (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) har kvalificeret Ham med. Intet bør siges udover Qur’ân og Ahâdîth.”
7. Nu’aym ibn Hammâds udtalelse:
“Enhver, som beskriver Allâh i lighed med Hans skabninger, har begået Kufr. Hvis nogen benægter en af de egenskaber, som Allâh har kvalificeret Sig Selv med, har han også begået Kufr. De egenskaber Allâh har kvalificeret Sig Selv med, eller de som blev berettet om Ham af Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) vil ikke blive kaldt Tashbeeh (sammenligning/metafor) eller Tamthîl.”
8. Grunden til Ahlus Sunnah wal-Jamâ’ah ikke begår Takîf eller Tamthîl, er fordi der ingen parallel er med Allâhs Selv. Ingen parallel fortjener Hans navn og der findes ingen af den slags storhed, som kan måle sig med Ham i mægtighed. “Kender du til Hans lige?” [Sûrah Maryam].
9. Det at Han ikke har nogen lighed betyder ikke, at ingen kan navngives Hans navn, eftersom der er mange af disse navne, som er almindelige for Allâh og Hans skabninger. Når Allâh bruger disse navne for Sig Selv, er deres betydning specifikke for Ham. Ingen andre end Allâh vil være partner i den betydning. Partnerskab kan kun finde sted i den totale forstand (dvs. meningen) og dette kan kun eksistere i sindet. I de udvendige (uden for sind) tilfælde er betydningen kun delvis og specifik. Dens position er relativ for betydningen. Hvis associationen er med Allâh, er betydningen specifik for Ham og Allâhs slave vil ikke være partner i dette. Hvis associationen er med Allâhs slave, er denne betydning specifik for ham og Allâh vil ikke partner med ham i dette.
10. Kofu betyder ligeværdig og at have medstatus. Allâhs udtalelse er vidne for dens negation. “Og der er ingen sammenlignelig med ham”.
11. Nid betyder at være ligeværdig og af medstatus. “Og opstil ikke bevidst rivaler med Allâh.” [Allâhs udtalelse]
12. Ikke at følge en analogi vil sige, at ingen brug af den slags sammenligning er tilladt. Den slags sammenligning kan indebære en analogi imellem Allâh (Den Analogiseret) og det som er målet af analogien. Derved viser man ligeværdighed og sammenlignelighed. Denne analogi er som Tamthîl, som blev vist af Fiqh-lærde. Dette er en kombination af det udledte med det originale i forskrift. Eksempel på dette: Nabidh og Alkohol. Optagelsen af Nabidh i det forbudte på grund af de fælles kendetegn, der får det til at indtræde i det forbudte, som er beruselse. Analogien er baseret på ligheden. Dette er ikke tilladt i tilfældet med Allâh, i forhold til Hans skabninger. I lighed med Shamûl [Indbefatning: at diskutere fra en heles standpunkt i forhold til en del, som er en komponent af det hele, sammen med nogle andre dele] af logikerne.
13. Der eksisterer ingen sammenlignelighed mellem Allâh, Den Ærværdige, Den Ophøjede, og Hans skabninger, på nogen som helst område. Det højeste niveau af analogi er brugt for Allâh. Dette betyder, at i hver kvalitet som er bevist for (at tilhøre) skabningen, hvor der er mulighed for at Allâh også er kvalificeret med den (kvaliteten), er Allâh langt mere overlegen i den kvalitet end skabningen og opnår perfektion i den. Det samme kan siges om en defekt. Hvis en skabning er fri for en defekt, er Allâh fri for den i første grad.
14. Samme princip for perfektion. Det som er tilsigtet, når to personer bliver sammenlignet og en af dem har kvaliteten af perfektion og den anden ikke har dette, er at den første vil blive betragtet som mere perfekt. Derfor er det også nødvendigt at acceptere denne egenskab for Allâh, på betingelsen af at eksistensen af denne kvalitet er en perfektion og dens fravær er en defekt.
6. Del: Grundlaget for at tro på de kvaliteter nævnt i Qur’ân og Ahâdîth
For Han kender Sit eget Selv bedst, såvel som andres selv. Det Han siger, er den mest sande og mest smukke tale, bedre end Hans kreations (tale). Hans budbringere er de sandfærdige, som er bevidnet for, i modsætning til de, som siger om Allâh, det de ingen viden om har. Af denne årsag sagde Allâh (meningen af): “Må din Herre Lovprises, Herren af majestæt, fra hvad de tilskriver (Ham) og fred være med dem, som er blevet sendt (for at erklære) og al pris tilkommer Herren af alle verdener”. Han har lovprist Sig Selv fra det, de som var i opposition til Budbringere, har tilskrevet Ham, og Han har sendt fred med Sine Budbringere og bevaret dem fra modgang og defekter i deres udtalelser. Han har omtalt negation og bekræftelse af navnene og egenskaber, som Han har kvalificeret Sig Selv med.
1. Grundlaget for af at have tro på det Allâh har omtalt i Qur’ânen og Ahâdîth, er det faktum, at Han er den, som kender Sig Selv bedst og Den, som kender alle andre ting bedst.
2. Alt hvad Hans Budbringere siger om Ham er altid sandt. De er frie for at sige løgne om Allâh og de siger heller ikke noget, som modstrider realiteten. Dette er grunden til at have tro på hvad som helst, Allâh og hans Budbringere har sagt om egenskaberne, i bekræftende eller negativ form.
3. Ting som er blevet omtalt af Allâh og Hans Budbringer, kan ikke forlades til fordel for tro på udtalelserne af de mennesker, som forfalsker imod Allâh og siger ting om Ham, hvorom de selv ingen viden har!
4. Nederlag i formidlingen af udtalelser med deres tilsigtede mening, skyldes en eller flere af de følgende tre faktorer: 1) Vedkommende er selv uviden om det han taler om, 2) Han behersker ikke magten af veltalenhed, 3) Han tyer til løgne, fordrejelser og forfalskning.
5. Qur’ânen og Ahâdîth er i enhver forstand fri for disse tre ting. Allâh og Hans Budbringers udtalelser er yderst klare, uden flertydighed.
6. De tre modsatte elementer i fortælling og forståelse, findes i Profetens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) udtalelser. Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) har mest viden om det, han vil underrette folk om. Han adopterede den bedste måde at berette dem (oplysningerne) på. Han var mest villig til at advare og retlede skabningerne. Således er det ikke muligt, at hans udtalelser lider af svaghed eller defekter, hvorimod andre menneskers udtalelser ikke er frie for mangelheder og fejl. Det er derfor ikke rigtigt at betragte andre menneskers udtalelser som værende jævnbyrdige med Profetens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) udtalelser, for slet ikke at tale om at have overbevisning på andre menneskers udtalelser frem for med Profetens (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam).
7. Af denne grund beskriver Allâh Sin Egen Hellighed og sender fred med Sine Budbringere.
8. Subhân er infinitiv for Tasbîh og betyder at holde sig rent og fjerntliggende fra dårligdom. Rodordet er Sabh, som betyder hastighed, strøm og fjernhed.
9. Allâh holder Sig ren fra alle de ting som Al-Mushrikûn (polyteisterne) tilknytter Ham, såsom at have en kone, et barn og andre defekter og nederlag.
10. Han sender fred med Sine Budbringere. Dette er en indikation på, at lige såvel som det er nødvendigt at have tro på at Allâh, Mægtig og Stor, er fri for alle defekter og nederlag, er det også nødvendigt, at have tro på renheden af profeternes ord og gerninger. For profeterne og budbringerne siger aldrig løgne om Allâh og de associerer aldrig partnere med Ham, eller anbringer deres tilhængere i en fantasiposition. De siger aldrig andet end sandheden om Allâh.
11. Allâhs befaling er følgende: “Al pris tilkommer Allâh, Ejer af alle verdener.” På grund af at være i besiddelse af perfektion i egenskaber, mest storslået kvaliteter og mest retskafne gerninger, priser Hellige Allâh Sig Selv.
12. Benægtelse og bekræftelse er inkluderet i både generelle og specifikke termer i Hans navne og egenskaber.
13. Generaliteten i benægtelser består i, at alle defekter og nederlag i Allâhs Selv er afviste. Disse går imod Hans perfektion. For eksempel “Intet er som Hans lighed” og “Kender du Hans lige?” og “Lovprist være Allâh, over alt hvad de påstår”.
14. Specifikhed i benægtelser betyder, at afvise at Allâh i Sine egenskaber, er associeret med defekter og nederlag, såsom at have en far, søn, partner, ligemand, modstander, uvidenhed, magtesløshed, vildfarenhed, glemsomhed, døsighed, søvn, ubrugelighed og falskhed.
15. Benægtelse står ikke som en selvstændig artikel i Qur’ânen eller Ahâdîth. Blot og bar benægtelse betegner ikke nogen egenskab. Der er rettere bekræftelse på perfektionen og storheden af Allâh, samt unikheden i Hans egenskaber, i modsætning til begge benægtelser (defekter og nederlag). Benægtelsen af uvidenhed er på grund af Hans brede og ubegrænset viden; benægtelsen af uretfærdighed er afledt af bekræftelsen på perfektionen af Hans retfærdighed; og benægtelsen af ubrugelighed er afledt af bekræftelsen på Hans evige liv og stabilitet.
16. Således er det grunden til at benægtelse i Qur’ânen og Ahâdîth forekommer i en general forstand, rettere end en specifik forstand. I kontrast til bekræftelsen, hvori der er større specifikheder end generaliteter, fordi disse er tilsigtet Hans Selv.
17. Generaliteten i bekræftelsen betyder, at absolut perfektion, absolut lovprisning, absolut pragt osv., er bevist for udelukkende at tilhøre Allâh. Allâh siger (meningen af): “Al pris tilkommer Allâh, Herre af alle verdener” og Han siger (meningen af): “Og Hans er den sublime sammenligning”.
18. Specifikheden i bekræftelsen inkluderer alle substantiver og adjektiver nævnt i Qur’ân og Ahâdîth. Ofte kan de ikke tælles alle sammen. Profeten (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) plejede at sige:
“Jeg spørger Dig om ethvert navn, som Du har givet Dig Selv, eller som Du har åbenbaret, eller nogen iblandt Dine skabninger som Du har lært, eller som Du har holdt for Dig Selv i videnen af det uset.”
7. Del: Den Rette Vej og fortolkningen af Sûratul Ikhlâs
Ahlus Sunnah wal-Jamâ’ah afviger ikke fra de ting, som blev bragt af Budbringerne. For dette er Den Rette Vej; vejen af de som Allâh har anbragt Sin gunst på. Iblandt disse er Profeterne, De Sandfærdige, Martyrerne og De Retskafne. Det er i denne samling, af hvad der er blevet beskrevet om Allâh, af Ham Selv, i Sûratul Ikhlâs, som svarer til en tredje del af Qur’ânen:
“Sig Han er Allâh, Den Ene. Den Evige Bønfaldt af alle. Han avler ikke og er ej avlet. Og der er intet lig Ham”
1. Hvad end Budbringeren (salla Allâhu ‘alayhi was-sallam) bragte med sig, er det alene sandt. Det er obligatorisk at følge det og forbudt at afvige fra dette, eftersom dette alene er Den Rette Vej og den har ingen krumninger.
2. Den Rette Vej er den eneste vej og enhver som afviger fra den, vil forvilde sig på den forkerte vej i innovation og uretfærdighed. Allâh befaler:
“Og dette er Min Vej, så følg den og følg ikke andre veje, så de ikke afleder dig fra Hans Vej”
3. Den Rette Vej er Ummahens vej og den ligger midt imellem to ekstremer. Derfor den ydmyge anmodning i hver rak’ah i bønnen: “Vis os Den Rette Vej”. Dette er en bønfaldning om Allâhs hjælp, assistance og støtte. Endvidere er det en bønfaldning om at Han fører os til at gøre de ting, som vil hjælpe os med at adlyde Ham og at forblive stedfaste på Hans Vej. Dette var vejen af de, som var favoriseret af Allâh. Disse var Profeterne (fred og velsignelser være med dem), De Sandfærdige, Martyrerne og De Retskafne- og disse er det bedste selskab.
4. Konceptet om Tawhîd er blevet forklaret i Sûratul Ikhlâs, ved at være blevet separeret og renset fra Shirk.
5. Imâm Ahmads beretning om at ‘Ubay bin Qa’ab berettede, at Al-Mushrikûn sagde: “O Muhammad! Fortæl os om din Herres genialitet!” Derpå åbenbarede Allâh Sûratul Ikhlâs.
6. Fra de autentiske beretninger er det bevist, at denne Sûrah svarer til en tredje del af Qur’ânen. Indholdet af Ibn ‘Abbâs’ udtalelse er følgende:
Qur’ânen består af tre fundamentale objektiver
1) De forbudte og tilladte handlinger, som rummer befalingerne og religionspraktiseringen. Disse former indholdet for videnskaben af Fiqh (Jurisprudens) og etik.
2) Fortællinger og beretninger som inkluderer Profeternes historie samt historien om deres samfund.
3) Viden om Tawhîd (Enhed af Allâh) og beskrivelser af de ting, som vedrører Allâh og Hans Egenskaber og dette er obligatorisk for Allâhs slave, at have tro på. Dette tager prioritet over de to fornævnte punkter.
7. Sûratul Ikhlâs indeholder det tredje objektiv og en general beskrivelse deraf. På den måde er det korrekt at sige, at Sûratul Ikhlâs svarer til en tredje del af Qur’ânen.
8. Svaret på hvordan denne Sûrah indeholder en omfattende viden om Tawhîd og dets principper, som udgør essensen af troen på Allâh, er som følgende:
Allâhs befaling “Han er Allâh, Den Ene” ophæver partnerskab med Ham i enhver forstand, om det så vedrører Hans Selv, egenskaber eller gerninger. Det demonstrerer også Hans unikhed, pragt og majestæt. Ordet “Ahad” bruges ikke til bekræftelse for nogen anden end Allâh. Ahad er mere emfatisk end “Wâhid”.
9. Ibn ‘Abbâs’ Tafsîr om verset “Den Evige Bønfaldt”:
“Anføreren, som er bedst i Sin ædelhed. Den Mægtige, som er bedst i Sin mægtighed. Den Tolerante, som er bedst i Sin tolerance. Den Almægtige, som er bedst i Sin almægtighed. Den Alvidende, som er bedst i Sin viden. Selvet, som er perfekt i alle former for ædelhed og mægtighed og dette Selv er kun Allâh, Den Mest Ærefulde, Den Mest Magtfulde. Det er Ham alene, som har disse kvaliteter, for de henvender sig til ingen andre end Ham.”
Ingen er Hans lige og ingen er sammenlignelig med Ham.
10. Tafsîren er også som følgende: “Selvet som ingen frygt har, og som alle skabninger vender til og søger efter, for alle deres behov og gerninger.”
11. Bekræftelse i Enhed ophæver alle former for polyteisme, lighed og sammenligning. Bekræftelse af alle meningerne af Samad inkluderer alle de ædle navne og de mest fornemme egenskaber. Dette er Tawhîds aspekt af bekræftelse.
12. At-Tawhîds aspekt af renhed ligger i udtalelsen “Han avler ikke og er ej avlet og der er ingen sammenlignelig med Ham”. Denne udtalelse kan også forstås ud fra den generelle udtalelse “Sig Han er Allâh, Den Ene!”. Intet kom ud af Ham og Han kom ikke ud af noget. Han har ingen lige, der er intet sammenlignelighed med Ham og ingen ligedannethed med Ham.
13. Herredømmet af Tawhîd ligger i denne Sûrah. Bekræftelse af Enhed for Herren i total og absolut modstrid til alle former for polyteisme. Hans karakter som “Den Evige Bønfaldt af alle”, beviser alle Hans egenskaber. Han lider ikke af nogen som helst defekt. Hertil kommer benægtelsen af (påstanden om) en far og søn. Han har ikke brug for noget, men alle har brug for Ham. Alt bliver karakteriseret i udtalelsen “Han er Den Evige Bønfaldt” og udtalelsen om Hans Enhed. Benægtelse af en lige, inkluderer benægtelse af lighed og sammenlignelighed. Denne Sûrah inkluderer alle disse anliggender og fortjener derfor retsmæssigt, at blive sammenlignet med en tredje del af Qur’ânen.
Typer af Kufr
Typer af Kufr
Quraan bruger ordet Kufr for at betegne folk som skjuler sandheden. Quraan bruger ordet, for at identificere de, som benægter Allahs (swt) gaver, ved ikke at acceptere Hans Magt og Autoritet. Kufr derimod er en modsætning til Iman, eller vantro/tvivl på Allah, og en Kaafir er en vantro. Denne type kufr kaldes AL-KUFRUL AKBAR eller Større kufr. Der findes mange typer af Kufrul Akbar.
1. Kufrul – i’naad:
At lave kufr ud af stædighed. Dette henvender sig til den, som kender Haq (sandheden) og indrømmer det ved at sige det, men alligevel nægter at acceptere det.
Allah (swt) siger: “Kast I helvede enhver ærkevantro (og) oprør.” [Surah Qaaf (50), Ayah 24]
2. Kufrul-Inkaar:
At lave kufr pga. benægtelse. Dette henvender sig til en som både nægter det i sit hjerte, og med sin tunge.
Allah (swt) siger: “De erkender Allahs nåde og dog fornægter de den, og de fleste af dem er vantro (dvs. utaknemlige).” [Surah Nahl(16), Ayah 83]
3. Kufrul-Kibr:
At lave kufr ud af arrogance og stolthed. Måden Shaytaan (iblis) lavede kufr på, er et eksempel på denne type kufr.
4. Kufrul-Juhood:
At lave kufr ved at afvise. Dette henvender sig til en som accepterer sandheden i sit hjerte, men nægter det med tungen. Denne type kufr er anvendelig til dem som kalder sig selv for muslimer, men som nægter enhver nødvendighed og almindelig anerkendt norm i islam såsom salaah, zakaah, siyaam osv..
Allah (swt) siger: “Men de forkastede dem (Vore tegn) med uret og (falsk) stolthed, medens deres sjæle var overbevist derom.” [Surah Naml(27), Ayah 14]
5.Kufrul-Nifaaq:
At lave kufr ud af hykleri. Dette henvender sig til en som foregiver sig for at være muslim, men som skjuler sin “kufr”. Sådan et menneske bliver kaldt for Munafiq eller hykler.
6. Kufrul-Istihlaal:
At lave kufr ved at tillade noget som Allah (swt) har gjort forbudt eller at forbyde noget som Allah (swt) tillader. F.eks. en der tillader Zinaa, Ribaa osv. Den der laver istihlaal bliver kaldt for al-mustahil.
7. Kufrul-Kirh:
At lave kufr ved at afsky noget som Allah (swt) har påbudt mennesket.
Allah (swt) siger: “Men ødelæggelse er deres lod, som er vantro, og Han vil gøre deres gerninger til intet. Sådan skal det være, fordi de hadede, hvad Allah åbenbarede. Derfor lægger Han deres handlinger øde.” [Surah Muhammed (47), Ayah 8-9]
8. Kufrul Istihzah:
At lave kufr ved at gøre nar, eller håne.
Allah (swt) siger: “Sig: Var det Allah og Hans Sendebud I spottede med? Kom ikke med undskyldninger. I har visselig været vantro efter at I havde antaget troen.” [Surah Taubah (9), ayah 65-66]
9. Kufrul- I’raadh:
At lave Kufr ved at undgå noget. Dette henvender sig til dem som vender sig om og undviger sandheden.
Allah (swt) siger: “Og hvem er mere uretfærdig end den, der formanes med sin herres tegn og så vender sig fra dem og glemmer hvad hans hænder har sendt forud? [Surah Kahf(18), Ayah 57]
10. Kufrul-Istibdaal:
At lave Kufr fordi man prøver at udskifte/lave om på Allah (swt) love. Dette kan være:
A) Afvisning af Allah’s (swt) lov (sharia) uden at nægte det.
B) Nægtelse af Allah’s (swt) lov og derfor forkaster det.
C)Udskiftning af Allah’s (swt) lov, med en lov som er skabt af mennesker.
Allah (swt) siger: “Har de medguder, som i deres religion har forordnet for dem, hvad Allâh ikke har tilladt?” [Surah Shuraa(42), Ayah 21]
Og
“Og sig ikke på grund af det, jeres tunger falskelig ytrer: Dette er tilladt og hint er forbudt, så at I opdigter løgn mod Allah, thi de, der opdigter løgn mod Allah, vil ikke have held med sig.” [Surah Nahl (16), Ayah 116]
Quraan bruger ordet Kufr for at betegne folk som skjuler sandheden. Quraan bruger ordet, for at identificere de, som benægter Allahs (swt) gaver, ved ikke at acceptere Hans Magt og Autoritet. Kufr derimod er en modsætning til Iman, eller vantro/tvivl på Allah, og en Kaafir er en vantro. Denne type kufr kaldes AL-KUFRUL AKBAR eller Større kufr. Der findes mange typer af Kufrul Akbar.
1. Kufrul – i’naad:
At lave kufr ud af stædighed. Dette henvender sig til den, som kender Haq (sandheden) og indrømmer det ved at sige det, men alligevel nægter at acceptere det.
Allah (swt) siger: “Kast I helvede enhver ærkevantro (og) oprør.” [Surah Qaaf (50), Ayah 24]
2. Kufrul-Inkaar:
At lave kufr pga. benægtelse. Dette henvender sig til en som både nægter det i sit hjerte, og med sin tunge.
Allah (swt) siger: “De erkender Allahs nåde og dog fornægter de den, og de fleste af dem er vantro (dvs. utaknemlige).” [Surah Nahl(16), Ayah 83]
3. Kufrul-Kibr:
At lave kufr ud af arrogance og stolthed. Måden Shaytaan (iblis) lavede kufr på, er et eksempel på denne type kufr.
4. Kufrul-Juhood:
At lave kufr ved at afvise. Dette henvender sig til en som accepterer sandheden i sit hjerte, men nægter det med tungen. Denne type kufr er anvendelig til dem som kalder sig selv for muslimer, men som nægter enhver nødvendighed og almindelig anerkendt norm i islam såsom salaah, zakaah, siyaam osv..
Allah (swt) siger: “Men de forkastede dem (Vore tegn) med uret og (falsk) stolthed, medens deres sjæle var overbevist derom.” [Surah Naml(27), Ayah 14]
5.Kufrul-Nifaaq:
At lave kufr ud af hykleri. Dette henvender sig til en som foregiver sig for at være muslim, men som skjuler sin “kufr”. Sådan et menneske bliver kaldt for Munafiq eller hykler.
6. Kufrul-Istihlaal:
At lave kufr ved at tillade noget som Allah (swt) har gjort forbudt eller at forbyde noget som Allah (swt) tillader. F.eks. en der tillader Zinaa, Ribaa osv. Den der laver istihlaal bliver kaldt for al-mustahil.
7. Kufrul-Kirh:
At lave kufr ved at afsky noget som Allah (swt) har påbudt mennesket.
Allah (swt) siger: “Men ødelæggelse er deres lod, som er vantro, og Han vil gøre deres gerninger til intet. Sådan skal det være, fordi de hadede, hvad Allah åbenbarede. Derfor lægger Han deres handlinger øde.” [Surah Muhammed (47), Ayah 8-9]
8. Kufrul Istihzah:
At lave kufr ved at gøre nar, eller håne.
Allah (swt) siger: “Sig: Var det Allah og Hans Sendebud I spottede med? Kom ikke med undskyldninger. I har visselig været vantro efter at I havde antaget troen.” [Surah Taubah (9), ayah 65-66]
9. Kufrul- I’raadh:
At lave Kufr ved at undgå noget. Dette henvender sig til dem som vender sig om og undviger sandheden.
Allah (swt) siger: “Og hvem er mere uretfærdig end den, der formanes med sin herres tegn og så vender sig fra dem og glemmer hvad hans hænder har sendt forud? [Surah Kahf(18), Ayah 57]
10. Kufrul-Istibdaal:
At lave Kufr fordi man prøver at udskifte/lave om på Allah (swt) love. Dette kan være:
A) Afvisning af Allah’s (swt) lov (sharia) uden at nægte det.
B) Nægtelse af Allah’s (swt) lov og derfor forkaster det.
C)Udskiftning af Allah’s (swt) lov, med en lov som er skabt af mennesker.
Allah (swt) siger: “Har de medguder, som i deres religion har forordnet for dem, hvad Allâh ikke har tilladt?” [Surah Shuraa(42), Ayah 21]
Og
“Og sig ikke på grund af det, jeres tunger falskelig ytrer: Dette er tilladt og hint er forbudt, så at I opdigter løgn mod Allah, thi de, der opdigter løgn mod Allah, vil ikke have held med sig.” [Surah Nahl (16), Ayah 116]
Abonner på:
Opslag (Atom)